Anonym skriver:
Jeg har haft dialog ang afslutning af forholdet mellem, min far/hans kæreste, og så mig
Jeg ville meget glad hvis i ville give noget respons, på denne samtale, og om der var noget der kunne være gjort anderledes, eller i det hele taget bare den dialog der har været, da jeg føler mig pænt trådt over tæerne hvilket, jeg ikke ved om jeg føler pga situationen, eller om det er reelt. Har kommenteret undervejs, hvor jeg følte der krævede lidt forklaring, fra min side...... På forhånd tak, ville blive meget glad hvis i ville kommentere, har virkelig brug for at få dette vendt 
Modtaget ønskeseddel fra min far, svaret blev dette brev, efter jeg også havde sendt en sms hvor der stod jeg ikke længere ønskede kontakt, efter en telefon samtale vi havde
Hej Far
Da jeg har modtaget en ønskeseddel fra jer, skriver jeg tilbage, for at meddele, at jeg ikke sender en ønskeliste retur. Vi ønsker ikke at være på gave, hverken til jul eller fødselsdag.
Jeg holder fast i min beslutning, som jeg sendte via sms i tirsdags. Jeg kan ikke blive ved at være i et far/datter forhold, hvor der bla kun kan findes tid til os, hver 4-6 uge. Det er hverken fair overfor os eller vores søn, og slet ikke når man tager de forventninger der er til os, i betragtning. Gennem årene har der været mange problemer og har ved de fleste, følt at der ingen løsning var. Vi er meget forskellige personer og har ikke rigtig følt der var plads til at jeg kunne være den jeg er, og ofte endte besøg hos dig og X (min far og hans kæreste), med mange følelser, og de fleste var desværre ikke gode. Jeg har ofte været ked af det, og ikke følt mig respekteret eller accepteret, men mere kritiseret når jeg gjorde ting på min egen måde, og at jeg ikke kunne gøre noget godt nok, og følelsen har bestemt ikke været mindre, efter jeg er blevet mor. Måden der konstant skulle spørges på med gentagne spørgsmål, til både de indirekte og meget direkte måder at kritisere tingene på. Det har bestemt heller ikke været rart at føle, at ens egen far var langt mere interesseret i egne interesser. selvom det det var på bekostning af jeg blev såret. Det var sikkert ikke bevidst, men det sårede alligevel enormt meget, at når jeg prøvede at sige fra, blev det langt fra accepteret. Det var hver gang meget ubehageligt, specielt når man bare prøvede at sige fra. Jeg har fået mange grimme gloser med på vejen, ord fra jer, som ramte hårdt, uden mulighed for at blive lyttet til, og hvad de gjorde ved en. Mange gange har jeg fået at vide at jeg er en dårlig datter, tarvelig, uretfærdig, hvor meget jeg sårede dig, men det var aldrig tænkeligt at jeg blev såret, Mine følelser var ikke reelle. Det har gjort det utrolig svært, og ofte ønskede jeg at sige stop. Det har langt fra været nemt, men føler at nu må jeg sige fra en gang for alle. Alle de kampe slider og giver kun en masse negativt. Jeg har en familie at tage mig af, og vil hellere bruge energien på at få en masse positivt, end være ked af forholdet til min far, som ikke ser ud til at kunne ændres. Der er mange grunde til min beslutning, og har givet mange chancer. På baggrund af min beslutning, ønsker vi heller ikke at i deltager i vores bryllup, da vi ikke ønsker kontakt fremadrettet. Jeg vil dog ikke afvise at der ikke kan genskabes et forhold mellem os i fremtiden, men det kræver mange ændringer, før dette evt. ville kunne lade sig gøre.
Jeg håber du vil respektere min beslutning, og at jeg betragter dette, som værende en sag, mellem dig og mig.
