Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være lykkelig?

Mor og meget mere skriver:

Lykkelig er man i glimt af kortere eller længere varighed, ikke som en kronisk tilstand. Det skal du ikke stræbe efter at være konstant - men du skal have flere oplevelser af fred og harmoni i dit liv, og først og fremmest skal du ikke være ulykkelig meget af tiden! 

Små skridt er vejen frem, og du er godt på vej ved at have bedt om professionel hjælp. Det tager tid og koster kræfter, men det kommer - de der små øjeblikke, hvor man opdager, at livet sgu er godt nok lige nu. Med et har det været okay i en uge eller en måned, og så kommer der op- og nedture - men det "kører" for det meste. 

Du kommer til at udvikle dig meget de næste år - du er jo meget ung og sårbar endnu - og når du opnår tilliden til, at du grundlæggende er god nok og fortjener at have det godt, bliver du også i stand til at sige fra over for folk, der ikke vil dig det godt, og lukke mennesker ind, som vil dig det bedste. 

Jeg tror aldrig, man bliver helt færdig med at søge lykken, men man bliver bedre og bedre til at finde ud af, hvilken retning, man skal gå, for at finde den. Tro på, at du også både fortjener den og kan blive god til at opsøge den. 

Kofoed. skriver:

Tror det er vigtigt at folk begynder at tænkte over, hvad er det, at være lykkelig? Er det perfektion? Er det en evigheds følelse? Er det en følelse ligeså vel som glad, ked osv.? Eller hvad er det. Er tror det er en følelse ligesom alle andre og der ved noget man kan opnå flere gange om dage, hvis det er. Efter jeg er kommet til den konklusion har jeg holdt meget øjne med de få korte øjeblikke, hvor jeg faktisk var lykkelig, desværre er der alt i mellem, men sådan er det jo, når man er psykisk nede. Så mit forslag, find lykke i de så ting og hold fast i de øjeblikke, evt skriv dem ned så du, når det hele er træls, kan kigge på de sidste par dage og se, at du var lykkelig der og der over det og det.

Hilsen en der har været der og til dels stadig er.

rikkeregnbue skriver:

 

Jeg ville ikke noget med den her tråd. Bare så simpelt stille det spørgsmål: Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være lykkelig?

 

Jeg er for nyligt startet til psykolog pga. fødselsdepression, som jeg fik konstateret alt for sent, fordi jeg ikke turde indrømme det for mig selv, og for andre. Det har været en kamp for mig, på .... 6 mdr, at stå frem og fortælle hvordan jeg egentlig har det, og hvordan landet ligger. Jeg turde ikke i frygt for, at de mente Ida ikke havde det godt. At de ville tage hende. For tog de hende, kunne de lige så godt tage mit liv.

Jeg lovede min psykolog, at mens jeg gik til timer hos ham, ville jeg ikke tage mit eget liv. Men jeg har overvejet, og det har jeg gjort flere gange - uden dog at planlægge eller tænke videre over det.

Jeg har kæmpet en kamp, med at blive lykkelig, i 5 år. Sådan rigtig lykkelig. Jeg har da været glad - men jeg har aldrig været lykkelig. Den person der kunne gøre mig lykkelig, valgte at pisse op og ned på mig. Være "kæreste" med mig, for så at pisse mig op og ned af ryggen om og om igen.

 

Nu... Nu tør jeg ikke lade mig selv blive lykkelig. Jeg tør ikke åbne mig for fremmede, lade dem kende mig.

Min pyskolog spurgte mig "Er du bange for at jeg kommer for tæt på?" og jeg svarede "Ja" uden at tøve. Han spurgte "Hvorfor?" og jeg svarede "Fordi, så forlader du mig."

Det er det jeg kender... Folk kommer, og folk går - og det er aldrig uden sorg. Og jeg gider ikke mere. Jeg har slet ikke lyst til at være lykkelig. Jeg kender ikke det at være lykkelig.

Hvordan føltes det?

 

 

Igen jeg ville ikke noget med den her tråd. Bare lufte for lidt tanker, og sådan. Egentlig ville jeg have skrevet anonym, men ... jeg gider heller ikke skjule hvem jeg er længere. Så her er jeg, det her mine tanker - og pt. hvad der foregår i mit liv.

 

 

Kære lille ven!
Nu bliver jeg nok nødt til at tale lidt strengt til dig, men husk, det er gjort i kærlighed, så hvis du ikke har lyst til at få nogle Sussie-ord med på vejen, så lad være med at læse det næste

Da du blev født, forlod du din mor.
Da du gik i skole, den første dag, forlod du dine kære.
Da du flyttede hjemmefra, forlod du din familie.
Den dag du dør, forlader du verden.

Hele livet består af at forlade noget eller nogen kære ven. DU, ja DU forlader ting, hver eneste dag.

Men.....
Du kan også vende det om.

