Frk. Himmelblå skriver:
Super fin historie, der ridser gode pointer op.
MEN der er dæleme forskel på teori og praksis... Min datter skulle ikke have en mavepumper, - ej heller slås gentagende gange. Så ville jeg også KRÆVE handling fra skolens side.
Jeg vil gerne være med til at rumme, men jeg må - helt ærligt - indrømme, at jeg ikke har lyst til at lægge (sensitivt) barn til. Jeg vil gerne fællesskabet, men jeg vil ikke finde mig i vold.
Det er uendeligt svært det her. Men jeg indrømmer så nu, at der i den grad er grænser for min rummelighed i praksis.
I teorien er jeg en fantastisk rummelig person, der aldrig kunne drømme om at overveje privatskole til mit ressourcestærke vidunder, men når dagen er omme... -Ja, så vil jeg sgu ha' hende i den bedste skole= den der giver hende de bedste muligheder og oplevelser.
Får jeg høvl nu?
Næ, ingen høvl herfra. Og hvis jeg er kommet til at skrive "folkeskole" undervejs, så lad mig understrege, at det mageligt kan erstattes af "grundskole", da dette også finder sted i privatskoler - bare lige for at undgå misforståelser.
Mine børn skal som udgangspunkt heller ikke have mavepumpere, men de skal heller ikke intrigere eller slå verbalt på de lette ofre - ideelt set heller ikke deres ligeværdige, selvfølgelig - og hvis en af dem får en på lampen, fordi han eller hun har udnyttet en andens svage position, ville jeg for det første gøre mit for at høre den fulde version af det skete. Jeg ville aldrig stole blindt på, at mit barn bragte den eneste sandhedsversion - der er altid flere sider af sagen. For det andet ville jeg ikke udbasunere til andre, at skolen intet gjorde, med mindre jeg var sikker i min sag. For det tredje ville jeg lade al kommunikation om sagen foregå til og fra skolen og ikke involvere mit barns klassekammeraters forældre i hændelsen. Og for det fjerde ville jeg, hvis jeg erfarede, at mit barn havde spillet op til syndebukken, følge op på den del af historien også.
Endelig - og allermest relevant i forhold til temaet om "den usynlige klassekammerat" - ville jeg aldrig føre ensidige og fordømmende samtaler om mine børns klassekammerater eller deres familie, mens børnene hørte på. Det er alt, alt for ofte ved spisebordet i hjemmene og i den lokale Brugs, at kuglerne støbes, og syndebukke udpeges, og det er sgu for uværdigt og uretfærdigt.