Hilsen (Datter)
Min far kom på kort visit, i 10 min, 5 brugte han på dårlige bortforklaringer om hvorfor han havde smidt røret på under vores telefonsamtale og sige at jeg nu måtte vise hensyn og at han havde ih åh så travlt, derefter brugte han 5 på at snakke kamera ????? slutte af med at så kunne han da lige komme ned en eftermiddag med kage?
sendte denne sms til ham efterfølgende:
Har tænkt lidt efter du var her, og synes jeg prøvede at forklare, men druknede lidt i undskyldninger (hans) og føler ikke rigtig mit budskab er kommet igennem.Jeg holder stadig fast i mit brev. Det hele kan ikke løses på 10 min og en eftermiddag med kage. Jeg gav det en ekstra chance, ved at du kom, og det er ok i har travlt, og følte jo heller ikke i har haft tid, men kan ikke være med til der ikke er tid til os. jeg er nød til at passe på mig selv og er nød til at holde fast i min beslutning om at sige fra, især så længe at jeg ikke føler der sker nogle ændringer.Du behøver heller ikke komme uventet forbi, for det ændrer ikke situationen. Specielt ikke med det faktum, at du gav klart udtryk for der ikke ville være nogle ændringer på flere områder som skaber flest problemer, og at du havde svært ved overhovedet at kunne se at det overhovedet kunne være et problem. Dit besøg bekræftede mig desværre kun i at jeg føler, at jeg på nuværende tidspunkt har taget den rigtige beslutning.
Derefter fik jeg dette brev fra X (Min fars kæreste)
Hej (Datter)
Ja nu blander heksen sig igen. Jeg forventer sådan set ikke at du gider at læse dette, men nu gør jeg dette alligevel. For som du sikkert har erfaret har enhver sag to sider. Nogen gange tror jeg at du glemmer dette. Vi har det sidste års tid hørt på adskillige ting, som både din far og jeg bagefter med stor undren har erfaret at vi har gjort galt, uden at få en chance til at forklare os. Nok mest fordi vi ikke har orket diskussionen med dig. Vi mente ikke at det var værd at bruge tid på.
Ja det er mægtig irriterende når jeg blander mig når din far taler i tlf. med dig. Din far har ikke, ligesom dig selv valgt, at han har en dårlig hukommelse ( har ikke dårlig hukommelse). Så når han ringer til dig for at aftale en dag til et besøg, og du så ikke kan nogen af de dage, han foreslår. Så spørger han mig, hvis du husker, og så må jeg åbenbart ikke sige noget, og jeg kan da slet ikke tillade mig at undre mig over, hvad du da har så travlt med. For når jeg siger dette så tolker du det straks som noget negativt.( han ringede efter 6 uger, og ville have aftalt dag, havde travlt de næste 14 dage, og prøvede at rykke for at det kunne passe, men den ene uge skulle han arbejde(vikar), og samtidig havde han andre ting, og da jeg foreslog fredag, kunne han ikke da han skulle gøre rent, da de fik gæster lørdag, så prøvede at imødekomme, og spurgte om vi skulle aftale en tid længere fremme, men det var der ikke interesse for, hvor jeg så surt fik beskeden fra baggrunden: hvad kan du have så travlt med at du ikke kan afsætte en time af til din far !!!!)
