Skal/skal ikke, se min bio-far? hjælp...

FruK skriver:

Det ville jeg også sige. Når du tænker på det, så tror jeg at du kommer til at fortryde det, hvis du ikke gør det.

Og så igen... Jeg kunne selv have skrevet et lignende indlæg - bortset fra, at jeg ikke har en anden far - og jeg har ikke gjort det! 

Må jeg spørge dig hvorfor du ikke har gjort det? for jeg tænkte ikke på at møde min bio-far før han skrev til mig på face... for havde lidt den tanke at hvis han var det værd ville han ikke kunne undvære mig dengang...  Men nu har han jo meldt sig på banen igen... og nu jeg i tvivl...

Camulla skriver:

Jeg ville gøre det! Især pga. de halv-søskende... Tænk så meget I måske vil kunne få ud af hinanden?

Jeg er bange for at du fortryder det, hvis du ikke gør det...  

Jeg blev faktisk ret overrasket over jeg havde halvsøskende... men igen, måske vil de slet ikke have jeg bliver en del af deres familie... Puhhh vil ikke ødelægge noget for nogen, og fordi min bio-far har lyst og hans kone, betyder det jo ikke de børn har lyst til, at jeg skal komme og blande mig med min familie...

Anonym skriver:

Ja det har min kæreste faktisk også forslået en enkelt gang, lige da min bio-far havde skrevet. Men det fejede jeg væk, da jeg følte det skulle være enten, eller.

(Det føler jeg så ikke helt nu, måske skulle jeg udnytte at jeg kan springe fra igen, hvis manden ikke er noget for "min" familie.)

tusind tak.

Håber i hvert fald du finder den rigtige løsning for dig

Mor og meget mere skriver:

Jeg ville mødes med ham og så tage den derfra. Han bliver jo aldrig din far, men måske kan I etablere en god kontakt - og måske ikke, og så ved du da det. 

Tænk, hvis han er væk og borte om få år og du sidder tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål. 

 lige mine ord

Anonym skriver:

Sagen er den, at mine forældre gik fra hinanden dengang jeg var halvandet år, og min bio-far ville ikke se mig fra jeg var tre ca.

Siden de gik fra hinanden, har der været en anden "far" for mig, som altid har været der, aldrig har svigtet mig, eller gjort noget som var "ikke" far agtigt. Altså jeg elsker ham som var han min bio og jeg er ikke et sekundt i tvivl om det også er den anden vej. Jeg kalder ham selvfølgelig også far, og han er nu morfar til min dejlige datter...

Et godt stykke inde i mit 18'ende år, skriver min bio-far så pludselig til mig på facebook... hvor han skriver bl.a. at han nu "våver" at skrive til mig... (lidt som om han ikke har turde...) min mor påstår så at hun faktisk tilbød ham dengang, min (i mine øjne) rigtige far adopterede mig, at hun ville lade ham se mig når han ville, lave en skabbog om mig til ham hvert år, m.m. hvor af hun så påstår han ikke ønskede at have noget med mig at gøre... der er så intet hørt fra ham fra jeg var 3år til næsten 19 og lige blevet mor, og startet min egen familie.  

Han skriver så videre at det ville glæde ham og hans kone (navnet), hvis jeg ville mødes med dem, og være en del af deres familie også... samt jeg så kunne møde mine fire halvsøskende... (jeg anede ikke jeg havde halvsøskende).

Jeg takkede nej, et par dage efter han havde skrevet, da jeg på det tidspunkt havde UTROLIGT mange ting i mit liv... samt tænkte at hvis han ville kende mig var han jo ikke smuttet ud af mit liv vel???

Men... der er jo to sider af samme sag... min mor har altid sagt til mig at min bio-far ikke var noget godt bekendtskab, og at jeg selvfølgelig selv måtte bestemme når jeg blev 18... Samt mindet mig om at jeg allerede har en faderfigur, hvilket også er helt rigtigt, jeg kunne ikke havde en bedre "far".

Men nu der gået et års tid... min datter er blevet et år, jeg er snart færdig med at studere, har en fantastisk kæreste og far til min datter... og jeg er blevet nysgerrig... jeg ved simpelthen ikke om det er fordi jeg bare gerne vil have der sker noget nyt i mit liv, eller om det fordi jeg er bange for at såre nogle (mine forældre), eller om jeg vil beskytte min datter fra at skulle tage stilling til endnu en familie i hendes liv (f.eks. hvem skal hun kalde morfar osv.)... 

Jeg er totalt i vildrede... på den ene side vil jeg vildt gerne møde ham, og mine halvsøskende... men på den anden side, er der så ikke for mange minuser forbundet med det???

