Frygten for at miste forsvinder ikke...

Baagøe skriver:

Føler med dig, for selvfølgelig er det svært og jeg tror frygten altid vil sidde i dig.

Ja det vil den nok, men forhåbentlig bliver den mindre og komm ned på et normalt niveau på et tidspunkt

morethanperfect skriver:

Tak

rikkeregnbue skriver:

Tak

anbo skriver:

Det er bare så vigtigt at få frem! Stort

Ja det er og jeg kan allerede mærke at det har lettet lidt at sige det højt...

Guldimaven skriver:

Tak

Ville ønske at jeg kunne give dig et kæmpe kram og fortælle dig hvor sindsygt flot du/I har klaret dette..!

Du skal have lov til at have "dumme" tanker, bare en gang imellem , det har du brug for som menneske!

Ønsker jer virkelig alt det bedste, er sikker på at dette kun kan gøre dig stærkere

TbCp skriver:

Heller ikke selvom Mikkel har det godt og nu er (næsten) rask...

Læs mere på bloggen...

Et svært indlæg

Kære Tina,Jeg har lige læst dit indlæg, og det rørte mig dybt. Jeg kan godt forstå du er bange for at miste! Det har du jo prøvet før med din søster, og har den svære erfaring at det med at dø, det er ikke bare noget naboen gør, det kan ens søster også gøre.Du spørger til om der er andre der har det sådan, og jeg kan fortælle at vi har noget famile som fik for tidligt født barn ( uge 23+4). Han er i dag over3 år gammel og stort trives. Som spæd fejlede han ikke noget alvorligt som Mikkel har gjort, og det er et helt fantastisk godt! Faren har fortalt ham at han stadig vågner badet i sved og løber ind til deres søn midt om natten for at chekke om alt er ok. Angsten sidder dybt, at han siger han aldrig tror han slipper af med den . måske er der nogen der synes at det må jeg ikke skrive til dig, men jeg gør det for at du skal vide at du ikke er ene om at have angsten siddende dybt idig, også selvom alt går godt!Tillykkemed de gode nyheder fra hospitalet, dejligt at han ikke kan få NEC igenJeg sender dig mange varme tanker, og siger tak for en helt fantastik blog!

hmm havde skrevet et langt svar men den forsvandt

Søde søde Tina. Dine tanker er forståelige. Og selvfølgelig skal du ikke bare skubbe dem væk eller sige til dig selv at du ikke må have de tanker.

Det har været en hård og uretfærdig kamp for jer at nå hertil som familie på 4.

Men det er vigtig at du sørger for at snakke med dine nære om dette. Den bedste måde du kan få det bearbejdet på er at snakke om det. Du kommer ikke "videre" (må ikke misforståes) hvis du bare skubber det i baggrunden.