Tvillingemødre og gerne andre? :) og et par billeder.

Vil ikke skrive andet end, du er en FANTASTISK mor (det VED jeg)

twinny skriver:

Hej tøser.

Jeg går med evigtdårlig samvittighed overfor mine børn.

Jeg synes, jeg har så svært med at give dem begge lige meget opmærksomhed. Nogle dage, når de er lagt i seng. Føler jeg kun den en har fået opmærksomhed i løbet dagen. Også ligger jeg og tænker på om jeg har gjort det godt nok.

Har I det også sådan?

første billede er lillebror Gabriel

Andet billede er storebror Celino

jeg er selv tvillingemor og mine små putter er nu 6 år

jeg husker tydeligt den følelse og jeg sad hver aften og havde dårlig samvittighed over den ene måske havde fået mere opmærksomhed end den anden

det er det, der gør det så hårdt, at være mor til tvillinger for man har kun 2 hænder selvom man ville ønske man havde 10.

jeg er sikker på at du gør det bedste du kan og mere kan du ikke forlange af dig selv

noget jeg gjorde som jeg syntes hjalp på min dårlige samvittighed var at lægge dem på gulvet overfor hinanden og mig ved siden af. derved kunne jeg lege med dem begge og så får de også glæde af hinanden

Nøj, de billeder fik godt nok smilet frem på mit morgensure fjæs!

Jeg vil godt give dig min historie. Jeg har ikke tvillinger, men er selv tvilling og moster til enæggede tvillingepiger på 2. Min mormor var også tvilling, så man kan godt sige, at det ligger til familien.

Min tvillingebror og jeg blev født tre uger før termin (ganske normalt so far) og havde også en god kampvægt på 3300 (moi!) og 2950 (ham!) og det gik vist godt de første tre uger indtil den dag, vi skulle døbes. Mor husker stadig at det fra den dag blev rigtig rigtig hårdt.

Det ville vise sig, at min bror var blevet skæv i rygsøjlen, så han græd stort set konstant de næste 6 måneder og sov max en time ad gangen, inden det startede igen. Det var utrolig hårdt for mine forældre og ældre søskende (de var 9, 15 og 16 år). Barsel var dengang kun 3 måneder. Min mor var sygeplejerske og min far lærer og tit tog far på arbejde uden at have sovet.

De var mildest talt desperate! Så det endte med, at farmor flyttede ind for at aflaste og tage sig lidt af mig, for der var jo ikke tid til mig.

Det var først, da de insistered på at få min bror til kiropraktor, at problemet blev løst. Det var for 30 år siden og bestemt ikke normalt, da han var den første baby der nogensinde havde været ved den kiropraktor. Det hjalp øjeblikeligt! Min mor fortæller, at han sov 6 timer efter første behandling og at hun vitterligt troede, at han var død

Det jeg ville sige er, at jeg har aldrig lidt nød! Mine forældre havde hænderne fulde med min bror. Jeg var den stille, fede, der lå og kiggede, mens han skreg eller jeg skreg, hvis han vækkede mig (som han vist gjorde tit).

Det kan godt være, du føler, at du ikke har lige meget tid til dine børn - det har du nok ikke. Men du er der, tilstede og jeg er helt sikker på, at dit nærvær giver pote i det lange løb. Tvillinger kommer altid til at skulle tage højde for hinanden, i dagpleje, i børnehave, i skole, blandt vennerne osv... sådan er det bare og det er et meget givende fællesskab altid at have en på ´din´side.

Du skal ikke have dårlig samvittighed, fordi du gør uden tvivl dit bedste! Jeg husker intet af det, der bliver fortalt om mine første år, men det lyder da til, at der blev brugt en hel del krudt på min bror, men det er intet jeg genkender i dag, udover at jeg har en enorm beskyttertrang overfor ham. Han er jo MIN

samson skriver:

Kære Twinny

Jeg er mor til tvillinger på 14 måneder og huskeer alt for godt den følelse. Jeg synes dog den var mere udbredt for et par måneder siden, inden ungerne lærte at kravle og komme rundt. Der skulle man selv "opsøge" de små og dikke-dikke, hvorimod de nu selv kan komme hen til een, når de trænger til at nusse eller få læst en bog. Så det skal nok blive bedre... og den dårlige samvittighed kan vi ikke rigtig bruge til noget. Vi gør det så godt vi kan, og jeg er sikker på du er en fantastisk mor, der giver sine drenge lige meget kærlighed:-)

De bedste hilsner fra Camilla

mange tak...

Ja, vi glæder os virkelig til de begynder og kravle.

