Av min arm :S (sorry lidt langt)

Vi starter lige fra en ende af

d. 25 friede min dejlige kæreste til mig og jeg var overlykkelig og vi var rigtig glade og var ude og kigge på ringe selv samme dag så alt var i bedste velgående.. 

Lige indtil lørdag aften. Moren til min pap datter, skrev en meget anklagende besked og ned gjorde min kæreste for at han nu gik forhurtigt frem med mig.. Og at de havde været sammen 3 år før de blev forlovet dengang.. Det kom de ret meget op og skændes over.. I går skulle vi have min pap datter over og vi fik hende da også over.. Men moren blev ved med at omtale mig i en negativ tone og sagde jeg og hendes datter ikke behøvede være så meget sammen... (Kæresten og jeg flytter sammen i maj og jeg har mulighed for at se datteren max 6 gange mere inden da) - kæresten vil gerne vi kender hinanden lidt bedre inden vi skal være sammen hele tiden når hun er på besøg   Og det syntes jeg var en god ide for vil gerne være mere tryg ved siturationen inden jeg for alvor skal sættes ind i alle tingene.

Men jeg blev utrolig såret da jeg fik afvide at moren havde udtalt sig at jeg "bare" var en barnepige teknisk set.. En der bare ikke fik løn.. Og de kom op og disskutere igen... Og det hele endte ud i at i går aftes fjerende min kæreste hende fra facebook og har sagt til hende at de ikke er venner for andet end Lilly's skyld.. Og han ikke ønsker hun har tilgang til hans privat liv længere..

Da ham og jeg begyndte at komme sammen, fik jeg afvide at de var gode venner og det skulle jeg indfinde mig med. Hvilket jeg har haft svært ved fordi hun ville sætte grænser omkring alt vi foretog os både ude i hverdags livet og på nettet.

Men nu hvor de ikke er "venner" længere så sidder jeg lidt med en dårlig smag i munden.. For de havde et okay samarbejde hvor de kunne hjælpe hinanden osv.. Og nu ved jeg ikke helt hvordan det ender.. Vi har intet hørt fra hende siden i går.. Og hun plejde ellers at skrive ret tit..Men de har skændtes en del her på det sidste... Og jeg var ret tit emnet...

Og nu sidder jeg lidt med en følelse af at det er min skyld de er blevet uvenner At min tilstædeværelse måske er det der har gjort at alt måske ikke er gået som det skulle... 

Elsker min kæreste over alt på jorden og ville ikke opgive ham for noget i verden.. Heller ikke for at de kan få deres "venskab" igen. Har lagt så meget af mig selv til side for at få det til at fungere for at jeg passede ind i morens krav omkring mig... Hun har aldrig rigtig kunne lide mig.. Og hun har flere gange omtalt mig som en overspringshandling.. og noget der nok snart skulle gå over..

Tror lidt jeg har brug for nogle positive ord for at vide jeg ikke skal tænke så meget over det og at det ikke er min skyld... :s

Jeg syntes hun er dybt urimelig.. Og virker en smule jaloux.. Jeg syntes du skal tage og tage den med ro.. Det kan umuligt være din skyld... 

Chel1992 skriver:

Vi starter lige fra en ende af

d. 25 friede min dejlige kæreste til mig og jeg var overlykkelig og vi var rigtig glade og var ude og kigge på ringe selv samme dag så alt var i bedste velgående.. 

Lige indtil lørdag aften. Moren til min pap datter, skrev en meget anklagende besked og ned gjorde min kæreste for at han nu gik forhurtigt frem med mig.. Og at de havde været sammen 3 år før de blev forlovet dengang.. Det kom de ret meget op og skændes over.. I går skulle vi have min pap datter over og vi fik hende da også over.. Men moren blev ved med at omtale mig i en negativ tone og sagde jeg og hendes datter ikke behøvede være så meget sammen... (Kæresten og jeg flytter sammen i maj og jeg har mulighed for at se datteren max 6 gange mere inden da) - kæresten vil gerne vi kender hinanden lidt bedre inden vi skal være sammen hele tiden når hun er på besøg   Og det syntes jeg var en god ide for vil gerne være mere tryg ved siturationen inden jeg for alvor skal sættes ind i alle tingene.

