For tidligt at offentliggøre?

Under vores første graviditet, fortalte jeg det til mine forældre og min bror lige så snart vi havde positive tests. Kort efter dette fik mere af familien nyheden, samt nogle venner, bekendte og naboer. Vi ville dog ikke smide det på Facebook eller noget før efter NF.

Vi aborterede spontant i 10.-11. uge.

På trods af, der ikke var mere end nogle håndfulde mennesker, som kendte til graviditeten, oplevede jeg en masse utroligt ubehagelige kommentarer i denne forbindelse. Intet ondskabsfuldt, men jeg opdagede, hvor få mennesker, som egentlig er klar over, hvor almindeligt det er at abortere. Dette betød at jeg fik masser af kommentarer om, at så kan jeg jo nok ikke få børn eller om jeg så skal udredes, siden jeg åbenbart ikke kan holde på fosteret... om jeg godt vidste, at jeg ikke måtte drikke en masse kaffe, samt skal holde mig fra at gøre kattebakken ren osv. Jeg fik forslag til alternative måder at blive gravid på osv osv osv.... Igen, ikke ment ondskabsfuldt, men gennemført misforstået godhed pga. uvidenhed. Jeg følte hele tiden, jeg skulle forsvare mig selv. At jeg IKKE er syg eller infertil, at jeg GODT ved, hvad jeg må og ikke må under en graviditet, at lægen siger, det bare er op på hesten igen, at det altså er helt normalt at abortere tidligt osv. Det var MEGET hårdt og gjorde hele sorgprocessen meget, meget værre!!!

Jeg blev dog gravid igen allerede i 2. forsøg efter aborten, og denne gang er der ikke andre end mine forældre og min bror og svigerinde der ved det... Ganske enkelt for at beskytte mig selv, hvis uheldet er ude igen.

MEN jeg vil absolut ikke diktere hvad du skal gøre, for chancen for at alt går godt, og du dermed sagtens kan fortælle om det, er jo heldigvis størst. Dette er blot mine egne erfaringer og bevægegrunde.

Stort tillykke og held og lykke fra mig.  

Begge gange fortalte vi det kort tid efter vi fandt ud af det :-)

Jeg ku slet ik skjule min glæde og ville gerne dele min lykke med mine kære :-)

Samtidig havde jeg den tanke at HVIS der gik noget galt så havde jeg folk til at støtte mig og hjælpe igennem det. 

Jeg syns det er SÅ stort at vente et barn og ka slet ik forstå det når nogle af mine veninder el bekendte har fortalt at de var 4-5 måneder henne :-) Men sådan har JEG det jo bare :-)

Vi ventede faktisk til uge 14 med st sige det til nogen (: 

Anonym skriver:

Ja, planen var jo at vi skulle fortælle det til alle efter de 12 uger... jeg er nu 6+3 og nøøj hvor kommer alle bare til at gætte det før! Jeg står op og sover og med kvalmen (og de nyindkøbte sea-bands, der virker nok til at jeg kan sidde op om morgenen, hurra!) kommer jeg ikke til at kunne finde undskyldninger for i endnu en halvanden måned.

Vi skal til læge her på torsdag og vi overvejer nu at rykke datoen en del tættere på og fortælle det engang på mandag.

Men, men, men... er det for tidligt? Altså, grunden til at vi ville vente er jo netop så vi undgår de der "årh hvor syndt" kommentarer HVIS der sker noget (hvilket jeg dog ikke regner alt for meget med).

Hvornår offentliggjorde I det? Vi kan ikke bare sige det til de nærmeste for, selv med de bedste intensioner er der et par af dem, det ikke kommer til at kunne holde inde med det. Så det er enten nær familie + de få hundrede facebook venner samt bekendte, eller ingen indtil uge 12.

Er vi for optimistiske hvis vi siger det allerede efter næste lægebesøg? Ved godt risikoen er der men tror ærligt talt det faktisk nok skal lykkes udmærket (:

Hvad ville I have gjort?

(Og NØJ hvor bliver det fedt endeligt at slippe for anon snart!)

Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår hemmeliggørelsen a gravididitet. 

er der din familie der ikke må vide det? 

Jeg synes det er endnu mere ufedt bagefter at komme og sige 'øhh ja jeg er vildt ked af det, jeg har lige været gravid, men er det ikke mere'

eller fortæller man så heller ikke hvis man har aborteret?

Nå, bare lidt undren. Fortalte det til de nærmeste venner og familie da jeg fandt ud af det. 

Nogen kollegaer vidste det, men ikke alle. 

Vi fortalte det med det samme til dem, som vi også havde lyst til at dele det med, hvis det gik galt. Dvs. nærmeste familie og venner.

Jeg ville ikke fortælle det til nogen, som jeg ikke kunne stole på - men jeg har også prøvet at abortere i 9. uge. Og da var jeg glad for, at det kun var de nærmeste, jeg skulle fortælle det til. Jeg ville ikke have haft overskud til at skulle dele på Facebook mm., da jeg var ked af det, fordi det havde stået der.

Men det er jo en smagssag... jeg kender folk der selv har skrevet det på FB tidligt - men så også nogen som efterfølgende har været nødt til at skrive der, at det var gået galt.

Det er vildt svært at holde på det - så gør som du selv har det bedst med. Selvfølgelig skal man ikke regne med riskoen for, at der sker noget. Langt de fleste gange går det jo bare efter planen.  

Miss Kat skriver:

På trods af, der ikke var mere end nogle håndfulde mennesker, som kendte til graviditeten, oplevede jeg en masse utroligt ubehagelige kommentarer i denne forbindelse. Intet ondskabsfuldt, men jeg opdagede, hvor få mennesker, som egentlig er klar over, hvor almindeligt det er at abortere. Dette betød at jeg fik masser af kommentarer om, at så kan jeg jo nok ikke få børn eller om jeg så skal udredes, siden jeg åbenbart ikke kan holde på fosteret... om jeg godt vidste, at jeg ikke måtte drikke en masse kaffe, samt skal holde mig fra at gøre kattebakken ren osv. Jeg fik forslag til alternative måder at blive gravid på osv osv osv....

 

Det lyder da virkelig ubehageligt. Sådan noget har jeg slet ikke oplevet i forbindelse med abort - tværtimod. Udelukkende positiv trøst og opmuntring.

(Det var et sidespring - blev bare lidt overrasket over, at folk kan finde på det....)

Vi fortalte de nærmeste det ret hurtigt... 6 uger henne ca.

Og ellers ventede vi til 12. uge med at fortælle det til alle..

Vi fortalte det da vi havde fået det bekræftiget ved lægen. tror jeg var 6+ et eller andet!

Synes man skal gøre det når man selv er klar, selvfølgelig kan det gå galt, men synes ikke det skal være det er afgør det. Det kan jo også gå godt og selvfølgelig gør det da det

Så gør helt klart hvad i føler er rigtig for jer