Det samme gør du når vi undres over noget med hensyn til din søn. Før du fik din søn kunne vi godt tillade os at diskutere børneopdragelse uden at det var noget problem. Det har jeg dog erfaret er helt umuligt, for alt hvad jeg siger tolkes som om at, du tror at jeg vil have dig til at gøre tingene på en anden måde. Hvis du tror, at jeg tror, at jeg kan få dig til at ændre noget på din i øvrigt fornuftige måde at behandle din søn på, så er du godt nok meget naiv. Men det betyder vel heller ikke, at jeg ikke må sige noget eller undres over noget, der er ændret, siden jeg havde små børn. Du tolker alt hvad jeg, vi siger som et personligt angreb på din måde at gøre tingene på.(kan sagtens diskutere børneopdragelse, men når man konstant får de samme spørgsmål igen og igen, og ens svar ikke er godt nok, og der konstant bliver stilt spørgsmål til alt man gør, er det en smule trættende i længden)
Da i fik din søn var vi for hurtige til at komme på hospitalet . Det vores fejl. Det lå ingen fejl i, at (min mand) kunne have skrevet en SMS, hvor der stod vi har fået en dreng, (datter) er meget træt og vi ønsker ikke besøg før om eftermiddagen. Tænk sig, det går du stadig og er sur over. Nu hører jeg så lige at vi også skulle have prøvet at presse dig til at komme til din fars fødselsdag. Er der da slet ingen grænser for, hvad vi skal stå model til af beskyldninger. Det vi betragter som en hjælp til at vise dig en måde, hvorpå du kunne være med på hvis du var i stand til. Det er åbenbart blevet til et pres. (datter) du er meget svær at omgås. Du overreagerer og misforstår alt hvad vi siger. Du siger at du skal passe på dig selv, gør man det ved at stille regler for andre som man ikke en gang selv kan holde. Du dyrker det at skabe splid i stedet for at forsøge at tro på, at det du gør, er godt nok, men deri ligger der også det at andre tillades at de godt må sige deres mening, også selv om den er anderledes end din.(min mand skrev sms, hvilket hun senere har kommet til at sige, og jeg fik kejsersnit akut midt om natten efter 1½ døgn, og så kom de uanmeldt på sygehuset kl 10, og stod senere og diskuterede og skældte personalet ud, da jeg skulle se min søn, da de ikke måtte komme ind, da han lå på neo i kuvøse, og de braste så ind alligevel, derefter spurgte de konstant om vi ikke kom, og vi kunne jo bare tage vores søn med et par timer, hvilket vi forklarede ikke var muligt da han lå på neo, og senere ville de have os til at komme uden ham, hvilket heller ikke var muligt, og så ville kæresten have jeg (datter) skulle indtale en tale for min far på video, selvom jeg lignede ...... og sad i hospitalstøj)
Du føler dig forsømt(nej, ved ikke hvor hun har det fra), og når din far fortæller dig at han har haft et travlt år, så lyver han og prioterer ikke dig godt nok. Du tror at vi besøger (min fars kærestes børn) (nej har jeg aldrig givet udtryk for, og altid besøgt dme ofte inden jeg fik barn, hvor jeg efter episoden, mente min far måtte vise, han gad os)meget mere end dig. Nej det gør vi ikke, men de kan godt selv finde på at komme på besøg. Siden du har fået din søn, er det åbenbart blevet helt umuligt for dig at komme her. (datter), den går begge veje(enig, og var altid mig som skulle komme og holde kontakt, med mindre jeg skulle stille op til noget familietamtam, og ville vide om han ønskede mig, men der var ingen kontakt fra hans side). Desuden er det rigtigt, din far har haft meget at se til, nok også mere end du aner. Når din far er på arbejde er det 12 timer ad gangen. Du kan jo se hvor meget, du selv ville orke når du har været på arbejde i 4 * 12 timer. Det svarer til 5 dage, hvor man intet andet når end at sove og gå på arbejde. Desuden har han ca. 2 gange om ugen skullet hjælpe med (min fars mor). Når han så har forsøgt at aftale noget med dig ja så har det været svært.(det er selvfølgelig svært, især hvis man ringer, på dag 9 ud af 10 frihedsdage, hvor han forventer jeg kan på dag 10, og bliver meget skuffet, hvis jeg ikke kan smide alt, hvilket ikke altid er muligt) Alt det vrøvl med at man ikke kan have et forhold til sit barnebarn, hvis man ikke ser det oftere. Sludder. (kærestens børn) har et virkeligt godt forhold til deres Farmor og Farfar Selv om der godt kunne gå 2 måneder imellem at de så hinanden. Din far orker ikke ret meget nej, men der ligner du jo ham. Tror du ikke det handler om at det du ikke kan lide ved dig selv er de sider hvor du ligner din far mest.(min holdning er dte er godt at se dem relativt ofte, og vise interesse når man er med børnenene, mens de er små, og så var der også et ønske fra min side, han viste interesse i os, fremfor titlen som bedsteforældre, og kun komme for at optage video og tage billeder)
Det er lidt svært at forstå, at der hele tiden skal tages specielle hensyn til dig(hvilket der ikke skal) samt at du skal tales til på en anden måde, end man kan tale til alle andre. Vi ved godt at du er gravid og har det hårdt, men derfra til at du så skal have lov til at komme med urimelige påstande der er altså en grænse. Så er det selvfølgelig dit valg om du gider se os, det er helt op til dig, men jeg vil bare lige sige at du det sidste år har trukket meget store veksler på din fars og min tålmodighed.