Men jeg blev utrolig såret da jeg fik afvide at moren havde udtalt sig at jeg "bare" var en barnepige teknisk set.. En der bare ikke fik løn.. Og de kom op og disskutere igen... Og det hele endte ud i at i går aftes fjerende min kæreste hende fra facebook og har sagt til hende at de ikke er venner for andet end Lilly's skyld.. Og han ikke ønsker hun har tilgang til hans privat liv længere..

Da ham og jeg begyndte at komme sammen, fik jeg afvide at de var gode venner og det skulle jeg indfinde mig med. Hvilket jeg har haft svært ved fordi hun ville sætte grænser omkring alt vi foretog os både ude i hverdags livet og på nettet.

Men nu hvor de ikke er "venner" længere så sidder jeg lidt med en dårlig smag i munden.. For de havde et okay samarbejde hvor de kunne hjælpe hinanden osv.. Og nu ved jeg ikke helt hvordan det ender.. Vi har intet hørt fra hende siden i går.. Og hun plejde ellers at skrive ret tit..Men de har skændtes en del her på det sidste... Og jeg var ret tit emnet...

Og nu sidder jeg lidt med en følelse af at det er min skyld de er blevet uvenner At min tilstædeværelse måske er det der har gjort at alt måske ikke er gået som det skulle... 

Elsker min kæreste over alt på jorden og ville ikke opgive ham for noget i verden.. Heller ikke for at de kan få deres "venskab" igen. Har lagt så meget af mig selv til side for at få det til at fungere for at jeg passede ind i morens krav omkring mig... Hun har aldrig rigtig kunne lide mig.. Og hun har flere gange omtalt mig som en overspringshandling.. og noget der nok snart skulle gå over..

 

Tror lidt jeg har brug for nogle positive ord for at vide jeg ikke skal tænke så meget over det og at det ikke er min skyld... :s

HURRA for din dejlige MAND! Fandme rart at høre at der er nogen der kan sige fra, og ikke er en vatnisse.

Det kan aldrig være DIN skyld at de er uvenner - hun lyder som om at hun ikke helt har affundet sig med at der nu ikke længere er mulighed for at vende tilbage til hans trygge arme, nu han har fundet en anden. Og det er da helt klart et hårdt slag. Men sådan er det bare, hun har nok brug for tid til at indse det.

I mellemtiden er det SÅ flot at din kæreste har medt ud og sagt at det er sådan det er - ellers havde det bare trukket processen i langdrag. Hun bliver sikkert god igen på et tidspunkt, så sørg for i begge taler pent til hende, så der ikke er andet hun kan blive gnaven over, når hun er kommet sig over bruddet 

det er slet ikke din skyld overhovede.... de er ikke sammen mere og der for må i gerne blive forlovet og alt det i ønsker det skal hun ikke blande sig i og jeg tror også hun lyder som en smule jaloux måske meget...

jeg tror bestemt ikke det er dig eller måden du er eller gør ting... bestemt ikke...

jeg trot tilgengæld det er rigtig svært at se manden man har elsket (og som nok stadig har en speciel plads i ens hjerte), og har barn sammen med være glad for en anden... og så glad at han forlover sig (enda hurtigere end han gjorde med en selv)

en jalou x er aldrig sjov... i de fleste tilfælde kan man ingorere hende... bare ikke når der er et barn indenover....

du kunne jo overveje at havde en snak med hende... kun dig og hende... og snakke om hvordan du har tænkt dig at takle at i flytter sammen og han har datteren... og fortælle at du jo selvfølgelig ikke skal lege mor (som hun måske kan frygte) men at hun har en utrolig dejlig datter og fortæl om de ting du godt kan li og lave med hende... så hun lærer dig at kende istedet for at du er hende hun frygter pga. en masse misforståede ting...

Det på ingen måder din skyld. Det er bare hende der jaloux og har svært vedkor komme videre tror nu stadig hun elsker ham for ellers ville hun da ikke skrive så tit og tro de er hende der bestemmer over hans liv nærmest. Men fandme dejligt at se din kæreste siger fra

AalborgPigen skriver:

Jeg syntes hun er dybt urimelig.. Og virker en smule jaloux.. Jeg syntes du skal tage og tage den med ro.. Det kan umuligt være din skyld... 

