De sidste 3-4 uger op til fødslen havde jeg flere og flere plukveer. Næsten hver aften fik jeg dem, og hver gang troede jeg, at nu var det måske nu, så det gav mange søvnløse nætter. Men nej, jeg skulle gå lang tid over termin som sædvanligt. Terminen var d. 1. februar.
Fredag d. 11. februar (41+3)var vi til tjek på sygehuset, hvor der blev kørt CTG, scannet for fostervand osv. Alt så fint ud, så vi blev sendt hjem igen med en aftale om at møde op tirsdag d. 15. februar kl. 8.30, hvor jeg skulle have sat et ballonkateder op, så de kunne tage vandet dagen efter. Da jeg var til kontrol havde jeg stadig 2-3 cm. livmoderhals tilbage og var kun en finger åben. Det var jeg pænt træt af, for det betød indlæggelse fra tirsdag, og så ville jeg ikke komme hjem, før jeg havde født.
Søndag d. 13. februar (41+5) havde jeg igen en del plukveer om aftenen, og næste morgen kom der også 6-8 stykker i løbet af et par timer, så jeg HÅBEDE igen. De gik desværre i sig selv, så vi tog ud for at handle og jeg småløb lidt på løbebåndet for at se, om det kunne sætte gang i noget igen. De vendte tilbage igen mandag aften ved 17.30-tiden og fortsatte med ca. 13 minutters mellemrum hele aftenen. De varede mellem 1 og 1½ minut, så de var ret lange. Vi ringede efter min mor, for hvis nu vi skulle af sted midt om natten, var det lidt nemmere for hende, at hun allerede var her til at sende de to store i skole osv. I stedet for at hun skulle ud at køre midt om natten for at komme over til os. Hun bor lidt over en times kørsel væk.
Nå, hun kom, men næste morgen var det stadig væk det samme. Jeg fik sovet ca. fra kl. 2 til kl. 6., dog vågnede jeg engang imellem pga. veerne. Jeg vidste, at min jdm.veninde, Lone, var på nattevagt, så lidt i kl. 7 ringede jeg til fødegangen for lige at snakke med hende og aftale, hvordan jeg skulle forholde mig til ballonkatederet. Det var jo meningen, jeg skulle møde på sygehuset kl. 8.30 for at få lagt det op. Vi blev enige om at droppe det – JUBIII! I stedet skulle jeg komme kl. 12.30, hvor en jdm. ville undersøge mig og se, om småveerne havde gjort så meget, at hun kunne tage vandet. Jeg var vildt spændt og nervøs, for tænkt nu, hvis de ikke havde gjort nok arbejde…hvad ville de så gøre? Og hvis de kunne tage vandet, jamen så var det jo endnu mere vildt, for så blev det jo lige om lidt, at jeg skulle være mor igen!
Vi kørte på sygehuset og kom ind næsten med det samme. Hun startede med at undersøge mig indvendigt for at se, om hun kunne tage vandet. Det KUNNE hun! Så hun tog vandet kl. 13 ved at sætte en elektrode på Idas hoved. Den skulle hun have på alligevel pga. jeg tidligere har fået kejsersnit. Der kom dog intet vand selv om hovedet stadig stod rimelig højt, så det tydede på, at der ikke var så meget vand tilbage. Vi kom ind på fødestue 3 – vildt der skulle jeg være, til jeg havde født! Hun satte CTG på min mave, for hun skulle jo også følge med i mine veer. De skulle jo gerne blive bedre nu, efter vandet var blevet taget. Hendes hjertelyd var ikke alt for god, og da hun samtidig havde gang i en fødende på en anden stue, kunne hun ikke blive hos mig, så hun ville hun ringe efter Lone, som var taget hjem for at sove nogle timer – hun havde jo været i nattevagt. Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle føde med Lone, hvis alt flaskede sig – og det gjorde det heldigvis. Lone kom lidt i kl. 14.
