Er blevt en smule asocial :-(

Har tænkt længe over dette indlæg om jeg skulle skrive eller ej. Men har hvis behov for et los i R.... eller hjælp til at ændre kurs.

Kan mærke jeg desværre er blevet meget asocial og trækker mig i sammenhæng med andre mennesker. Tror det kommer af, at jeg har mistet troen på mig selv af flere årsager. Som jeg ikke vil komme en masse ind på.

Kan kort fortælle, at jeg har en knaps så støttende famile. Med mange konflikter. Manglende omsorgs & forståelse. En hverdag med kroniske smerter, og den omvæltning det har været. Kampen med systemet, dårlige arbejdsprøvninger .

Det har gjordt at idag, er en noget anden person en jeg plejer at være. Uden det store social overskud. Og troen på at være god nok i andre selskab.

Er så ked at situationen, og vil gerne ændre det. Men hvordan gør jeg lige det? Finder troen og selvværdet frem igen ? 

Er så træt af, at selv det mindste kan slå mig ud af kurs igen.

Anonym skriver:

Har tænkt længe over dette indlæg om jeg skulle skrive eller ej. Men har hvis behov for et los i R.... eller hjælp til at ændre kurs.

Kan mærke jeg desværre er blevet meget asocial og trækker mig i sammenhæng med andre mennesker. Tror det kommer af, at jeg har mistet troen på mig selv af flere årsager. Som jeg ikke vil komme en masse ind på.

Kan kort fortælle, at jeg har en knaps så støttende famile. Med mange konflikter. Manglende omsorgs & forståelse. En hverdag med kroniske smerter, og den omvæltning det har været. Kampen med systemet, dårlige arbejdsprøvninger .

Det har gjordt at idag, er en noget anden person en jeg plejer at være. Uden det store social overskud. Og troen på at være god nok i andre selskab.

Er så ked at situationen, og vil gerne ændre det. Men hvordan gør jeg lige det? Finder troen og selvværdet frem igen ? 

Er så træt af, at selv det mindste kan slå mig ud af kurs igen.

Få dig en snak med din læge, for kunne godt lyde som en begyndende depression og det skal der tages hånd om inden det går helt galt.
Ved ikke om der findes nogle selvhjælpsgrupper i din by men det gør der her i byen, bla. for kroniske smerter, så prøv at undersøge det. For om ikke andet så er det da en øvelse for dig at komme ud blandt andre og nemmere at åbne op når det er ligesindede.
Håber for dig at du har nogle veninder, nu din familie ikke er der for dig. Knus og tanker til dig.

Anonym skriver:

Har tænkt længe over dette indlæg om jeg skulle skrive eller ej. Men har hvis behov for et los i R.... eller hjælp til at ændre kurs.

Kan mærke jeg desværre er blevet meget asocial og trækker mig i sammenhæng med andre mennesker. Tror det kommer af, at jeg har mistet troen på mig selv af flere årsager. Som jeg ikke vil komme en masse ind på.

Kan kort fortælle, at jeg har en knaps så støttende famile. Med mange konflikter. Manglende omsorgs & forståelse. En hverdag med kroniske smerter, og den omvæltning det har været. Kampen med systemet, dårlige arbejdsprøvninger .

Det har gjordt at idag, er en noget anden person en jeg plejer at være. Uden det store social overskud. Og troen på at være god nok i andre selskab.

Er så ked at situationen, og vil gerne ændre det. Men hvordan gør jeg lige det? Finder troen og selvværdet frem igen ? 

Er så træt af, at selv det mindste kan slå mig ud af kurs igen.

øv

et  til dig....

Det kræver 1 ting. Træning..... Det er super hårdt når familien ikke er der for e´n i sådan en situation, men den eneste du egntligt behøver er dig selv... du skal give dig selv en succes oplevelse. Start i det små, med at komme lidt ud sammen med én du svinger godt med... en bette kort venindetur måske?? tidsbegrænset, så du ikke behøver at finde en undskyldning, hvis du bare ikke magter for meget snak.

