Eller ihvertfald bare taknemmelig..
Jeg brokker mig konstant over hvor lidt interesse mine forældre viser i vores liv, og at de mest af alt virker som om de er ligeglade med os..
Her til aften sidder jeg så midt i at gøre klar til putningen af Johannes, og hvem tropper så op uanmeldt, det gør mine forældre sq..
De fortæller så at de har brugt hele dagen hjemme ved min ældre søster (som bor et kvarters kørsel fra mig) hele dagen, og de havde bare hygget helt vildt..
Os kunne de så skænke en halv time lige midt i putningen som jo så gik helt galt, og de fik ham gearet så meget op at jeg brugte en hel time på at få ham til at sove bagefter, hvor jeg normalt bare skal lægge ham ind og så sover han i løbet af 5 min..
Jeg burde vel være glad for at de kommer, gør jeg ikke??
Det er jeg bare slet ikke, jeg er faktisk lidt fornærmet/irriteret over at de ikke ringede inden de kom, for jeg var os næsten på vej til at lægge mig ned i sengen, og huset rodede helt vildt..
Derudover er jeg vel også lidt undrende overfor at de ikke siger de skal op til min søster, for jeg var da gerne kommet derop, og ellers så kunne de vel godt have skænket os lidt mere end bare en halv time??
Øv jeg føler mig som en forkælet teenager lige nu der ikke har fået sin vilje, og sådan ønsker jeg jo ikke at føle når de endelig gider komme og se til os..

Anmeld