Prøv lige at forestille dig, at dig og din mand engang bliver skilt, din mand finder en ny kone, Når din søn bliver lidt ældre opgiver han på facebook, at den nye kone er hans mor. Det er, hvad du byder din far. Du skriver at din far er (min stedfar). En lille ubetydelig ting for dig, men det betyder noget for din far og han har ikke sagt noget. Nej for han gad ikke diskutere det med dig. Men han siger, at han er meget såret over det. Han føler hele tiden, at han ikke er god nok til dig. Du fortæller ham aldrig, når du har brug for ham, først bagefter fortæller du ham, at du er sur over, at han ikke hjalp dig, men det handler også om at du lukker munden op og siger til hvad du ønsker, han kan ikke gætte det. Det er også rigtig at han nogen gange siger, at han ikke har tid, men ligesom dig føler han sig stresset, når der er for mange ting. Hvilket du da burde være den første til at forstå.( skal lige siges, min stedfar har boet hos os siden jeg var 1½ og derfor altid har set ham som værende min far, da min biologiske far har været meget fraværende, og nu er hverken min biologiske far eller hans kæreste på facebook, derfor gør det, det også en smule svært at taste ham som værende min far. Har sagt til hvis jeg havde brug for hjælp, men har sjældent haft brug for eller ønsket deres hjælp, og aldrig sagt noget som kunne indikere jeg var utilfreds omkring dette)
Jeg kan nogen gange have svært ved at forstå, hvor lidt dig og din far magter at overskue(hvad ved hun om hvad jeg overskuer), men fordi man selv overskuer mere. Skal man så altid bære over, har man så ikke retten til at være et menneske, der også kan miste tålmodigheden med det, som man selv synes er et mindre problem. Har du tænkt over hvor anstrengende det er, altid at skulle bære over og aldrig selv må komme med sin mening, bare fordi man magter mere end dig(måden der blev tiltalt på, blev bla kaldt hjernedød, fordi jeg ønskede ikke at få uventet besøg på sygehuset det første døgn efter fødslen). Du forlanger, at jeg skal sætte mig i dit sted(har jeg aldrig forlangt). Det kan man gøre til en vis grænse, men nogen gange går det over min grænse og så får du min mening. Det synes jeg nu ellers, at du selv engang sagde var en fordel, men det gælder åbenbart kun, når man er enig med dig, uenighed skal åbenbart ties væk. Desværre sådan bliver jeg aldrig. Jeg har den holdning, at dem man holder af, dem gider man sige noget til, når man føler at de gør noget, som man synes er fjollet. Holder man mund er man ligeglad med det menneske man omgås.
