Er sgu træt af at blive talt efter munden!!

Hej mine kære baby.dk'ere. 

Jeg har bare lidt gylle jeg skal ud med. Først og fremmest vil jeg lige sige, jeg ved godt at jeg skal gøre noget ved det og tage en snak med dem der er impliceret. Sagen er den at jeg har noge venner. Vi kender efterhånden hinanden rigtig godt fordi vi snakker stort og småt om div emner. Sagen er så den at når det kommer til at jeg evt føler at der er noget jeg godt vil have råd til eller hjælp til så lukker de nærmest i og snakker om deres egne problemer i stedet.  

Eksempel. Lige for tiden er villads rigtig strid, han kaster sig ned på gulvet når ikke han får sin vilje eller når han har gang i noget som hangodt ved han ikke må, og vi tager ham i det eller tager ham væk fra det. Det kan være at han har sneget sig ud i køkkenet og sidder og roder i hundeskålene med hhv vand og tørfoder til hunden, eller piller ved knapperne til komfuret (vi har gas) og vaskemaskinen, fordi at han slukker den når den kører og så opdager vi det ikke og så kan tøjet stå der halvfærdigt kørt igennem programmet og vi skal starte forfra. Han er bare blevet en rigtig lille 'møgunge' nogengange, og keg syntes nogengange at jeg er i vildrede. Det er værst når vi er på besøg hos andre, han skal gerne pille i alt, og han ved godt han ikke må, og jeg føler virkelig at jeg har forsøgt at forklare ham det på dn korte måde. Nej og den pædagogiske måde med afledning osv. Det virker i ti minutter, men når han kan se sit snit så er det tilbage til det forbudte og det der faktisk er lidt farligt..!!! 

Nu tilbage tildetjeg gerne ville ud med. Fordi at selvom vores basse er en vildbasse er han også den dejligste dreng den sødeste dreng. Og alle de dejlige ting der kan siges om et andet menneske, men venner, vugger , familie osv når de ses med os, oplever ham næsten kun fra hans vilde side og derfor er fokus bare der på hans vilde side.  Og hver gang han er ude af øje er han igang med at lave ballade. 

Når jeg så kommer til mine venner/både fælles med kæresten og mine egne som ikke er fælles, og sidder der og føler jeg har behov for at tale med dem omkring hvordan jeg skal tackle det, så begynder de med at sige, ja sådan var min (indsæt navn) også. Og så er den prut slået og jeg sidder bare og føler at jeg bare skal lade som ingenting. 

Jeg har faktisk aldrig rigtig været i stand til at stå op for mig selv, og forklare andre hvordan jeg har det med den måde de behandler mig på. Men jeg kan bare mærke at jeg snart er ved at få nok... Jeg har fanme brug for at de kommer og siger hvis der er noget jeg gør med min søn som de evt mener jeg kunne gøre bedre. Jeg tror virkelig ikke bare min søn er så fræk bare fordi alle børn skal prøve grænser og så er de frække. Jeg har faktisk brug for at få råd  fra mine venner, de har jo været igennem det, hvad skal JEG gøre, istedetfor at begynde at fortælle om deres egne børn og hvad de gjorde! Tænk ud af bxen for cruing out loud!! Jeg er bare dårlig til at sige hvad jeg gerne vil have, og jeg ved godt det er det der skal til. Føler bare jeg bliver talt efter munden og så mister jeg sgu respekten for dem på en eller anden måde... Men de er sikkert lige så dårlige til det der som jeg er. Havde bare brug for at lukke lort ud... 

Skriver lige i tråden nu så jeg har en chance for at finde den imorgen når jeg kommer på computeren så skal jeg nok prøve at lade være med at snakke dig efter munden

Isabella_mor skriver:

Hej mine kære baby.dk'ere. 

Jeg har bare lidt gylle jeg skal ud med. Først og fremmest vil jeg lige sige, jeg ved godt at jeg skal gøre noget ved det og tage en snak med dem der er impliceret. Sagen er den at jeg har noge venner. Vi kender efterhånden hinanden rigtig godt fordi vi snakker stort og småt om div emner. Sagen er så den at når det kommer til at jeg evt føler at der er noget jeg godt vil have råd til eller hjælp til så lukker de nærmest i og snakker om deres egne problemer i stedet.  

