Farmor favoriser hendes børnebørn. Hvad skal jeg gøre?

Missq4 skriver:

hvad siger din mand til det har han det på samme måde og hvad syntes han at i skal gøre ved det ?

syntes det er vigtig at dig og din mand bliver enige om hvad der skal gøre og at i gør det sammen så det ikke er dig som svirdatter der skal være bussemanden og så sæt jer ned og snak med hende om hvorfor hun gør som hun gør og hvordan det følges og at i bliver spurt af andre om det ikke gøre ondt at hun gør som hun gør så hun kan indse at det ikke kun er jer men at også andre ser det.

men det er vigtig at i ikke overfalder hende med beskyldninger for så lukker de fleste i.

og der er ikke nogen børn der syntes det er rat at følge sig uden for og de børn der ikke følger sig set jamen de vil prøve at få opmærksomheden på en anden måde som tit ender men negativ opmærksomhed og så er det en ondt cirkel

Min mand er så god til at tænke at det skal nok løse sig, han anerkender problemet det er slet ikke det. Men han tænker at det jo er hans mor og at hun indtil videre har været en fantastisk mor for ham, derfor vil hun da ændre sig helt af sig selv, og han prøver at forsikre mig at det hun gør ikke er bevidst, men har har flere gange givet mig ret i at det er rimelig grotesk de ting hun gør ved hvert barnebarn. Jeg tror bare at han elsker hans mor så utrolig meget og han vil helst ikke tage disse svære emner op med hende.
Jeg kan 100% godt forstå ham, jeg har før i tiden set min svigermor som min egen mor og er også selv meget bekymret for at ødelægge vores allerede anstrengte forhold yderligere ved at skulle snakke dette ømme emne med hende. Men jeg vil ikke tænke på mig, min mand eller svigermoder, men derimod mit barn som ikke endnu kan sige fra og ikke har bedt om at blive født ind i dette.

Anonym skriver:

Det lyder så let og dramafrit når du siger det på den måde og det er dejlig med lidt opmuntring til at det her ikke behøver ender i et blodbad

Sagen er at jeg ikke har kontakt med mine forældre så min mands side er det eneste familie vores barn har, så på den måde burde hun ikke være bekymret, men jeg forstår godt at det kunne være en mulighed.

Hvis jeg skal være ærlig så tror jeg at hun har brug for at være behøvet. Og min mand og jeg behøver hende ikke til andet end at være en god farmor for vores barn, og det er måske ikke tilstrækkeligt for hende. Da jeg kan se en markant forskel på hvordan vi som par hver i sær bruger min svigermor, det andet par bruger hende som transport, babysitter, rengøringsdame, talerør og de er lidt mere økonomisk afhængig af hende. Hvor imod vi selv klarer de praktiske ting, det eneste vi inderligt ønsker af hende er at hun er en god farmor for christian. og jeg er lidt bange for at det er derfra alt dette kommer fra.

Og det tror jeg bestemt har en indvirken i hendes forhold til det andet barn - desværre jo. 
Jeg tænker på min egen mor, hun har 2 børnebørn, hun er mormor og farmor og hun kunne ikke drømme om at gøre forskel, selvom jeg nok "bruger" hende mere end min bror og svigerinde gør
Men der er nok noget i det med at hun har brug for at være "behøvet" - det er bare lidt ærgeligt hvis hun ikke formår at skabe et godt bånd og vise at hun elsker jeres barn ligeså højt. 

Det behøver jo ikke være et formelt "møde" i får stablet på benene, men bare en dag i måske spiser aftensmad sammen, så kan du jo fortælle hende at der er noget der bekymre dig en smule - som du nu kan sige det bedst. Og så hav din mand til at være på din side - det er ikke sikkert han behøver sige så meget, men bare det at farmor ved at i er enige - selvom han måske ikke synes problemet er SÅ stort så synes han vel stadig det er et problem? 
Og så se hvad hun siger.. og tage den derfra  

Lotus86 skriver:

Jeg kan godt forstå hvis det også er rigtig svært for din mand, sådanne konfrontationer er aldrig sjove, og det er måske især svært for ham at indse, at hans egen mor faktisk gør en forskel på jer og jeres barn, det er også derfor jeg synes du skal tage en lang snak med ham, få forklaret ham hvor ondt det gør på dig, og hvor meget du frygter det vil kunne påvirke jeres barn i fremtiden. Giv ham nogle konkrete eksempler, så han kan se det ikke bare er dig der er hys.