Da du blev født, blev du en del af din familie.
Da du gik i skole den første dag, blev du en del af en ny gruppe.
Da du flyttede hjemmefra, blev du en del af verden for alvor.
Men når du dør, vil du ikke mere være en del af denne verden.

Så HVEM er det lige, der forlader hvem, hvis du vælger at tage dit liv?
Vil du have siddende på dig, at du har forladt dit barn?
For så er du jo ikke bedre selv...eller er du?

Du er ikke lykkelig siger du.
Du forventer, at lykken er noget man bare har ret til, som automatisk skal komme til en...jamen søde ven dog.
Lykke er noget man skaber inde i sig selv.
Lykke er noget man opbygger igennem de ting man vælger at få ud af sit liv.
Hver dag er en kamp om lykke, ligesom det er en kamp for at få mad på bordet, et job, en uddannelse, at få børn, at finde en partner.
Og der er ingen, uden dig selv, der kan skabe lykken inde i og uden for dig.
Hvis du ikke har indset, at viljen til lykke kun findes et eneste sted, nemlig i dig selv, jamen så kan du ganske enkelt ikke blive lykkelig.

Men det kræver at man øver sig..hver eneste dag.
Hvis man ikke kan cykle, så kan man nu engang ikke sætte sig op på den og tro at man kan, man skal øve sig.
Hvis man ikke kan et sprog, jamen så kan man nu engang ikke tale det, hvis man ikke øver sig på det, og det samme gælder for lykke.
Man skal øve sig.

Starte med at finde 3 ting hver dag man synes gør en glad, for glæde, er den direkte vej til lykke. Glæde = Lykke.
Og lykke er ikke altid det store sus.
Lykke er også den stille ro, den stille glæde og tilfredsstillelse.
Hvis jeg skulle gå rundt i evig lykkerus, så ville jeg da have kronisk knald i låget.
Det er der ingen der gør.
Sådan er livet nu engang indrettet.
Men den stille glæde er også langt bedre end den store lykke, den er nemlig langt dybere.

Det er ligesom med forskellen på at elske og at være forelsket.
Lige når man møder hianden og bliver snothamrende foresket, jamen så har man totalt knald i låget, men den virkelige kærlighed, den der kommer af at leve side om side i dyb kærlighed og forståelse, den er langt mere dyrebar end forelskelsens stormomsuste dage.
Ja vel er det dejligt at være totalt omtåget af forelskelse, men kærligheden, den er langt mere givende end forelskelsen.

Igen er det lige sådan med lykke og glæde.
Lykke er dejlig og helt vidunderlig, men det er ikke den bærende faktor i livet, det er glæden, der er det.
Tilfredsheden.
Så...hvis du føler glæde ved dit barn, ved dit liv, ved de små oplevelser du har med verden omkring dig, jamen så er du præcis ligesom alle vi andre, der gennemsnitligt har et godt liv på godt og ondt.

Og tro mig, at blive forladt er noget vi alle oplever uafbrudt hele livet livet igennem, men så må man se at etablere nye forbindelser, og ikke bide sig fast i det der var, men det der kommer.

Så op på livets cykel, og prøv at øve dig, lige nu er du faldet og har slået dig, men så er det op igen og prøve igen og igen indtil du kan. Og om ikke ret længe, så vil du kunne tage støttehjulene af og cykle selv, hvis du altså tænker lidt over, hvad jeg har skrevet.

1000 kærlige kram

Sussie

søde rikke, jeg ved hvor håbløst og sort verden kan se ud.. var i 2008 indlagt på den lukkede psykiatriske afd i over 6 mdr og havde over 10 selvmordsforsøg,  var dopet fuldstændig på medicin og fik elektrochok 2 gage om ugen...

så jeg har selv været der..

jeg følte at alle var imod mig, ingen elskede mig og ville mig noget godt ikke engang min familie..

når jeg havde prøvet at tage mit eget liv og vågnede op i hospitalssengen med min mor og kæreste siddende grædende ved min seng, synes jeg de var åndsvage, der var jo ingenting at græde for det var jo bare mig og jeg var jo ligegyldig..

mødte min kæreste mens jeg var indlagt, vi mødtes på nettet og han spurgte om han måtte besøge mig... jeg sagde ja, for havde intet at miste, havde mistet alt alligevel.. og endnu en der trampede på mig var jeg ligeglad med, jeg skulle jo bare dø alligevel.. men han virkede sku som om han ville mig... jeg synes det var mærkeligt og troede at han bare ville have sex, men det ville han ikke engang..

da han tog hjem var jeg sikker på at jeg aldrig så ham igen, men han blev sku ved med at komme..

han var da sød syntes jeg men jeg ville stadig bare dø og fandt hver dag nye måder at kunne gøre mig selv ondt på...

jeg blev udskrevet og flyttede bo et bosted for unge psykisk syge... der havde jeg også utallige selvmordsforsøg, og var slet ikke glad.. det eneste lyspunkt var min kæreste som kom, men var væk hele ugen på skoleophold...

