Mutti2B skriver:
Det vil jeg rigtig gerne 
Sæt dig godt til rette, den er lang men her er den 
Pyha, den er lang men her er den, der er også lidt om efterforløbet:
Jeg havde travlt med opgaveskrivning og tanker om eksamen da mit vand pludselig i uge 33+1 begyndte at gå.
Allerede før min søn blev født beviste han at han havde arvet sin mors stædighed!
Den 5. december 2007 om aftenen begyndte mit vand at sive. Min far var lige kommet på besøg fra Jylland en time før. Jeg ringede til svangergangen på Hillerød sygehus som sagde at vi stille og roligt skulle komme derop.
Da jeg ankom blev jeg undersøgt og det viste sig at min kommende søn altså meget gerne ville ud snart idét fostervandet sev konstant.
Jeg var kun i uge 33+1 så derfor ville jordemødrene, lægerne og sygeplejerskerne så vidt muligt vente til den lille var 34 uger gammel med at sætte fødslen i gang. Når fostervandet sev, ville der nemt kunne komme bakterier op til ham som han ikke ville have godt af.
Jeg fik med det samme, efter at være blevet kigget på, at vide at jeg i hvertfald ikke ville komme hjem før jeg havde en baby i armene.
Jeg blev en smule bange men også meget frustreret, det skulle jo ikke være nu, jeg havde travlt med opgaveskrivning og skulle til eksamen den 11. januar og havde først termin den 21. januar!
Underligt nok var det det første jeg tænkte på, men kom pludselig i tanke om at 6 uger før tid alligevel var meget tidligt og blev bange for om min søn mon ville kunne klare at blive født så tidligt. Alt dette fik jeg talt igennem med en jordemoder som fortalte mig at der på hospitalet var en rigtig god neonatalafdeling til for tidlig fødte børn.
Lillemanden havde det fint i maven. Jeg fik i løbet af de næste to døgn to lungemodnede sprøjter der skulle hjælpe hans små lunger til at blive helt klar til at han skulle se dagens lys.
Jeg lå indlagt i 5 dage og havde torsdag og fredag besøg af min læsegruppe det meste af dagen så vi kunne få lavet vores opgave så godt som færdig. Min søster tog om torsdagen fra jylland og gik hjemme i min lejlighed sammen med min far og fik malet og ordnet de sidste ting og indkøb så der var klar til den lille kom hjem.
De kom på besøg hos mig hver dag, det var dejligt med lidt selskab nu hvor jeg bare lå og ventede på at det skulle blive mandag hvor de ville sætte mig i gang.
Jeg var på besøg på neonatalafdelingen og det var rart at blive forberedt på hvor vi skulle hen og være de næste mange dage når den lille var blevet født. Jeg så også en baby på 2 kg så jeg kunne være forberedt på hvor lille en baby der lå i min mave og ventede på mig.
Mandag morgen, den 10. december var så den store dag. Jeg vågede ved otte tiden, fik spist morgenmad og taget et bad inden jeg blev kørt ned på fødegangen. En jordemoder kom og fortalte mig lidt om igangsættelsen og klokken 10.45 fik jeg lagt vedrop.
De første mange timer havde jeg kun meget små veer som jeg slet ikke kunne mærke. Ved 15 tiden kom AM som er min søn "bedste", min søster og min far og der havde jeg stadig ingen tegn på veer. De skiftedes til at kigge ind til mig og veerne begyndte at tage lidt til så det var rart med nogle hænder at holde i.
Ved 17 tiden var det kun AM og jeg der var på stuen og pludselig blev veerne meget kraftige og jeg måtte få lattergas og ilt i en maske for at hjælpe mig med at trække vejret rigtigt når der var en ve.
Jordemoderen, kunne høre og se på mig at jeg havde for ondt til at fortsætte uden bedøvelse og da jeg næsten ikke havde åbnet mig, forudså hun at der var mange timer endnu inden den lille var født, så derfor tog hun vedroppet ned og vi ventede på at en læge kunne komme og ligge en epiduralblokade.
Ved 19 tiden fik jeg lagt blokaden og glædede mig til den skulle tage smerten ved de hårde veer. Desværre virkede den kun i venstre side så lægen kom og lagde den om, med samme resultat. Jeg var helt bedøvet i venstre side, men fik tilgengæld veer i højre side i stedet for.
