Anonym skriver:
Jeg ved sku ikke rigtig hvordan jeg har det med at skulle hjem efter 4 timer. Forhistorien er denne:
Efter fødslen fik jeg min datter op på maven, jeg bliver syet osv. Jm går ud og er væk i omkring to timer pga. En kompliceret fødsel, som hun skulle hjælpe til med. Det undskyldt hun selvf. Og det var også okay. Problemet var, at jeg hele tiden efter fædslen stadig havde mens smerter..så til sidst trak min mand i snoren for at få dem ind igen. Jm kom og vi fortalte at jeg stadig havde ondt. De bad mig gå på toilettet. Heg når lige at komme derud, og skal til at sætte mig, da det vælterud med blod og kolagel (staves). Jeg blev så dårlig. De kom faren med sprøjte som jeg igen fik i låret. Derefter blev jeg hjulpet ind i seng. Jeg kunne næsten ikke gå. Var smadder bange og ved at besvime. Bagefter skulle jm først trykke fem lette tryk på livmoderen, hvorefter hun i to min ligger alt sin vægt ned over den for at presse blodet ud. Det gjorde så vanvittigt ondt. Har aldrig oplevet noget ligende.jeg skreg og græd. Dette skulle gøres tre gange. Plus jeg fik lagt to stikpiller op i anus. Jeg kunne mærke alt blodet blive trykket ud af livmoderen. Kan huske jm sagde at hvis det ikke stoppede snart skulle jeg opereres. Det stilnede heldigvis af. Jeg mistede ( hvad de kunne veje) 1250 ml blod plus det løse. Grunden til at jeg blødte var vist pga. Epi. Og væskedroppet man får lagt. Jeg fik ikke tisset nok og kateret tømte ikke min blære nok. De tømte den senere for 800 ml urin. Men altså det var så årsagen til at livmoderen ikke kunne trække sig sammen og stod og blødte. Vi fik at vide, at de ville snakke med os om forløbet, men det skete aldrig. Så har aldrig fået det snakket igennem.
Nutid: det bider så nu i form af, at jeg faktisk er mega bange for at begynde at bløde igen, at det kommer når jeg er hjemme. Jeg tør knapt nok tanken om at skulle på wc efter fødslen. Er bare pIsse bange rent ud sagt. Jeg får tåre i øjnene når jeg snakker om det med manden, men til jm konsultationerne har jeg ikke kunne få mig selv til at snakke om det pga. Jeg ikke har lyst til at begynde og græde der...men har virkelig ikke lyst til at føde ambulant, men vil heller ikke være til besvær. Hvad nu hvis de bare synes jeg er total sart, for nogle bløder jo mere..kan man tillade sig at sige man ikke vil føde ambulant..det slog mig helt ud den forrige gang ved jm, da denne sagde nå jeamen så kan du godt komme hjem efter 4 timer. Fordi jeg sagde de opdagede blødningen efter 2 timer og det var stilnet af efter yderligere to timer. Brød hylende sammen i badekaret om aftenen, så kæresten kom styrtende ud. Kan bare ikke overskue og tør ikke komme hjem så tidligt efter fødslen. Er det mig som skal tage mig sammen eller har jeg noget i det?
Nej, det er ikke dig der er sart eller dig der skal tage dig sammen!!!
Det er desværre den måde vi efter hånden har fået indrettet vores sundhedssystem på
Jeg kan godt forstå hvis du ikke har overskud til det, men jeg synes virkelig du skulle sende din beretning ind til Foreninge Forældre og Fødsel og/eller sende den til Lillian Bondo som er formand for jordemoderforeningen.
For det er lige præcis 'historier' som din der kan gøre en forskel. Der er brug for at 'nogen' gør opmærksom på hvad det gør ved kvinder at vi udsætter dem få så ringe vilkår at føde under. Du siger det så flot i din beskrivelse! Vildt at du kan være så bevidst om hvad der er sket, og hvad det gjorde ved dig.
Forestil dig et andet system, hvor jordemoderen var blevet hos dig, så du slet ikke havde været alene efter fødsel! Forestil dig at du have fået en eller flere efterfødselssamtaler og forestil dig at du kun skulle sendes hjem efter 4 timer ved næste fødsel, hvis DU synes du var klar til det! Det er rent faktisk sådan jordmoderforeningen gerne vil have det skal være, og det er det Foreningen Forældre og Fødsel også kæmper for!!! Jo flere der står bag det budskab, jo nemmere bliver det at komme igennem med noget af det til politikerne.
Jeg håber virkelig for dig at din næste fødsel går rigtig godt! -hvis du har overskud til at gå videre med din beretning (evt. anonymt) så ville det være rigtig godt, men jeg kan også godt forstå det hvis du ikke har lyst/orker det.
