Shit jeg er så træt af det...

og jeg ved det godt, ingen her kan gøre noget som helst, men for satan hvor er jeg bare mega træt af den måde min dag forløber på...nej ikke min dag, men min aften må jeg hellere sige.
Jeg kommer hjem omkring klokken 17, og jeg ved hvad der venter mig! En hylende unge, som bare skriger og hyler, kronisk og konstant, intet er godt nok, og ingen er gode nok, og alt er hendes!

Når jeg skriver skriger, så mener jeg virkelig skriger, hun kan være engle sød, lige indtil jeg kommer hjem, og så starter det, muaaaaar, og min min min min min, igen og igen...
Jeg har ca. 1½ time med hende, efter jeg er kommet hjem, og jeg savner virkelig det glade barn, men hun er her bare ikke...Uanset hvordan vi griber situationen an, så er der ikke noget at gøre!
Igår forsøgte Michael at gå mig i møde, sammen med Tif- Hun sad på hendes lille eldreven motorcykel, og kørte i min retning da jeg kom fra toget, og det sekund jeg nåede dem, brølede hun bare MIIIIIIN, styrede uden om mig, med retning mod netto, og da det lige som gik op for hende at hun ikke måtte køre i Netto, så startede balladen, jeg fatter det ikke, og jeg aner snart ikke hvordan jeg skal tackle det....er det for meget sagt hvis man siger man er ved at være så udbrændt af en skrigende unge, at man har tilbøjlighed til at være træt af hende?

ark, hør lige mig, pisse træt og vred over det.
Det er virkelig sådan at jeg gruer for at komme hjem, gruer efterhånden for at tage hende op om morgenen, for går alt ikke efter en direkte rettelinje, så knækker filmen, og så er hun bare vred...øv, jeg savner mit glade barn, og savner hun kan være lidt positiv, og grinende!

er jeg den eneste med sådan en unge? Jeg håber det næsten ikke, for jeg føler mig satme godt nok ret alene med det lige nu!

Lige nu ligger hun i hendes seng, og skriger mouaaaaaaaar, muaaaaaaaaar...og går jeg derned, så starter skrigene for alvor...fårk hvor er jeg bare ved at være udbrændt!

Klokken syv kan jeg lige så godt gå i min seng, for jeg orker ikke snakke med Michael, orker ikke tænke på vasketøj, orker ikke knævrende unger...jeg er bare så pisse meget fyldt op...øv!

ÆV
Ved ikke hvad jeg skal sige, men har læst det, og kan godt sætte mig ind i det er frustrerende.
GODT det snart er sommerferie.

Loggidut skriver:

er jeg den eneste med sådan en unge? Jeg håber det næsten ikke, for jeg føler mig satme godt nok ret alene med det lige nu!

Nej da!  Sådan en øgle har vi også her...  faktisk så hyler han lige nu! Og siger nej, nej, nej, miin...

Vi havde fem dage i træk hvor han bare skreg og teede sig fra han vågnede om morgenen til han blev afleveret i vuggeren, og igen fra han blev hentet til vi endelig fik ham til at sove om aftenen. Nu er det sådan lidt skiftende.. det ene øjeblik charmer han, og så vender han på en tallerken SÅDAN! og hyler..

Man bliver fandmer så frustreret over det hyleri!!!!

Hvad med at putte hende lidt senere?
Her kommer ungerne i seng ca 20 nu, det har hjulpet.

jammen...hvad fanden går der galt?

enten er det min dårlige samvittighed der spiller ind, du ved den med atman har så lidt tid med ungen at alt helst skal være perfekt...eller også er der virkelig noget med dem for tiden?

Det er faktisk så slemt at de store drenge  her i huset ikke gider lege med hende, eller snakke med hende, for det eneste hun skriger er MIIIIIIN...man kan intet lege med hende, og så har hun fået en fandens til vane med at kommendere: hold den her bil, og holder man den ikke som hun vil have man skal holde den, så kaster hun sig bagover og skriger af os...I dag satte jeg den her famøse bil op på køkkenbordet efter hun havde brølet af mig, og sagde, så kan du undvære den! Og så skreg hun, så kom Michael forbi bilen, intetanende, mens hun skreg på den, og skyndte sig at ville give hende den, så kastede hun den, og skreg: NEJ MUAAAAAR...altså hvad fanden skal man snart stille op med det? Ark, det er dælme godt jeg kan skride mig en lang tur, og efterlade hende herhjemme sammen med Michael, for jeg orker hende dælme snart ikke mere!

