Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være lykkelig?

Jeg ville ikke noget med den her tråd. Bare så simpelt stille det spørgsmål: Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være lykkelig?

Jeg er for nyligt startet til psykolog pga. fødselsdepression, som jeg fik konstateret alt for sent, fordi jeg ikke turde indrømme det for mig selv, og for andre. Det har været en kamp for mig, på .... 6 mdr, at stå frem og fortælle hvordan jeg egentlig har det, og hvordan landet ligger. Jeg turde ikke i frygt for, at de mente Ida ikke havde det godt. At de ville tage hende. For tog de hende, kunne de lige så godt tage mit liv.

Jeg lovede min psykolog, at mens jeg gik til timer hos ham, ville jeg ikke tage mit eget liv. Men jeg har overvejet, og det har jeg gjort flere gange - uden dog at planlægge eller tænke videre over det.

Jeg har kæmpet en kamp, med at blive lykkelig, i 5 år. Sådan rigtig lykkelig. Jeg har da været glad - men jeg har aldrig været lykkelig. Den person der kunne gøre mig lykkelig, valgte at pisse op og ned på mig. Være "kæreste" med mig, for så at pisse mig op og ned af ryggen om og om igen.

Nu... Nu tør jeg ikke lade mig selv blive lykkelig. Jeg tør ikke åbne mig for fremmede, lade dem kende mig.

Min pyskolog spurgte mig "Er du bange for at jeg kommer for tæt på?" og jeg svarede "Ja" uden at tøve. Han spurgte "Hvorfor?" og jeg svarede "Fordi, så forlader du mig."

Det er det jeg kender... Folk kommer, og folk går - og det er aldrig uden sorg. Og jeg gider ikke mere. Jeg har slet ikke lyst til at være lykkelig. Jeg kender ikke det at være lykkelig.

Hvordan føltes det?

Igen jeg ville ikke noget med den her tråd. Bare lufte for lidt tanker, og sådan. Egentlig ville jeg have skrevet anonym, men ... jeg gider heller ikke skjule hvem jeg er længere. Så her er jeg, det her mine tanker - og pt. hvad der foregår i mit liv.

du er stærk at du står frem


det bliver bedre - det går over -og der findes mennesker der ikke bare forsvinder igen

serinasmor skriver:

du er stærk at du står frem


det bliver bedre - det går over -og der findes mennesker der ikke bare forsvinder igen

Tak  Det er bestemt heller ikke nemt, at stå frem.. Men det er skridt den rigtige vej... Tror jeg.

rikkeregnbue skriver:

 

Jeg ville ikke noget med den her tråd. Bare så simpelt stille det spørgsmål: Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være lykkelig?

 

Jeg er for nyligt startet til psykolog pga. fødselsdepression, som jeg fik konstateret alt for sent, fordi jeg ikke turde indrømme det for mig selv, og for andre. Det har været en kamp for mig, på .... 6 mdr, at stå frem og fortælle hvordan jeg egentlig har det, og hvordan landet ligger. Jeg turde ikke i frygt for, at de mente Ida ikke havde det godt. At de ville tage hende. For tog de hende, kunne de lige så godt tage mit liv.

Jeg lovede min psykolog, at mens jeg gik til timer hos ham, ville jeg ikke tage mit eget liv. Men jeg har overvejet, og det har jeg gjort flere gange - uden dog at planlægge eller tænke videre over det.

Jeg har kæmpet en kamp, med at blive lykkelig, i 5 år. Sådan rigtig lykkelig. Jeg har da været glad - men jeg har aldrig været lykkelig. Den person der kunne gøre mig lykkelig, valgte at pisse op og ned på mig. Være "kæreste" med mig, for så at pisse mig op og ned af ryggen om og om igen.

 

Nu... Nu tør jeg ikke lade mig selv blive lykkelig. Jeg tør ikke åbne mig for fremmede, lade dem kende mig.

Min pyskolog spurgte mig "Er du bange for at jeg kommer for tæt på?" og jeg svarede "Ja" uden at tøve. Han spurgte "Hvorfor?" og jeg svarede "Fordi, så forlader du mig."

