Efter at have læst en del indlæg, fra parforhold, værdier, utroskab m.m. og selv på egen krop og sjæl oplevet mærkværdige og løjerlige personligheder, så syntes jeg det kunne være interessant at starte en diskution omkring løgn og det at lyve, eller fortie.
Man siger, at de fleste af os stikker en hvid løgn i ny og næ, eller faktisk ret ofte. Men en hvid løgn er jo kendetegnet ved at være "uskyldig". Hvis den virkelig er det, hvorfor så overhovedet stikke en hvid løgn?
Mit udgangspunkt her i livet er at man kommer længst med ærlighed. Gør man så også altid det? Eller er de knubs ærlighed giver/kan give nogle gange bedre at undgå?
Man kan hurtigt komme til at leve på så mange løgne, at man til sidst selv tror på dem, for omverden tror jo på dem, og virkeligheden kan man ikke holde ud. Men at lyve er både følelsesmæssigt og mentalt krævende: din selvrespekt lider under det, selv når løgnene ikke bliver opdaget. Din samvittighed vil aldrig være helt ren, og det er virkelig anstrengende i længden – meget værre end den "ballade" du risikerer ved at fortælle sandheden.
Kan man alligevel nogensinde forsvare at lyve? Eller forpester det din sjæl som ovenfor beskrevet?
Er det i orden at lyve, hvis man derved undgår at andre får en ubehagelig viden?
Er det i orden at lyve, fordi man er bange for at blive afvist, gjort til grin eller på anden vis at blive opfattet negativ?
Findes der grader af ærlighed?
Lyver man, når man fortier noget?
Anmeld
