Jeg er utrolig dårlig til at klare hvis vores barn ikke vil sove om aftenen. Jeg hidser mig ikke op, det er slet ikke det, jeg bliver mere ked af det og panikker.
Min mand er meget bedre til at gribe det an på en rolig måde og sådan "det skal nok gå og det klarer jeg lige".
Vi vil gerne have nr 2, men jeg er da lidt urolig for hvordan det bliver der. Det er kun i peroder vores barn ikke vil sove og det kan tage noget tid før der er ro, men alligevel er det min mand der træder til der.
Er det ok at det er sådan? Og please sig at andre har det på samme måde?
Det er sket en eller to gange før at jeg har måtte ringe ham hjem hvis der har været uro. Ellers er jeg da stolt hvis jeg har kunne klare det selv.
Anmeld