Børn bestemmer for meget

Risen skriver:

Nej, er meget enig.. Jeg tror absolut ikke på, at det ville interessere forældrene en "piphans", hvilket fagsyn dansklæreren til den pågældende klasse har, men det var nu mere ment som forældrene der ikke kan forstå hvorfor vi ikke lytter til børnenes ønsker, måske skulle prøve at sætte sig i lærerens sted nogle gange.. Lidt alla Pia K. i velkommen til virkeligheden - Så du den? 

Ja, jeg så den godt - synes dog ikke, hun oplevede så meget virkelighed på de få dage, og hvor var eleverne tålmodige med hende! 

Desuden kunne hun, i modsætning til negative forældre, tørre en masse problemer af på forældrene, der ikke tog tilstrækkeligt ansvar. Den er jo nem at trække frem. 

MKBP skriver:

Da ikke hvis det handler om at barnet må vælge hvad det har lyst til !! Så kan man da godt sidestille de to ting og desuden, hvis barnet lærer at der er visse ting man godt kan slippe for, tja hvorfor så ikke også slippe for en eksamen ??

Hvis den ordblinde elev oplever alle sprogfag og dansk på den måde, skal han så have lov at vælge skolen fra? 

Man bør helt klart finde hans stærke sider og fokusere på dem,alt andet vil give nederlag hvis han befinder sig i en alm skole med begrænset personale (lærere!)  

Bebsesmoar skriver:

Man bør helt klart finde hans stærke sider og folusere på dem,alt andet vil give nederlag hvis han befinder sig i en alm skole med begrænset personale (lærere!)  

Selvfølgelig skal man det! Absolut enig. Men skal han indgå i klassens fællesskab, vil der - for ham som for alle andre - være timer, der minder om din smoothie. Han vil også - og også i fritiden - jævnligt blive mindet om sine svage sider, eftersom HANS problemer er alvorlige i en verden fuld af skriftlighed. 

Set i det lys har jeg absolut INGEN problemer med, at mine idrætsmodvillige børn få gange om året udfordres på deres svage områder - jeg tror sågar, det er sundt for dem at opleve, at de også kan komme til kort. 

Har ikke læst alle svar.

Jeg arbejder som støttepædagog på en skole - har været uddannet pædagog i 10+ år og bare på de 10 år har jeg set en meget uheldig tendens - der er kommet sammen med mobiltelefonerenes udbredelse blandt folkeskole elever. Og forældrenes behov for at bærer deres børn frem på hænder og fødder som var de alle konger og dronninger.

Jeg oplever meget og rigtig tit at hvis der er noget børnene ikke gidder, jamen så gør de det bare ikke. Basta! Når man så sætter hårdt mod hårdt og forlanger at det skal man altså slut prut. Så kan man være helt sikker på at barnet 5 min. efter har haft mor eller far i røret. Og at mor og far ikke siger jamen hvis lærerne/pædagogerne siger du skal så skal du. Nej de siger jamen lille skat det skal du da heller ikke, og så har man straks en vred forældre der i den grad synes alt er synd for deres små konger og dronninger.

Så alt i alt synes jeg faktisk ikke det er børnenes skyld, det er os forældre der skal lærer vores børn at 1. at have respekt for andre mennesker, herunder også de voksne der rent faktisk forsøger og hjælpe en og 2. at vi ikke allesammen er centrum i universet at man nogen gange bliver nødtil at gøre ting man ikke har lyst til, sådan er det også når man er voksen - eller sådan burde også være når man er voksen. Lærer man ikke det, så bliver det dælme svært og have f.eks. et arbejde, leve i et godt parforhold osv osv senere hen.

Synes det er en meget uheldig tendens at vi skaber curling børn - altså børn hvor alle problemer bliver fejet væk at overbeskyttende forældre. Hvis man som barn ikke lærer og takle modgang får man sansynligvis et meget svært voksenliv.

M (: skriver:

Jeg er ikke sikkert på jeg helt forstår hvad du mener med enebørn? Mener du "rigtige" enebørn, eller den mærkat man sætter på enebørn? 

