SussieThyssen skriver:
Nu er det jo sådan, at man bliver det man kalder "personlig myndig" hvis man er under 16, når man får barnet, ellers så er man allerede personlig myndig, hvis man HAR passeret de 16, når man får barnet.
Det gælder for alle unge, når de bliver 16 år.
At være personlig myndig, indebærer at man IKKE skal have sine forældres tilladelse til fx at flytte hjemmefra, de kan ikke bestemme, hvilke studier m.v. man skal vælge, altså de fleste større personlige afgørelser i ens liv, og dermed, kan de heller ikke bestemme om man må se barnets far.
Men...man har faktisk også visse rettigheder, som man kan komme ret langt med, som personlig myndig.
Det er korrekt at forældrene stadig skal underskrive vigtige papirer m.v. når man er under 18, men hvis situationen går helt i hårdknude i hjemmet og med forældrene, så kan man via kommunen og statsamtet blive tildelt en personlig værge, som træder i forældres sted, og dermed klare de officielle underskrifter. Men det er altså noget, som man sammen med sin kommune og sagsbehandler skal ordne.
Så er der lige en anden side af sagen.
Hvis man som ung vælger at blive boende hjemme ved far og mor med sit barn, så skal man huske, at det er deres hjem, man bor i. I det øjeblik man har fået et barn og/eller er blevet personlig myndig, så forpligter det ikke forældrene at huse en, de har ret til at sparke en ud med fynd og klem, hvis man ikke vil følge husets regler, så enkelt er det.
Så hvis ens forældre ikke kan lide faderen til barnet, ja, så kan man heller ikke tvinge dem til at modtage ham i deres hjem.
Og så må man jo prøve at finde andre løsninger, enten ved at flytte hjemmefra eller ved at aftale møderne uden for hjemmet.
Men forbyde moderen og barnet at se barnets far, har de altså ingen ret til, kun at trække grænsen ved at modtage ham i deres eget hjem.
Håber dette kan opklare tingene lidt
Kærligst
Sussie
