Hej Anita
Min dreng havde talebesvær og blev derfor henvist til PPR til talepædagog i starten af børnehave. Vi kune godt fornemme, at det ikke var helt som det skulle være, men vi tænkte, at han nok skulle komme efter det med lidt professionel hjælp, og at de problemstilliger, han havde med at indgå i sociale relationer (hvordan man opfører sig, spilleregler mv.) bundede i hans manglende evne til at udtrykke sig verbalt. Klart at drengen skubber, når han ikke kan sige fra med ord.
Talepædagogen mente, at han måske havde noget kontaktbesvær, og at han muligvis havde nogle indlæringsvanskeligheder. Han blev vurderet af en børnepsykolog fra PPR, og hun indstillede ham til udredning på bispebjerg børnepsyk. Vi havde nogle samtaler med en læge og en psykolog, og vores dreng fik forskellige tests. Han blev ikke skannet. Efter nogle måneder fik vi diagnosen infantil autisme og mental retardering i lettere grad. Han har en målt IQ på 55, hvor det normale er min 70. Jeg havde slet ikke set den komme... At han skulle være mental retarderet. Jeg troede "bare" at det var noget, han kunne vokse fra. Nu har vi vænnet os til diagnosen, og på mange områder giver det mening i forhold til hans reaktioner, hans måde at udtrykke sig på og i det hele taget hans måde at være på. Vi forstår ham bedre, nu hvor vi ved hvorfor, og kan bedre hjælpe ham.
Autismen fylder ikke noget særligt. Som du selv skriver, så er det noget med struktur og favorit-lege. Min dreng er også meget udadvendt og snakker til folk i Fakta og andre steder. Han er meget kærlig og han bemærker hurtigt, hvis andre er kede af det. Han har dog også en tendens til at falde i staver og stirre på folk. Han har svært ved at forstå, hvad man gør og ikke gør i det sociale rum. Han elsker at lege med andre børn, men har svært ved at organisere legen. Han har det bedst, når den anden styrer og han bare kan følge med.
På enkelte punkter (tale og ordforråd) er han tæt på alderssvarende, men i langt de fleste tests er han omkring 2 år bagud. Han har også gået i specialbørnhave og går nu på specialskole. Det er super godt for ham, og han lærer meget, selvom det slet ikke er i samme tempo som hans 1½ år ældre søster (hun er normalbegavet). Ting tager bare længere tid, og nogle ting kan man sige eller øve 100 gange, og han forstår det stadig ikke. Det kan være dybt frustrerende, når man selv synes, det er så enkelt. Andre gang bliver jeg vildt imponeret over nogle ting, han kan huske, at han kan cykle uden støttehjul, gå til gymnastik uden mor og far eller bare hans humor. Det er en rutsjebanetur med glæder og bekymringer.
Det blev en lang smørre.. Håber du kan bruge det til noget
)
vh. Mette