Jeg havde jo hele tiden ”planlagt”, at Mikkel skulle komme til verden søndag d. 14. oktober 2012, for vi havde et ”hul” der i forhold til vores andre børns fødselsdage (de er født d. 12., 13. og d. 15.), så min indre talnarkoman kunne få fred!
Sådan skulle det dog ikke komme til at gå – men det er vist lidt selvforskyldt!
Jeg var som sædvanligt gået over tid, så fredag d. 12. oktober havde jeg en tid på Viborg Sygehus, hvor de skulle tjekke fostervand, navlesnorsflow, køre CTG osv. Vi mødte op som aftalt kl. 12 velvidende, at min veninde, Lone, som jeg fødte med sidste gang, og også skulle denne gang, var på arbejde.
Det var dog en anden jordemoder, Jonna, der tog imod mig – tilfældigvis hende, som også lavede overtidstjek på mig, da jeg var gravid med Ida sidste år! Det var egentlig meningen, vi skulle have lavet tjekket på Akut Svangre Afsnit, men alle stuer var fyldte, så vi blev sendt ned på fødegangen, hvor der til gengæld var helt stille og slet ingen fødende.
Vi kom ind i undersøgelsesrummet, og hun mærkede på mig indvendigt og konstaterede, at jeg var en finger åben og stadig havde et par cm.s livmoderhals, så hun var ikke sikker på, at man ville kunne tage vandet
. Nedslående for ligegyldigt hvad skulle jeg jo sættes i gang to dage senere. Da jeg fik AKS første gang, betød det, at jeg nok skulle en tur på sygehuset igen lørdag for at få lagt et ballonkateder, som så skulle pilles ud søndag = mange køreture frem og tilbage..og vi har 40 minutters kørsel hver vej + 3 store børn, der så skulle afsættes.
Nå, men Jonna kørte CTG, tog blodtryk, skønnede baby osv. og alt var fint. Hun scannede mig dog ikke, fordi vi begyndte at snakke om muligheden for, at det måske kunne lade sig gøre at tage vandet alligevel, hvis de var to om at gøre det, og så ville det ikke være nødvendigt at scanne, da jeg jo så alligevel skulle føde.
Min mand og jeg havde på vej til sygehuset talt om, hvad vi ville gøre, hvis de tilbød at sætte mig i gang med det samme. Vi vejede for og imod. Vi ville jo egentlig gerne begge have det overstået, men på den anden side, ville jeg jo også gerne, at fødslen gik i gang af sig selv. Jeg sagde dog også til min mand, at hvis de skønnede ham til at være meget stor, var der ingen grund til at lade ham blive derinde og vokse sig endnu større. Lone havde dagen forinden skønnet ham til at være 4100-4200 g, mens Jonna sagde 4400 g.
Vi havde min lillebror og kæreste til at stå standby til at hente de tre store, og vi havde taget tasken med på sygehuset, hvis nu der var et eller andet, som gjorde, at jeg skulle sættes i gang med det samme. Så det hele var egentlig arrangeret, så vi blev enige om, at de kunne gøre et forsøg på at tage vandet, da jeg alligevel ikke synes, jeg havde nogen tegn på, at fødslen ville gå i gang af sig selv inden søndag. De skulle jo også have lidt at lave på fødegangen, nu når der slet ikke var andre i gang med at føde! Hvis ikke det kunne lade sig gøre at tage vandet, så måtte vi jo tage turen til sygehuset lørdag for at få ballonkatederet lagt op.
De blev enige om, at Lone skulle prikke hul, mens Jonna skulle trykke lidt på min mave oppe ved Mikkels numse, så trykket fra hans hoved kunne gøre det nemmere for Lone at tage vandet. De oksede, men Lone var ikke sikker på, at hun havde fået hul. Hun forsøgte med at sætte en elektrode på hans hoved, men det ville ikke lykkes – så de byttede. Jonna mente nu, at der var hul, men der kom bare ikke noget vand. Det lykkedes for Jonna at få elektroden sat fast, så nu var vi sikre på, at vandet var taget. Ret surrealistisk for så ved man, at der ingen vej er tilbage!
Vi blev overført til samme fødestue (nr. 3), som Ida blev født på sidste år – det var dejligt, for vi havde jo masser af gode minder fra den stue.