Når du engang bliver lidt ældre, og din søn gør noget som du synes er fjollet, tror du så bare at du vil kigge på og ikke sige noget. Jeg tror det næppe. din far har tit sagt, Vi må jo bare tale hende efter munden, men det mener jeg er ligegyldighed. Når vi har sagt vores mening tror du så at vi forventer at du følger den. Nej sådan er det ikke, vi ved godt at du selv bestemmer. Men så har vi sagt det og så er det op til dig om du vil lytte eller ej. Det giver mig bare ro at det er sagt. Så kan du ikke komme senere og sige, hvorfor sagde du ikke at jeg var ved at gøre noget tosset. Lidt livserfaring har vi vel fået. Det ser dog ud til at det ikke må bruges til noget. Men som sagt, du bestemmer selv om du vil lytte.(jeg synes nu ikke jeg laver fjollede ting, er snart 30, og nu mor til 2, med mand hus og hund)
Din far har læst dette brev og selv om du ikke tror på det, så er han ganske enig i det hele og har ikke bedt om at noget skulle ændres. Nogen gange føler din far det utroligt sårende, at du tror at han ikke selv har en mening, men bare er styret af mig. Grunden til at han lader mig skrive er at han taber tråden. Det kender du vel også til.(nej kender jeg så ikke til, og ved bestemt godt han har en mening, som jeg gerne ville høre, hvis han fik et ord indført)
Hvis du ellers læser og forstår lidt af denne smørre, håber vi at du forstår at det hele er op til dig. Det kan godt være at du føler at det hele er for meget for dig lige nu. Nu er det jo også meget hårdt at tale med sin far. Tror du at du nogensinde får overskud til at høre om andre problemer end dine egne(ja, har hørt på rigtig meget ævl, især fra min fars kæreste). Du taler om et budskab til din far. din far ved ikke, hvad det er for et budskab. Du må skrive det ned. Lidt svært ved at tale om dette, når det ændre sig fra gang til gang alt efter dit humør.
Vi ved godt at du bliver rasende over alt dette, men nu kan du læse det og når det så behager dig, kan du jo bare melde dig på banen, hvis du ellers synes at din søn skal lære din fars skrækkelige familie at kende.(har aldrig sagt min fars familie er skrækkelig, til gengæld, har min fars kæreste, ofte nedrakket dem, og ment jeg var lige så frygtelig som dem(hendes ord) ) Det kan jo være at alle de steder du ligner ham forsvinder hvis du ikke ser ham.
Glædelig jul ønskes du af
kæresten og min far
Mit svar til det blev så
Jeg har læst brevet, og ja alle ting har 2 sider af samme sag. Jeg er dog bare bekræftiget igen i, at jeg har taget det rette valg. Der bliver lagt utrolig mange ord i munden på mig, og ja jeg ved jo så mit. Jeg vil ikke diskutere, og kan langt fra sagtens se ud over min egen næsetip, og ved at læse brevet, har jeg også bare kunne konstatere at i langt fra kender mig, som den person jeg er. Jeg holder fast i min beslutning, at jeg ikke ønsker kontakt, derfor ønsker vi heller ikke at se jer til brylluppet, eller ved andre lejligheder.
Det eneste jeg har hørt siden er så sms´en om at min biologiske farmor var død, og fik info om begravelsen, som jeg så ikke var med til, men sendte en buket blomster... Han kaldte hende så farmor i sms´en og han plejer altid at kalde hende ved navn !!!!
Fint nok at i er uenige - det er man jo nu engang.
Jeg kan også sagtens følge dig i at din far skal vise interesse i jer OG jeres barn.
Herhjemme har vi efter min fars død været nødt til at sige at vi ikke kan være sammen med hans side af familien - de er simpelthen åndssvage og negative og hører på. Vi sagde fra og så var det punktum!
Du bliver jo ved. Sæt foden i jorden og ignorer din far og hans kæreste, kommer de forbi må du sige at de skal gå istedet for at stå og hører hvad han siger og så bagefter skrive en sms.
Det er svært at sige hvem der har ret, som i selv siger så er der 2 sider af sagen, men hvis du selv ønsker at der ingen kontakt er så må du også blive voksen, tage mod til dig og så VIRKELIG sige fra og ikke bare over sms - på et tidspunkt må de da forstå det
