Åårh altså..
Jeg blir sku så ked når jeg læser alle de kommentarer om at vi forældre bare kan tage os sammen og samarbejde..
Det er fandme så nemt at stå på sidelinien og sige det...
Jeg har selv to børn der er dele børn.. Den største er lige begyndt at se sin far efter 5 år uden kontakt.. Og det er noget jeg har kæmpet for skulle ske længe.. Så jeg er IKKE en af de mødre der forhindre faderen i at se sit barn bare så det er slået fast..
Men jeg kæmper i øjeblikket med den mindstes far.. Og når man skal samarbejde kræver det ligesom at begge parter kan se ud over deres egen næsetip og sætte barnet først.. Og hvis den ene ikke kan det feks faderen ( ku lige så godt være moderen) så er det jo bare umuligt at få et samarbejde op og køre.. Og af erfaring er det enormt frustrerende at prøve pg prøve men at modparten bare IKKE er til at tale fornuftigt med.. Og man kæmper jo en forgæves kamp om det samarbejde.. Det kræver to at samarbejde men det kræver altså kun en at ødelægge det!!
Så sys det er tarveligt bare at smide en kommentar om at Ts bare skal tage sig sammen og samarbejde.. Det er danne bare ikke altid så let som nogen gør det til..
Til Ts jeg forstår godt dom frustration.. Og jeg ville også kontakte statsforvaltningen og bede om et møde derinde.. Det blir mm altså ikke en dårligere mor af.. Tværtimod.. Sys det er værre bare at lade stå til og kæmpe en kamp om samarbejde der muligvis ikke kan få en ende.. Det går mere ud over barnet i min verden..
Ved selvfølgelig ikke hvor længe i har boet sammen mens jeres barn har været til..men en 7/7 ordning fungere jo ikke for alle børn og slet ikke ved forældre der ikke kan samarbejde..
Så fat i statsforvaltningen og se om de ikke kan hjælpe jer.. De sidder der af en grund søde 
Jeg er meget enig med dig.
Jeg har selv fået så mange kommentarer med på vejen efter min egen skilsmisse. Det var som om at uanset hvor meget jeg gjorde for at please min søns far, bære over med ham, hjælpe med praktiske ting og tilbyde fleksibilitet så var det bare aldrig nogensinde nok. Han forventer altid at jeg skal give lidt mere, være endnu mere fleksibel overfor hans luner og tage alting med et smil.
Jeg har aldrig oplevet ham komme og sige undskyld for dårlig opførsel eller indrømme at han selv er gået for langt, han tager det for givet at eftersom jeg har vores søn mest så skal jeg være ham evigt taknemmelig og bare acceptere at han er vred.
Hver eneste gang vi er uenige har jeg givet mig eller forelået kompromiser som han har afvist - hans måde 100% eller ingenting.
Nu er det ikke os alle sammen som er så hamrendes gode til konfliktløsning at vi kan lokke sådan en person til at SAMarbejde - arbejde SAMMEN. Den bitterhed der følger efter et brud er tit så slem hos den ene, at alt der ikke går deres vej derefter ripper op i de gamle sår og personen simpelthen føler at de har KRAV på at få deres vilje.
Hvor er det dog nemt for andre som har haft held med deres brud eller stadig er sammen at forælle os der ikke er så heldige at vi begge to bare skal løse problemerne. Somme tider er det bare KUN den ene part der skaber dem, og uanset hvor meget man forsøger er et decideret samarbejde uden udefrakommende hjælp bare umuligt!
Anmeld
