Når bonussøn vil bo hos weekendfar

Min bonussøn på 10 år har i et stykke tid ytret ønske om at han gerne vil bo hos hans far og mig. Det har han sagt i alle de år jeg har kendt ham og det har vi altid slået hen som et ønske fra et skilsmisse barn, for sådan tænker de fleste sikkert.

Men nu er han altså ved at være så gammel, at vi er kommet i tvivl om hvorvidt vi kan forklare ham konsekvenserne af det, så han forstår at han altså vil skulle skifte skole, ikke kan ses med hans klassekammerater og venner andet end når han er på weekend hos hans mor. Der er nogle store ting i det, som vi ikke ved om vi kan stole på at han kan forstå. Vi har forklaret ham at han vil skulle lave lektier, hjælpe til hjemme hos os, ikke kan spille play station dagen lang og så er hans far tit på arbejde hele dagen og først hjemme ved 19-20 tiden, så det vil ikke være ham som har det daglige overblik, men derimod mig. Det har jeg ikke noget imod, men jeg tror ikke det er nogen min bonussøn som sådan kan sætte sig ind og forstå. Der er ikke de store krav til ham hos os, da vi har ham hver anden weekend, men hvis han skal bo hos os, så vil det jo ændre sig.

Nu er det begyndt at gå dårligt for ham i skolen, han får ikke lavet sine ting og han dagdrømmer og kan ikke holde koncentrationen.

'Hvornår skal vi reagere og tage ham alvorligt? Hvad tænker i om det? Hvornår har børn egentlig selv mulighed for at bestemme? Hvornår skal man begynde at tænke udover at det nok bare er et skilsmissebarns ønske, men at han faktisk mener det?

Anonym skriver:

Min bonussøn på 10 år har i et stykke tid ytret ønske om at han gerne vil bo hos hans far og mig. Det har han sagt i alle de år jeg har kendt ham og det har vi altid slået hen som et ønske fra et skilsmisse barn, for sådan tænker de fleste sikkert.

Men nu er han altså ved at være så gammel, at vi er kommet i tvivl om hvorvidt vi kan forklare ham konsekvenserne af det, så han forstår at han altså vil skulle skifte skole, ikke kan ses med hans klassekammerater og venner andet end når han er på weekend hos hans mor. Der er nogle store ting i det, som vi ikke ved om vi kan stole på at han kan forstå. Vi har forklaret ham at han vil skulle lave lektier, hjælpe til hjemme hos os, ikke kan spille play station dagen lang og så er hans far tit på arbejde hele dagen og først hjemme ved 19-20 tiden, så det vil ikke være ham som har det daglige overblik, men derimod mig. Det har jeg ikke noget imod, men jeg tror ikke det er nogen min bonussøn som sådan kan sætte sig ind og forstå. Der er ikke de store krav til ham hos os, da vi har ham hver anden weekend, men hvis han skal bo hos os, så vil det jo ændre sig.

Nu er det begyndt at gå dårligt for ham i skolen, han får ikke lavet sine ting og han dagdrømmer og kan ikke holde koncentrationen.

'Hvornår skal vi reagere og tage ham alvorligt? Hvad tænker i om det? Hvornår har børn egentlig selv mulighed for at bestemme? Hvornår skal man begynde at tænke udover at det nok bare er et skilsmissebarns ønske, men at han faktisk mener det?

Det afhænger jo så meget af modenhed og personlighed....

Hvis moren går med til det, så kunne I jo lade ham prøve f eks 2 uger. (Hvis det da er muligt med tanke på transport til og fra skole). På den måde får han jo prøvet hverdagen af og oplever, hvordan det er i virkeligheden. En ting er jo at få det fortalt, noget andet faktisk at opleve og forstå det.

Jeg ytrede samme ønske som barn og det ble også slået hen indtil jeg var 12 år (ved ikke med nu, men dengang hed det at man sku være 12 år for at have noget at sige) og det var aaalt for sent, det var skønt men er meget ked af der ikke blev lyttet til mi noget før.

Så min holdning er nok farvet af min egne erfaring, synes klart at børn ønsker om samvær bør overvejes nøje.

Ciss skriver:

Det afhænger jo så meget af modenhed og personlighed....

Hvis moren går med til det, så kunne I jo lade ham prøve f eks 2 uger. (Hvis det da er muligt med tanke på transport til og fra skole). På den måde får han jo prøvet hverdagen af og oplever, hvordan det er i virkeligheden. En ting er jo at få det fortalt, noget andet faktisk at opleve og forstå det.

God ide men en slags "prøvetid" - Det giver barnet et billede af en evt. hverdag.

Ciss skriver:

Det afhænger jo så meget af modenhed og personlighed....

Hvis moren går med til det, så kunne I jo lade ham prøve f eks 2 uger. (Hvis det da er muligt med tanke på transport til og fra skole). På den måde får han jo prøvet hverdagen af og oplever, hvordan det er i virkeligheden. En ting er jo at få det fortalt, noget andet faktisk at opleve og forstå det.