Nejnej, ikke enebarn som i ene barn i en familie. Men enebarn som det eneste centrum

Lullaby skriver:

Jo men lærer man så ikke børnene at den ene dag der er noget andet at man skal deltage - også selvom man ikke gider? FOr idag handlede det ikke kun om at være fysisk stærk, faktisk var det meget lidt af det der omhandlede dette. Det handlede meget om boglig viden såsom konsonant-træning, lyde og matematiktræning blandet sammen med team-work og de sociale spilleregler. Vi snakker her om 5 timer på en uge med 25. Hvorfor skal børn ikke lære, at det her skal man bare fordi der er en lærer der siger det? Hvorfor er det okay at man stiller sig på bagbenene og siger, at det gider jeg sgu ikke fordi det er koldt eller jeg synes det er kedeligt. Det er da en del af det at vokse op. Synes jeg. For alle skal tilgodeses og det er sådan, at de fleste boglig stærke elever, tit bliver tilgodeset via tavle-undervisning og dem der har krudt i numsen får af vide at de forstyrrer. Man kan ikke tilgodese alle læringsstile hver dag. Og hvis det er kravet vil jeg dælme have flere forberedelsestimer for det at forberede dette o-løb har taget mig 10 timer at forberede. Og her snakker vi kun om en dag ud af 5

Fik lige trykket for hurtigt her.

Det jeg mener er, at jeg forbereder mig rigtig meget, og især til disse dage. Det kræver noget helt andet af mig at sørge for, at de elever som normalt kommer til kort inde i klassen endelig får nogle succesoplevelser hvor de kan føle sig ovenpå. Ja selvfølgelig er det rigtig hårdt de her dage hvor de boglige føler, at de ikke yder det samme som de normalt gør. Eller at de lærer noget. Men problemet er bare, at jeg føler der er kommet en tendens der hedder at når man ikke gider noget i skolen, så lader man bare være. Og forældrene er enige. Hvorfor skal deres barn noget som han/hun ikke gider? Det er jo spild af tid. Men det de ikke tænker på, er at vi rent faktisk har en mening med det her. Det er ikke bare fis og ballade sådan så vi kan sidde og drikke kaffe. Men forældrene spørger ikke hvad meningen er. De formoder bare, at det er spild af tid. Derfor siger det ene barn også, at vi bare skal sidde i varmen og drikke kaffe når de skal løbe rundt, for det har hun fået af vide hjemmefra. Men det er jo langtfra det vi gør. Vi gør rigtig meget, også bag kulisserne som man ikke lige umiddelbart ser, hverken som forældre eller barn. Derfor er det jo vigtigt, at hvis man synes at det her er spild af tid, at man lige kontakter lærerene, når eleverne er kommet i seng eller andet og spørger hvorfor skal vi nu lige det her. Og så kan vi da godt komme med en masse faglige grunde til hvorfor vi har prioriteret netop dette her idag.

Man ser jo også en masse nye konstellationer eleverne imellem sådan en dag. Ser deres svage/stærke sider. Ting der kan være nyttige i en anden sammenhæng.

Jeg er glad for alle de meninger og holdninger der er kommet frem i denne diskussion. Og er glad for, at folk har beholdt den gode stemning. Jeg er bare så frustrereret nogle gange i mit job over den vrangvillighed jeg møder når jeg introducerer noget nyt. Mange forældre mener stadig at røv-til-sæde undervisning er det bedste og det gør at jeg rigtig tit skal forsvare det jeg gør. Ville bare ønske, at forældre derude, stolede mere på fagpersonalet der har med børnene at gøre sådan så vi kunne bruge mere tid på undervisning og mindre tid på dokumentation.

Gardenia skriver:

Nejnej, ikke enebarn som i ene barn i en familie. Men enebarn som det eneste centrum

Ja, det er en sørgelig tendes, at nogle af nutidens børn lærer, at de er centrum i universet, og at hvis man stiller sig på tværs, så får man sin vilje.. 

LISBETH:-) skriver:

Har ikke læst alle svar.

Jeg arbejder som støttepædagog på en skole - har været uddannet pædagog i 10+ år og bare på de 10 år har jeg set en meget uheldig tendens - der er kommet sammen med mobiltelefonerenes udbredelse blandt folkeskole elever. Og forældrenes behov for at bærer deres børn frem på hænder og fødder som var de alle konger og dronninger.

