Nej, du er ikke hysterisk.
Min den ældste var tre år gammel før han fik slik. Han havde jo ikke noget behov, for han anede ikke hvad han gik glip af. Vi havde ikke slik fremme når han var vågen, så han så det aldrig. Is og kage fik han, når andre fik, fra han var ca 10-11 mdr.
Den yngste har jo tidligere lært hvad det hele gik ud på, for når storebror får, så kan man jo ikke sige nej til den lille. Og der gik ikke lang tid, før han fandt ud af at storebrors vingummier smagte bedre end hans egen rosiner 
Min holdning til det er, at man behøver ikke at lære ungerne at spise slik mv. - det skal de nok selv finde ud af. På den anden side synes jeg det er synd for de børn, der er gamle nok til at vide hvad det er, men "ikke må få det for min mor" (jeg kender sådan en, og får ondt i maven hver gang han siger "det må jeg ikke få" (han er fem år)). Jeg mener at det gælder om at lære ungerne at have et fornuftigt forhold til søde sager - altså ja, det eksisterer, ja, det smager godt, nej, vi spiser det ikke hver dag.
Jeg ved ikke hvordan de er blevet sådan, men min den ældste søn kan godt lide slik, men glemmer at han har det, kan gemme og spare, gider ikke spise pålægschokolade og nutella, kan godt lade sit slik stå hvis han ikke har lyst til mere. Den lille propper gerne det hele i kæften på én gang, spotter slik på 100 meters afstand, elsker alt der har noget med kage, is, sukker, pandekager, chokolade og vingummi at gøre....han er forfærdelig
Han ligner sin mor aaaaaalt for meget, det stakkels barn! 