Er blevt en smule asocial :-(

Puslingen skriver:

Jeg er ikke hundrede procent på toppen, men jeg arbejder på det<3
Jeg håber at tage til
Ålborg i sep i håb om at mødes med en som er kommet til at betyde
Meget for mig, men nu må vi se

Men på vej er også godt ROM blev ikke bygget på 1 gang, og det tar tid at bygget skade op igen.

Det er bare super hårdt når man har det som dig!

Jeg kan godt forstå at du trækker dig: Uden at lyde ond så føler du jo ikke at du har noget positivt at bidrage med når du er i selskab med andre (sådan læser jeg i hvert fald dit indlæg?), og så kommer følelsen af at være mere en byrde end en gevinst snigende.

Jeg har også været der, og jeg fik mig selv overbevist om at hvis jeg ikke selv syntes jeg var noget værd, så ville andre heller ikke gøre det.

Fx. tænkte jeg at grunden til folk ikke spørger mig hvordan det går, er nok fordi de ved det går skidt (det udstråler jeg jo ved at trække mig og ikke dele nogle succeshistorier mere), og så vil de ikke gnide salt i såret - og mere i den dur.

Så jeg øvede mig i at fortælle GODE ting - SELVOM folk ikke spurgte. Jeg prøvede at flytte fokus, og ikke "reklamere" med alt det der ikke gik så godt. Fx. kunne jeg sige til min kæreste "Jeg stod op FØR kl. 9. i dag, er det ikke lidt flot"?  Han kendte jo min situation, og vidste at det også var en lille sejr for mig at komme ud af sengen!

Ved ikke om du kan bruge nogle af mine ord - det er et kompliceret emne, og meget svært at beskrive hvordan man føler og reagerer

Jeg har/er i samme situation. Jeg er ked af at tage til nogen ting, fordi jeg har smerter og fordi jeg let bliver syg når  jeg er sammen med andre.

Men jeg har meldt mig til et fjernstudie hvor jeg ser mine medstuderende hver 3. uge og der har jeg det rigtigt fedt og hyggeligt.

Så jeg tænker at du måske kan melde dig til et eller andet som har din interesse og de dage hvor du så bare slet ikke er i stødet, bliver du bare hjemme. Egenomorg er jo også vigtig

Jupiter skriver:

Det er bare super hårdt når man har det som dig!

Jeg kan godt forstå at du trækker dig: Uden at lyde ond så føler du jo ikke at du har noget positivt at bidrage med når du er i selskab med andre (sådan læser jeg i hvert fald dit indlæg?), og så kommer følelsen af at være mere en byrde end en gevinst snigende.

Jeg har også været der, og jeg fik mig selv overbevist om at hvis jeg ikke selv syntes jeg var noget værd, så ville andre heller ikke gøre det.

Fx. tænkte jeg at grunden til folk ikke spørger mig hvordan det går, er nok fordi de ved det går skidt (det udstråler jeg jo ved at trække mig og ikke dele nogle succeshistorier mere), og så vil de ikke gnide salt i såret - og mere i den dur.

Så jeg øvede mig i at fortælle GODE ting - SELVOM folk ikke spurgte. Jeg prøvede at flytte fokus, og ikke "reklamere" med alt det der ikke gik så godt. Fx. kunne jeg sige til min kæreste "Jeg stod op FØR kl. 9. i dag, er det ikke lidt flot"?  Han kendte jo min situation, og vidste at det også var en lille sejr for mig at komme ud af sengen!

Ved ikke om du kan bruge nogle af mine ord - det er et kompliceret emne, og meget svært at beskrive hvordan man føler og reagerer

Det er nok meget godt læst svært at sætte ord lige præsic på hvordan det følelse men ikke helt ved siden af. Det er ikke en bevidst handling ( eller jo ) men sådan kommet snigende.

Kan helt sikkert bruge dine ord - alt er velkommen for vil jo gere ændre det igen. Jeg har fået lidt glæde tilbage iform, af en god arbejdsprøvning denne gang den forrige pillede mig fuldstændig ned.

Det er nemlig et svært emne, jeg kan sagtens sætte ord på hvad jeg føler ( lidt svært på skrift og få det formuleret ordenligt ) Og er også meget bevidst om, at det er i den gale retning.

Men ved bare ikke hvordan jeg finder troen på mig selv igen for det mit selværd er langsomt pillet ud af mig.

aarhusmor skriver:

Jeg har/er i samme situation. Jeg er ked af at tage til nogen ting, fordi jeg har smerter og fordi jeg let bliver syg når  jeg er sammen med andre.

Men jeg har meldt mig til et fjernstudie hvor jeg ser mine medstuderende hver 3. uge og der har jeg det rigtigt fedt og hyggeligt.

