Av det gjorde ondt :(

Min ellers højt elskede bonusdatter et begyndt at snakke om at hun vil have mor og far skal være sammen... Hun har spurgt så mange gange i går og her til morgen hvorfor far ikke bor hos mor, og hvornår han kan holde op med at sove herhjemme så han kan sove hos mor og hende.. Hun er også begyndt at sige at hun vil have far kommer og leger med hende hjemme ved mor (fordi det gjorde han førhen når han havde hende på hverdage eller enkelt dage i weekender ud over de weekender hvor han har hende helt... inden jeg kendte hende)

Bliver lidt såret selvom det selvfølgelig er det alle børn vil, men kan bare mærke hun begynder at ønske mig ude af hendes fars liv, så sent som i går ville hun ikke høre efter hvad jeg sagde og kastede en hård bold efter mig i raseri... Er virkelig fortvivlet.. Kæresten siger vi skal bare holde fast i at der ikke er leg hjemme hos eksen og blive ved med at fortælle hende at far bor her nu... Men uhhh hvor gør det ondt at hun bare siger det lige op i ansigtet på en.. Og at moren åbenbart støtter op om det barnet siger og nærmest forventer at han nu kommer hjem til hende og har samvær igen......

Ved ikke hvad jeg ville med det men er bare så fortvivlet

Anonym skriver:

Min ellers højt elskede bonusdatter et begyndt at snakke om at hun vil have mor og far skal være sammen... Hun har spurgt så mange gange i går og her til morgen hvorfor far ikke bor hos mor, og hvornår han kan holde op med at sove herhjemme så han kan sove hos mor og hende.. Hun er også begyndt at sige at hun vil have far kommer og leger med hende hjemme ved mor (fordi det gjorde han førhen når han havde hende på hverdage eller enkelt dage i weekender ud over de weekender hvor han har hende helt... inden jeg kendte hende)

Bliver lidt såret selvom det selvfølgelig er det alle børn vil, men kan bare mærke hun begynder at ønske mig ude af hendes fars liv, så sent som i går ville hun ikke høre efter hvad jeg sagde og kastede en hård bold efter mig i raseri... Er virkelig fortvivlet.. Kæresten siger vi skal bare holde fast i at der ikke er leg hjemme hos eksen og blive ved med at fortælle hende at far bor her nu... Men uhhh hvor gør det ondt at hun bare siger det lige op i ansigtet på en.. Og at moren åbenbart støtter op om det barnet siger og nærmest forventer at han nu kommer hjem til hende og har samvær igen......

 

Ved ikke hvad jeg ville med det men er bare så fortvivlet

Anonym skriver:

Min ellers højt elskede bonusdatter et begyndt at snakke om at hun vil have mor og far skal være sammen... Hun har spurgt så mange gange i går og her til morgen hvorfor far ikke bor hos mor, og hvornår han kan holde op med at sove herhjemme så han kan sove hos mor og hende.. Hun er også begyndt at sige at hun vil have far kommer og leger med hende hjemme ved mor (fordi det gjorde han førhen når han havde hende på hverdage eller enkelt dage i weekender ud over de weekender hvor han har hende helt... inden jeg kendte hende)

Bliver lidt såret selvom det selvfølgelig er det alle børn vil, men kan bare mærke hun begynder at ønske mig ude af hendes fars liv, så sent som i går ville hun ikke høre efter hvad jeg sagde og kastede en hård bold efter mig i raseri... Er virkelig fortvivlet.. Kæresten siger vi skal bare holde fast i at der ikke er leg hjemme hos eksen og blive ved med at fortælle hende at far bor her nu... Men uhhh hvor gør det ondt at hun bare siger det lige op i ansigtet på en.. Og at moren åbenbart støtter op om det barnet siger og nærmest forventer at han nu kommer hjem til hende og har samvær igen......

 

Ved ikke hvad jeg ville med det men er bare så fortvivlet

Jeg tror det er vigtigt for dig ikke at blive følelsesmæssigt knust - for det du hører er en lille piges sårede indre. Det skal man som forældre kunne rumme og omfavne. Hun skal have lov til at være ked af det og være uforstående overfor hendes tilværelse for det kan ikke være nemt at være "fanget i midten" og gå fra hjem til hjem. Og det er jo helt naturlige spørgsmål hun kommer med. Det er jo spørgsmål fra hendes virkelighed - hvorfor har det dog ændret sig? Det kan hun bare ikke forstå og det er jo klart. 

Jeg tror du som fars kæreste skal forsøge lige nu at være den der holder lidt igen. Du må gerne vise glæde for din kæreste i hendes nærværd, men det ville måske være en fordel hvis i ikke rå-kysser og gør ved når hun ser på (det ved jeg self ikk eom i gør, det kan du bedst selv afgøre om det er passende) for så vil hun måske føle at du stjæler far og derfor ikke få et godt forhold til dig. Det er den voksnes ansvar at gøre forholdet til noget positivt, aldrig barnets Så mit råd er: rum hendes følelser, vær medfølende, selvom det rammer dig, så lad hende ikke se det. For det er helt helt naturligt for hendes situation. 

