Andre der har morsyge børn. Jeg kan ikke klare mere!!!

Hej de damer, og i denne omgang specielt til jer med morsyge børn- som ikke er vant til at ha det!!!

 

Når vi kører nu på 2 uge med en datter, der KUN vil mig! 

Hun er 2 år og 8 måneder, og hendes far og jeg har altid været meget fælles om tingene, vi har skiftes til at putte ca hveranden dag, men det har ALDRIG været et problem. Vi har haft fast soveritual, og vores datter har altid lagt sig til at sove uden problemer, og har højst kaldt på en tår vand et par gange i løbet af natten, og derefter lagt sig igen. 

Pludseligt forandrede alting sig for ca 14 dage siden. Far måtte pludselig INGENTING, og hver gang vi skulle noget kom sætningen "mor skal med" eller hvis hun skulle bede om noget, var det kun mor der måtte give hende det, eller gøre tingene for hende. Når far puttede om aftenen, helt som han plejer, knækkede filmen fuldstændig for hende, (og gør det stadig) og det kunne tage mig timer at få hende lagt igen, hvis far havde haft puttet!

Når men nu kører vi så på 14 dagen, vi har aftalt at far ikke putter for en periode, for når jeg putter er det de fleste dage gået smertefrit! Men vi er også enige om at alt hvad hun forlanger jeg skal gøre i løbet af dagen (række hende et glas vand, skære aftensmaden ud, hjælpe med at tage en bog ned osv) det er noget far ligeså godt kan gøre, selvom hun siger nej det er mor der skal,  nu har vi gjort det sådan i ca 10 dage, hvor hun får  at vide, at far godt kan gøre det,og hun acceptere det nu efterhånden også. 

Nogen dage når jeg putter, går det også helt i ged for hende, så skal Lampen være tændt og døren må ikke lukkes osv, ting der aldrig har spillet ind før. Jeg er gravid i 6 månede, og har ikke meget energi til det her show, men jeg prøver ikke at vise hende det, men må til tider også være bestemt når hun lige trækker grænsen.

Hertil aften har jeg været nødt til at lægge hende ind i min seng efter 2 timers  forsøg på at få hende til at stoppe med at græde og lægge sig til at sove! Hun har aldrig sovet i vores seng, men hun lægger sig til at sove derinde, også selvom jeg er gået ind i stuen igen. Nogle vil sikkert mene det er forkert, og hun får det som hun vil, men jeg er sikker på hunkunne holde sig vågeN i sin seng med gråd og skrig hele natten hvis det skulle være. Og jeg kan bare ikke mere! Hvis far går derind, går det endnu mere i hårdknude for hende, så det vælger jeg at gå udenom! 

Er der andre der oplever eller har oplevet noget lignende er det en normal fase, og hvor længe mon den varer? Er der mon nogle gode råd til hvordan jeg/vi skal tackle det?? 

Tak fordi du læste med, pyha det blev lidt langt - forhåbentlig ikke for indviklet at forstå? 

Ingen der har været gennem denne fase? 

Nu er min dreng kun 2 år og 4 måneder og har ikke haft de vilde udsving. 

Han er helt klart gladest for mor, og kan skælde far meget ud hvis han prøver a komme til a børste tænder eller lign. 

Jeg synes a hvis det lader til a være en periode, skal man efterleve barnets ønske umiddelbart, da der nok er et udviklingstrin der skal bestiges, og gerne med lidt støtte, kun fra Mor. 

Hvis man generelt synes a barnet kun vil mor, synes jeg klart mor skal inddrage far og lade barnet vide a far er lige så god. 

Du kender dit barn og må møde det hvor det er, men selvfølgelig med en fin ballance hvor i holder fast i de gode regler og rutiner i har. Børn har nu engang godt og trygt a de samme faste rammer  

Så hold ud, og støt hende  

Anonym skriver:

Hej de damer, og i denne omgang specielt til jer med morsyge børn- som ikke er vant til at ha det!!!

 

Når vi kører nu på 2 uge med en datter, der KUN vil mig! 

Hun er 2 år og 8 måneder, og hendes far og jeg har altid været meget fælles om tingene, vi har skiftes til at putte ca hveranden dag, men det har ALDRIG været et problem. Vi har haft fast soveritual, og vores datter har altid lagt sig til at sove uden problemer, og har højst kaldt på en tår vand et par gange i løbet af natten, og derefter lagt sig igen. 

Pludseligt forandrede alting sig for ca 14 dage siden. Far måtte pludselig INGENTING, og hver gang vi skulle noget kom sætningen "mor skal med" eller hvis hun skulle bede om noget, var det kun mor der måtte give hende det, eller gøre tingene for hende. Når far puttede om aftenen, helt som han plejer, knækkede filmen fuldstændig for hende, (og gør det stadig) og det kunne tage mig timer at få hende lagt igen, hvis far havde haft puttet!