Jeg fik kørt CTG i ½ time for at tjekke, om Mikkel nu var okay med, at de havde taget vandet. Mens jeg lå der, tissede jeg i bukserne rigtig mange gange! Nu forstår jeg, når gravide ikke kan finde ud af, om de tisser i bukserne, eller om vandet er gået – for det kunne jeg altså heller ikke mærke, men det var jo selvfølgelig fostervand, der strømmede ud af mig. Det var heldigvis klart – det har vi aldrig prøvet før. Ved de andre tre har vandet være mere eller mindre grønt, så det var jo fantastisk at få lov at prøve. Måske det har noget at gøre med, at jeg ”kun” var 41+3 – jeg har aldrig født tidligere end 42+0.
Mens jeg fik kørt CTG, sms’ede jeg til min bror, mor, søster osv., at nu var det i gang. Samtidig har jeg tre veninder, som alle gerne ville med til fødslen, at det var nu, hvis de skulle med! Den ene kunne desværre ikke, men en anden blev helt befippet og blev ved med at skrive frem og tilbage, om hun mon kunne nå det
, og at jeg skulle skrive kl. 17, hvis jeg endnu ikke havde født. Men klokken var vist ikke mere end 15, før hun skrev, at nu var hun på vej!
Hun kunne slet ikke tage sig sammen til at arbejde, så hun havde sagt til sine kolleger, at nu kørte hun altså for hun skulle med til en fødsel! Hun havde på vejen ringet til den tredje veninde, som havde siddet i møde hele dagen og derfor ikke havde set min sms og også blev ellevild. Hun vidste ikke, om hun kunne komme, men det skulle senere vise sig, at det gjorde hun!
Nå, men det hele så fint ud, så Serdar og jeg gik ned for at få en sandwich samt hente autostolen, babydyne og tasken, som vi havde efterladt i bilen. Klokken var efterhånden blevet 13.45, og vi havde ikke fået frokost, så jeg tænkte, at det nok var en god ide, at jeg fik noget at spise, nu når jeg havde en fødsel foran mig!
Kl. 14.30 var vi tilbage på fødestuen, og jeg havde stadig ikke fået nogen nævneværdige veer. Kl. 15 blev vi enige om, at vi skulle have gang i vedroppet, og nu når jeg alligevel skulle i gang med det, havde jeg mere eller mindre besluttet hjemmefra, at så ville jeg også have en epidural, da jeg havde rigtig gode erfaringer med den, fra da jeg fødte Ida sidste år. Lone ringede til narkoselægen, men de var selvfølgelig optagede af noget akut, og de kunne ikke sige, om der gik 1 eller 2 timer, før de havde tid til at komme.
Vi snakkede lidt frem og tilbage, og jeg havde mest lyst til at vente med vedroppet, til jeg havde fået anlagt epiduralblokaden, så vi blev enige om, at vente med at tænde for droppet, og så ringe til narkoselægen igen kl. 16.
Jeg begyndte så småt at få mine egne veer. De var stadig ikke vildt hårde, men de kom regelmæssigt med 4 minutters interval. Kl. 16 ringede Lone igen til narkoselægen, som stadig ikke kunne sige noget, om hvornår hun kunne komme, men 5 minutter efter stod hun på stuen! Dejligt – for så kunne vi komme videre!
Jeg fik lagt blokaden og kl. 16.30 blev der sat gang i vedroppet. Det var ikke nødvendigt at køre det længere op end 30/ml., for jeg havde jo allerede mine egne veer, som var godt i gang. Samtidig var det virkelig sjovt, for mit venstre ben levede totalt sit eget liv med noget der ligner en promille på 4-5 stykker!
Jeg kunne godt støtte på højre ben, når jeg skulle på toilet, men venstre forsvandt nærmest under mig.
Det der med at åbne sig gik dog ikke helt så hurtigt, som jeg håbede, og kl. 18 havde jeg stadig 1 cm. livmoderhals og var kun 3 cm. åben. Jeg fik igen lidt at spise for at have noget at stå imod med, men jeg kunne ikke spise så meget, for jeg var ved at være ret spændt på det hele.
Kl. 19 blev jeg undersøgt igen – livmoderhalsen var væk, og jeg var nu 4 cm. åben. Jeg tænkte, at nu skulle vi have sat fut i det her, så jeg lagde mig om på venstre side. Indtil da havde jeg bare siddet i sengen, men sidst jeg fødte skete der ting og sager, da jeg lagde mig på venstre side, så jeg tænkte, at det skulle prøves igen. Omkring samtidig kom min tredje veninde ind af døren, så det var godt timet!