Eksempel. Lige for tiden er villads rigtig strid, han kaster sig ned på gulvet når ikke han får sin vilje eller når han har gang i noget som hangodt ved han ikke må, og vi tager ham i det eller tager ham væk fra det. Det kan være at han har sneget sig ud i køkkenet og sidder og roder i hundeskålene med hhv vand og tørfoder til hunden, eller piller ved knapperne til komfuret (vi har gas) og vaskemaskinen, fordi at han slukker den når den kører og så opdager vi det ikke og så kan tøjet stå der halvfærdigt kørt igennem programmet og vi skal starte forfra. Han er bare blevet en rigtig lille 'møgunge' nogengange, og keg syntes nogengange at jeg er i vildrede. Det er værst når vi er på besøg hos andre, han skal gerne pille i alt, og han ved godt han ikke må, og jeg føler virkelig at jeg har forsøgt at forklare ham det på dn korte måde. Nej og den pædagogiske måde med afledning osv. Det virker i ti minutter, men når han kan se sit snit så er det tilbage til det forbudte og det der faktisk er lidt farligt..!!! 

Nu tilbage tildetjeg gerne ville ud med. Fordi at selvom vores basse er en vildbasse er han også den dejligste dreng den sødeste dreng. Og alle de dejlige ting der kan siges om et andet menneske, men venner, vugger , familie osv når de ses med os, oplever ham næsten kun fra hans vilde side og derfor er fokus bare der på hans vilde side.  Og hver gang han er ude af øje er han igang med at lave ballade. 

Når jeg så kommer til mine venner/både fælles med kæresten og mine egne som ikke er fælles, og sidder der og føler jeg har behov for at tale med dem omkring hvordan jeg skal tackle det, så begynder de med at sige, ja sådan var min (indsæt navn) også. Og så er den prut slået og jeg sidder bare og føler at jeg bare skal lade som ingenting. 

Jeg har faktisk aldrig rigtig været i stand til at stå op for mig selv, og forklare andre hvordan jeg har det med den måde de behandler mig på. Men jeg kan bare mærke at jeg snart er ved at få nok... Jeg har fanme brug for at de kommer og siger hvis der er noget jeg gør med min søn som de evt mener jeg kunne gøre bedre. Jeg tror virkelig ikke bare min søn er så fræk bare fordi alle børn skal prøve grænser og så er de frække. Jeg har faktisk brug for at få råd  fra mine venner, de har jo været igennem det, hvad skal JEG gøre, istedetfor at begynde at fortælle om deres egne børn og hvad de gjorde! Tænk ud af bxen for cruing out loud!! Jeg er bare dårlig til at sige hvad jeg gerne vil have, og jeg ved godt det er det der skal til. Føler bare jeg bliver talt efter munden og så mister jeg sgu respekten for dem på en eller anden måde... Men de er sikkert lige så dårlige til det der som jeg er. Havde bare brug for at lukke lort ud... 

Jeg kan desværre ikke rigtig komme med så mange gode råd, men jeg tror ikke dine/jeres venner gør det i ond mening, men mere for at sige, at du gør det rigtig godt, og at de har været igennem en tilsvaende periode, så det ikke er noget du gør forkert

An&Jo skrev et indlæg for et par dage siden omhandlende nogle af de konflikter man åbenbart får, og det var helt tydeligt, at hun ikke var alene om det der er mange der har det sådan!

Jeg kan som sagt ikke rigtig give dig gode råd, men hvis du forsøger at aflede ham med noget andet, så kan du vel ikke gøre så meget mere?

Håber du får sagt til dine venner, at de rigtig gerne må komme med gode råd, hvis de har nogle, for jeg synes personligt, at det kan være virkelig svært, at rådgive andre om børneopdragelse, fordi det er noget af en balancekunst ikke at træde nogle over tæerne, og få det til at lyde bedrevidende eller at nogle kan opfatte det som om, de ikke gør det godt nok...

Stort til dig

Jamen DET ER jo helt normalt, alle børn/forældre går det jo igennem i større eller mindre grad. Hvad skal man sige?