Når men nu kører vi så på 14 dagen, vi har aftalt at far ikke putter for en periode, for når jeg putter er det de fleste dage gået smertefrit! Men vi er også enige om at alt hvad hun forlanger jeg skal gøre i løbet af dagen (række hende et glas vand, skære aftensmaden ud, hjælpe med at tage en bog ned osv) det er noget far ligeså godt kan gøre, selvom hun siger nej det er mor der skal,  nu har vi gjort det sådan i ca 10 dage, hvor hun får  at vide, at far godt kan gøre det,og hun acceptere det nu efterhånden også. 

Nogen dage når jeg putter, går det også helt i ged for hende, så skal Lampen være tændt og døren må ikke lukkes osv, ting der aldrig har spillet ind før. Jeg er gravid i 6 månede, og har ikke meget energi til det her show, men jeg prøver ikke at vise hende det, men må til tider også være bestemt når hun lige trækker grænsen.

Hertil aften har jeg været nødt til at lægge hende ind i min seng efter 2 timers  forsøg på at få hende til at stoppe med at græde og lægge sig til at sove! Hun har aldrig sovet i vores seng, men hun lægger sig til at sove derinde, også selvom jeg er gået ind i stuen igen. Nogle vil sikkert mene det er forkert, og hun får det som hun vil, men jeg er sikker på hunkunne holde sig vågeN i sin seng med gråd og skrig hele natten hvis det skulle være. Og jeg kan bare ikke mere! Hvis far går derind, går det endnu mere i hårdknude for hende, så det vælger jeg at gå udenom! 

Er der andre der oplever eller har oplevet noget lignende er det en normal fase, og hvor længe mon den varer? Er der mon nogle gode råd til hvordan jeg/vi skal tackle det?? 

Tak fordi du læste med, pyha det blev lidt langt - forhåbentlig ikke for indviklet at forstå? 

Puha det lyder som en hård periode. Min søn er kun 15 mdr, så der er lang vej endnu til den alder din datter har. Men vi har haft et par perioder med mor sygt barn og det er virkelig hårdt for mor og far, bare på hver deres måde. 

Jeg synes umiddelbart det lyder til at i gør nøjagtig det vi plejer at gøre, nemlig at lade de daglige gøremål så vidt muligt være fælles og så i de situationer hvor det er nødvendigt, jamen så må mor altså træde ind og give barnet den tryghed. Jeg ved det er hårdt for far at blive afvist for en tid, men heldigvis er det bare en fase (ligesom mange andre). 

Min ide er at jo mere hverdagene ligner hinanden, jo mere tryg er barnet i de her perioder. Så rutinerne er vigtige tænker jeg, men dermed skal der også være plads til afvigelser når i så har nogle dage der er anderledes end normalt.

Så læg hende i jeres seng og få hvilet ud allesammen. Og så sker der ingen skade af det

Ja det kender jeg godt og jeg har faktisk rigtig ondt af min mand Han må stort set ingenting i tiden..

Jeg skal tage vores datter ud af bilen, prøver han siger hun "mor gør selv"! og går helt i panik hvis han vil.

Jeg skal ALTID putte og det er det værste.. Ville så gerne hvis han kunne gøre det en gang imellem så jeg kunne få lov til at slappe af mens han puttede. Men nej, det går slet ikke.

Han må heller ikke bade eller skifte hende. Ved det er en periode, men den må gerne SNART slutte!

Hun er forresten 2,5 år.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at børn ofte er klogere og mere opmærksomme end vi tror, og selvom sådan en mor-fase er ganske normal, så KUNNE det måske også tænkes at din graviditet spiller ind? Jeg ved ikke hvor meget I har involveret hende og hvor meget I snakker om den kommende bebs i hendes nærvær, men børn er jo ofte bange og nervøse for, at den lille ny "stjæler" mor og man oplever ikke samme opmærksomhedskvote ... Selvom den reaktion oftest kommer efter en fødsel af lillebror/lillesøster, så har jeg, igennem mit erhverv som pædagog, oplevet at forældre der venter nr 2 undrer sig over pludseligt ændret adfærd fra 1. barn og det kan være Lt fra at blive ekstremt morsyge, til at blive vredere og til at begynde at tisse bukserne ... Måske I skulle tage en lille snak med hende om hvordan det bliver når den lille kommer. At mor må passe på den lille, at hun kan hjælpe så meget hun har lyst og at selvom mor skal passe den lille, betyder det ikkehud har glemt hende eller elsker hende mindre Bare et forslag - har I allerede haft nogle gode snakke om det og virker hun afklaret - så ville jeg fortsætte som I gør nu, for så er det garenteret bare en ganske almindelig mor-fase ) 

Ååååh ja. Vi er der. Vores datter er 2 år 1 mdr. og det er KUN mor, der dur. Hvis far holder hende for at sige godnat, går hun helt i selvsving "mors tur sove!!!" Det er altid mig, der skal gøre alting. Det kan jeg bare ikke altid, for det er også mig, der laver aftensmad, og vi har 3 større børn, så de vil altså også gerne have mig engang imellem.