øv, hvor er jeg bare nedtursagtig!

Øv, Sloggi!
I frygt for at jinxe mit eget held vil jeg sige at Stella rent faktisk var sådan lige før jeg blev sygemeldt for snart 8 uger siden, men nu er stoppet

Og FANDME om jeg snart orkede det til sidst!
Jeg kunne næsten ikke rumme at komme hjem til sidst.
Vidste bare at med det samme hun så mig i indkørslen oppe ved DPén så tog fanden ved hende.
Hun hylede op hele vejen ud til autostolen og stoppede nærmest ikke før hun kom i seng.
Smed med sine ting, væltede sin vand eller what-ever hun lige kunne komme i nærheden af og skabte sig helt hysterisk hvis det ikke lige foregik efter hendes hovede..
Arhmen.. Jeg var seriøst ved at blive nuts!

Efter jeg begyndte at gå hjemme (Og måske også fik overskud igen??) er det lige så stille stilnet af og hun er rent faktisk til at være sammen med igen.

Jeg håber virkelig for jer at den periode snart går over.
Puha.. Jeg husker med gru tilbage på hvor udkørt man var til sidst..

Ja Tynen, det du skriver her, er netop min værste frygt, at det rent faktisk er fordi det er for meget for hende...at vi faktisk har for lidt tid sammen...for jeg kan ikke, under nogen omstændigheder lave det om

Jeg kan jo ikke bare lukke ned for økonomien og sige, godt så må jeg lade være med at arbejde, og jeg kan ikke bare tage fri bare fordi...

Jeg håber virkelig en eller anden supermor smider et indlæg om et ekstra Tigerspring, eller sådan noget, for der må satme forhåbentlig stikke noget under...bare det ikke er fordi jeg er for lidt hjemme med hende.

Hmm...jeg må jo indrømme at vi mærker en klar forskel ved Simon hverdagene  forhold til weekend/helligdage. Når der er god tid, så er han sgu så sød. Når vi kommer hjem fra job sidst på eftermiddagen og skal nå det hele på den halve tid, så er der ballade. Men hvad fanden skal man næsten gøre ved det? Vi skal jo passe vores jobs, og regninger skal betales... Her holder vi ud, og prøver i øvrigt at vise ham at vi ikke accepterer en hvilken som helst opførsel. Men gu får man sgu lidt dårlig samvittighed hvis det er pga en stresset hverdag.................

Min bedste kommentar er at det nok er en selvstændighedsperiode hun skal igennem. Danielel er lige nået til vil selv perioden, så det kan godt tage lang lang tid at spise morgenmad, især hvis hun får morgenknas med mælk og  selv skal balancere det op til munden. Så spilder hun det 2 ud af 3 gange og må starte forfra. Men hun bliver tosset hvis jeg prøver på at  hjælpe.

Hold ud jeg er sikker på det går over og at alle i familien igen bliver glade for hende.

Been there.. done that.. still got the ear-damage!!

Det er jo bare os de gerne vil ha'! Sådan er det - de viser det bare på absolut frastødende måde der gør at vi bliver endnu mere afvisende, i hvertfald i ungernes øjne. De kører efter princippet: opmærksomhed fra en sur mor er bedre end ingen opmærksomhed. Og når så mor prøver at tage den gode kontakt, så er ungen bare kørt fast i rillen og kan kun være fucking tvær!!

Vi løser de værste eftermiddage ved at splitte os op (vi har nemlig TO der opsører sig sådan!!)
En voksen pr barn - den voksne der "har" Freja laver aftensmad, og den der har Malte forsvinder ud af huset i en ½-1 time, og når vi så mødes til aftensmaden, så plejer ungerne at have fået stillet deres "one on one"- behov, og så kan de spise pænt og være søde inden de skal i seng.

Hang in søde Loggi... og andre, det skal nok gå!

Marie - der er kortvarigt ovenpå i denne tråd, da jeg lige ganske alene har puttet to søde børn uden det mindste vrøvl... (elsker når det sker )