Tror du fik klippet den lidt for tidligt der

Altså, jeg kan starte trælst, og sige, at sådan er det også med min den ældste især... Eller det var sådan... Lige fra han lærte at gå, pillede han bare i ALT og han nægtede simpelthen at stoppe, uanset om jeg var sød, lod som ingenting, sagde nej, forklarede hvor farligt det var, afledte ham, eller fjernede ham. Hvadenten det var med hård eller blød hånd...

Jeg tror, at nogle børn ER sådan. De er simpelthen modige, og ved at du kan kun gøre "så meget" ved det. Plus, de har bare sådan nogle jernHenrik hænder. De MÅ bare pille, og trykke påd en forbudte knap, fordi den er der jo,og det er en knap, den KALDER ligefrem

Nåh, men, den store smed sig ikke ned, han fortsatte bare altid lystigt hvor han slap....

Den lille til gengæld, uuuuh hvor han smed sig. Han er ikke lige så ihærdig som den store, med at gå tilbage til de ting man har fjernet ham fra. Til gengæld smider han sig på gulvet...

Mit bedste råd, og det råd som jeg selv altid har fået er, at lade ham kaste sig. Når du har fjernet ham fra det han ikke må, og han så kaster sig, så skal han IKKE have mere opmærksomhed. 

Altså, han skal ikke have opmærksomhed for at kaste sig ned...

I de flestes tilfælde skulle det så gå over, forholdsvist hurtigt, når bare du er standhaftig, og holder fast i at "du ikke kan se skaberiet". På den måde får han ikke opmærksomhed, og oprejsning af at skabe sig over at få nej til ting man bare ikke må...

Min gjorde, og gør det konstant, så her hos os har det som sådan ikkehjulpet at lade ham være. Han er 3½ nu, den lille, som smider sig, ved hver en lejlighed han får. Så på sin vis kan man vel sige at det virkede ikke, for han gør det jo stadig. Men på den anden side, hvis jeg havde givet ham opmærksomhed, for at smide sig i vrede og protest og hyle krokodilletårer, så var han sikkert meget værre nu. Altså, så havde han muligvis fået et hysterisk anfald oveni, for at prøve at køremig der ud, hvor man kan få sin vilje alligevel...

Igen, det bedste råd jeg har fået, og kan give til dig. Lad ham være. Lad ham ligge og skrige. Sig evt. til ham, at hvis han bare skal ligge og skrige, så kan han blive der til han er færdig, for det gider du ikke være med til.

Uanset hvor han gør det, så slip ham, og gå fra ham... Ikke flere kilometer væk, men gå i et andet rum, så han ved, at du ikke spilder din tid på det teaterstykke han har gang i der, og at han ikke kommer videre med den opførsel.

Når han så er færdig, og kommer tilbage, for det gør han (selv min den store gør det) kan du jo prøve at forklare, i øjenhøjde, at du ikke kan snakke med ham når han opfører sig sådan. At det er bedre at bruge ord. Og at når du siger nej til noget, så kan det være fordi det måske er en farlig ting, eller det kan være noget der kan gå i stykker.

Ja du ved. Lad ham te sig, EFTER du har fjernet ham fra det forbudte, og tal så med ham bagefter. 

Nogle gange, vhis vi er hos min olde, og Felix skaber sig sådan der (han har nemlig tilføjet et utroligt højt hyl og tårer med voldsom lyd) så sætter jeg ham ud i gangen, og siger at han gerne må komme ind, når han er færdig med at være sur, fordi vi gider ikke høre på den larm/se på det skaberi.

Når han så åbner døren, så spørger jeg om han er færdig med at være sur. Nogle gange siger han nej, og lukker selv døren, og blive rvæk 5 sekunder længere, og så kommer han tilbage og siger han ikke er sur mere. Og så kan jeg fortælle ham dit og dat om hvorfor og hvorfor ikke

Isabella_mor skriver:

 Jeg har faktisk brug for at få råd  fra mine venner, de har jo været igennem det, hvad skal JEG gøre, istedetfor at begynde at fortælle om deres egne børn og hvad de gjorde! Tænk ud af bxen for cruing out loud!! 

Forresten, du siger det selv lige her....

De har prøvet det alle sammen, og været igennem det samme...

har du overvejet, at demåske bare ikke har nogle gode råd? at de selv var i vildrede? At de lidt holder det som en hemmelighed, at deres børn stadig er sådan? Eller at de var så heldige, at børnene simpelthen voksede fra det?