Mine veer blev ikke rigtig gode, så kl. 15 fik jeg drop for at sætte fut i veerne. Lone nævnte, at jeg kunne overveje en epiduralblokade senere, da veerne jo var kunstige, og jeg kun var 2 fingre åben og der var stadig lidt livmoderhals tilbage. Jeg havde hele tiden sagt, at jeg helst ikke ville have nogen form for bedøvelse, da jeg forbandt specielt epiduralblokaden med min første fødsel, som endte i kejsersnit, og det havde jeg absolut ikke lyst til igen. Jeg vendte dog hurtigt på en tallerken, for jeg kunne slet ikke overskue 7-8 timer med konstant smerte, skrig og skrål igen, og hvis det nu skulle ende i kejsersnit, kunne jeg lige så godt få lagt epiduralen med det samme og få fuld glæde af den. På det tidspunkt var jeg meget pessimistisk og var 99% sikker på, at det ville ende i kejsersnit. 
Grunden til dette var, at da der endelig kom lidt fostervand, var det lidt grønt. Hovedet stod stadig lidt højt, hjertelyden tog nogle dumme dyk ind imellem, og jeg var ikke ret meget åben. Det mindede rigtig meget om forløbet fra min første fødsel, som jo endte i kejsersnit. Jeg fik heldigvis ikke ret!
Epiduralblokaden var den bedste beslutning, jeg tog, i hele forløbet! Kl. 16 fik jeg lagt epiduralblokaden, så jeg nåede ikke at få slemme veer, før efter epiduralen var lagt. Min anden veninde, som også hedder Lone, kom lige da de var ved at være færdige med at lægge epiduralen. Hun skulle være med til fødslen og havde været så tæt på at aflyse et tandlægebesøg, fordi hun var så bange for, at jeg skulle føde i mellemtiden.
Droppet blev skruet op og vi hyggede os bare, for jeg havde jo ikke ondt! Min mand havde fra de to første gange været vant til at han skulle finde vand, kolde klude og holde i hånd. I stedet sad han bare og løste suduko, så det var nemt at være mand under denne fødsel!
Jeg prøvede lidt forskellige stillinger, for ind i mellem dykkede hendes hjertelyd, men heldigvis hjalp det at skifte stilling ind i mellem. Kl. 18 fik jeg lidt ristet brød og cola, for jeg var ved at være sulten og skulle jo bruge noget energi til fødslen.
Kl. 19.10 kom børnelægen og en assistent for at tage en blodprøve fra hendes hoved for at se, om hun fik nok ilt. Børnelægen havde været for at forsøge et par timer inden, men da var jeg stadig ikke nok åben til at han kunne komme til (2 fingre). Nu havde jeg åbnet mig til 4 cm., så nu kunne han godt gøre det. Blodprøven blev taget, og hun havde det heldigvis fint. Vi havde lidt fis med, at hvis nu det var mit hoved, han skulle tage prøven fra, skulle den nok ikke tages fra den ende. Om han satte plaster på hendes hoved, når han var færdig, og om hun havde hår på hovedet osv. Jeg var totalt overskudsagtig, men det kan jeg jo takke epiduralen for!
Da han var færdig med at tage prøven, gik ham og assistenten igen, og lidt efter forsvandt min mand uden at sige, hvor han gik hen
. Tilbage på fødestuen var 2 x Lone og mig. Lone bad mig komme om på siden at ligge, så vi kunne prøve en anden stilling igen. Med det samme kunne jeg mærke effekten, for jeg kunne mærke, at det begyndte at presse lidt nedad. Jeg sagde ikke noget til nogen, for jeg var jo kun 4 cm. åben og troede ikke det var noget
! Jeg tror, jeg havde ca. 5 veer lige efter hinanden på den måde. Kl. 19.30 gik Lone (jdm.) ud for at bede børnelægen komme og tage endnu en blodprøve fra hendes hoved, så nu var der kun Lone (veninde) og mig tilbage. Jeg havde to veer, hvor det pressede mere til og ved en tredje forsøgte jeg at tage de sexede sygehusunderbukser af mig selv, mens jeg sagde til Lone, at hun kunne godt finde den anden Lone, for nu kunne jeg altså mærke, hun kom! Lone fløj ud af døren, alt i mens Lone (jdm.) heldigvis var på vej ind igen sammen med assistenten uden at vide, at det altså var nu! Hun hev et par handsker og bad assistenten pakke den der saks til navlesnoren osv. ud, for intet var jo klar! Jeg sagde til Lone, at jeg skulle altså skide
, og Lone sagde, det gør du bare! Jeg sagde igen – nu skider jeg altså, og Lone gentog, det gør du bare! Hold kæft, jeg griner af det endnu, når jeg tænker tilbage på det. Det lød bare så komisk, og det var jo bare Ida, der var på vej ud!
