Hvem skal bestemme antallet af børn?

Nu vi snakker så meget om børn og graviditet herinde i tiden (Hvilket i sig selv jo er ret så underligt for en babyside   ), hvem står så med det sidste ord i jeres forhold? Eller evt. kommende forhold?

Ville I være villige til at gå på kompromis med flere børn eller helt at skulle undvære flere børn, hvis det var sådan manden ville det?
Eller ville I sige "Ellers tak, så er det ikke os 2", hvis man vitterligt ikke kan blive enige.

Nu lyder det nok mere drabeligt end det er
Jeg tænker bare meget over det, da min kæreste har slemt travlt med at snakke sterilisation for hans vedkommende, da han IKKE ønsker flere børn overhovedet i en alder af 25 år.
Jeg derimod, synes det er en fesen ting at få gjort allerede - Både set fra et super egoistisk synspunkt (Nemlig MIT håb om en 3ér engang) og hvis han nu skulle fortryde og det ikke kan laves om.

Jeg bliver nok lidt trodsig og tøsefornærmet - For hvem siger egentlig at det er ham der skal bestemme hvor mange børn VI skal have?
Og hvem har nogensinde sagt at jeg skulle have min mening trumfet igennem? 

Nu er det ikke så meget min situation jeg ønsker drøftet, men mere hvordan I ville tackle eventuelle "uenigheder"

Tja det er jo det... Her ved os bliver det jo nok mig der må give mig, for jeg elsker sgu manden, og vil ikke miste ham... Så hellere nøjes (det er godt han ikke læser med)...

Men dengang vi skulle have Laura, satte jeg faktisk stolen for døren, for allerede der protesterede han... Men da han så fik besked på at finde et andet sted at bo hvis han ikke ville have børn kom han på andre tanker...

Men det vil jeg ikke gøre denne gang... Så hvis ikke han giver sig, tja så bliver det vil ham der bestemmer...

Jeg har det sådan at jeg vil ikke have børn med en mand der inderst inde ikke ønsker det. Vi har talt om tingene allerede nu og han siger 2, jeg siger 3 - men så har jeg det sådan at hvis han ikke vil have flere efter nummer to så er jeg heller ikke interesseret.

Et barn er som udgangspunkt ikke et soloprojekt, så hvis han ikke er med på den så bliver oplevelsen ikke så skøn som jeg ville ønske det. Som regel har man jo også et argument for hvorfor man ikke ønsker flere børn, og der synes jeg man skylder sin partner at respektere dette argument. Hvis man så snakker sammen om argumenterne for og imod og stadig ikke kan blive enige ville jeg acceptere at han har et standpunkt han står ved i stedet for at blive ved med at forsøge at overtale ham eller trække noget ned over hovedet på ham.

Man skal være ENIGE om at få et barn hvad end det er nummer 2, 3 eller 10

PS. Det skærer mig i hjertet at høre om disse teenagedrenge der har skrevet herinde på det sidste som har gjort sin kæreste gravid ved et uheld, men HELE beslutningen ligger i hendes hænder. Man skal være to til at skabe et barn, men åbenbart kun EN om at vælge at få en abort eller ikke. De stakkels fyre bliver straks stemplet som værende umodne og tarvelige og bliver beskyldt for at "tvinge / presse pigen til en abort" så snart de ytrer sig om hvad de ønsker.   Hun har magten til at vælge - ikkebare om hun vil være mor, men om han skal være far, og så forventer hun at han bare skal være KLAR og betale børnepenge fordi HUN bestemmer sig for at blive mor...

Det er i mine øjne langt mere modent at kunne erkende at man ikke er klar til at blive forælder end at vælge at få et barn fordi "det kunne være så sjovt / sødt / smukt" og så tilbyde sit barn ringere vilkår... (Uh det lød lidt hårdt og er ikke møntet på nogen speciel)

hmmmm ja det er et godt spørgsmål. Herhjemme snakker vi også om vi skal have nummer 2 eller om vi nøjes med ham vi har. Desværre kan ingen af os tage en beslutning om det ene eller det andet, så den hænger bare i luften. Jeg er lidt nervøs for om vi ender med hvert vores synspunkt. Men alt andet lige synes jeg ikke at Jesse skal "miste" sin far på bekostning af et ønske om en lillebror eller søster. Det mener jeg ikke jeg kan retfærdiggøre overfor ham.

Uha nu jeg jo så heldig at jeg har en mand der vil ha et helt fodbold hold hvis det er det jeg vil jeg vil dog bare have 3 lige nu   Men hvis han kom nu og sagde han ikke ville have flere PUHA det ville jeg have det svært med jeg elsker om over alt og tror os at jeg bare ville sige hmm godt så så skal vi ikke have flere børn men ved os at jeg ville blive MEGA ked af det. 

Men jeg synes godt nok os det er tidligt at få klippet strengen når man er 25 han kan jo nå at fortryde det 1000 gange og så det for sent.

Knus

Vi har hele tiden været enige om at skulle have fælles børn, selv om jeg har 2 dejlige piger, men det er da mest efter hans ønske for at han får nogen er er hans egne. Til gengæld har han giver mig fuldmagt over hvor mange det bliver til da det er mig der skal være gravid, for ikke at tale om selve fødslen.
Vi er nået frem til at vi nok skal have to mere.

Hvis jeg ikke havde børn og mødte en som ikke ville have børn, var det forhold simpelthen ikke det rette, så hård er jeg.

I dit tilfælde hvor du har børn, endda fælles børn med ham ville jeg nok bøje lidt mere af for ikke at ødelægge noget som fungerer. Men små hints og overtaleses forsøg er jo ikke ulovlige, det kan jo være han giver sig. Og vil give dig helt ret i at det er alt for tidligt for ham at blive sterilisret. Der er jo ingen garantier i livet og han kunne jo komme i den situation at han skulle ud og finde en ny som gerne ville have børn med ham osv.

jeg har det endelige ord mht born men manden giver da sit input men isidste ende er det mig, og det er manden iovrigt ok med

Børn skal da være ønsket af begge...man laver da ikke børn ellers...??

Her er vi enige......

Jeg har det sådan at jeg vil ikke have børn med en mand der inderst inde ikke ønsker det. Vi har talt om tingene allerede nu og han siger 2, jeg siger 3 - men så har jeg det sådan at hvis han ikke vil have flere efter nummer to så er jeg heller ikke interesseret.

Et barn er som udgangspunkt ikke et soloprojekt, så hvis han ikke er med på den så bliver oplevelsen ikke så skøn som jeg ville ønske det. Som regel har man jo også et argument for hvorfor man ikke ønsker flere børn, og der synes jeg man skylder sin partner at respektere dette argument. Hvis man så snakker sammen om argumenterne for og imod og stadig ikke kan blive enige ville jeg acceptere at han har et standpunkt han står ved i stedet for at blive ved med at forsøge at overtale ham eller trække noget ned over hovedet på ham.

Man skal være ENIGE om at få et barn hvad end det er nummer 2, 3 eller 10



Kunne ikke have skrevet det bedre selv