Min kæreste er ikke til nogen hjælp når det kommer til det her, han melder sig helt ud af det, og siger jeg skal gøre hvad jeg føler for... men jeg føler jo for begge sider af sagen... ARG... (Mine forældre går jeg slet ikke til, det helt udelukket da jeg kender min mors reaktion, og min far bliver såret...)

Puha... trængte til at få vendt det... håber i kan råde mig lidt, eller om der er nogle andre der har prøvet noget lign.

Jeg ved ikke om du kan bruge det her til noget.
Men en lille historie fra min familie.

Min stedfar, hans bio far forlod dem da han var 1,5 år . Og har siden fået en dejlig far og søskende ved sin mor.

Han har igennem alle de år han har været i vores liv snakket om hans bio far bare kort men sådan nogle små ting.

Og altid været nysgerrig.

Han har så aldrig gjort noget ved det.

For 1 måned siden bliver han så ringet op sf hospitalet at hans bio far lå indlagt og var ved det sidste.

Min mor og stedfar tog der op og var der de sidste timer inden han døde. Og efterfølgende har det vækket utrolig mange følelser i ham, mest af alt at han fortryder aldrig at havde mødt ham.
Som han siger det kan godt være det ville havde vist sig at han var en idiot. Men nu finder han aldrig ud af det.
Og virkelig noget han skal arbejde med, det har fået ham til at have en masse spørgsmål og føler nogle huller indeni som han ikke havde før.


Så for at komme tilbage til dig, jeg ville bestemt tage kontakt og møde dem, evt bare dig og måske din kæreste. Og så tage den derfra.
Måske bliver det kun til det møde, og måske til mere. Men jeg ville personligt fortryder hvis jeg ikke fik det gjort.


Knus

Denisep skriver:

Jeg ved ikke om du kan bruge det her til noget.
Men en lille historie fra min familie.

Min stedfar, hans bio far forlod dem da han var 1,5 år . Og har siden fået en dejlig far og søskende ved sin mor.

Han har igennem alle de år han har været i vores liv snakket om hans bio far bare kort men sådan nogle små ting.

Og altid været nysgerrig.

Han har så aldrig gjort noget ved det.

For 1 måned siden bliver han så ringet op sf hospitalet at hans bio far lå indlagt og var ved det sidste.

Min mor og stedfar tog der op og var der de sidste timer inden han døde. Og efterfølgende har det vækket utrolig mange følelser i ham, mest af alt at han fortryder aldrig at havde mødt ham.
Som han siger det kan godt være det ville havde vist sig at han var en idiot. Men nu finder han aldrig ud af det.
Og virkelig noget han skal arbejde med, det har fået ham til at have en masse spørgsmål og føler nogle huller indeni som han ikke havde før.


Så for at komme tilbage til dig, jeg ville bestemt tage kontakt og møde dem, evt bare dig og måske din kæreste. Og så tage den derfra.
Måske bliver det kun til det møde, og måske til mere. Men jeg ville personligt fortryder hvis jeg ikke fik det gjort.


Knus

Jo jeg kunne bestemt godt bruge det, det ramte mig dybt at læse. Hvis i såfald jeg tager kontakt til ham, så ville det ikke blive uden min kæreste ved min side.

Tusind tak, det var virkelig et super svar at få, endnu engang tak. Det har sat nogle tanker igang.

Anonym skriver:

Jo jeg kunne bestemt godt bruge det, det ramte mig dybt at læse. Hvis i såfald jeg tager kontakt til ham, så ville det ikke blive uden min kæreste ved min side.

Tusind tak, det var virkelig et super svar at få, endnu engang tak. Det har sat nogle tanker igang.

Okay glad for du kunne bruge det.
Håber du får mærket efter og træffer en beslutning du har det godt med. Store kram herfra

Anonym skriver:

Sagen er den, at mine forældre gik fra hinanden dengang jeg var halvandet år, og min bio-far ville ikke se mig fra jeg var tre ca.

Siden de gik fra hinanden, har der været en anden "far" for mig, som altid har været der, aldrig har svigtet mig, eller gjort noget som var "ikke" far agtigt. Altså jeg elsker ham som var han min bio og jeg er ikke et sekundt i tvivl om det også er den anden vej. Jeg kalder ham selvfølgelig også far, og han er nu morfar til min dejlige datter...

Et godt stykke inde i mit 18'ende år, skriver min bio-far så pludselig til mig på facebook... hvor han skriver bl.a. at han nu "våver" at skrive til mig... (lidt som om han ikke har turde...) min mor påstår så at hun faktisk tilbød ham dengang, min (i mine øjne) rigtige far adopterede mig, at hun ville lade ham se mig når han ville, lave en skabbog om mig til ham hvert år, m.m. hvor af hun så påstår han ikke ønskede at have noget med mig at gøre... der er så intet hørt fra ham fra jeg var 3år til næsten 19 og lige blevet mor, og startet min egen familie.  