Du er helt sikkert god nok  du er sikkert bedre end du tror og sikkert også savnet i visse kredse.

er det en lille socialforbi du har fået dig??

Leneur skriver:

Få dig en snak med din læge, for kunne godt lyde som en begyndende depression og det skal der tages hånd om inden det går helt galt.
Ved ikke om der findes nogle selvhjælpsgrupper i din by men det gør der her i byen, bla. for kroniske smerter, så prøv at undersøge det. For om ikke andet så er det da en øvelse for dig at komme ud blandt andre og nemmere at åbne op når det er ligesindede.
Håber for dig at du har nogle veninder, nu din familie ikke er der for dig. Knus og tanker til dig.

Tak for dit svar. Har været ved læge og har ikke en begyndende depression. Har snakket med psykolog som kunne konstatere det samme. 

Men hele den omvæltning det har været, at gå fra at være en meget aktiv person til at være kronisk smerte plaget har ændret mig. Da jeg samtidig har en familien som desværre ikke har forståelse for det.

Jeg er ikke depressiv. Har ikke svært ved at passe min hverdag og går ikke rundt og græder. Men jeg har mistet troen på mig selv og dermed trukket mig socialt.

Gav det mening ?

gædde skriver:

øv

et  til dig....

Det kræver 1 ting. Træning..... Det er super hårdt når familien ikke er der for e´n i sådan en situation, men den eneste du egntligt behøver er dig selv... du skal give dig selv en succes oplevelse. Start i det små, med at komme lidt ud sammen med én du svinger godt med... en bette kort venindetur måske?? tidsbegrænset, så du ikke behøver at finde en undskyldning, hvis du bare ikke magter for meget snak.

Du er helt sikkert god nok  du er sikkert bedre end du tror og sikkert også savnet i visse kredse.

er det en lille socialforbi du har fået dig??

Mange tak for  Og svar.

Jo det kunne det være uden at vide hvad det er

Ja syntes det er rigtig hårdt, når man står HELT alene i sådan situation. Og familien svigter . Har nogle gode venner, vi ses med. Og veninder men ikke sådan nogle rigtig tætte nogle. Prøver det også men mine smerter gør, at jeg ikke kan holde til ret meget. Da jeg kører hurtig flad og det oplever jeg desværre folk ikke har forståelse for

Anonym skriver:

Mange tak for  Og svar.

Jo det kunne det være uden at vide hvad det er

Ja syntes det er rigtig hårdt, når man står HELT alene i sådan situation. Og familien svigter . Har nogle gode venner, vi ses med. Og veninder men ikke sådan nogle rigtig tætte nogle. Prøver det også men mine smerter gør, at jeg ikke kan holde til ret meget. Da jeg kører hurtig flad og det oplever jeg desværre folk ikke har forståelse for

DET LYDER HÅRDT, MEN... HOV (capslock)

det lyder kynisk det her, men man kan simpelthen ikke forvente at folk kan/vil sætte sig ind i ens tilstand, sådan er det bare. mega øv - men det kan de simpelthen ikke

Jeg har haft angst og dep. og har altid været meget åben om det, for på den måde får man hurtigt og sikkert sorteret dem der ikke kan støtte en fra, og dem der forstår ens tilstand, dukker pludselig op.

Faktisk så gjorde min ærlighed at der pludselig var 4 ( ja ´4!!!! )  veninder og venner der åndet lettet op og tilstod at de var i samme båd, for hvis jeg kunne ha haft det sådan (mig der altid er glad... på¨overfladen) så var det pludselig ikke flovt længere

man skal finde ligesindet at snakke med, det hjælper... men pas på ikke KUN at snakke sygdom, for det "dræner" altså også ens energi

gædde skriver:

DET LYDER HÅRDT, MEN... HOV (capslock)

det lyder kynisk det her, men man kan simpelthen ikke forvente at folk kan/vil sætte sig ind i ens tilstand, sådan er det bare. mega øv - men det kan de simpelthen ikke

Jeg har haft angst og dep. og har altid været meget åben om det, for på den måde får man hurtigt og sikkert sorteret dem der ikke kan støtte en fra, og dem der forstår ens tilstand, dukker pludselig op.

