Carina:-) skriver:
Jeg lider af angst,og depression -også pga traumatisk barndom.
For mig har pension altid været et nogo,fordi jeg så sådan på det at så kunne jeg lige så godt give op,og så havde mine forældre definitivt vundet.
Lidt ligesom at plejehjem er sidste station inden kirkegården.
Så for mig ville pension,som jeg relativt nemt havde kunnet få dengang i halvfemserne hvor jeg for alvor kom i behandling,være enden på et "normalt " liv.
Det jeg vil sige er,at jeg tror at det for nogen er bedre at have fat i den lange ende,og blive ved med at kæmpe.
Ikke at det er nemt at slås med ens dæmoner,men som en anden skrev så er livet ikke slut pga depression.
Og så vil jeg lige pointere at fordi jeg ikke synes pension er vejen frem,så er det ikke ensbetydende at jeg mener ingen burde have førtidspension.
Bare lige for at slå det fast.
jeg har det lidt på samme måde
jeg har altid sagt at jeg vil have en uddanelse og et arbejde og give mine børn en god barndom (bryde den socalearv)
og jeg har virkelig kæmpet for at op nå det, jeg har gået på vuc en del år bare for at få min 9 kl eksame (har altid været dårlig til skrive)
og så søgte jeg ind på en uddanselse som jeg har drømt om siden jeg var 14, men fik afslag.
og da hun så sage det med pension og nærmest sage jeg nok ikke ville få det meget bedre så brød min verden helt sammen, da jeg ikke holder ud af have det sådan resten af livet.