Jeg oplever meget og rigtig tit at hvis der er noget børnene ikke gidder, jamen så gør de det bare ikke. Basta! Når man så sætter hårdt mod hårdt og forlanger at det skal man altså slut prut. Så kan man være helt sikker på at barnet 5 min. efter har haft mor eller far i røret. Og at mor og far ikke siger jamen hvis lærerne/pædagogerne siger du skal så skal du. Nej de siger jamen lille skat det skal du da heller ikke, og så har man straks en vred forældre der i den grad synes alt er synd for deres små konger og dronninger.

Så alt i alt synes jeg faktisk ikke det er børnenes skyld, det er os forældre der skal lærer vores børn at 1. at have respekt for andre mennesker, herunder også de voksne der rent faktisk forsøger og hjælpe en og 2. at vi ikke allesammen er centrum i universet at man nogen gange bliver nødtil at gøre ting man ikke har lyst til, sådan er det også når man er voksen - eller sådan burde også være når man er voksen. Lærer man ikke det, så bliver det dælme svært og have f.eks. et arbejde, leve i et godt parforhold osv osv senere hen.

Synes det er en meget uheldig tendens at vi skaber curling børn - altså børn hvor alle problemer bliver fejet væk at overbeskyttende forældre. Hvis man som barn ikke lærer og takle modgang får man sansynligvis et meget svært voksenliv.

Lullaby skriver:

i de danske hjem. Eller nogle gør. Det må jeg konstatere efter jeg idag prøvede at gennemføre et O-løb for en blanding børn fra 0-3 kl.

Ud af 22 børn var der 10 (!) der efter kort stykke tid meldte ud, at det der gad de i hvert fald ikke og at deres forældre havde sagt at det var okay at sige fra overfor lærerene.

Jeg har siddet og brugt ufatteligt lang tid på, at lave det her dumme O-løb for at der skulle blive tilgodeset alle klasser og derfor mange niveauer. Men hold da op hvor er det bare frustrerende at sidde og høre på og kæmpe for, at de her børn skal gøre hvad der bliver sagt.

At nogle gange skal man gøre det man ikke rigtig gider for det får man af vide.

Hvordan ser I det? Jeg synes det er en skræmmende tendens som rigtig kommer til udtryk sådan en dag hvor der ikke er sådan fag-faglig undervisning med røv til sæde undervisning.

En af børnene fortalte mig desuden også at jeg var en lorte-lærer og en anden at hendes mor havde sagt at vi var syge i hovedet fordi vi forlangte at de skal være udenfor og lave disse aktiviteter når vi ikke deltog og løb rundt med dem.

Jamen gjorde I da ikke det? Altså løb sammen med dem?

For det troede jeg da at man gjorde...deltager aktivt i undervisningen SAMMEN med eleverne...hvis der altså er mulighed for det.
Det hjælper jo ikke meget at stille sig op og sige at de SKAL, hvis man ikke selv foregår med et godt eksempel.

Anyway, så kan jeg nu godt forstå at man ikke gider, jeg har heller aldrig brudt mig om at løbe rundt der til ingen nytte, men det får så være, for selvfølgelig er det et led i undervisningen, og de krav der er til hele undervisningsplanen omkring motion.
Og da jeg var barn og ung var der ikke Nintendospil eller pc-games, men vi hadede da lige så meget at dyrke motion, og slet ikke at løbe 10 km rundt om søen eller den slags, med mindre der var en eller anden form for gulerod til sidst.
Så den tilstand er altså ikke kun gældende for "vore dage".

Men...så til det andet...velopdragenheden, det at gøre hvad der bliver sagt.
DER har du så til gengæld ret.
Jeg var til et glimrende foredrag med en eller anden skoleleder fra Kbh. der holdt et glimrende oplæg omkring "jeg-generationen", nemlig den som børn af i dag er inde i.
Det bygger ganske enkelt på, at børn af i dag får lov til at bestemme alt for meget og direkte styrer familien med sit "jeg vil bestemme, jeg har ret til at bestemme".
Og det er netop hovedet på sømmet.
Så jeg synes da I har et oplagt emne til en pædagoisk/forældre-tema-dag eller noget, hvor I får en god dag omkring hvor grænserne for børns medbestemmelse ligger.

Og forresten...hvis en elev havde sagt jeg var en lorte-lærer, så var der godt nok blevet trukket en grænse lige nu og lige her, så ungen med garanti aldrig igen ville vove at sige den slags

Kærligst
Sussie