Faktisk så gjorde min ærlighed at der pludselig var 4 ( ja ´4!!!! )  veninder og venner der åndet lettet op og tilstod at de var i samme båd, for hvis jeg kunne ha haft det sådan (mig der altid er glad... på¨overfladen) så var det pludselig ikke flovt længere

man skal finde ligesindet at snakke med, det hjælper... men pas på ikke KUN at snakke sygdom, for det "dræner" altså også ens energi

Har skam fuld forståelse for at folk ikke kan sætte sig ind i hvordan det er, at have kroniske smerter. Da de jo ikke har prøvet det. Men man kan godt vise forståelse  Eller ?? 

Eksempelt , har gået sygemeldt siden april sidste år på INTET tidspunkt har mine søskende spurgt til hvordan jeg har det og hvordan det går med arbejdsprøvning.

Jeg snakker MEGET spjældent om hvordan jeg har det, med andre end min mand. Giver dig ret , det dræner men omvendt fylder det også meget. Hele min fremtid ( på arbejdsmarked ) står og skal afgøres . Og det er en kronisk tilstand som jeg ikke skal gøre nogle forhåbninger om ændre sig. 

Skønt din historie kunne hjælpe andre  Til at turde åbne op. Jeg har lært det er bedre at holde mund. 

Det er ikke rar følelse at gå med. Jeg har selv isoleret mig meget efter jeg fik Charlie. Men med tiden har jeg fundet ny venner, som
Har forståelse og empati overfor vores situation og det har givet mig modet tilbage og jeg bliver mere og mere social igen<3
Knus til dig

Puslingen skriver:

Det er ikke rar følelse at gå med. Jeg har selv isoleret mig meget efter jeg fik Charlie. Men med tiden har jeg fundet ny venner, som
Har forståelse og empati overfor vores situation og det har givet mig modet tilbage og jeg bliver mere og mere social igen<3
Knus til dig

Nej det er det nemlig ikke . Jeg håber at jeg med tiden kan gøre et comeback. 

Også til dig - skønt du er på banen igen og det er lykkes dig, at vende skuden og finde nye venner med accept & forståelse. 

Anonym skriver:

Har skam fuld forståelse for at folk ikke kan sætte sig ind i hvordan det er, at have kroniske smerter. Da de jo ikke har prøvet det. Men man kan godt vise forståelse  Eller ?? 

Eksempelt , har gået sygemeldt siden april sidste år på INTET tidspunkt har mine søskende spurgt til hvordan jeg har det og hvordan det går med arbejdsprøvning.

Jeg snakker MEGET spjældent om hvordan jeg har det, med andre end min mand. Giver dig ret , det dræner men omvendt fylder det også meget. Hele min fremtid ( på arbejdsmarked ) står og skal afgøres . Og det er en kronisk tilstand som jeg ikke skal gøre nogle forhåbninger om ændre sig. 

Skønt din historie kunne hjælpe andre  Til at turde åbne op. Jeg har lært det er bedre at holde mund. 

Man kommer længest med ærlighed  ja ind imellem ville man ønske man havde holdt kæft, men så havde det jo også været de "forkerte" der var blevet hængende...

nogen mennesker kan godt vise forståelse... desværre er det bare ofte dem der IKKE kan der ytre deres mening

det er også nemt at blive asocial når man er syg, for på den ene side er det rart hvis folk gad at spørge til én, på den anden er det udmatttende at skulle fortælle sin historie 1 mill. gange om og om og om igen

og det er som reglt der folk står af...

nu ved jeg ikke hvad du fejler, men måske et fast skema med små sociale udfordringer, kunne få sparket dig lidt igang??