Så jeg tænker at du måske kan melde dig til et eller andet som har din interesse og de dage hvor du så bare slet ikke er i stødet, bliver du bare hjemme. Egenomorg er jo også vigtig

Tror vi har skrevet sammen før jeg vælger også ofte fra, fordi jeg ved smerter stiger meget og jeg mentalt lukker ned kan ikke følge en samtale fordi jeg er fuldstændigt groggy.

Ja det kunne være jeg skulle - var startet til cirkel træning, da jeg elsker at træne. Men overskuddet er der bare ikke nu jeg er i arbejdsprøvning igen igen.

Anonym skriver:

Tror vi har skrevet sammen før jeg vælger også ofte fra, fordi jeg ved smerter stiger meget og jeg mentalt lukker ned kan ikke følge en samtale fordi jeg er fuldstændigt groggy.

Ja det kunne være jeg skulle - var startet til cirkel træning, da jeg elsker at træne. Men overskuddet er der bare ikke nu jeg er i arbejdsprøvning igen igen.

 

Prøv ikke at være for hård ved dig selv. Nu er du i arbejdsprøvning og der møder du formentlig også mange mennesker.

Kan godt forstå du bliver groggy, det gør jeg også. Derfor fjernstudiet

Men du kan måske få overskud efter arbejdsprøvningen, med mindre de bare sender dig i en ny med det samme

Anonym skriver:

Har tænkt længe over dette indlæg om jeg skulle skrive eller ej. Men har hvis behov for et los i R.... eller hjælp til at ændre kurs.

Kan mærke jeg desværre er blevet meget asocial og trækker mig i sammenhæng med andre mennesker. Tror det kommer af, at jeg har mistet troen på mig selv af flere årsager. Som jeg ikke vil komme en masse ind på.

Kan kort fortælle, at jeg har en knaps så støttende famile. Med mange konflikter. Manglende omsorgs & forståelse. En hverdag med kroniske smerter, og den omvæltning det har været. Kampen med systemet, dårlige arbejdsprøvninger .

Det har gjordt at idag, er en noget anden person en jeg plejer at være. Uden det store social overskud. Og troen på at være god nok i andre selskab.

Er så ked at situationen, og vil gerne ændre det. Men hvordan gør jeg lige det? Finder troen og selvværdet frem igen ? 

Er så træt af, at selv det mindste kan slå mig ud af kurs igen.

Jeg har selv fornylig fået konstateret fibromyalgi som os er en sygdom med kroniske daglige smerter og total mave problemer. Det er ik altid min familie forstår jeg har det skidt men det kan man heller ik forvente. 

Men det jeg egentlig ville sige er at jeg godt kan nikke genkendende til det du skriver jeg bliver os mange gange hjemme da jeg ik vil være til besvær. Min kæreste har os måtte melde fra til noget da han ik vil afsted alene og min krop magted ik den lange køretur. 

Du er velkommen til at skrive privat til mig. 

Vil sige med tiden blir det bedre når man selv begynder at se lidt positivt på det hele og indser at der stadig er mange ting man godt kan så blir det bedre. 

aarhusmor skriver:

Prøv ikke at være for hård ved dig selv. Nu er du i arbejdsprøvning og der møder du formentlig også mange mennesker.

Kan godt forstå du bliver groggy, det gør jeg også. Derfor fjernstudiet

Men du kan måske få overskud efter arbejdsprøvningen, med mindre de bare sender dig i en ny med det samme

 

Nej du har ret - føler bare altid jeg skal forsvare mig selv . Hvorfor jeg ikke bare kommer dumpede til kaffe. Eller må gå hjem efter kort besøg. Så føler efterhånden jeg er helt galt på den. Men har jo også 3 børn som skal have glæde af deres mor.

Min familie har altid været efter mig og har aldrig kunne gøre det godt nok. Og lige nu føler jeg slet ikke jeg bidrage med noget.

Nej det skulle være den 3 og sidste. Men er ikke hvor de gerne vil så der skal nok kæmpes igen bagefter.

Anonym skriver:

Nej du har ret - føler bare altid jeg skal forsvare mig selv . Hvorfor jeg ikke bare kommer dumpede til kaffe. Eller må gå hjem efter kort besøg. Så føler efterhånden jeg er helt galt på den. Men har jo også 3 børn som skal have glæde af deres mor.

Min familie har altid været efter mig og har aldrig kunne gøre det godt nok. Og lige nu føler jeg slet ikke jeg bidrage med noget.

Nej det skulle være den 3 og sidste. Men er ikke hvor de gerne vil så der skal nok kæmpes igen bagefter.

Kender du den her Ske teori?

Personligt har jeg lige sendt den til min mor

http://www.newyorkerbyheart.com/2010/02/spoon-theory-ske-teorien-hjaelp-til-forstaelse-for-det-at-have-en-kronisk-sygdom.html