Gigl skriver:

Jeg tror det er vigtigt for dig ikke at blive følelsesmæssigt knust - for det du hører er en lille piges sårede indre. Det skal man som forældre kunne rumme og omfavne. Hun skal have lov til at være ked af det og være uforstående overfor hendes tilværelse for det kan ikke være nemt at være "fanget i midten" og gå fra hjem til hjem. Og det er jo helt naturlige spørgsmål hun kommer med. Det er jo spørgsmål fra hendes virkelighed - hvorfor har det dog ændret sig? Det kan hun bare ikke forstå og det er jo klart. 

Jeg tror du som fars kæreste skal forsøge lige nu at være den der holder lidt igen. Du må gerne vise glæde for din kæreste i hendes nærværd, men det ville måske være en fordel hvis i ikke rå-kysser og gør ved når hun ser på (det ved jeg self ikk eom i gør, det kan du bedst selv afgøre om det er passende) for så vil hun måske føle at du stjæler far og derfor ikke få et godt forhold til dig. Det er den voksnes ansvar at gøre forholdet til noget positivt, aldrig barnets Så mit råd er: rum hendes følelser, vær medfølende, selvom det rammer dig, så lad hende ikke se det. For det er helt helt naturligt for hendes situation. 

Syntes bare det er underligt at hun først begynder på det nu har trods alt været i hendes liv en del måneder nu.. Og hun har aldrig snakket om det før, før for et par dage siden.. Men prøver også at være forstående og vi sidder heller ikke og rå kysser foran hende selvfølgelig ikke! Syntes bare efter hun er begyndt på det at jeg er begyndt at trække mig væk ind i soveværelset med computeren så jeg bare ikke er der, for føler mig vikrelig ikke velkommen i mit eget hus de her dage

Gigl skriver:

Jeg tror det er vigtigt for dig ikke at blive følelsesmæssigt knust - for det du hører er en lille piges sårede indre. Det skal man som forældre kunne rumme og omfavne. Hun skal have lov til at være ked af det og være uforstående overfor hendes tilværelse for det kan ikke være nemt at være "fanget i midten" og gå fra hjem til hjem. Og det er jo helt naturlige spørgsmål hun kommer med. Det er jo spørgsmål fra hendes virkelighed - hvorfor har det dog ændret sig? Det kan hun bare ikke forstå og det er jo klart. 

Jeg tror du som fars kæreste skal forsøge lige nu at være den der holder lidt igen. Du må gerne vise glæde for din kæreste i hendes nærværd, men det ville måske være en fordel hvis i ikke rå-kysser og gør ved når hun ser på (det ved jeg self ikk eom i gør, det kan du bedst selv afgøre om det er passende) for så vil hun måske føle at du stjæler far og derfor ikke få et godt forhold til dig. Det er den voksnes ansvar at gøre forholdet til noget positivt, aldrig barnets Så mit råd er: rum hendes følelser, vær medfølende, selvom det rammer dig, så lad hende ikke se det. For det er helt helt naturligt for hendes situation. 

Det var et rigtig fint svar synes jeg. Og du TS virker som en moden pige der godt kan rumme den lille bonusdatters følelser. - fat mod, jeg er sikker på, at det hurtigt bliver bedre... Knus

børn har ingen choktilstand. de går direkte i sorg. hvor vi voksne først blir chokket. derfor er det normalt med sen reaktion.

hos et barn er mor og far en symbiose, en enhed. dvs der findes ingen far og ingen mor. men der findes FAR & MOR. forstår du? i starten var det jo bare leg. men nu begynder virkeligheden at dukke op.

hvor gammel er barnet?

du må ikke tage det personligt. børn føler også lav empati. hun sårer dig ikke bevidst. hun redegører for sine egne følelser. jeg syntes ikke du skal gemme dig væk. jeg syntes det er vigtigt at i snakker om tingene. eller tegner? børns følelser kan nemt tegnes ned. tegn med hende 2 huse og i alle på billedet. og at i alle er glade for hinanden. brug evt også lidt tid på hende. tag hende med i badeland el. lign? men far og mor må også gerne give hende opmærksomhed uden dig imo.

jeg forstår godt dine egne følelser. er selv papmor til 2.