Ja det lyder også som en rigtig god ide så jeg ikke bare står uforberedt på de undringer og argumentationer han har. Lige nu, som tingene er kunne jeg slet slet ikke forestille mig at han ikke vil bakke mig op og jeg ved ikke hvordan jeg vil reagere hvis han virkelig dybt inde i sig selv ikke mente at der var brug for denne snak. At alt nok skal blive helt i orden af sig selv.

Anonym skriver:

Dette er et meget alvorligt emne, derfor ønsker jeg gerne at folk tager mig og mit store problem seriøs. Sagen kort: Jeg er en pige med mand og barn, min mands brors kone(svigerinden) og jeg ventede på samme tid og vi nedkom med 2-3 måneders mellemrum. Sagen er nu at jeg ofte oplever at min svigermor fremhæver det andet par og deres barn, ikke kun for mig, men når vi er til familie sammenkomster, snakker hun om hvor dygtig hendes andet barnebarn er og nævner ikke vores barn medmindre hun bliver mindet om at der altså også er et barnebarn mere. Jeg er så ked af det for mit barns vegne, h*n forstår intet nu, det ved jeg godt, men senere vil jeg hade at h*n kom og spurgte mig hvorfor (det andet barn) måtte sådan og sådan mere end ham, og hvorfor der blev fokuseret på det andet barn ved mit barns fødselsdag osv. osv.

Jeg ved godt at jeg lyder meget direkte, men jeg ønsker ingen misforståelser, fakta er sådan:

Jeg har af flere omgange konstateret at min svigermor favoriserer min svigerinde, svoger og deres fælles barn. Jeg vil ikke nævne eksempler, da jeg simpelthen kunne skrive en hel novelle om det, og hvis jeg skal være ærlig så ønsker jeg ikke at dette indlæg skal handle om hvorvidt hun gør hvad, men handle om hvad JEG kan gøre for at beskytte mit barn for disse ulykkeligheder. Og jeg skal lige sige at jeg ofte har været i tvivl om hun nu rigtig nok gjorde forskel på os eller om det bare var mig der forestillede mig det, men jeg kan sige at mine veninder kan sige det samme, de mærker hvor meget hun er hos dem og deres barn fremfor os og vores, selv andre i familien har været henne og spørge min mand og jeg og vi ikke var kede af alt den forskel der blev gjort på os.

Og her står jeg så! Hvad mener I JEG kan gøre for min søn. Jeg har tænkt alle muligheder igennem.
Burde jeg:

1. Lade det være og håber at hun selv indser hvor meget hun splitter os ad og hvor meget hun gør os ked af det?
2. Snakke med hende og håbe på en ændring?
3. Snakke med hende, og nærmest give hende et ultimatum, ændr dig ellers får du os ikke at se, fordi jeg ikke kan regne med hvad du gør ved vores barn?
4. Eller noget helt fjerde...?

Og jeg vil meget gerne høre beretninger fra jer andre, hvad gjorde I da I stod mine sko. Kunne det blive bedre?

Jeg vil også gerne høre fra folk om den effekt I føler at favorisering, har gjort ved jer og jeres barn?

Vil I ikke være søde at citer mit indlæg, så jeg får beskeder når alle skriver.

Giv mig gode råd og giv mig gerne en guidelinje, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvordan jeg skal gribe dette an! Jeg har selv været udsat for at min søster var bedre end jeg selv var som barn. Og det har efterladt mange: HVORFOR'er i mit hovedet, som jeg denne dad i dag ikke har en afklaring på. Det eneste jeg ved er at jeg elsker vores barn og han må på ingen opleve dette svigt fra folk, der skulle forestille at elske ham.

MVH Den knuste mor.

Vil godt tilføje at jeg/vi oplever præcis det samme!

Vi har vinket med mange vognstænger, men det har ikke hjulpet endnu!

Håber de vil lytte til jer!