Hvis hun fx skal skiftes, vil hun jo også have, at jeg gør det, men far tager hende og siger "nej, det gør far". Kort og kontant. Og så skifter han hende. Nogen gange græder hun, andre gange er det okay. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast på, at nu er det sådan, og vise hende, at det er jer, der bestemmer, og at I begge kan og holder af hende.

Vi har så valgt som jer, at jeg putter hende i en periode, for jeg synes simpelthen, at det er synd for hende, at hun skal være så ked af det, inden hun falder i søvn. For hun græder næsten hele tiden og kalder på mig, og i forvejen har vi lidt svært ved at få hende til at sove. Vi nærmer os lige så langsomt en god putte-rutine, og når hun så er tryg ved det, tager vi tyren ved hornene og lader far putte igen. De andre børn vil jo også gerne puttes af mig... Igen tror jeg det er vigtigt at vise, at "vi har bestemt at far putter, og så er det kun ham", og så ikke lade ham blive afløst af dig. Men gør det først, når I selv er klar.

Jeg kan også mærke på vores datter, at hun prøver grænser med mig. Når jeg lægger hende i seng, græder hun og vil op, men jeg skal bare sige stille og roligt "det hjælper ikke at græde, du skal ikke op, du skal putte dig nu", så opgiver hun faktisk.

Det er rigtig hårdt, når man skal bruge så mange kræfter på det. 2 timer for at putte - hold da op. Jeg var gået i spåner, og jeg er ikke engang gravid Nogle gange skal man stå fast, være konsekvent. Andre gange skal man altså gøre det, der er nemmest for dig selv (som at lægge hende i jeres seng). På den anden side vil det jo også være rart at hun er vant til at far gør tingene, når nu der snart kommer en baby...

- Line

Da Maja var i den alder var jeg også gravid med lillebror. Og hun var eksterm morsyg, hvilket hun ellers aldrig har været.

Vi lod hende "have mig" i den omfang jeg kunne holde til (havde en slem bækkenløsning). Ikke for at undgå konflikter, men mere for at give hende tryghed. Hun accepterede at der var ting jeg ikke kunne gøre med hende, men ellers resten.

Da jeg havde født lillebror, havde vi nogle uger, hvor hun gav udtryk for at hun savnede mig, selvom jeg gjorde det jeg kunne med hende, men havde jo også et spædbarn med behov.

Nu bliver lillebror snart et ½ år, Maja er snart 3½ år og det går rigtig godt. I forhold til det der morsyghed...

.... Og så kom selvstændigheds aldrenen jubiiii NOT....

Mange hilsner

Henriette

LR85 skriver:

Nu er min dreng kun 2 år og 4 måneder og har ikke haft de vilde udsving. 

Han er helt klart gladest for mor, og kan skælde far meget ud hvis han prøver a komme til a børste tænder eller lign. 

Jeg synes a hvis det lader til a være en periode, skal man efterleve barnets ønske umiddelbart, da der nok er et udviklingstrin der skal bestiges, og gerne med lidt støtte, kun fra Mor. 

Hvis man generelt synes a barnet kun vil mor, synes jeg klart mor skal inddrage far og lade barnet vide a far er lige så god. 

Du kender dit barn og må møde det hvor det er, men selvfølgelig med en fin ballance hvor i holder fast i de gode regler og rutiner i har. Børn har nu engang godt og trygt a de samme faste rammer  

Så hold ud, og støt hende  

Tak for dine ord, vi er også meget opMærksomme på at i hvereagens gøremål, kan og skal far kunne hjælpe hende. Og det acceptere hun faktisk også 9 ud af 10 gange efterhånden, men den der putte seance, pyhaa den måtte gerne snart blive normal igen! Jeg ser frem til at alt bliver normalt igen, og holder mig oppe på at det gør det SNART! R

Angelspot skriver:

Puha det lyder som en hård periode. Min søn er kun 15 mdr, så der er lang vej endnu til den alder din datter har. Men vi har haft et par perioder med mor sygt barn og det er virkelig hårdt for mor og far, bare på hver deres måde. 

Jeg synes umiddelbart det lyder til at i gør nøjagtig det vi plejer at gøre, nemlig at lade de daglige gøremål så vidt muligt være fælles og så i de situationer hvor det er nødvendigt, jamen så må mor altså træde ind og give barnet den tryghed. Jeg ved det er hårdt for far at blive afvist for en tid, men heldigvis er det bare en fase (ligesom mange andre). 

Min ide er at jo mere hverdagene ligner hinanden, jo mere tryg er barnet i de her perioder. Så rutinerne er vigtige tænker jeg, men dermed skal der også være plads til afvigelser når i så har nogle dage der er anderledes end normalt.

Så læg hende i jeres seng og få hvilet ud allesammen. Og så sker der ingen skade af det

Dejligt at få lidt støtte i at der er okay, at jeg til sidst har måtte putte hende ind senil seng, for ikke at komme til at tale med meget store bogstaver! Jeg håber det hele snart bliver normal hverdag igen, så vi alle kan være fælles om en god hverdag