Igen, de har alle sammen SELV været igennem det, de har jo kun deres egne tilfælde at sammenligne med

har du prøvet at gøre det sådan kun på tomandshånd? Altså dig og 1 veninde. Så det ikke ender i sådan en omgang hønsegård, hvor alle skal fortælle det samme, og samtalen ikke når at komme til det essentielle, som er svaret på dit spørgsmåljo

Ellers så afbryd dem, og sig "jamen havd gjorde i så, nar han/hun opførte sig sådan?" ----- "hvordan fik i sat en stopper for det?"

mariamiss6 skriver:

Tror du fik klippet den lidt for tidligt der

Altså, jeg kan starte trælst, og sige, at sådan er det også med min den ældste især... Eller det var sådan... Lige fra han lærte at gå, pillede han bare i ALT og han nægtede simpelthen at stoppe, uanset om jeg var sød, lod som ingenting, sagde nej, forklarede hvor farligt det var, afledte ham, eller fjernede ham. Hvadenten det var med hård eller blød hånd...

Jeg tror, at nogle børn ER sådan. De er simpelthen modige, og ved at du kan kun gøre "så meget" ved det. Plus, de har bare sådan nogle jernHenrik hænder. De MÅ bare pille, og trykke påd en forbudte knap, fordi den er der jo,og det er en knap, den KALDER ligefrem

Nåh, men, den store smed sig ikke ned, han fortsatte bare altid lystigt hvor han slap....

Den lille til gengæld, uuuuh hvor han smed sig. Han er ikke lige så ihærdig som den store, med at gå tilbage til de ting man har fjernet ham fra. Til gengæld smider han sig på gulvet...

Mit bedste råd, og det råd som jeg selv altid har fået er, at lade ham kaste sig. Når du har fjernet ham fra det han ikke må, og han så kaster sig, så skal han IKKE have mere opmærksomhed. 

Altså, han skal ikke have opmærksomhed for at kaste sig ned...

I de flestes tilfælde skulle det så gå over, forholdsvist hurtigt, når bare du er standhaftig, og holder fast i at "du ikke kan se skaberiet". På den måde får han ikke opmærksomhed, og oprejsning af at skabe sig over at få nej til ting man bare ikke må...

Min gjorde, og gør det konstant, så her hos os har det som sådan ikkehjulpet at lade ham være. Han er 3½ nu, den lille, som smider sig, ved hver en lejlighed han får. Så på sin vis kan man vel sige at det virkede ikke, for han gør det jo stadig. Men på den anden side, hvis jeg havde givet ham opmærksomhed, for at smide sig i vrede og protest og hyle krokodilletårer, så var han sikkert meget værre nu. Altså, så havde han muligvis fået et hysterisk anfald oveni, for at prøve at køremig der ud, hvor man kan få sin vilje alligevel...

Igen, det bedste råd jeg har fået, og kan give til dig. Lad ham være. Lad ham ligge og skrige. Sig evt. til ham, at hvis han bare skal ligge og skrige, så kan han blive der til han er færdig, for det gider du ikke være med til.

Uanset hvor han gør det, så slip ham, og gå fra ham... Ikke flere kilometer væk, men gå i et andet rum, så han ved, at du ikke spilder din tid på det teaterstykke han har gang i der, og at han ikke kommer videre med den opførsel.

Når han så er færdig, og kommer tilbage, for det gør han (selv min den store gør det) kan du jo prøve at forklare, i øjenhøjde, at du ikke kan snakke med ham når han opfører sig sådan. At det er bedre at bruge ord. Og at når du siger nej til noget, så kan det være fordi det måske er en farlig ting, eller det kan være noget der kan gå i stykker.

Ja du ved. Lad ham te sig, EFTER du har fjernet ham fra det forbudte, og tal så med ham bagefter. 

Nogle gange, vhis vi er hos min olde, og Felix skaber sig sådan der (han har nemlig tilføjet et utroligt højt hyl og tårer med voldsom lyd) så sætter jeg ham ud i gangen, og siger at han gerne må komme ind, når han er færdig med at være sur, fordi vi gider ikke høre på den larm/se på det skaberi.

