Hej alle brugere på denne side, som for mig er helt ny. Jeg skriver herinde, grundet af at jeg har hørt en masse godt om siden. Jeg kunne selvfølgelig skrive om mine problemer et andet sted, men jeg har brug for flere svar, fra flere synsvinkler og gerne fra andre med børn.
Jeg er snart 18 år gammel og bor alene med min søn som er fra december 2011. For lidt mere end 2 måneder boede jeg sammen med min kæreste som også er min søns mor, i en skøn lejlighed. Den 10. juni 2012 tabte hun kampen mod kræften. Siden den dag, har det bare gået ned af bakke. Vores søn kravlede rundt og kunne slet ikke forstå, hvor mor var henne. Om natten skreg han i vilde sky, og kunne kun falde til ro i mors sengetøj. Vi er nu flyttet fra lejligheden og fået en hverdag startet op igen bare os to. Det er skide hårdt, men det går rigtig godt. Mine forældre og små søskende bor på en gammel gård, som er blevet sat i stand. Sådan en der består af tre huse, hvis man kan sige det sådan. Jeg er flyttet inde i det ene af ”de tre huse” sammen med min søn. Så jeg bor hjemme igen, dog med eget køkken, bad osv. Og jeg laver jo alt selv, vasker tøj, laver mad, gør rent, handler ind, aflevere og henter sønnen osv.
Min søn er en utrolig glad dreng og vi hygger os helt vildt sammen, og jeg elsker rollen som far.
Jeg er født alt for tidligt, uge 27 mener jeg. Jeg er født med en brist i hjernen, og den er skyld i at jeg lider af angst og ADHD. Jeg har altid haft det bedst med, at mine forældre var omkring mig, og det er også grunden til, at vi flyttede ind lige ved siden af dem. Så kunne jeg altid lige gå indtil dem, hvis der var noget. Den eneste grund til, at jeg kunne bo flere kilometer væk fra dem før, var at min kæreste gav mig al den tryghed jeg havde brug for. Nu er hun væk, og jeg er alene. Jeg græder når jeg kan komme til det, det vil sige når min søn ikke er her. Hele den her uge har han været i vuggestue fra 9-14. Ikke fordi jeg skulle noget, men fordi jeg har haft brug for det. Føler mig som verdens dårligste far.. De timer hvor han er væk, bruger jeg på at græde. Og det samme om natten. Jeg sover stort set ikke. Før sønnen kom til verden, ville jeg uden tvivl gå ind til mine forældre, men nu føler jeg lige pludseligt at jeg har noget at leve op til. Min storebror er 4 år ældre end mig og skide klog. Han bor sammen med sin kæreste(forlovede) og deres to børn. De har styr på tingene og har begge to gang i høje uddannelser. Jeg har meget, at leve op til. Jeg skal til at i 2.g og jeg aner ikke, hvad jeg vil efter gymnasiet.
Jeg føler, at jeg har rigtig meget at skulle bevise overfor mine forældre.. At jeg kan selv og at jeg faktisk har styr på noget. Derfor går jeg ikke ind til dem, selvom jeg virkelig har brug for dem. Jeg savner dem helt vildt, og tanken om dem får tårende til at rende ud af mine øjne.. Jeg har altid haft et rigtig godt forhold til dem, og har kunnet fortælle dem alt, og det kan jeg stadig. Selv dengang jeg blev seksuelt misbrugt, fortalte jeg det. De er de bedste i hele verden..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for, at få det bedre.. Ved slet ikke, hvad jeg ville med dette indlæg.. Kan slet intet overskue..
For resten så har min sagsbehandler har snakket lidt om en aflastningsfamilie til min søn, men jeg er ikke helt vild med det.. Nogen der har erfaringer med det? Både gode og dårlige.
Det blev nok lidt langt og rodet, men tak til dem der læste med..
