Jeg magter ikke at være gravid

Lahn11 skriver:

For mig har det altid set sådan her ud

1. Trimester - frygtelig

2. Trimester - fantastisk ! Nød det virkelig

3. Trimester - smerte helvede pga. Øget vægt, væske i kroppen, baby der sparker på riben, indvendige nyre spark, bækkenløsning , kvalme og konstant træthed gange 10 i forhold til 1. Trimester.. Er meget spinkel, og er derfor nok mere medtaget da min krop ikke er vandt til den øgede vægt.. 

Men det er det hele værd <3 

det er fantastisk når man endelig ligger med sin baby i armene, tror også at mine smertefulde graviditeter har gjort at jeg på trods at en lang smertefuld fødsel uden nogen form for bedøvelse, så ser jeg utrolig meget frem til den næste fødsel <3 frygter den på ingen måde, for efter 6 ud af 9 måneder i helvede, så kan jeg sagtens klare en tre dage lang fødsel igen .. 

Hold ud, det er "kun" 6 måneder du har tilbage Og de tre første som er træls er snart ovre, så kommer der tre rigtig hyggeligste og gode, derefter er man selvf. Medtaget af graviditeten . 

Puha det lyder forfærdeligt med det 3. trimester! Specielt det med trætheden. Tænker at jeg da dårligt kan blive mere træt. Folk siger også: "Det bliver kun værre" og så mister jeg bare modet. Hvis jeg bliver mere træt, så sover jeg jo hele døgnet, i forhold til nu hvor jeg kun sover det halve.

Elin_Maria skriver:

Ja jeg kan ikke rigtig undgå det. Jeg er mega kort fra hoved for tiden, så de får en del slag. Jeg bliver bare så ked af det når jeg kommer hjem og tænker over hvor nederen jeg er. Jeg har ikke lyst til at være sådan. Øv.

Jamen det er jo heller ikke dig?

Det er din krop der producerer så mange hormoner at du ikke kan være i dig selv, det er en hjerne der primært fokuserer på livet i maven og det er en krop der bliver testet til det absolut yderste.

Du må endeligt ikke gå og tænke på det er dig der er sådan, det er bare kvindemonstret der gemmer sig i os alle.... Det er vores ret

henh01 skriver:

ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive. Jeg er selv 3. gangs gravid og denne gang er graviditeten også meget anderledes end de foregående. Er netop i dag blevet sygemeldt fordi jeg har plukkeveer og skal scannes akut i morgen (forhåbentlig)

Men du har ret - jeg er også træt konstant, sur, irritabel osv. Men jeg har også en forventning om at det går over igen

Håber for dig at det blot er et spørgsmål om dage før du har det bedre.


Arbejder du stadig?

Jeg er ergoterapeut studerende og har lige slæbt mig igennem 10 ugers praktik. Tror også det er derfor det rammer mig nu hvor jeg har en uges ferie og lige kan nå at trække vejret. Det har virkelig været en kamp at bestå den praktik og når jeg er kommet hjem er jeg faldet i søvn på sofaen med det samme, så mit liv har været på standby under hele graviditeten. Er spændt på hvordan jeg klarer skolen nu. Håber det bliver lidt lettere.

Gardenia skriver:

Jamen det er jo heller ikke dig?

Det er din krop der producerer så mange hormoner at du ikke kan være i dig selv, det er en hjerne der primært fokuserer på livet i maven og det er en krop der bliver testet til det absolut yderste.

Du må endeligt ikke gå og tænke på det er dig der er sådan, det er bare kvindemonstret der gemmer sig i os alle.... Det er vores ret

Så tuder jeg lidt mere igen. Du har så ret om det monster. Jeg må prøve at forstå at jeg ikke kan gøre noget ved det alligevel. Kæresten er heldigvis helt med på den og er ved at forstå at mit brok bare skal aes væk.

henh01 skriver:

ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive. Jeg er selv 3. gangs gravid og denne gang er graviditeten også meget anderledes end de foregående. Er netop i dag blevet sygemeldt fordi jeg har plukkeveer og skal scannes akut i morgen (forhåbentlig)

Men du har ret - jeg er også træt konstant, sur, irritabel osv. Men jeg har også en forventning om at det går over igen

Håber for dig at det blot er et spørgsmål om dage før du har det bedre.