Mange tak det er rart lige at få et klap på skulderen ^^

Holbæktrunten skriver:

HURRA for din dejlige MAND! Fandme rart at høre at der er nogen der kan sige fra, og ikke er en vatnisse.

Det kan aldrig være DIN skyld at de er uvenner - hun lyder som om at hun ikke helt har affundet sig med at der nu ikke længere er mulighed for at vende tilbage til hans trygge arme, nu han har fundet en anden. Og det er da helt klart et hårdt slag. Men sådan er det bare, hun har nok brug for tid til at indse det.

I mellemtiden er det SÅ flot at din kæreste har medt ud og sagt at det er sådan det er - ellers havde det bare trukket processen i langdrag. Hun bliver sikkert god igen på et tidspunkt, så sørg for i begge taler pent til hende, så der ikke er andet hun kan blive gnaven over, når hun er kommet sig over bruddet 

Mange tak er også rigtig glad for at han gjorde det Havde ikke troet det ville ske (fordi han normalt bare snakkede hende efter munden) men blev rigtig glad for at han ikke trak det tilbage fordi hun mente han skulle

Det er jeg rigtig glad for, har simpelthen haft så ondt i maven efter det, fordi jeg har følt det var min skyld..

Er også rigtig stolt af ham at vi blev forlovede gjorde åbenbart at han måske er mere beskyttende omkring mig hvem ved har normalt bare måtte indfinde mig med at hun ikke brød sig om mig hvor han så bare har bedt hende tige stille men denne gang har han jo sat tingene i perspektiv for hende

Håber jeg da hun gør, som tingene ser ud nu så vil hun ikke at jeg nærmer mig hende.. Så kan ikke engang tale med hende..

Kay skriver:

jeg tror bestemt ikke det er dig eller måden du er eller gør ting... bestemt ikke...

jeg trot tilgengæld det er rigtig svært at se manden man har elsket (og som nok stadig har en speciel plads i ens hjerte), og har barn sammen med være glad for en anden... og så glad at han forlover sig (enda hurtigere end han gjorde med en selv)

en jalou x er aldrig sjov... i de fleste tilfælde kan man ingorere hende... bare ikke når der er et barn indenover....

du kunne jo overveje at havde en snak med hende... kun dig og hende... og snakke om hvordan du har tænkt dig at takle at i flytter sammen og han har datteren... og fortælle at du jo selvfølgelig ikke skal lege mor (som hun måske kan frygte) men at hun har en utrolig dejlig datter og fortæl om de ting du godt kan li og lave med hende... så hun lærer dig at kende istedet for at du er hende hun frygter pga. en masse misforståede ting...

Tror heller ikke det er nemt for hende, hun er jo van til at se min kæreste 2-3 gange om ugen i flere timer når han har datteren oppe i hendes lejlighed (jeg må ikke have noget med datteren at gøre i hverdagene, fordi moren siger det er forvirrende for datteren at hun skal med hen til mig når hun har været i børnehave) men ja pludselig at skulle se ham mere seriøst med mig som hun altid har troet bare ville forsvinde efter kort tid, det er måske svært.. Måske det også er et hårdt slag.. Hun har da spurgt ham nogle gange i løbet af vores forhold om han ikke kom tilbage til hende..

Jeg har haft den snak med hende.. Den havde jeg den første gang jeg mødte hende der snakkede vi 2 timer om forventninger til hinanden og lærte hinanden lidt og kende der (det eneste tidspunkt hvor vi har kunne enes) Men nu vil hun ikke have mig i nærheden af hendes lejlighed og så langt væk fra hendes datter som muligt.. :s

Malou&Anders skriver:

Det på ingen måder din skyld. Det er bare hende der jaloux og har svært vedkor komme videre tror nu stadig hun elsker ham for ellers ville hun da ikke skrive så tit og tro de er hende der bestemmer over hans liv nærmest. Men fandme dejligt at se din kæreste siger fra

Er også det jeg tænker med sådan en reaktion :s men er glad for han sagde fra, er bare ked af at det går ud over deres samarbejde