Anonym skriver:

Min mand er så god til at tænke at det skal nok løse sig, han anerkender problemet det er slet ikke det. Men han tænker at det jo er hans mor og at hun indtil videre har været en fantastisk mor for ham, derfor vil hun da ændre sig helt af sig selv, og han prøver at forsikre mig at det hun gør ikke er bevidst, men har har flere gange givet mig ret i at det er rimelig grotesk de ting hun gør ved hvert barnebarn. Jeg tror bare at han elsker hans mor så utrolig meget og han vil helst ikke tage disse svære emner op med hende.
Jeg kan 100% godt forstå ham, jeg har før i tiden set min svigermor som min egen mor og er også selv meget bekymret for at ødelægge vores allerede anstrengte forhold yderligere ved at skulle snakke dette ømme emne med hende. Men jeg vil ikke tænke på mig, min mand eller svigermoder, men derimod mit barn som ikke endnu kan sige fra og ikke har bedt om at blive født ind i dette.

måske hun slet ikke ser det så slem som andre gør og er hun der over ved de andre fordi de har bedt hende om at komme og hjælpe med et eller andet eller er det fordi hun selv tager der over ? hvad hvis i begyndte at inviter hende en gang om ugen eller hvad i nu syntes til at spise sammen med jer så i kunne bygge noget op og den vej måske for det vendt den vej i sted for at skulle tag en træls snak som kunne gøre det hele værre og så se om det ikke hjalp og hvis det ikke gør det jamen så tag snakken med hende derefter ?

Anonym skriver:

Det er som sagt et rigtig fornuftigt råd, og som jeg siger så er jeg lidt usikker på hvordan min mand vil tage dette. Vi før i tiden snakket om at det godt nok er utroligt at hun ikke anerkender vores barn mere end hun gør. Men så tror jeg heller ikke han har tænkt mere over det. Og jeg tror slet ikke at han tænker at hans mor kunne finde på at såre vores barn- ikke med vilje i hvert fald, men så mener han at hun heller ikke kunne finde på det ubevidst.
Men som sagt jeg har ikke snakket med min mand om lige præcis mine planer, men jeg har en lille formodning om at det er sådan det er i hans hoved. Han mener INTET ondt med det, men han tænker jo at det trods alt er hans mor og vores barns farmor.

Jeg tror det ville være svært for alle mennesker hvid end kæreste kom og sagde sådan om ens mor...... Men han må stadig høre på hvad du har og sige også må i sammen finde ud af hvad det er det rigtige at gøre eller sige....

Krussedulle skriver:

Jeg forstår godt at du er frustreret og ked!

Jeg ville nok starte med at lægge svigerne på is! Og se om de forstod et vink...
Hvis det ikke hjælper, så ville jeg (sammen med manden) tage en snak med dem, og spørge ind til hvorfor de ikke besøger jer af og til også.. Osv.
Gøre dem opmærksomme på at I føler jer tilsidesat, og fornemmer en forskelsbehandling!

Hvis de ikke mener at de gør forskel, så nævn eksempler.
Og hvis de stadig benægter, så må I stille dem et "ultimatum"..

Jeg ville blive også blive sur og ked hvis det var mig!

Tak for dit råd og indput.

Sagen er at jeg faktisk ville gøre dem en tjeneste ved at holde os væk, for så er det mig der har valgt at vi ikke skal se dem også er det deres begrundelse for, hvorfor de bedre kan lide det andet barn. Deres agumentation ville så være, det er naturligt vi bedre kan lide det andet barn da det jo er det barn vi ser mest af. Og umiddelbart synes jeg ikke for min søns skyld at det er godt at vi bare holder os væk.

Jeg tror nu at som du og alle de andre søde piger siger: At jeg i hvert fald skal have min mand med på denne ide, både som støtte men også, fordi jeg tænker at hun i hvert fald vil lytte til sin søn, hvis hun ikke vil lytte til mig. Og som du siger er vi også nødt til at have nogle konkrete eksempler klar til hende. Og gerne overvældende mange!

Gigl skriver:

Og det tror jeg bestemt har en indvirken i hendes forhold til det andet barn - desværre jo. 
Jeg tænker på min egen mor, hun har 2 børnebørn, hun er mormor og farmor og hun kunne ikke drømme om at gøre forskel, selvom jeg nok "bruger" hende mere end min bror og svigerinde gør
Men der er nok noget i det med at hun har brug for at være "behøvet" - det er bare lidt ærgeligt hvis hun ikke formår at skabe et godt bånd og vise at hun elsker jeres barn ligeså højt. 