Vi ville meget gerne prøve det af, netop for at give ham et realistisk billede af hvad der præcist vil ændre sig, men vi bor 45 min fra hans mor, så det vil ikke kunne gå med transport hver dag.

Desuden vil moderen ikke tillade at han flytter, så hvis han skal bo hos os, skal det være fordi han selv vælger det, eller at der er noget der taler for. Derfor vil jeg gerne høre hvornår man ca vil kunne forvente at hans ord vil blive taget alvorligt hvis man evt ender i statsamtet...

Laijona Äiti skriver:

Jeg ytrede samme ønske som barn og det ble også slået hen indtil jeg var 12 år (ved ikke med nu, men dengang hed det at man sku være 12 år for at have noget at sige) og det var aaalt for sent, det var skønt men er meget ked af der ikke blev lyttet til mi noget før.

 

Så min holdning er nok farvet af min egne erfaring, synes klart at børn ønsker om samvær bør overvejes nøje.

Jeg kender din følelse, jeg selv er skilsmisse barn, så kan sagtens sætte mig i hans sted. Men jeg kan også huske at jeg ind imellem ønskede at bo hos min far, som en 'straf' overfor min mor, hvis hun havde været dum en dag. Og det er jo netop den vi ikke ønsker at han skal flytte for. Hvis han skal flytte, så må det være fordi det er noget han brændfende kunne tænke sig og ikke bare fordi det kunne være hyggeligt, kan du følge mig Ikke fordi jeg siger det om dit ønske, misforstå mig endelig ikke. 

Hvornår er det alvorligt nok ment fra barnets side, til at man kan sige at nu er det noget vi skal tage alvorligt??

Laijona Äiti skriver:

God ide men en slags "prøvetid" - Det giver barnet et billede af en evt. hverdag.

Ja det ville have været optimalt hvis vi kunne det, men det er ikke muligt da vi bor 45 min fra hans mor og skole, så det kan vi ikke få til at hænge sammen desværre Kan man måske prøve det i en weekend han er hos os?

Anonym skriver:

Jeg kender din følelse, jeg selv er skilsmisse barn, så kan sagtens sætte mig i hans sted. Men jeg kan også huske at jeg ind imellem ønskede at bo hos min far, som en 'straf' overfor min mor, hvis hun havde været dum en dag. Og det er jo netop den vi ikke ønsker at han skal flytte for. Hvis han skal flytte, så må det være fordi det er noget han brændfende kunne tænke sig og ikke bare fordi det kunne være hyggeligt, kan du følge mig Ikke fordi jeg siger det om dit ønske, misforstå mig endelig ikke. 

Hvornår er det alvorligt nok ment fra barnets side, til at man kan sige at nu er det noget vi skal tage alvorligt??

Jeg forstår dig godt.

Hvis han har ytret sig om ønsket i lang tid og ikke har givet udtryk for ønske om det modsatte så ville jeg stole på hans ord.

Jeg turde som barn ikke give udtryk for mit ønske hos den forælder jeg nu engang boede hos fordi jeg ikke ville såre mor/far men gjorde det klart for den weekend forælder jeg havde gentagenge gange men den forældre ville ikke tage en kamp op hvis det kunne blive grimt mellem mine forældre så som sagt måtte jeg "lide" til jeg var 12.

Anonym skriver:

Ja det ville have været optimalt hvis vi kunne det, men det er ikke muligt da vi bor 45 min fra hans mor og skole, så det kan vi ikke få til at hænge sammen desværre Kan man måske prøve det i en weekend han er hos os?

Så kunne man fortælle ham om den hverdag der er hos jer, er der pligter, hvad er sengetider og regler? - så han ikke tror at det blivr ligesom weekend hver dag.

Nu ved jeg ikke hvordan jeres weekender skiller sig ud fra hverdagen, men gennemgå de ting som er anderledes som han ikke ser i weekenderne. 

Laijona Äiti skriver:

Jeg forstår dig godt.

Hvis han har ytret sig om ønsket i lang tid og ikke har givet udtryk for ønske om det modsatte så ville jeg stole på hans ord.

Jeg turde som barn ikke give udtryk for mit ønske hos den forælder jeg nu engang boede hos fordi jeg ikke ville såre mor/far men gjorde det klart for den weekend forælder jeg havde gentagenge gange men den forældre ville ikke tage en kamp op hvis det kunne blive grimt mellem mine forældre så som sagt måtte jeg "lide" til jeg var 12.

Det er lige præcis også vores dilemma, for vi vil jo ikke svigte ham, men derimod går det jo heller ikke at vi river ham op med rode og tager ham væk fra hans trygge hverdag hvor han har skole, kammerater osv, hvis det ikke er alvorligt ment. Der behøver såmænd ikke skulle være noget galt for at han må bo hos os, men da han skal skifte skole osv, vil vi være helt sikre på han forstår omfanget og konsekvenserne af sådan en beslutning. 

Desuden er der også samarbejdet med moderen at tænke på da der også er en mindre søster, så det spiller jo desværre ind.