Der gik heller ikke ret lang tid, før jeg begyndte at få ondt nedad, så min plan virkede! Kl. 19.20 var Lone gået ud for at hente vand til mig og kaffe til de andre. Jeg tænkte, at en af mine veninder hellere måtte hente hende, hvis ikke det skulle gå som sidste gang, hvor jeg var ved at føde alene kun med en af mine veninder, fordi det også gik stærkt til sidst!
Hun undersøgte mig igen kl. 19.30, og jeg var nu 7 cm. åben men blød som smør, så hun kunne faktisk åbne mig de sidste tre cm. Hun gjorde det dog ikke, for hun skønnede ikke, det var nødvendigt, og der gik da heller ikke ret mange minutter, før jeg kunne mærke, han kom længere og længere ned. Kl. 19.40 var jeg helt åben, og jeg kunne så småt begynde at presse. Normalt slukker de for epiduralen på dette tidspunkt, men jeg havde bedt hende lade være med at slukke for den, før jeg havde født, for sidste gang fødte jeg, selvom hun ikke havde slukket for den, så jeg tænkte jo mere smertelindring des bedre!
Lone bad mig dog holde igen og bare lade kroppen gøre arbejdet. De havde jo skønnet ham til at være stor, så det var for at skåne mig og undgå bristninger. Det begyndte virkelig at gøre ondt, og jeg holdt igen det bedste, jeg havde lært, men hold op det var svært! Jeg har aldrig pustet så meget, som da hovedet var på vej ud! Lone var rigtig god til at guide mig og opildne mig til at blive ved med at puste. Samtidig havde jeg nær bidt armen af Serdar! Hehe, hvordan man gør det, mens man puster, ved jeg ikke, når jeg kigger tilbage, men lige i momentet var det ved at lykkes for mig! Men kl. 19.57 kom hovedet ud, så en arm og kl. 19.59 resten af kroppen, så selvom det virkede som flere timer, gik det pænt stærkt. Det gjorde MEGET mere ondt at føde Mikkel, end det gjorde, da jeg fødte Ida sidste år. Mikkel var slet ikke så stor, som de troede – kun 3910 g og 53 cm., så han vejede kun 240 g mere end storesøster. Jeg tror simpelthen, det er armen, der gjorde forskellen – føj det gjorde ondt at føde sådan en supermand!
Han scorede 10 i apgar med det samme og var/er jo bare dejlig. Begge mine veninder tudede, mens de optog hele fødslen med videokamera, og mens de fik tudet færdig, ringede jeg til min bror og vores store børn, at nu kunne de godt komme på sygehuset og se lillebror. Jeg fik et enkelt sting indvendigt, da hans arm havde kradset mig på vej ud samt 3 kosmetiske udvendigt. Mikkel blev tjekket, målt og vejet, han blev lagt til brystet, og da jeg havde været i bad, kørte vi hjem. Godt 4 timer efter Mikkels fødsel trådte vi ind af døren som en familie på 6.
Mælken løb til i går, og nu kan Linse Kessler godt gå hjem og vugge, for jeg har overtaget førstepladsen i hvert fald i et stykke tid. Han sover, spiser og fylder bleer, så det er som det skal være. De store søskende knuselsker ham, og Ida nysser ham hele tiden. Hendes reaktion har hidtil kun været positiv, så det er bare så dejligt – det er jo nok det, vi har frygtet allermest, for med hendes 20 måneder kunne hun jo sagtens gå hen og blive jaloux. Hun kan godt være lidt voldsom, når hun vil ae og nysse ham, men hun skal nok få lært det.
Det var helt rart at prøve at have en rolig fødsel uden grønt fostervand, dykkende hjertelyd, dårlig apgarscore osv. Sådan har mine tre første fødsler været, og der var en helt anden ro over Mikkels fødsel, fordi der ikke hele tiden kom børnelæger, afdelingsjordemødre osv. ind for at tjekke, om baby nu havde det godt nok, eller om det ville ende i AKS.
Her efter fødslen er det også meget sjovt at tænke på, hvor identisk hele forløbet var med Idas fødsel. Ved begge fødsler blev vandet taget kl. 13, vedrop + epidural kl. 15-16-stykker, 4 cm. åben kl. 19 og begge børn er født lidt i kl. 20! Hvis I vil læse, om Idas fødsel sidste år, er der et link her, så kan I se, hvor meget fødslerne ligner hinanden:
https://www.baby.dk/debat/90918pi1/foedselsberetninger/idas-turbofoedsel-d--15-02-2011.aspx
Sidst men ikke mindst får I lige lidt billedspam!