Når han så åbner døren, så spørger jeg om han er færdig med at være sur. Nogle gange siger han nej, og lukker selv døren, og blive rvæk 5 sekunder længere, og så kommer han tilbage og siger han ikke er sur mere. Og så kan jeg fortælle ham dit og dat om hvorfor og hvorfor ikke

Ja min telefon glippede lige, dumme iphone..!!

TAk for rådet , det gør vi også, eller vi lader ham bare skabe sig, nogle gange sker det at han kaster sig så vårdt at han faktisk slår sig, så må vi tage ham op og trøste. Man kan heldigvis høre og se hvornår det er skaberi og hvornår det er ægte. Og der virker da også. Vi plejer så også at gå ned og forklare ham hvorfor han f.eks ikke må putte mors nøgler ind i det gamle telefonstik, eller at han ikke må pille ved hundens mad fordi det er obi's mad.

Og et hysterianfald kan vare alt i alt fra 5 sekunder til 10 minutter hvor han bare kan ligge på gulvet og skabe sig. Men kender du det!! Jeg er såååååå frygtelig bange for at svigte ham, Jeg føler at keg svigter ham ved at ignorere ham når han skaber sig, men jeg ved at jeg svigter ham mere ved at give ham opmærksomheden når han skaber sig, netop fordi at børn er sådan indrettet at giver dem der er omkring dem efter, så kommer de jo aldrig til at lære grænser. Så det kan godt føles som pest eller kolera nogle gange, og andre gange kan det være svært at holde hovedet koldt. 

Og så bliver jeg jo også smadder træls. Så kan jeg komme til at anagw af kæresten, hunden er træls forsi han heletiden snorker ( han er en mops det er sådan noget se gør, det kan de ikke lade være med) jeg bliver nærmest pre pms!! Sure mor. Ikke fedt for nogen. 

mariamiss6 skriver:

Forresten, du siger det selv lige her....

De har prøvet det alle sammen, og været igennem det samme...

har du overvejet, at demåske bare ikke har nogle gode råd? at de selv var i vildrede? At de lidt holder det som en hemmelighed, at deres børn stadig er sådan? Eller at de var så heldige, at børnene simpelthen voksede fra det?

Igen, de har alle sammen SELV været igennem det, de har jo kun deres egne tilfælde at sammenligne med

har du prøvet at gøre det sådan kun på tomandshånd? Altså dig og 1 veninde. Så det ikke ender i sådan en omgang hønsegård, hvor alle skal fortælle det samme, og samtalen ikke når at komme til det essentielle, som er svaret på dit spørgsmåljo

Ellers så afbryd dem, og sig "jamen havd gjorde i så, nar han/hun opførte sig sådan?" ----- "hvordan fik i sat en stopper for det?"

Det er et vennepar.. 

Ja jeg ved sgu ikke. Har jo snart ikke nogle rigtige venninder længere. Fordi jeg har haft det som jeg har haft det med stress og sådan noget, så har overskudet ikke rigtig været der til at ses med venninderne til kaffe eller hvad man nu skal. Jeg har lige haft sådan en periode hvor jeg helst bare gerne ville være hjemme, så har ikke trænet i snart to eller tre uger. Men jeg regner jo med at vende stærkt tilbage igen på den front lige så snart jeg kommer i omdrejninger igen, for så sker der noget og så laver jeg noget og så får jeg mere energi 

Isabella_mor skriver:

Ja min telefon glippede lige, dumme iphone..!!

TAk for rådet , det gør vi også, eller vi lader ham bare skabe sig, nogle gange sker det at han kaster sig så vårdt at han faktisk slår sig, så må vi tage ham op og trøste. Man kan heldigvis høre og se hvornår det er skaberi og hvornår det er ægte. Og der virker da også. Vi plejer så også at gå ned og forklare ham hvorfor han f.eks ikke må putte mors nøgler ind i det gamle telefonstik, eller at han ikke må pille ved hundens mad fordi det er obi's mad.

Og et hysterianfald kan vare alt i alt fra 5 sekunder til 10 minutter hvor han bare kan ligge på gulvet og skabe sig. Men kender du det!! Jeg er såååååå frygtelig bange for at svigte ham, Jeg føler at keg svigter ham ved at ignorere ham når han skaber sig, men jeg ved at jeg svigter ham mere ved at give ham opmærksomheden når han skaber sig, netop fordi at børn er sådan indrettet at giver dem der er omkring dem efter, så kommer de jo aldrig til at lære grænser. Så det kan godt føles som pest eller kolera nogle gange, og andre gange kan det være svært at holde hovedet koldt. 

