Jeg skriver anonymt af respekt for min bror og vores familie.
Min lillebror er psykisk syg og har et stof/hash-misbrug.
Det hele kulminerede for 3 år siden, med en indlæggelse.
Jeg blev ringet op af politiet, at min bror var blevet kørt på psykiatrisk afdeling, da han var blevet fundet på gaden svært psykotisk og fukdstændig virkelighedsfjern.
Han havde fået en stofpsykose og mine forældre var på ferie og jeg selv havde mit at slås med. men jeg smed alt og tog afsted får at se til ham.
På afdelingen fortalte de at det var slut med stoffer, da han risikerede sit mentale helbred og at han skulle tage medicin resten af sit liv, men han kunne stadig være velfungerende.
Efter noget tid blev han stabil og udskrevet, fuldførte sin udannelse og havde det ok.
Året efter skete det samme igen og han tog forsat det ene og det andet on/off.
Jeg ved han kæmper, han har det SÅ skidt og medicinen gør ham så dårlig, men det er så svært at se ham ødelægge sit liv.
Vores søskende forhold er skrumpet ind til næsten ingen ting, men jeg elsker ham.
Nå men endnu en gang bliver han stabil og udskrevet, han klare den ok, men min bror der var en gang er væk.
Han kæmper, men alle hans tanker og "fixe" ideer, gør at han ikke kan fungere normalt og hans socialforbi og parnoia, overskygger den han var en gang-min livsglade og frygtløse lillebror.
Men han klare den og har også gode perioder.
Nu er han så indlagt igen og denne gang, virker det helt håbløst, han er så langt væk og jeg er så bange for at han ikke kommer tilbage, jeg hader at besøge ham
Det er så hårdt at høre på ham fortælle om alle de ting, han tror sker.
Han oplever ikke verden somm den er, han er et andet sted og jeg har ikke overskuddet til at rumme det
Jeg vik gerne have min bror igen og jeg er GAL på ham over han ikke kunne lade være med at ryge hash og hvad han nu ellers har gjort/gør. Samtidig skammer jeg mig over at være gal, da jeg jo godt ved ar han ikke har gjort det får at skade sig selv og gøre mig ked.
Han er syg.
Mest af alt er jeg sur på mine forældre, som svigtede os, som børn, teenagere og voksne.
I mange år, var jeg den store taber, men jeg fik kæmpet mig ud på den anden side og JEGhar det godt, men min bror som i mange år klarede det godt, som virkede så stærk, han knækede helt og det er ikke fair
Hvorfor kunne han ikke også få lov at klare den?
Hvad skal der ske med ham?
Han fortjener ikke det liv han har nu, han kunne så meget og bag sygdommen gemmer der sig sådan et fantastik væsen, som efterhånden er helt væk.
Jeg har ikke rigtig nogen at snakke med det om og jeg er nok heller ikke super god til det selv, men her til aften sidder jeg bare og græder over et spildt liv, over tabet af en helt fantasisk person som er væk. Og som jeg må erkende ikke kommer tilbage igen. De små glimt der kommer er der længere og længere i mellem.
Jeg savner min bror