jeg skulle væk fra det sted, og min kærestes forældre tilbød at jeg boede der og de ville passe mig.. men kun hvis jeg ikke prøvede at tage mit eget liv igen...

det gik bedre og bedre men hver dag var stadig hård...

min kæreste har to børn fra tidligere forhold der var 2 år da vi mødte hinanden...

de to livsglade væsner, dem skulle jeg pludselig "tage mig af", og det var ikke nogen som skulle tage sig af mig...

de fik mine øjne op for at verden måske ikke var så ond og at jeg kunne gøre noget godt for nogen..

tiden gik og vi flyttede i vores egen lejlighed med børnene...

jeg blev gravid og VILLE beholde barnet.. i min graviditet var jeg mega deprimeret og sov 20 timer i døgnet.. selvom jeg fik medicin..

da lille merle kom til verden måtte jeg tage mig sammen, og jeg besluttede mig for at jeg ville livet, min datter betød alt for mig og kommunen måtte ikke tage hende, så ville jeg dø... hun var min engel mit livs lys... (og er det stadig)...

tiden gik og da merle var 1 år blev jeg gravid med vores søn, jeg ville stoppe med min medicin fordi merle var mærket af mit store forbrug af medicin, så jeg stoppede og mit liv blev forandret.. jeg kunne pludselig mærke mine følelser, jeg kunne grine, græde og virkelig føle noget.. jeg græd under hele min graviditet, glæde, fortvivlelse ja græd over det hele..

da marius kom til verden skreg jeg efter ham med det samme og var lykkelig... en følelse der ikke var ved min første fødsel...

jeg er lykkelig idag, lykkelig for at jeg har min mand, min børn AT JEG LEVER.... jeg er lykkelig for at jeg er begyndt at komme i frikirke, overgive mig til gud og tror på at han hjælper mig...

jeg er ikke længere bange for at miste og ikke bange for at møde nye mennesker, for vælger de mig fra er det deres tab...

og for 4 år siden ville jeg bare dø...

det handler om at finde de metoder der virker for den enkelte, for mig var det en beroligende pille og under kugledynen, samt musik, musik , musik.... Niels eje har lavet en række fantastiske cdér der hedder musicure de er FANTASTISKE og jeg brugte dem konstant da jeg var indlagt...

brug naturen, gå lange ture i skov, ved vand og lyt til naturen, det er ren terapi...

og snak snak snak om det...

og nogle folk vil trække sig væk fra dig, de er usikre og ved ikke hvordan de skal håndtere det... men viser det desværre forkert...

jeg mistede mange eller faktisk alle da jeg blev syg fordi de var bange.. idag har jeg stadig de mange ar på mine arme og en masse ting i mine journaler.. i starten skjulte jeg mine arme, men hvorfor det er en del af mig, det var en svær tid i mit liv, men det har gjort mig til en jeg er idag... jeg vil hellere at folk spørger istedet for at kigge skævt til en, men det gør folk desværre ikke altid..

ved godt det var en lang smøre, men håbr du kunne bruge det..

du er velkommen til at skrive til mig..

hold ud, på den anden side venter noget dejligt og måske endnu bedre end det du har haft... hold ud søde..

Jeg bliver lidt harm når mennesker siger at man bare skal tage sig sammen, når man har en depression.  Eller rettere siger at man selv må gøre det ene og det andet for at blive lykkelig. Det er jo netop det der er problemet - det kan man ikke. Og hvis man endelig kunne ville det ikke hjælpe, man ville stadig være pisse ulykkelig uanset hvor meget man anstrenger sig. Man vil gå rundt med en falsk maske og ende med ikke at mærke sig selv til sidst. Jeg har i mange år undertrykt at jeg havde en depression. Det har resulteret i at jeg pludselig ikke vidste om jeg elskede min mand, for jeg kunne intet mærke inden i. Der var tom, helt tomt. Jeg sidder nu og har de sidste 3 dage intet lavet. Jeg har idag ikke engang kunne tage mig sammen til at gå i bad. Jeg har dog spist morgenmad. Jeg kan ikke se fjernsyn, fordi jeg ikke kan følge med i alle de skift der er i de forskellige scener.   Skal jeg bare tage mig sammen. Hvorfor - livet er jo meningsløst. Der er et sort hul i mit indre, ingen positive følelser. Selvbebrejdelser, dårlig samvittighed, forladt, ensom, uanset om der så er famile og venner omkring mig er jeg ensom. Alene med min sorg over ikke at være tilstrækkelig. Ikke at være god nok. Ikke bruge tid nok på mine børn. Selvom jeg faktisk er en fantastisk mor - føler bare at jeg ikke er nok. De siger alle sammen at det nok skal blive bedre. Ja men hvornår? Hvordan? Det er jo håbløst. Jeg er håbløs!!!!