Det behøver jo ikke være et formelt "møde" i får stablet på benene, men bare en dag i måske spiser aftensmad sammen, så kan du jo fortælle hende at der er noget der bekymre dig en smule - som du nu kan sige det bedst. Og så hav din mand til at være på din side - det er ikke sikkert han behøver sige så meget, men bare det at farmor ved at i er enige - selvom han måske ikke synes problemet er SÅ stort så synes han vel stadig det er et problem? 
Og så se hvad hun siger.. og tage den derfra  

Som du også siger og som de andre også siger, så kan jeg fuldstændig give ret i at jeg skal have min mand med som støtte, fordi hvis han alligevel ikke ville støtte mig og jeg tog ud til min svigermor og startede en borgerkrig derude så ville jeg jo tabe kampen fuldstændig også ville jeg være lorten i deres "perfekte" familie.

Jeg kan godt bare synes at det er dybt irriterende at jeg har dette ansvar fordi jeg allerede er så konfliktsky og fordi jeg i så mange år har haft så meget respekt for min svigermor, det gør det endnu svære.

Tænk at det er disse kampe der hører med til at være en voksen og en forældrer Men du kan tro jeg vil gøre alt for min lille engel, det er bare for mig dybt tragisk at andre folk som skulle forestille sig at holde af ham kan nægte ham de goder som det andet barn får..

puha kombinationen af denne debat, samt tanken om mit smukke uskyldige barn som ligger og sover, får mig godt nok til at fælde en tårer. Nu er jeg bare sur ved tanken om det hun gør. Jeg ved det ikke er for at være ond, men det føles som ondskab!

Krussedulle skriver:

Vil godt tilføje at jeg/vi oplever præcis det samme!

Vi har vinket med mange vognstænger, men det har ikke hjulpet endnu!

Håber de vil lytte til jer!

Hvor er jeg glad for at det kan ske for andre end mig, forstår mig ret , jeg tænker tit om alt dette er en personlig konflikt eller noget skjult vrede mod mig, som hun nu lader gå ud over vores barn.

Må jeg have lov til at spørge: Hvad har I gjort? og hvordan har det virket?

Anonym skriver:

Som du også siger og som de andre også siger, så kan jeg fuldstændig give ret i at jeg skal have min mand med som støtte, fordi hvis han alligevel ikke ville støtte mig og jeg tog ud til min svigermor og startede en borgerkrig derude så ville jeg jo tabe kampen fuldstændig også ville jeg være lorten i deres "perfekte" familie.

Jeg kan godt bare synes at det er dybt irriterende at jeg har dette ansvar fordi jeg allerede er så konfliktsky og fordi jeg i så mange år har haft så meget respekt for min svigermor, det gør det endnu svære.

Tænk at det er disse kampe der hører med til at være en voksen og en forældrer Men du kan tro jeg vil gøre alt for min lille engel, det er bare for mig dybt tragisk at andre folk som skulle forestille sig at holde af ham kan nægte ham de goder som det andet barn får..

puha kombinationen af denne debat, samt tanken om mit smukke uskyldige barn som ligger og sover, får mig godt nok til at fælde en tårer. Nu er jeg bare sur ved tanken om det hun gør. Jeg ved det ikke er for at være ond, men det føles som ondskab!

Kan godt forstå det går dig på  

det bedste scenarie jeg kunne se for mig ville være hvis din mand kunne få sig til at stille sig undrende og have DIG som støtte og ikke omvendt. Det ved jeg ikke om han ville kunne. 
Men jeg tror nu nok du kan få tingene sagt således at det ikke lyder som en kæmpe grov beskyldning med diverse tillægsord og onde fraser.. så hun ikke føler sig anklaget og går i forsvar.. men at du stadig er den dejlige svigerdatter der blot kan komme til svigermor med sin bekymring og tage lettet derfra

Jeg håber for dig (og dit barn) at det bare lige er en ting der skal ud i luften så hun kan gøre noget - måske kræver det endda at i skal være lidt mere sammen det næste stykke tid, så hun også får muligheden for at vise at hun er ligeså vild med jeres barn