Anonym skriver:

Syntes bare det er underligt at hun først begynder på det nu har trods alt været i hendes liv en del måneder nu.. Og hun har aldrig snakket om det før, før for et par dage siden.. Men prøver også at være forstående og vi sidder heller ikke og rå kysser foran hende selvfølgelig ikke! Syntes bare efter hun er begyndt på det at jeg er begyndt at trække mig væk ind i soveværelset med computeren så jeg bare ikke er der, for føler mig vikrelig ikke velkommen i mit eget hus de her dage

Du skal tænke på at det er en lille pige der siger det. En pige som for måneder siden fik rykket sin daværende verden fra hinanden. Selvfølgelig har du ret til at være der. Men det hun gennemgår tror jeg ikke kan måles med det du gennemgår. Og selvom det er flere måneder siden så kan reaktionen meget nemt først komme nu hvor hverdagen er begyndt at træde ind og det er gået op for hende at det er sådan her det skal være! Og hun har ikke haft noget at skulle have sagt til ændringen, så hun skal lyttes til og holdes om når det er hårdt. Hvis hun ikke lige kan rumme at det feks er dig der retter på hende, så bør du nok trække dig og lade din kæreste om det. 

Jeg tror ikke det er nemt at være mor eller fars nye kæreste i sådan en situation. Jeg er selv moren i situationen og min "nye" kæreste har også haft sine prøvelser. Nu er der så også kommet en ny kæreste på fars side og hun er sød og det synes min dreng heldigvis også - det har han fortalt mig. Men derfor kan det jo godt være han er anerledes overfor hende når hun så er der. Han har også spurgt mig og min kæreste om hvorfor jeg ikke bor med far (han kan dog ikke huske andet), hvortil man jo bare kan sige det som det er "vi kan godt lide hinanden, men vi elsker ikke hinanden mere. Nu elsker jeg -kærestes navn- og derfor bor vi sammen". Ikke gå ud i lange deltaljer, og et kram er altid på sin plads  

Gigl skriver:

Jeg tror det er vigtigt for dig ikke at blive følelsesmæssigt knust - for det du hører er en lille piges sårede indre. Det skal man som forældre kunne rumme og omfavne. Hun skal have lov til at være ked af det og være uforstående overfor hendes tilværelse for det kan ikke være nemt at være "fanget i midten" og gå fra hjem til hjem. Og det er jo helt naturlige spørgsmål hun kommer med. Det er jo spørgsmål fra hendes virkelighed - hvorfor har det dog ændret sig? Det kan hun bare ikke forstå og det er jo klart. 

Jeg tror du som fars kæreste skal forsøge lige nu at være den der holder lidt igen. Du må gerne vise glæde for din kæreste i hendes nærværd, men det ville måske være en fordel hvis i ikke rå-kysser og gør ved når hun ser på (det ved jeg self ikk eom i gør, det kan du bedst selv afgøre om det er passende) for så vil hun måske føle at du stjæler far og derfor ikke få et godt forhold til dig. Det er den voksnes ansvar at gøre forholdet til noget positivt, aldrig barnets Så mit råd er: rum hendes følelser, vær medfølende, selvom det rammer dig, så lad hende ikke se det. For det er helt helt naturligt for hendes situation. 

Gigl skriver:

Jeg tror det er vigtigt for dig ikke at blive følelsesmæssigt knust - for det du hører er en lille piges sårede indre. Det skal man som forældre kunne rumme og omfavne. Hun skal have lov til at være ked af det og være uforstående overfor hendes tilværelse for det kan ikke være nemt at være "fanget i midten" og gå fra hjem til hjem. Og det er jo helt naturlige spørgsmål hun kommer med. Det er jo spørgsmål fra hendes virkelighed - hvorfor har det dog ændret sig? Det kan hun bare ikke forstå og det er jo klart. 

Jeg tror du som fars kæreste skal forsøge lige nu at være den der holder lidt igen. Du må gerne vise glæde for din kæreste i hendes nærværd, men det ville måske være en fordel hvis i ikke rå-kysser og gør ved når hun ser på (det ved jeg self ikk eom i gør, det kan du bedst selv afgøre om det er passende) for så vil hun måske føle at du stjæler far og derfor ikke få et godt forhold til dig. Det er den voksnes ansvar at gøre forholdet til noget positivt, aldrig barnets Så mit råd er: rum hendes følelser, vær medfølende, selvom det rammer dig, så lad hende ikke se det. For det er helt helt naturligt for hendes situation. 

helt enig..

til ts du siger hendes mor støtter i det pigen siger, dette ville jeg som bonusmor mene var vigtigt at finde ud af om det er korrekt eller ej..

og ihvertfald skal far og mor få snakket med pigen om hvordan tingene de er nu og hvordan de skal være så ( hvis det er sandt ) moren ikke går og får drejet tingene for pigen....

stort

SØS skriver:

Det var et rigtig fint svar synes jeg. Og du TS virker som en moden pige der godt kan rumme den lille bonusdatters følelser. - fat mod, jeg er sikker på, at det hurtigt bliver bedre... Knus

Jeg gør mit bedste, er selv skilsmisse barn så kender godt til nogen af hendes følelser, men puha at hun lige frem smider ting efter mig syntes jeg er svært Men må tage det stille og roligt og se hvor det bærer hen.. Så længe kæresten og jeg vel bare er enige om hvordan det kommer til at foregå så går det vel nok