Min fødselsberetning + billeder.

TrineMine86 skriver:

det samme her, synes dog det psykiske har været det værste..

jeg har givet fødslen en del af skylden for at ALT gik galt efterfølgende, vi blev indlagt flere gange med ét barn der kunne skrige i 7 timer i streg, som var helt skæv i nakken (efter at blive presset så skævt ned under fødslen), som havde brugt sin "madpakke" da han kom ud(fordi jeg var gået 14 dage over tid) og derfor var ekstremt sulten, hvilket stressede mig og min krop, jeg måtte malke ud, da han blev hidsig når han blev lagt til brystet, for mit mælk var også så tykt at det ikke kunne komme ud, måtte opgive amningen, blev indlagt igen da han nu havde refluks osv osv..

fik en lettere fødselsreaktion efterfølgende, havde INTET overskud til at have gæster (men var samtidig bange for at være alene ), havde svært ved bare at skulle ud af døren, havde utrolig let til tårer, skældte meget ud på min kæreste osv. Jeg kom i en terapigruppe som var opstartet af min sp, hvor der var andre i min situation. Det hjalp rigtig meget at få lov at sætte ord på alle de følelser og snakke fødslen igennemn igen og igen. Jeg var først psykisk helt ovenpå efter 5-6 måneder..

lige en ting jeg vil råde dig til, hvis du ikke allerede har fået det gjort. FÅ tjekket dit barn hos en kiropraktor, når de er kommet så skævt ned i bækkenet og blevet taget ved ks, så har de tit nogle skævheder, eller forskubbede nakkehvivler, og det kan få de kære børn til at skrige og skrige og sove dårligt, have forstoppelse osv.

vi gik til fysioterpi med magnus da han var helt lille, pga hans skæve nakke og at han kun ville have hovedet til den ene side, det hjalp også på skævheden, men nu her som 10 måneder tog vi ham til kiropraktor og der fandt hun både noget i nakken og noget i bækkenet på ham, som var opstået ved fødslen..

pyhh.. det blev en længere smøre

al held og lykke med det hele fremover

Puha.. Det lyder faktisk utrolig meget som min start på livet som mor..

Helt fra start var det svært at amme synes jeg. Der var ingen der fortalte mig at mælken godt ku være længere tid om at løbe til, så de første 5 dage lå jeg med en ked og sulten dreng og jeg havde ikke andet end et par ml råmælk . Blev indlagt efter en uge med blødninger og infetktion i livmoderen, så jeg blev pumpet med antibiotika, og måtte malke ud. Selvom jeg forsøgte at holde liv i produktionen kom der bare mindre og mindre, og har helt måtte opgive amningen ligesom dig :-( 

Har også en fødselsreaktion. De første 4 uger af Walters liv græd jeg hele dagen hver dag. Fordi jeg var så ked af måden alt var gået på. Både fødslen og tiden efter.. Var også bange for at være alene med ham, men ku heller ikke overskue nogle mennesker andre end min kæreste og min mor. Heldigvis har Walter ikke haft de samme problemer som din Magnus. Tværtimod har han gennem det hele været meget nem og har trives . Det er bare mig selv der har været problemet. 

Er alt så som det skal være med jer nu? 

BabyHL skriver:

Puha.. Det lyder faktisk utrolig meget som min start på livet som mor..

Helt fra start var det svært at amme synes jeg. Der var ingen der fortalte mig at mælken godt ku være længere tid om at løbe til, så de første 5 dage lå jeg med en ked og sulten dreng og jeg havde ikke andet end et par ml råmælk . Blev indlagt efter en uge med blødninger og infetktion i livmoderen, så jeg blev pumpet med antibiotika, og måtte malke ud. Selvom jeg forsøgte at holde liv i produktionen kom der bare mindre og mindre, og har helt måtte opgive amningen ligesom dig :-( 

 

Har også en fødselsreaktion. De første 4 uger af Walters liv græd jeg hele dagen hver dag. Fordi jeg var så ked af måden alt var gået på. Både fødslen og tiden efter.. Var også bange for at være alene med ham, men ku heller ikke overskue nogle mennesker andre end min kæreste og min mor. Heldigvis har Walter ikke haft de samme problemer som din Magnus. Tværtimod har han gennem det hele været meget nem og har trives . Det er bare mig selv der har været problemet. 

 

Er alt så som det skal være med jer nu? 

ja vores historier minder jo ret meget om hinanden, desværre

man regner jo med at når man forældre så svæver man på en lyserød sky af ren lykke og kærlighed til sit barn - jeg var selvfølgelig helt klar over at det ville blive benhårdt, men jeg regnede med at de der moderfølelser de bare var der fra dag 1 - jeg blev klogere..

det er en anden ting jeg også giver fødslen skylden for - nemlig at jeg frygtede sådan for mit liv og barnets under ks, bedøvelsen virkede ret langt op i kroppen på mig, og jeg følte jeg blev kvalt, lå bare og råbte at jeg ikke kunne få luft under hele ks, og da jeg endelig så min søn - der følte jeg intet  det var et CHOK for mig, og jeg havde det så skidt med det, men har fået at vide at det er en normal reaktion ovenpå sådan et forløb. Den der dårlige samvittighed over ikke at have moderfølelse for mit barn fra 1 sekund, den sidder stadig i mig og har stadig svært ved at se billeder af min søn som nyfødt.

idag går det bare SÅ GODT - jeg ELSKER min søn overalt på jorden, jeg er glad for hver dag - jeg græder ALDRIG mere, jeg har fået mit overskud tilbage og JA livet er herligt som mor, og er allerede skruk efter en nr 2  min søn bliver jo så også 1 år om 14 dage, men vil sige at efter 2-3 måneder, begyndte jeg at mærke stor forbedring, og efter de der 6 måneder, var jeg stort set tilbage i mit gamle jeg

mine bedste råd er:

1: sov, sov sooooov alt det du kan (min sp sagde til mig at det var nr 1 til at komme ovenpå efter en fødselsreaktion)

2: tag imod al den hjælp du kan få, f.eks fra din mor og din kæreste, med rengøring osv.

3: giv dig selv lov til at komme ud, uden barn ind imellem, lad din kæreste passe jeres barn og tag ud og hyg med nogle veninder i et par timer.

4: snak om din fødsel og jeres svære start, lige så meget som du har behov for, det har hjulpet mig meget

og så får du lige en  og synes det er stort at du tør være ærlig omkring det, der er mange der skjuler at de har haft en svær start, og gør det hele lyserødt, og jeg mener bestemt ikke at fødselsreaktioner skal være tabu.