Arbejder du stadig?

Åh nej med de plukveer. Håber vi får en update i morgen på den skanning.

Elin_Maria skriver:

Jeg vil godt lige starte med at skrive at det er fantastisk at bære på et liv og at vi glæder os rigtig meget. Det var planlagt og det er noget jeg har ønsket længe. Når det så er sagt.....

Jeg magter ikke være gravid længere!! Jeg havde aldrig troet det ville begrænse mig SÅ meget. Jeg kender slet ikke mig selv længere og alt det der giver mening i mit liv, kan jeg ikke deltage i pga. enorm træthed, kvalme, svimmelhed og den der fornemmelse af at være en omvandrende hormonbombe-zombie. Jeg er nogenlunde mig selv fra kl 7 - 13 og efter det bliver jeg mere og mere omtåget og irritabel og får det mega skidt og det er jo om aftenen vi ser omgangskredsen og jeg går til gospel. Sammen med familien kan jeg mærke, at de synes jeg skal tage mig sammen og det kan jeg virkelig ikke. Jeg tænker kun på hvornår jeg kan spise og hvornår jeg kan sove, I de første uger var det hyggeligt at kunne mærke at jeg var gravid og være "en del af klubben", men nu, 13+2 er jeg allerede ulykkelig og grædefærdig og ønsker bare at få min krop for mig selv igen. Og jeg føler mig så utaknemmelig og alle er så "Yay"-agtige omkring mig og jeg kan slet ikke være med på den. Jeg går bare og brokker mig og det føles forfærdeligt. Alle siger symptomerne snart går væk og det håber jeg virkelig, for jeg tror ikke jeg holder til det meget længere. Og igen, jeg elsker virkelig den lille spire i maven og skanningerne gør det helt sikkert lettere i en dag eller to, men jeg var slet ikke klar på at miste mig selv så meget. Føler mig så forkert at jeg kan have det sådan.

Havde lige brug for at komme ud med det.... Puha. Det hjalp lidt.

Har ikke læst de andres svar, men så sov dog til middag...

Lyt til din krop og slap af.. den træthed er nogle alle stort set får og hos nogle varer den ved i hele graviditet og andre igen går det over igen.

Får du vitaminer nok og jern?

Jeg var også mega træt denne gang, men valgte at tage middagslur - netop for at have energi og overskud til resten af dagen. Har et meget fysisk krævende arbejde, så ofte gik jeg i seng ret tidligt også.

Trætheden i 3 trimester er anderledes - eller sådan har det ihvertfald været for mig. I 1 trimester er det hormonændringerne i kroppen der forårsager den evige træthed - i 3 trimester er det mere fysisk. Stor mave, ømhed i lænd, sureopstød, halsbrand osv.

Jeg synes ikke jeg sover mere i 3 end i 1 trimester. Men jeg hviler mig mere. (slapper af) Sørger f.eks. for at sætte mig ned meget mere end før. Når jeg sidder og har mulighed for det, så er det op med benene osv. Alle de ting der kan afhjælpe ubehaget.

Pas på med at lyt alt for meget til hvad andre siger - for alle graviditeter er forskellige. Det kan være du får et fantastisk 2 og 3 trimester, hvor du oplever liv, og spark som noget dejligt og helt vidunderligt. Jeg har f.eks. slet ikke haft nyre og ribbenspark som andre beskriver - og hver gang jeg mærker junior er det bare helt fantastisk.

"At være gravid er ikke en sygdom" - siges ofte af de mennesker der har haft nemme graviditeter, ikke har været gravid, eller har glemt hvordan det er at være gravid. At være gravid kan sagtens være en kamp! For mig hjælper det altid at tænke på det mirakel der kommer ud efter ca. 9 mdr. Det kan få selv den værste halsbrand til at føles godt!