Og så bliver jeg jo også smadder træls. Så kan jeg komme til at anagw af kæresten, hunden er træls forsi han heletiden snorker ( han er en mops det er sådan noget se gør, det kan de ikke lade være med) jeg bliver nærmest pre pms!! Sure mor. Ikke fedt for nogen. 

Jeg kan godt forstå det er træls... Som sagt mine to drenge er staidg hyperstride... Og jege r kun mig til at ordne det, og jeg er oven i købet bunddeprimeret 120% af tiden, så jeg ER ikke nogen humørbombe....

Så jeg kan sagtens forstå hvordan du føler at du er pre-pms, så pms, og så mens, og så forfra

Men altså, hvis han kommer til skade nogen gange, når han kaster sig, så se om du ikke kan nå at få fat i ham, holde ham i hånden elle rnoget, inden han smider sig. Så kan han smide sig mens du holder ham i hånden, og når han så ligger så han ikke kan slå sig, så giver du slip og går din vej, mens du fortæller at det vil du ikke være med til (med dine mest pædagogisk korrekte ord selvfølgelig).

Hvis han smider sig, mens han er oppe hos dig (jeg tænker du forstår hvad jeg mener hehe) kan du jo gå hen til det sted, hvor man gerne må være sur lige så længe man vil (værelset, gangen, du ved, det sted hvor du ikk ebehøver opholde dig lige pt.) og så sætte ham ned stille og roligt, og igen fortælle at han kan bare komme ind til dig, når han er færdig med at være vred, og gerne vil snakke dig.

På den måde kommer hanikke tils kade, men får heller ikke opmærksomhed for at smide sig. 

Det er helt i orden at afbøde et fald, måske kan du jo risikere at afbryde anfaldet også. Men hvis du ikke får afbrudt anfaldet i løbet af den tid han forsøger at smide sig, så skal du lade ham lande lige så forsigtigt, og så gå fra ham, og tage den der fra...

Hvis han er standhaftig, og bare bliver liggende midt på stuegulvet i rigtig lang tid (5-10 minutter) kan du jo gå hen til ham, og spørge noget i retning af, om han ikke godt liige vil stoppe, så i kan snakke sammen... Hvis han så accelerer sit anfald lige der, eller slet og ret ikke hører dig, kand u samle ham op, og sætte ham der hen hvor han gerne må være vred. Så du kan få ørenlyd.

Han skal nok komme tilbage. Det er jo ikke særligt sjovt for ham at ligge og være sur alene et eller andet sted, mens du går rundt og er hyggelig, eller giver hunden positiv opmærksomhed  

Hvis han bliver stille derude, men stadig ikke kommer tilbage, kan du jo godt gå ud til ham, og spørge om han er færdig med at være vred, så han kan komme ind igen... Der kan kun ske 1 af 2 ting. Enten er han ikke færdig, så fanger du nok temmelig hurtigt budskabet, eller også vil han møde dig positivt, måske trist, men ikke vred. Og SÅ kan du stadig godt møde ham positivt jo. 

altså, hvis han bliver stille, på sit vrede sted, er det også okay at DU tager det første skridt. Så er det sådan en 50/50 løsning, hvor ingen af jer går på kompromis. Det er også fint at vise ham, at du sagtens kan tage det første skridt, selvom det er ham der var vred. Du skal bare ikke gøre det hvis han fortsætter i vreden. 

Øhm, fik jeg lige gjort det alt for indviklet der? DEt er sådan en evne jeg har nemlig

Kom her hjem en dag, så skal du se ustyrlige unger

Isabella_mor skriver:

Ja min telefon glippede lige, dumme iphone..!!

TAk for rådet , det gør vi også, eller vi lader ham bare skabe sig, nogle gange sker det at han kaster sig så vårdt at han faktisk slår sig, så må vi tage ham op og trøste. Man kan heldigvis høre og se hvornår det er skaberi og hvornår det er ægte. Og der virker da også. Vi plejer så også at gå ned og forklare ham hvorfor han f.eks ikke må putte mors nøgler ind i det gamle telefonstik, eller at han ikke må pille ved hundens mad fordi det er obi's mad.