Han skriver så videre at det ville glæde ham og hans kone (navnet), hvis jeg ville mødes med dem, og være en del af deres familie også... samt jeg så kunne møde mine fire halvsøskende... (jeg anede ikke jeg havde halvsøskende).

Jeg takkede nej, et par dage efter han havde skrevet, da jeg på det tidspunkt havde UTROLIGT mange ting i mit liv... samt tænkte at hvis han ville kende mig var han jo ikke smuttet ud af mit liv vel???

Men... der er jo to sider af samme sag... min mor har altid sagt til mig at min bio-far ikke var noget godt bekendtskab, og at jeg selvfølgelig selv måtte bestemme når jeg blev 18... Samt mindet mig om at jeg allerede har en faderfigur, hvilket også er helt rigtigt, jeg kunne ikke havde en bedre "far".

Men nu der gået et års tid... min datter er blevet et år, jeg er snart færdig med at studere, har en fantastisk kæreste og far til min datter... og jeg er blevet nysgerrig... jeg ved simpelthen ikke om det er fordi jeg bare gerne vil have der sker noget nyt i mit liv, eller om det fordi jeg er bange for at såre nogle (mine forældre), eller om jeg vil beskytte min datter fra at skulle tage stilling til endnu en familie i hendes liv (f.eks. hvem skal hun kalde morfar osv.)... 

Jeg er totalt i vildrede... på den ene side vil jeg vildt gerne møde ham, og mine halvsøskende... men på den anden side, er der så ikke for mange minuser forbundet med det???

Min kæreste er ikke til nogen hjælp når det kommer til det her, han melder sig helt ud af det, og siger jeg skal gøre hvad jeg føler for... men jeg føler jo for begge sider af sagen... ARG... (Mine forældre går jeg slet ikke til, det helt udelukket da jeg kender min mors reaktion, og min far bliver såret...)

Puha... trængte til at få vendt det... håber i kan råde mig lidt, eller om der er nogle andre der har prøvet noget lign.

Jeg kender din situation 100% ! Jeg har ikke selv haft kontakt med min mor før jeg blev 20 år.. Du er meget velkommen til at skrive til mig !  

Du/I behøver vel ikke at fortælle dine forældre, hvis at du skal mødes med ham?
Hvis det viser sig, du ikke vil have mere kontakt efter der første møde, så kan du enten fortælle dem, I har mødtes, og at du ikke ønsker at se ham igen, eller helt undlade at bringe det på banen.

Hvis du efter mødet ønsker at bibeholde en kontakt, synes jeg, du skal være helt ærlig overfor dine forældre og sige, at det ikke er for at skifte din "far" ud, men fordi du ønsker ham i dit liv.

Jeg har en veninde, der er adopteret, og da hun fandt sin bio-mor, stod hun med mange af de samme tanker/spørgsmål/bekymringer, som du gør nu.

Jeg synes, du skal møde ham, for jeg tror, han altid vil fylde i dit liv og ligeså spørgsmålet "hvad nu hvis..."

Anonym skriver:

Må jeg spørge dig hvorfor du ikke har gjort det? for jeg tænkte ikke på at møde min bio-far før han skrev til mig på face... for havde lidt den tanke at hvis han var det værd ville han ikke kunne undvære mig dengang...  Men nu har han jo meldt sig på banen igen... og nu jeg i tvivl...

Det er nogle andre, personlige ting, der holder mig tilbage. Men jeg har ofte den tanke, at jeg måskeebb dag får at vide, ar han er død, og så vil jeg nok fortryde at jeg ikke gjorde det. 

Jeg har aldrig været bitter på ham over, at han ikke var der. Men set kan jeg måske godt forstå, at du har været, når din far har boet sammen med dig i starten af dit liv. Så er det svært at forstå, at han kunne undvære dig.

Jeg var ikke planlagt, min far meldte klart ud, at han ikke var klar til børn, og så gik de fra hinanden før jeg blev født.

Men der er to sider af en sag, og du har jo chancen for at høre hans. Ikke fordi du skal tage parti, men bare for at høre, hvordan han har opfattet det.

Måske er det en ide, hvis du vælger at gøre det, at sige til din stedfar, at han altid vil være din "rigtige" far og morfar, men at du har brug for at se, hvor du biologisk kommer fra...?

 

Og tænk... Nu får det også mig til at tænke over tingene at læse sin tråd og opdage at jeg råder dig til at gøre noget, som jeg selv har tænkt på - men ikke gjort - i over 10 år...