Mor og meget mere skriver:
Inspireret af tråden om at lære sit lille barn at slå igen vil jeg gerne fortælle om "den usynlige klassekammerat" - begrebet kan let overføres fra skole- til børnehaveverdenen.
Den usynlige klassekammerat er Sofies far og Sørens mor. De hører fra deres barn, at Alexander fra klassen slår og har gjort det flere gange. Sofies far regner hurtigt ud, at lærerne "ikke gør en skid ved det", for det siger Sofie selv. Han ved selvfølgelig ikke, at lærerne har kontaktet Alexanders forældre, haft adskillige samtaler med Alexander, at der er en AKT-lærer, der dagligt taler med Alexander, og at Alexander tre gange er blevet sendt ind til skolelederen for at få en alvorlig brandtale om, at det er uacceptabelt, at han slår.
Han ved heller ikke, at Alexander blev mobbet på sin tidligere skole og der lærte sig selv, at det gjaldt om at slå fra sig, og at han let misforstår harmløse drillerier og tror, han bliver mobbet af sine klassekammerater.
Sofies far fortæller Sofie, at hun ikke skal finde sig i noget fra Alexanders side. Sofie er en sød og fornuftig pige, men hun kan ikke TÅLE Alexander, og han lugter forresten også. Så Sofie kan ikke dy sig for lige at hviske lidt for højt til Søren - som er skidesød - at "stinkeren" vist ikke har været i bad i år. Det hører Alexander, og han farer på hende og giver hende en mavepumper. Sofie kan ikke forsvare sig- Alexander bliver slæbt på kontoret igen - og Søren kan som vidne fortælle, at Sofie ikke havde gjort noget som helst. Han synes også, Sofie er lidt sød, nemlig.
Samme aften ringer en rødglødende Sofie- far til læreren og skolelederen og forlanget, at Alexander bliver smidt ud af skolen. Desuden burde læreren fyres, han er jo inkompetent!
Da ledelsen og læreren ikke kan loveat bortvise Alexander, ringer Sofies far til bl.a. Sørens mor. Søren er en god dreng, det ved hans mor jo bedst, og hun spørger ham, hvad der er sket. Han fortæller igen, at Sofie intet havde gjort. Sørens mor møder næste dag Emmas mor i Brugsen, og hun ved, at Alexanders mor skifter kæreste hver uge, og at Alexanders storebror sidder i fængsel for vold.
Ved aftensmaden fortæller Sørens mor Sørens far, hvad hun har hørt, og det hører Søren ved et "uheld". Han får at vide, at han skal holde sig langt væk fra Alexander. Den familie er ikke godt selskab.
Næste dag har Søren fortalt alle i klassen, at Alexanders mor er en luder, og at hans bror har slået en mand ihjel.
Imens kæmper lærerne og ledelsen en forgæves kamp for at lære klassen at rumme Alexander. Børnene VED jo fra deres forældre, at Alexander er og bliver bad news.
Da Alexander går amok næste gang, har de gode forældre med de søde børn vundet - Alexanders mor opgiver og sender ham på en ny skole i byen. I hans nye klasse går Emmas fætter - og Emma sørger selvfølgelig for at fodre ham med info om den nye klassekammerat...
Inspireret af talrige oplevelser med "gode" og "dårlige" børn og deres forældre. 
Jeg er meget enig med hele problematikken i rygtefabrikken, og hvordan den ødelægger det arbejde, der bliver lagt i klassen som en helhed fra skolens side. Og hvordan rygtefabrikken ødelægger mere og mere for Alexander. Det er en opførsel jeg aldrig ville give mig i kast med, og jeg opdrager mine børn til at fravælge den adfærd.
Jeg arbejder som lærervikar, og har bl.a. undervist en klasse i mellemskolen igennem en længere periode. Og her havde jeg en oplevelse som gjorde, at jeg også har forståelse for de stærke elevers situation - og for at det nogen gange kan være svært at leve op til den rummelighed man gerne vil efterleve.
Den klasse jeg havde var enormt ustabil og på trods af flere års skolegang sammen, fungerede den på ingen måde. Specielt en elev gjorde sig bemærket. H*n var rigtig god til at snakke grimt til sine klassekammerater, som så gav igen. Problemet var, at h*n ikke kunne tage imod, og gik amok, ofte på tilfældige elever. Også lærerne måtte stå for tur, og det var ikke en specielt lille elev. Denne elev kunne snildt være en Alexander. Det skabte en meget stor utryghed i klassen, for man vidste aldrig, hvor meget/lidt der skulle til før h*n tændte af. Jeg var som voksen utryg ved eleven, og eleverne var endnu mere - selvom de ind imellem også godt vidste hvordan man lige trykkede på de rigtige knapper.
Jeg er ikke i tvivl om, at den elev var skadet, enten fra en anden skole (mobning) eller i den måde forældrene havde lært deres barn at tackle konflikter. Jeg er ikke i tvivl om, at eleven havde det skidt og ofte gik hjem med nederlag i rygsækken. Jeg er ikke i tvivl om, at klasselærerteamet var rigtig dygtige og gjorde alt i deres magt for at afhjælpe problematikken. Jeg er heller ikke i tvivl om, at både skole og klassens forældregruppe strakte sig langt for at rumme ham. Men stod jeg som forælder til en af de stærke elever i den klasse, så havde jeg rykket mit barn uden at se mig tilbage - og jeg havde ikke ventet så længe som mange af forældrene i denne klasse gjorde. Det gik udover undervisningen i voldsom grad, og andre elever begyndte at vise stressymptomer som hoved- og mavepine. Og så er det muligt at det er synd for Alexander, at ingen rigtig kan rumme ham - men jeg er ikke villig til at ofre mine børns skolegang for ham. Jeg er for rummelighed, men til en grænse. Hvor den grænse er, har jeg endnu svært ved at sige, da jeg heldigvis ikke har været tvunget til at lede efter den. Men er det ved første slag? Ved første mærke efter slag? Eller når der trækkes kniv i en slåskamp? (min bror gik i klasse med en Alexander eller to, og en dag i 5. klasse trak den ene en kniv under en slåskamp - min bror blev flyttet dagen efter. Han havde ikke deltaget, men mine forældre frygtede fra da af for sikkerheden.)
Inden jeg lyder fuldkommen kold og kynisk, vil jeg lige til sidst sige, at jeg slet ikke mener, at den "Alexander" jeg havde med at gøre, burde være at finde i en normal klasse, men i en specialklasse/skole, hvor der var ressourcer nok til at rumme de udfordringer, for de var for store til at en i forvejen fyldt og fragmenteret klasse skulle kunne absorbere dem også. Men den mulighed er i høj grad sparet væk her i min kommune, og det er jo en helt anden diskussion.
Så rummelighed og tolerance - helt klart, men jeg synes også det er fint at sætte en grænse, hvis rummeligheden begynder at tære på de andre børn omkring.
Supergod fortælling - og vi er enige langt henad vejen. Kunne bare ikke lige lade være med at sige, at rummelighed og tolerance også kan have en bagside, hvis glemmer, at dem der skal rumme og være tolerante også kan få for mange fysiske og psykiske tæv i processen.