Og et hysterianfald kan vare alt i alt fra 5 sekunder til 10 minutter hvor han bare kan ligge på gulvet og skabe sig. Men kender du det!! Jeg er såååååå frygtelig bange for at svigte ham, Jeg føler at keg svigter ham ved at ignorere ham når han skaber sig, men jeg ved at jeg svigter ham mere ved at give ham opmærksomheden når han skaber sig, netop fordi at børn er sådan indrettet at giver dem der er omkring dem efter, så kommer de jo aldrig til at lære grænser. Så det kan godt føles som pest eller kolera nogle gange, og andre gange kan det være svært at holde hovedet koldt. 

Og så bliver jeg jo også smadder træls. Så kan jeg komme til at anagw af kæresten, hunden er træls forsi han heletiden snorker ( han er en mops det er sådan noget se gør, det kan de ikke lade være med) jeg bliver nærmest pre pms!! Sure mor. Ikke fedt for nogen. 

Jeg kan godt forstå det er træls... Som sagt mine to drenge er staidg hyperstride... Og jege r kun mig til at ordne det, og jeg er oven i købet bunddeprimeret 120% af tiden, så jeg ER ikke nogen humørbombe....

Så jeg kan sagtens forstå hvordan du føler at du er pre-pms, så pms, og så mens, og så forfra

Men altså, hvis han kommer til skade nogen gange, når han kaster sig, så se om du ikke kan nå at få fat i ham, holde ham i hånden elle rnoget, inden han smider sig. Så kan han smide sig mens du holder ham i hånden, og når han så ligger så han ikke kan slå sig, så giver du slip og går din vej, mens du fortæller at det vil du ikke være med til (med dine mest pædagogisk korrekte ord selvfølgelig).

Hvis han smider sig, mens han er oppe hos dig (jeg tænker du forstår hvad jeg mener hehe) kan du jo gå hen til det sted, hvor man gerne må være sur lige så længe man vil (værelset, gangen, du ved, det sted hvor du ikk ebehøver opholde dig lige pt.) og så sætte ham ned stille og roligt, og igen fortælle at han kan bare komme ind til dig, når han er færdig med at være vred, og gerne vil snakke dig.

På den måde kommer hanikke tils kade, men får heller ikke opmærksomhed for at smide sig. 

Det er helt i orden at afbøde et fald, måske kan du jo risikere at afbryde anfaldet også. Men hvis du ikke får afbrudt anfaldet i løbet af den tid han forsøger at smide sig, så skal du lade ham lande lige så forsigtigt, og så gå fra ham, og tage den der fra...

Hvis han er standhaftig, og bare bliver liggende midt på stuegulvet i rigtig lang tid (5-10 minutter) kan du jo gå hen til ham, og spørge noget i retning af, om han ikke godt liige vil stoppe, så i kan snakke sammen... Hvis han så accelerer sit anfald lige der, eller slet og ret ikke hører dig, kand u samle ham op, og sætte ham der hen hvor han gerne må være vred. Så du kan få ørenlyd.

Han skal nok komme tilbage. Det er jo ikke særligt sjovt for ham at ligge og være sur alene et eller andet sted, mens du går rundt og er hyggelig, eller giver hunden positiv opmærksomhed  

Hvis han bliver stille derude, men stadig ikke kommer tilbage, kan du jo godt gå ud til ham, og spørge om han er færdig med at være vred, så han kan komme ind igen... Der kan kun ske 1 af 2 ting. Enten er han ikke færdig, så fanger du nok temmelig hurtigt budskabet, eller også vil han møde dig positivt, måske trist, men ikke vred. Og SÅ kan du stadig godt møde ham positivt jo. 

altså, hvis han bliver stille, på sit vrede sted, er det også okay at DU tager det første skridt. Så er det sådan en 50/50 løsning, hvor ingen af jer går på kompromis. Det er også fint at vise ham, at du sagtens kan tage det første skridt, selvom det er ham der var vred. Du skal bare ikke gøre det hvis han fortsætter i vreden. 

Øhm, fik jeg lige gjort det alt for indviklet der? DEt er sådan en evne jeg har nemlig

Kom her hjem en dag, så skal du se ustyrlige unger