Hvor hårdt var det at gå fra 2 til 3 børn?

chael skriver:

Det er jo nok meget forskelligt fra familie til familie.

For mig/os, var det bare pisse rocker hårdt. Selv her 1 år efter. Havde jeg vidst det, havde jeg ventet, eller bare beholdt de 2. Ikke at jeg ville undvære nogen af dem for noget her i livet.

Men det er bare så hårdt. Der mangler hele tiden et sæt hænder. Budgettet ændre sig markant og man skal igen igen, forfra med bleer, grød, vuggestue og alt hvad det hører til dem når de er små.

Men der er da også en masse glæder ved det.

Men det har sgu ikke altid været lige hyggeligt. Masser af dårlig samvittighed, hele tiden et spørgsmål om hvem der har det største behov, hvem der kan vente osv.

Men pøj pøj med det

ekebiv skriver:

Hvor gamle er jeres 3?? Venter nr 3 så denne tråd er jo lidt interessant for mig :-)

chael skriver:



Min ældste er 6 år. Den mellemste 3,8 år og den yngste er lige blevet 1 år. Så de er kommet med 2,5 års mellemrum ca.

Nå jeg vil lige komme med en update

Til nakkefoldsscanningen i forrige uge (12+4), var fostret desværre dødt. De mente det var sket en uges tid før. Vi, jeg, var DYBT chokerede. Det var helt ærligt ikke strejfet mig et eneste øjeblik at det kunne ske for os. Jeg fik cytotec med hjem, og tog dem til middag. Aborten gik nemt og smertefrit, men stor var min sorg selvfølgelig da fostret kom - det var jeg ikke blevet advaret imod, men logisk nok skal det selvfølgelig ud...troede måske bare det ville være pakket ind i moderkagen eller noget, sådan så man ikke så det.

Jeg vil indrømme at jeg sørger mere end jeg troede jeg ville, for som de også sagde på sygehuset, så måtte der være massive kromosomfejl siden det døde af sig selv. Men det var jo blevet sådan et lille ønskebarn alligevel

Ih altså og så kunne jeg tælle alle fingre og tæer på fostret, synlige fejl havde det ihvertfald ikke

Anonym skriver:

Nå jeg vil lige komme med en update

 

Til nakkefoldsscanningen i forrige uge (12+4), var fostret desværre dødt. De mente det var sket en uges tid før. Vi, jeg, var DYBT chokerede. Det var helt ærligt ikke strejfet mig et eneste øjeblik at det kunne ske for os. Jeg fik cytotec med hjem, og tog dem til middag. Aborten gik nemt og smertefrit, men stor var min sorg selvfølgelig da fostret kom - det var jeg ikke blevet advaret imod, men logisk nok skal det selvfølgelig ud...troede måske bare det ville være pakket ind i moderkagen eller noget, sådan så man ikke så det.

Jeg vil indrømme at jeg sørger mere end jeg troede jeg ville, for som de også sagde på sygehuset, så måtte der være massive kromosomfejl siden det døde af sig selv. Men det var jo blevet sådan et lille ønskebarn alligevel

Ih altså og så kunne jeg tælle alle fingre og tæer på fostret, synlige fejl havde det ihvertfald ikke

Ja jeg fik cytotec, jeg vidste faktisk ikke der var en grænse? Altså jo selvfølgelig indenfor de 12 uger, men nu var fostret jo også dødt omkring uge 11. Fostret var HELDIGVIs ikke 12 cm, jøsses så var jeg da gået helt ned! Det var 6-8 cm, altså minus ben, for de var trukket op ved maven i fosterstilling....men jo så kan det selvfølgelig godt være 12 cm hvis man medregner ben.

Må indrømme jeg ikke har været på nettet siden, så jeg har slet ikke forsøgt at google emnet. Det skal det lige lidt mere på afstand for. Suk.

Anonym skriver:

Ja jeg fik cytotec, jeg vidste faktisk ikke der var en grænse? Altså jo selvfølgelig indenfor de 12 uger, men nu var fostret jo også dødt omkring uge 11. Fostret var HELDIGVIs ikke 12 cm, jøsses så var jeg da gået helt ned! Det var 6-8 cm, altså minus ben, for de var trukket op ved maven i fosterstilling....men jo så kan det selvfølgelig godt være 12 cm hvis man medregner ben.

Må indrømme jeg ikke har været på nettet siden, så jeg har slet ikke forsøgt at google emnet. Det skal det lige lidt mere på afstand for. Suk.

ekebiv skriver:

Det er da under al kritik. Jeg skulle møde fastende da jeg ikke havde fået lov til at få medicinsk hvis jeg var længere henne, så skulle jeg ha haft et udskrab. De siger at de er lige så lange (med ben) som man er uger, altså nu er jeg i 17 uge så den er ca 17 cm fra ende til anden.
Er virkelig chokeret, hvad skulle du gøre med fosteret bagefter?

Jeg indrømmer at jeg begravede det ude i vores have, for jeg kunne da umuligt smide det ud i toilettet, samtidigt var jeg så paf over det kom, og det var min mand også, så vi havde slet ikke tænkt på hvad vi skulle med det. Men det blev begravet, og det er egentlig trykkere at vide det ligger ude i vores have ved roden af en flot clematis, end at det måske var smidt i en skraldespand på sygehuset..eller hvad de nu ellers gør af medicinsk affald som det vel er?

Anonym skriver:

Jeg er gravid med vores 3 barn, uplanlagt, men efter mange overvejelser beholder vi det. Men vi kommer til at få nr 3 2 mdr før nr 1 fylder 4 år, og 2 mdr efter nr er fyld 2 år. Så de kommer til at være tætte, meget tætte.

 

Jeg må indrømme at jeg syntes det var hårdt at få nr 1 barn, men det var også et kolikbarn.

Nr 2 var nem, og det er først blevet hårdt nu her efter trodsalderen er indtruffet, og når de slås...ellers har de 90 % af tiden enormt stor glæde af hinanden.

 

Men hvor hårdt var det at gå fra 2 til 3 børn?

Uh jeg er også bange for hvad omgivelserne vil tænke om os, det mest almindelige er jo 2 børn, men heldigvis har alle i familien været glade for forøgelsen

Næsten samme historie her.

Da vi fik vores yngste, var den midterste stadig 1 og den ældste 3 (de blev dog 2 og 4 hhv 1 og 3 måneder senere).

Nu er vores yngste 18 måneder og jeg har lige fundet ud af, at jeg er gravid igen.

Det vil sige, at vi får 4 børn, hvor mellemrummet er hhv 21, 23 og 26 måneder.

Jeg synes ikke det var så svært at gå fra 2-3. Den sværeste omvæltning var klart at få det første barn, der, ligesom din, ikke var en supersover og græd en del. 

Vi er begge 30 år, veluddannede og i arbejde og vi glæder os utrolig meget til vores firer, men er dog spændte på, hvad vores omgivelser siger til det.