Er hårde mødre gode mødre???
Ja, det lader det til at nogen synes.
Jeg mener ikke at et barn lære at 'man overgiver sig', hvis man går ind til sit grædende barn. Jeg mener at barnet lære: Mor og far høre mig når jeg græder og de kommer og vil gerne trøste mig.
Hvis mine børn plager om noget (hvilket de stort set aldrig gør), så giver jeg mig ikke en tomme! Nej er NEJ, og intet hysterisk anfald kan ændre på det!!! Det ved ungerne og derfor plager de heller ikke. Men jeg synes det er en helt anden situation, når vi taler om et lille barn på 12 mdr, der har svært ved at falde isøvn, end når vi taler om en 3årige eller 5 årige der plager om at få en is.
Jeg er ikke itvivl om at det er effetivt at lade barnet græde alene og forladt inde på værelset og forældrene kun kommer hvert 7 min (eller hvilken model man nu bruger). Selvfølgelig opgiver barnet at blive hørt på et eller andet tidspunkt. Det gør vi andre jo også, når vi 1000 gange har bedt kæresten om selv at gå ud med skaldespanden og han stadig ikke høre efter og gør som vi vil have. Men bare fordi barnet holder op med at græde, er det jo ikke ens betyndende med at det er godt for barnet! (f.eks. kan man ved blodprøve påvise at børn der græder sig selv i søvn har et mega højt niveau af stress-homoner i blodet)
Når du nu har prøvet denne metode og er gået væk fra den igen, så synes jeg kun det er naturligt at han er ekstra pylret omkring sengetid, for han er sikkert bange for at I 'forlader' ham igen. Indtil han igen bliver tryg ved at I er der for ham, så tror jeg I skal regne med at han lidt ked af det. (og nogle vil sikkert sige at løsning mod det, er blot at være hård og kold og lade ham skrige og græde indtil han fatter at I ikke kommer og tager ham op når han græder). Det er en smagssag om man vil det eller ej.
Selv har jeg en 1årig som falder i søvn i fars arme, og vi har snakket om at det ville være praktisk at hun kunne falde i søvn selv (vi har 3 små børn), men som far siger, Det er bare så hyggeligt at gå med hende i armene til hun sover, så det får han lov til at fortsætte med. Det har han det bedst med, og lille-pigen er også glad for det.
Vores nr 2, kunne kun falde i søvn i armene på os, da han var omkring 1 år. Han skreg HELT VILDT og slog og sparkede og prøvede at vride sig fri, men efter 1½-2 min, bang, så sov han. Meget mærkelig sove rutine, men i dag hvor han er blevet 3 år, så følger han stadig dette mønster. Han molser rundt i sengen, op og stå, ned og sidde, stå på hovedet osv. han ligger ikke stille i 10 sek. og så: bang! så sover han. Han kan gå dirket fra at slå en kolbøtte til at sove. Jeg fatter det ikke! Den første fødte, han ligger derimod gerne i 30 min, helt musse stille med åbne eller lukkede øjne før han kan falde i søvn, og sådan har han også altid været. Konklussion er: børn er meget forskellige, og folk der tror at der er EN løsning der passer på ALLE børn, gør mig altid sketisk!
Anmeld
