Hvor er det godt at du fik sat ord på.
Det er HELT forståeligt at du har de tanker, og kan også sagtens forstå hvis du føler at folk ikke tør tale med dig om det, det gør de nok heller ikke, for ingen ved hvad de skal sige.
Jeg vil ikke påstå at jeg kender til andet end en brøkdel af din frygt, har trods alt ikke været i nærheden af at skulle igennem så meget som I skulle i Mikkels første måneder.
Da Daniel var 2 dage gammel fik vi at vide at han ikke ville have overlevet en normal fødsel, og det slog mig helt ud af kurs, for var slet ikke klar over at det havde været så slemt, og amnge kunne ikke forstå at jeg tog sådan på vej, når nu jeg havde en sund og rask dreng i armene. Men det er jo netop dét, man forstiller sig jo pludselig hvad der KUNNE være sket, og det er dét man er bange for, selv om det hele er vel overstået.
Jeg bliver så glad hver gang jeg ser billeder af Mikkel, og ser at det kun går fremad, jeg var virkelig bekymret for ham/jer en overgang, men det er jo så dejligt livsbekræftende at se den kampvilje den lille fyr har udvist
Anmeld