Et stort til dig - og et håb om at du finder en masse stunder hvor du kan nyde miraklet i din mave. Og som de andre skriver - sig fra og lyt til din krop. Det er KUN dig der ved hvad du har brug for og forstår hvad der skal til for at du har det godt.

Mor til Frederic og Freya skriver:

Har ikke læst de andres svar, men så sov dog til middag...

Lyt til din krop og slap af.. den træthed er nogle alle stort set får og hos nogle varer den ved i hele graviditet og andre igen går det over igen.

Får du vitaminer nok og jern?

Jeg var også mega træt denne gang, men valgte at tage middagslur - netop for at have energi og overskud til resten af dagen. Har et meget fysisk krævende arbejde, så ofte gik jeg i seng ret tidligt også.

Jeg tager jern og fiskeolie. Har taget d-vitamin indtil sidste uge, men er lige løbet tør. Jeg føler dog der sker et eller andet med mit blodsukker. Specielt om aftenen. jeg får sådan et let tryk i hovedet og 10 sek efter bliver jeg mega svimmel og får det røv dårligt. Så gælder det bare om at få noget mad og 20 sek efter går det væk og kommer så igen lidt efter afhængig af hvor meget jeg spiser. Meget mærkeligt.

Elin_Maria skriver:

Så tuder jeg lidt mere igen. Du har så ret om det monster. Jeg må prøve at forstå at jeg ikke kan gøre noget ved det alligevel. Kæresten er heldigvis helt med på den og er ved at forstå at mit brok bare skal aes væk.

For mig hjalp det at komme ud og røre mig. Jeg gik laaaaange ture med min hund, i alt slags vejr. Det hjalp at få tid for mig selv og det hjalp at få mig rørt, noget med endorfiner i hjernen der gør dig lykkelig når du motionerer.
Er du dækket ind af vitaminer? Får du d-vitamin nok nu hvor solen er væk? Du kan få en blodprøve ved lægen, hvis du er i tvivl..

Du skal huske at nyde din sidste tid alene, det er nu du skal sove hele dagen, se dårlige tv-serier og få set veninderne (især dem uden børn...) få dine tanker på noget andet end den baby der besætter dig.

Det skal nok gå og når baby er 2½ år som min, går du lidt og savner maven og hele oplevelsen

 

Miss BananaHammock skriver:

Trætheden i 3 trimester er anderledes - eller sådan har det ihvertfald været for mig. I 1 trimester er det hormonændringerne i kroppen der forårsager den evige træthed - i 3 trimester er det mere fysisk. Stor mave, ømhed i lænd, sureopstød, halsbrand osv.

Jeg synes ikke jeg sover mere i 3 end i 1 trimester. Men jeg hviler mig mere. (slapper af) Sørger f.eks. for at sætte mig ned meget mere end før. Når jeg sidder og har mulighed for det, så er det op med benene osv. Alle de ting der kan afhjælpe ubehaget.

Pas på med at lyt alt for meget til hvad andre siger - for alle graviditeter er forskellige. Det kan være du får et fantastisk 2 og 3 trimester, hvor du oplever liv, og spark som noget dejligt og helt vidunderligt. Jeg har f.eks. slet ikke haft nyre og ribbenspark som andre beskriver - og hver gang jeg mærker junior er det bare helt fantastisk.

"At være gravid er ikke en sygdom" - siges ofte af de mennesker der har haft nemme graviditeter, ikke har været gravid, eller har glemt hvordan det er at være gravid. At være gravid kan sagtens være en kamp! For mig hjælper det altid at tænke på det mirakel der kommer ud efter ca. 9 mdr. Det kan få selv den værste halsbrand til at føles godt!

Et stort til dig - og et håb om at du finder en masse stunder hvor du kan nyde miraklet i din mave. Og som de andre skriver - sig fra og lyt til din krop. Det er KUN dig der ved hvad du har brug for og forstår hvad der skal til for at du har det godt.

Det var lige det jeg havde brug for at høre! Et lille håb om at det er berettiget at jeg har det så elendigt nu og at det måske bliver bedre resten af tiden. For lige nu er det jo den mentale træthed der slår mig ud.