For tidligt at offentliggøre?

Vi fortalte det da jeg hvade været ved lægen og få det bekræftet, sådan en hemmelighed kunne jeg slet ikke gå rund med og ja jeg brækkede mig også i et væk og var noget så dårlig fra start til slut i begge mine graviditeter

 

Så fortæl det når i har lyst

Det er også okay hvis de nærmeste får det at vide. Og det er jo ikke for at være negativ, men HVIS det går galt har jeg IKKE lyst til at skulle informere alle bekendre og gamle klassekammerater på facebook, etc. hvorfor der ikke er nogen baby. Og jeg gider slet ikke høre på medynks kommentarer - ingen i min vennekreds har børn endnu og snakker pt. ikke lige så godt med mine forældre, så jeg får ikke så meget brugbart ud af dem udover ånsdvage "det skal nok gå" og "I kan jo bare prøve igen" ting. De vil ikke helt kunne sætte sig ind i det er jeg sikker på, uanset hvor godt de mener det.  

Problemet er at vi ikke rigtigt synes vi kan sige det til nogen familiemedlemmer og så ikke til andre. Men disse "andre" VIL ikke kunne holde tæt, uanset hvor meget vi beder dem om det. Vi ender med at få et, "Jamen, det fløj bare ud, vi håber ikke det gør noget"... og så bliver mor her sur. Desuden har jeg, som sagt, problemer med min side af familien lige nu og jeg synes mere det virker som noget, der bare skal overståes at få det fortalt.
Det er ikke fordi min familie ikke må vide det, og det er ikke fordi vi ikke glæder os og vil holde det hemmeligt da! (: Hvis det var planen havde jeg slet ikke skrevet indlægget

På den anden side vil vi begge meget gerne dele det med hans side og desuden er nogen af mine mere opmærksome veninder begyndt at se undrende på mig, så det er begyndt at presse lidt på fra alle sider...

Men I skal have mange tak for jeres input. Jeg ved godt at det er op til os selv, men det er alligevel dejligt med andre meninger og oplevelser. Tror vi lige skal have snakket om det og vurderet om visse personer kan holde deres mund indtil de får grønt lys. Det er ligesom dém, der gør det til lidt af et problem.

Anonym skriver:

Ja, planen var jo at vi skulle fortælle det til alle efter de 12 uger... jeg er nu 6+3 og nøøj hvor kommer alle bare til at gætte det før! Jeg står op og sover og med kvalmen (og de nyindkøbte sea-bands, der virker nok til at jeg kan sidde op om morgenen, hurra!) kommer jeg ikke til at kunne finde undskyldninger for i endnu en halvanden måned.

Vi skal til læge her på torsdag og vi overvejer nu at rykke datoen en del tættere på og fortælle det engang på mandag.

Men, men, men... er det for tidligt? Altså, grunden til at vi ville vente er jo netop så vi undgår de der "årh hvor syndt" kommentarer HVIS der sker noget (hvilket jeg dog ikke regner alt for meget med).

Hvornår offentliggjorde I det? Vi kan ikke bare sige det til de nærmeste for, selv med de bedste intensioner er der et par af dem, det ikke kommer til at kunne holde inde med det. Så det er enten nær familie + de få hundrede facebook venner samt bekendte, eller ingen indtil uge 12.

Er vi for optimistiske hvis vi siger det allerede efter næste lægebesøg? Ved godt risikoen er der men tror ærligt talt det faktisk nok skal lykkes udmærket (:

Hvad ville I have gjort?

(Og NØJ hvor bliver det fedt endeligt at slippe for anon snart!)

Jeg havde VOLDSOM døgn-kvalme i starten af min graviditet og lå ca. 1,5 måned, hvor jeg ikke kunne andet end at ligge og gå til badeværelset for at kaste op. Derfor valgte vi at fortælle vores forældre og nærmeste familie det. Kunne alligevel ikke holde det skjult og havde slet ikke lyst til det.

Vores venner fik det først af vide efter NF.

Held og lykke med din graviditet  

Vi valgte at holde det hemmeligt for ALLE indtil NF, hvor vi delte nyheden med den nærmeste familie. 

