Mistet et barn

Det er jo frygteligt!!! Ved ikke hvad jeg ellers skal skrive...

Mange tanker til dig og din familie

Åh nej Joan! Hvor er det skrækkeligt

Jeg håber at I i familien kan støtte hinanden og at din svoger og svigerinde kan komme igennem denne svære tid.
Personligt ville jeg vente lidt med at ta til Århus, men måske sende en blomst og så ta hjem til dem om nogle dage.

De bedste tanker fra mig

aj hvor er det forfærdeligt

men vil vove at påstå jeg ved hvordan du har det...
min svigerinde fødte deres første barn i 30. uge og der var han død....
det var super hårdt, og man ved nærmest ikke hvad man skal gøre.
jeg kunne mærke at min svigerinde gerne ville tale om det, så jeg lyttede alt hvad jeg har lært. og det var den måde jeg kunne hjælpe

håber på at alt snart bliver nemmere...

knus fra mig

hvor gør det mig ondt for forældrene og jer andre i familien, ved slet ikke hva jeg skal skrive.

Kæmpe kram og mange tanker til dig og din familie.

Åhr Gud, Joan. Der er ikke ord for hvor frygteligt det er... Det gør mig virkelig ondt!!!

Tanker herfra

Ihh hvor er jeg ked af at høre om din families tab.

Du kender dem bedst, så du ved selv, om det er rigtigt at besøge dem nu eller vente. Uanset hvad du gør lige nu, synes jeg det er så rigtigt, at du virker klar på at sørge for, at de ikke mødes med den der mur af tavshed, som kan opstå i misforstået høflighed, når nogen mister, og omgivelserne tænker, at nu skal de have ro en tid.

Når det nu var deres første, kan følelsen af at have været skyld i det selv måske være forstærket. Måske kan du bidrage til at rydde sådan nogle følelser af vejen. Forstår du? Altså man kunne måske tænke, at hvis ikke jeg havde danset med fætter Knud i lørdags - og hvis jeg ikke havde slæbt den kasse med æbler... Sådan noget skulle gerne ryddes af vejen (med mindre lægerne giver det en sammenhæng) så de ikke hæmmes af sådanne forestillinger ved næste graviditet.
Jeg synes bare, det vigtigste er, at man er der til at lytte og ... bare være der - måske lave mad og hjælpe med vasketøj osv. så længe det er ok med dem.
- Håber I alle kommer igennem og at de har mod på at prøve igen.

Knus fra Helle, som håber mit indlæg gav lidt mening 

Helle30 skriver:

Ihh hvor er jeg ked af at høre om din families tab.

Du kender dem bedst, så du ved selv, om det er rigtigt at besøge dem nu eller vente. Uanset hvad du gør lige nu, synes jeg det er så rigtigt, at du virker klar på at sørge for, at de ikke mødes med den der mur af tavshed, som kan opstå i misforstået høflighed, når nogen mister, og omgivelserne tænker, at nu skal de have ro en tid.

Når det nu var deres første, kan følelsen af at have været skyld i det selv måske være forstærket. Måske kan du bidrage til at rydde sådan nogle følelser af vejen. Forstår du? Altså man kunne måske tænke, at hvis ikke jeg havde danset med fætter Knud i lørdags - og hvis jeg ikke havde slæbt den kasse med æbler... Sådan noget skulle gerne ryddes af vejen (med mindre lægerne giver det en sammenhæng) så de ikke hæmmes af sådanne forestillinger ved næste graviditet.
Jeg synes bare, det vigtigste er, at man er der til at lytte og ... bare være der - måske lave mad og hjælpe med vasketøj osv. så længe det er ok med dem.
- Håber I alle kommer igennem og at de har mod på at prøve igen.

Knus fra Helle, som håber mit indlæg gav lidt mening 

Jo det gav helt sikkert mening.
Men det var jo hendes krop der ikke kunne/ville bære på ham mere. Lægerne sagde nogen om en kort livmorhals og når hun blev gravid igen så ville hun blive snøret sammen tidligt i forløbet.
Så hun kan jo nok ikke undgå skyldføelsen helt.

Jeg har sendt en besked til dem at når de var klar så var jeg der, de skal bare sige til.
Og så har jeg tænkt mig at tage ud til dem, når de siger til uden børn, for det tror jeg er en rigtig dårlig ide. Så må naboen passe Anne og se om hun vil tage flasken, ellers må hun vente til mor kommer hjem igen.

Vi har fået snakket lidt om det her hjemme, men hvad er der med mænd her de ikke de samme føelser som os kvinder når det kommer til børn?
Manden sagde til mig heller nu end når han er 3 måneder. Og det kan jeg også godt se. Eller der har jo været noget galt, så det er jo ikke godt at vide om han var blevet nomal. Men elsker man ikke sit barn alligevel? vil det altid være bedre at det dør?
Ej jeg skal holde nu men lidt bedre har jeg det. Så håber jeg bare at de klare natten nogenlunde i århus.

Joan

Nej, det er nok ikke nogen god idé at tage Anne med. Heller ikke, hvis du skal kunne koncentrere dig om at være der for dem.
Jeg synes nu, det er så vigtigt, at få ryddet skyldfølelsen af vejen, selvom det er svært.
Få nu en god nats søvn Joan. Knus fra Helle

Hvor er det bare forfærdeligt! 
Og hvor er det stort af dig at du er klar til at smide alt for at hjælpe dem i deres sorg.
Men tror ikke du skal forvente at de vil "sige til". Det er ikke sikkert de har overskud til det. Måske de vil sætte pris på hjemmelavet frysermad.. Og selvfølgelig søde kort og blomster. Og daglig sms. Ikke sikkert de svarer, men det varmer at nogen tænker på en i sådan en svær tid.
Jeg tror heller ikke at du skal tage Anne med lige nu. Synet af en lille skøn baby stikker hårdt i hjertet, når sorgen er så ny og intens. Lyder hårdt, men sådan er det. Ihvertfald hos nogle.
Vigtigst af alt er at acceptere deres sorg også selvom den varer i flere år. 

Tanker og knus fra Helle... Mor til englebarnet Maia, som har fødselsdag imorgen d. 29. maj.

Puha, det gør mig rigtigt ondt :-(

Vores nabo fødte en på samme tidspunkt i graviditeten, de havde lille døde Magnus med hjem indtil begravelsen og vi var inde og se ham. Nu græder jeg igen, det var så hårdt men de blev så glade for at vi kom, der var ikke så mange der turde/havde lyst til at se ham.

Det er så dejligt for dem at de har dig!!

Knus Rikke