Imens fik jeg min mobil og ringede nummeret til min mand, men han havde selvfølgelig efterladt hans mobil på fødestuen, så den lå fint og bimlede henne på bordet! Børnelægen kom ind og ham, assistenten og min veninde løb ud for at lede efter min mand!
Imens begyndte jeg at puste og sagde til Lone (jdm.), at jeg altså skulle have en at holde i hånden. Hun tog min hånd, stod ved siden af mig i ca. 10 sekunder indtil det gik op for hende, at hun kunne jo altså ikke stå og holde mig i hånden, mens baby kom ud
!
Hun klappede nogle håndtag fra sengen ud, som jeg så kunne holde ved. Imens kom børnelægen, assistenten og Lone tilbage – uden min mand! De kunne ikke finde ham, men Lone skulle optage fødslen, så hun tænkte, at det var da bedre, hun kom tilbage, for så kunne han i det mindste se det på video bagefter. Hun fik dog først gang i videokameraet, da hovedet var ude, for det gik så stærkt. Jeg mærkede nærmest ikke hovedet kom – det gled ud af sig selv, og jeg pressede slet ikke – det må være epiduralens skyld, for sådan husker jeg bestemt ikke presseperioden fra sidste gang! Jeg fik en presseve mere, men jeg kunne ikke mærke den. Lone bad mig presse, men jeg sagde, at jeg ikke kunne mærke veen. Jo, du kan, sagde hun, og jeg pressede det bedste jeg havde lært! 
Det sved lidt, men hun kom ud med det samme, så kl. 19.42 havde jeg 3670 gram og 53 cm. guldklump i armene.
Jeg havde kun presseveer i 7 minutter. Hun havde navlesnoren rundt om halsen, men det skal mine børn åbenbart have, for det havde de to andre også! Jeg fik hende straks op på maven. Hvor var det bare dejligt, for første gang, jeg fødte, var jo ved kejsersnit og sidste gang var min datter så dårlig, da hun kom ud, at jeg først fik hende over efter 10 minutter, da de lige havde fået gang i hende.
Og hvem kommer daskende ind af døren, lige da jeg havde fået hende op på maven
? Min mand, selvfølgelig. Han havde da været nede i kiosken for at købe chokolade osv., for det blev jo nok en lang nat, nu når jeg åbnede mig så langsomt!! Farmand skulle da have noget at styrke sig på! Var han bare kommet to minutter inden, havde han nået at se hende komme ud! Han klippede trods alt navlesnoren, så lidt nåede han da at være med til!
Jeg fik kun 3 kosmetiske sting på trods af, at det gik så hurtigt, og jeg er næsten ikke øm, så det er bare fantastisk!
Når jeg tænker tilbage på det, griner jeg hver gang, for der var bare totalt kaos over det hele til sidst, mennesker, der løber rundt over det hele. Mig der vil skide
! Min jdm. der står og holder mig i hånden. Og så prikken over i’et – min mand der bare kommer daskende, da det hele er ovre!
Jeg talte med Lone (jdm.) i går aftes, og hun kunne også fortælle, at de havde grinet meget af det inde på personalestuen.
Men på trods af at min mand ikke var der, da hun kom ud, var det klart den bedste af mine tre fødsler. Fra de tog vandet til hun var ude, gik der kun lige knap 7 timer, og pga. epiduralen var jeg smertefri under hele forløbet, undtaget da jeg skulle presse hendes krop ud, hvor det jo sved lidt. Samtidig havde jeg ikke brugt en hel nat på at skrige mig igennem veerne, som jeg gjorde de to første gange. Mine to første fødsler tog over et døgn, så da var jeg megatræt bagefter.
Hun er bare fantastisk, men hold da op, hun er sulten. Madpakken, de plejer at have med, blev vist brugt inde i maven de to uger, jeg gik over. Hun har suttet hos mig mere eller mindre hver time, siden hun blev født, så jeg er ved at være godt øm! Vi varmede 50 ml. MME i formiddags, for lige at få lidt ro på, men hun drak kun de 20, så helt skidt er det heldigvis ikke. Her i løbet af eftermiddagen er mælken også begyndt at løbe til, og hun har sovet lidt længere tid af gangen, så der er håb forude!