Nadia&Daniel skriver:

Vil ikke skrive andet end, du er en FANTASTISK mor (det VED jeg)

Tak, søde. Vi må snart ses.

kiwilouise skriver:

jeg er selv tvillingemor og mine små putter er nu 6 år

 

jeg husker tydeligt den følelse og jeg sad hver aften og havde dårlig samvittighed over den ene måske havde fået mere opmærksomhed end den anden

det er det, der gør det så hårdt, at være mor til tvillinger for man har kun 2 hænder selvom man ville ønske man havde 10.

jeg er sikker på at du gør det bedste du kan og mere kan du ikke forlange af dig selv

noget jeg gjorde som jeg syntes hjalp på min dårlige samvittighed var at lægge dem på gulvet overfor hinanden og mig ved siden af. derved kunne jeg lege med dem begge og så får de også glæde af hinanden

 

 

Ja, 10 hænder ville helt sikkert være løsningen.

Mange tak for svaret.

Marita skriver:

Nøj, de billeder fik godt nok smilet frem på mit morgensure fjæs!

Jeg vil godt give dig min historie. Jeg har ikke tvillinger, men er selv tvilling og moster til enæggede tvillingepiger på 2. Min mormor var også tvilling, så man kan godt sige, at det ligger til familien.

Min tvillingebror og jeg blev født tre uger før termin (ganske normalt so far) og havde også en god kampvægt på 3300 (moi!) og 2950 (ham!) og det gik vist godt de første tre uger indtil den dag, vi skulle døbes. Mor husker stadig at det fra den dag blev rigtig rigtig hårdt.

Det ville vise sig, at min bror var blevet skæv i rygsøjlen, så han græd stort set konstant de næste 6 måneder og sov max en time ad gangen, inden det startede igen. Det var utrolig hårdt for mine forældre og ældre søskende (de var 9, 15 og 16 år). Barsel var dengang kun 3 måneder. Min mor var sygeplejerske og min far lærer og tit tog far på arbejde uden at have sovet.

De var mildest talt desperate! Så det endte med, at farmor flyttede ind for at aflaste og tage sig lidt af mig, for der var jo ikke tid til mig.

Det var først, da de insistered på at få min bror til kiropraktor, at problemet blev løst. Det var for 30 år siden og bestemt ikke normalt, da han var den første baby der nogensinde havde været ved den kiropraktor. Det hjalp øjeblikeligt! Min mor fortæller, at han sov 6 timer efter første behandling og at hun vitterligt troede, at han var død

Det jeg ville sige er, at jeg har aldrig lidt nød! Mine forældre havde hænderne fulde med min bror. Jeg var den stille, fede, der lå og kiggede, mens han skreg eller jeg skreg, hvis han vækkede mig (som han vist gjorde tit).

Det kan godt være, du føler, at du ikke har lige meget tid til dine børn - det har du nok ikke. Men du er der, tilstede og jeg er helt sikker på, at dit nærvær giver pote i det lange løb. Tvillinger kommer altid til at skulle tage højde for hinanden, i dagpleje, i børnehave, i skole, blandt vennerne osv... sådan er det bare og det er et meget givende fællesskab altid at have en på ´din´side.

Du skal ikke have dårlig samvittighed, fordi du gør uden tvivl dit bedste! Jeg husker intet af det, der bliver fortalt om mine første år, men det lyder da til, at der blev brugt en hel del krudt på min bror, men det er intet jeg genkender i dag, udover at jeg har en enorm beskyttertrang overfor ham. Han er jo MIN

høhø. morgensure fjæs? det er der vel ingen mennesker, der er.  Heller aldrig mig.

Tak for historien. Så ved jeg det.

twinny skriver:

Tak, søde. Vi må snart ses.

Jaaaaaaaaaaaaaaaaa - det MÅ vi

Kender det godt! Mens mine var små, ca op til 1 år og kunne ikke gå, var det svært, da man ikke altid kan bære på den ene og samtidig på den anden.

Jeg tog altid min dreng op i bæresele og pigen havde jeg ved siden af mig i skråstolen. Drengen var den, som altid skulle være ved mig.

Jeg købte en bæresele, som ikke var så dyr- her er tippet, hvis i har brug for en:

http://babyjungle.dk/?s=produkter&ID=71

Senere var det nemmere, da når de kan gå, kan de nå op til mig og så kan man sidde med dem på gulvet og lege... Alting bliver bedre!!!

mælkechoko skriver:

Kender det godt! Mens mine var små, ca op til 1 år og kunne ikke gå, var det svært, da man ikke altid kan bære på den ene og samtidig på den anden.

Jeg tog altid min dreng op i bæresele og pigen havde jeg ved siden af mig i skråstolen. Drengen var den, som altid skulle være ved mig.

Jeg købte en bæresele, som ikke var så dyr- her er tippet, hvis i har brug for en:

http://babyjungle.dk/?s=produkter&ID=71

Senere var det nemmere, da når de kan gå, kan de nå op til mig og så kan man sidde med dem på gulvet og lege... Alting bliver bedre!!!

Mange tak for svaret.