Vi har endnu ikke offentliggjort det på FB, og tror først vi gør det i uge 18 eller efter MD.. Vi har ikke helt besluttet det endnu - det kommer an på, hvor meget maven buler i uge 18, hvor jeg skal på en spejdertur med min gruppe (17+4 til 17+6) - hvis det ikke længere kan skjules fortæller vi det nok.. (:

Vi holdte det hemmeligt for alle og så mistede vi og måtte så fortælle vores forældre, chef en veninde osv at vi havde mistet, men de vidste ikke engang vi havde gravide og hvor glade vi havde været, så synes det er værd at sige til en tæt veninde.. Vi blev gravide lige efter og der fortalte vi det til tæt familie med det samme..
Men synes man skal passe på med at skrive det på facebook, før man er ovre nakkefoldsscanningen..
Tillykke med graviditeten!!

Anonym skriver:

Ja, planen var jo at vi skulle fortælle det til alle efter de 12 uger... jeg er nu 6+3 og nøøj hvor kommer alle bare til at gætte det før! Jeg står op og sover og med kvalmen (og de nyindkøbte sea-bands, der virker nok til at jeg kan sidde op om morgenen, hurra!) kommer jeg ikke til at kunne finde undskyldninger for i endnu en halvanden måned.

Vi skal til læge her på torsdag og vi overvejer nu at rykke datoen en del tættere på og fortælle det engang på mandag.

Men, men, men... er det for tidligt? Altså, grunden til at vi ville vente er jo netop så vi undgår de der "årh hvor syndt" kommentarer HVIS der sker noget (hvilket jeg dog ikke regner alt for meget med).

Hvornår offentliggjorde I det? Vi kan ikke bare sige det til de nærmeste for, selv med de bedste intensioner er der et par af dem, det ikke kommer til at kunne holde inde med det. Så det er enten nær familie + de få hundrede facebook venner samt bekendte, eller ingen indtil uge 12.

Er vi for optimistiske hvis vi siger det allerede efter næste lægebesøg? Ved godt risikoen er der men tror ærligt talt det faktisk nok skal lykkes udmærket (:

Hvad ville I have gjort?

(Og NØJ hvor bliver det fedt endeligt at slippe for anon snart!)

Første gang jeg ventede mig ville vi ikke sige det til nogen før uge 12. Det betød at jeg kæmpede mig igennem alle de uger med opkast og kvalme og totalt dårlig og udmattet og topmave uden at sige noget til nogen og hvor var det dog træls og hvor var folk dog mistænksomme. Og jeg savnede sådan bare at kunne fortælle det.

Da jeg ventede mig 2 gang sagde vi heller ikke noget til nogen. Der mistede vi i uge 8 og det jeg oplevede var at jeg faktisk havde et behov for at tale med de nærmeste om at vi havde mistet selv om de ikke havde vist at jeg var gravid. Summa sumarum var jo så at vi ligeså godt kunne have fortalt dem det fra starten af.

Derfor, da jeg nu venter mig igen fortalte vi det til venner og familie (altså de nærmeste kun og ikke fb) med det samme. Vi fortalte det til dem som jeg alligevel ville have søgt trøst hos hvis vi havde mistet igen. Jeg syntes at man kan lige så godt fortælle det og dele glæden

Og tillykke

Sig det til dem I føler skal vide det.

Vi havde også sagt at vi ville vente til efter de 12 uger, men på den anden side er det jo faktisk rart nok at folk ved det, når nu du er så dårlig (tænker på kvalmen) og hvis der eventuelt skulle ske noget senere. 

Kan forestille mig at det er endnu hårdere at skulle fortælle alle og enhver hvad der er galt når man er syg/ked hele tiden hvis det skulle ske at man mistede.

Det er blot mine tanker om at sige det tidligt i forløbet.

Vi fortalte det stort set med det samme - var omkring 5+0.

Jeg arbejder med nuklearmedicin (radioaktivitet), så jeg skulle fortælle det tidligt på arbejde. Derfor syntes jeg også vores familier skulle vide det.