Det er det jeg kender... Folk kommer, og folk går - og det er aldrig uden sorg. Og jeg gider ikke mere. Jeg har slet ikke lyst til at være lykkelig. Jeg kender ikke det at være lykkelig.

Hvordan føltes det?

 

 

Igen jeg ville ikke noget med den her tråd. Bare lufte for lidt tanker, og sådan. Egentlig ville jeg have skrevet anonym, men ... jeg gider heller ikke skjule hvem jeg er længere. Så her er jeg, det her mine tanker - og pt. hvad der foregår i mit liv.

 

 

åh Rikke dog

en depression kan være en bitch! men du skal nok komme igennem det, og komme ud som en dejlig glad pige på den anden side, det lover jeg

FrkZier skriver:

åh Rikke dog

en depression kan være en bitch! men du skal nok komme igennem det, og komme ud som en dejlig glad pige på den anden side, det lover jeg

Søde..... ja, faktisk - så må jeg indrømme, hvor pinligt det end er, så har jeg faktiks glemt hvad du hedder

Men jeg tror ikke, at jeg kommer ud lykkelig på den anden side. Jeg tror bare at det her, er så godt som jeg nogensinde får det. Og det må jeg bare acceptere

rikkeregnbue skriver:

Søde..... ja, faktisk - så må jeg indrømme, hvor pinligt det end er, så har jeg faktiks glemt hvad du hedder

Men jeg tror ikke, at jeg kommer ud lykkelig på den anden side. Jeg tror bare at det her, er så godt som jeg nogensinde får det. Og det må jeg bare acceptere

hehe det fremgår jo heller ikke lige så tydeligt - ( Kamilla)

det er noget fis, fordi SELVFØLGELIG for du det bedre! jeg er udemærket klar over hvor fuldstændig umuligt det er at se på nuværende tidspunkt, men om x antal måneder kan du kigge tilbage, være lidt lettet over det faktisk er blevet bedre; det sker ikke dag for dag, men det sker

rikkeregnbue skriver:

Tak  Det er bestemt heller ikke nemt, at stå frem.. Men det er skridt den rigtige vej... Tror jeg.

FrkZier skriver:

hehe det fremgår jo heller ikke lige så tydeligt - ( Kamilla)

det er noget fis, fordi SELVFØLGELIG for du det bedre! jeg er udemærket klar over hvor fuldstændig umuligt det er at se på nuværende tidspunkt, men om x antal måneder kan du kigge tilbage, være lidt lettet over det faktisk er blevet bedre; det sker ikke dag for dag, men det sker

Det er rigtigt! Det kan jeg da godt huske nu hvor du siger det

Søde ven, du er nødt til at lære at være lykkelig i kraft af dig selv og din datter, og ikke lægge ansvaret for din lykke over på andre.

Forstår du hvad jeg mener?

Da jeg var yngre troede jeg ikke at jeg kunne være single. Jeg var kun "lykkelig" når jeg var i et forhold. Osse selvom det var med en klaphat.

Jeg var afhængig af at andre fortalte mig at jeg var noget værd. Jeg kunne ikke selv se det.

Du har en dejlig datter. Kan du ikke finde lykken i det at være mor?

Søde ven, du er nødt til at lære at være lykkelig i kraft af dig selv og din datter, og ikke lægge ansvaret for din lykke over på andre.

Forstår du hvad jeg mener?

Da jeg var yngre troede jeg ikke at jeg kunne være single. Jeg var kun "lykkelig" når jeg var i et forhold. Osse selvom det var med en klaphat.

Jeg var afhængig af at andre fortalte mig at jeg var noget værd. Jeg kunne ikke selv se det.

Du har en dejlig datter. Kan du ikke finde lykken i det at være mor?

Jeg forstår hvad du mener, og det var nu heller ikke sådan det skulle fremstå at jeg ikke kan være lykkelig alene.

For jeg har netop afvist en, på trods af, at jeg er nødt til at finde ud af at være lykkelig alene, før jeg kan være det med andre.

Jeg har en skøn skøn datter, ingen tvivl der. Men nej... Uden at det skal lyde virkelig virkelig forkert - så gør det mig ikke lykkelig at have hende