Vedroppet blev langsomt skruet op igen og jeg havde kraftige veer i lang tid og havde stadig ikke åbnet mig. Klokken 00 var der vagtskifte og jeg fik ny jordemoder. Hun kunne også se hvor ondt jeg havde og konferere med lægen om de skulle stoppe vedroppet og udsætte fødslen til dagen efter da de kunne se jeg var meget udmattet. Dét ville jeg ikke og spurgte om de ikke kunne give mig et kejsersnit for jeg ville bare have min baby ud nu!
De forklarede mig at det var for risikabelt fordi han var så lille og lægen mærkede på mig. Nu var jeg 7 cm åben!! –Jeg skulle ligge på siden for at han kom ordenlig ned i bækknet og det gjorde bare så ondt men jordemoderen sagde pludselig at nu skulle vi bare have 3 veer mere på siden, så måtte jeg komme over på ryggen og begynde at presse.
Jeg var som sagt meget udmattet og havde svært ved at presse rigtigt, så lægen blev tilkaldt og hjalp mig det sidste stykke vej med en lille bitte sugekop.
Og pludselig efter 15 ½ times veer, masser af tårer og anstrengelser var min skønne, dejlige søn, den 11. december klokken 2.06 født!
Alt smerte og træthed forsvandt på et øjeblik, navlesnoren blev klippet og de tog ham hurtigt op på et bord hvor jeg så ham ligge, pakket godt ind i håndklæder for at han kunne holde varmen. De hjalp ham med lidt ilt og en børnelæge fra neonatalafdelingen kom og hentede ham.
Jeg kunne jo desværre ikke komme med med det samme, så min søster gik med derop. AM blev hos mig og vi fik serveret kaffe og sandwich og jeg fik fødselspapir med min lille søns cpr. nummer.
Han havde scoret 10/10 på apgarscoren og jeg var allerede meget stolt af ham. Han vejede 2320 g og var 46 cm, så han var en fin størrelse i forhold til hvor tidligt han blev født.
Efter to timers tid fik jeg endelig lov til at komme op og se ham igen. Han lå med cpap for at få lidt hjælp til at trække vejret og kom over på min mave og lå. Der var ingen tvivl om at han skulle have det navn som jeg havde snakket om mens han lå i maven.
Klokken 6 gik jeg i seng på den stue vi fik tildelt på neonatalafdelingen og sov kun 3 timer, så kunne jeg ikke vente med at komme ind på overvågningsstuen og se ham igen.
Han kom hurtigt ud af kuvøsen og over i en vugge og kunne også undvære cpappen som han selv havde revet ud i løbet af natten. Jeg fik ham ned til mig og han puttede sig ind til mig og jeg kunne mærke hvor tryg han var ved at ligge helt tæt på mig og det var bare den dejligste følelses i verden.
Om aftenen blev han flyttet ind på min stue og de første dage sov han meget og fik sonde hver 2.-3. time. Han kom i lysbehandling pga. gulsot i to dage. Det syntes jeg ikke var så sjovt, da han skulle ligge i en meget stor kuvøse med nogle meget store briller men jeg vidste jo godt at det var for hans eget bedste. Hans bilirubin tal som måler hvor høj grad gulsoten er, faldte heldigvis hurtigt og søndag den 16. december slap han ud af lyset igen, hvilket jeg var meget glad for.
Mandag den 17. december syntes han ikke længere det var nødvendigt at få sonde og han var så dygtig til at die så amningen kom hurtigt godt i gang og han meldte sig selv ca. hver 3. time når han var sulten. Jeg var så stolt af ham, han spiste så flot!
Han fik taget blodprøver hver dag og selvom tallet steg, var han ikke sløv af gulsoten så hver dag håbede jeg og sygeplejerskerne på at han tal ville falde igen. Der blev ført kontrol med det via blodprøver hver dag og nøje opsyn fra både sygeplejerskerne og jeg om han blev sløv og træt og ikke ville spise.
Vi blev behandlet rigtig godt på afdelingen og alle sygeplejerskerne og lægerne syntes at han var så dejlig og han fik især ros for sit flotte sorte lange hår. Vi fik også en masse besøg mens vi lå der og det var dejligt for det var jo lidt ensomt for mig at ligge der alene. Men han var der og havde det godt, så det var det vigtigste.
Den 23. december fik vi endelig lov til at komme hjem, så det var årets bedste julegave at få min skønne søn med hjem og holde jul
Jeg havde egentlig skrevet den til ham så der stod "du og dig" hele vejen igennem, men har lige rettet den så den er nemmere at læse
