det gør sku ondt!

Anonym skriver:

det må du gerne

han har en forsnævring på kranspulsåren (tror jeg det hed) og så har han 2 huller men det ene har heldigvis næsten lukket sig selv.. men det andet er ret stort og behøver en operation og da han blev født havde han for stort tryk i lungerne som gjorde at han kom i respirator i 2 døgn og c-pap i 14 dage

Puha sikke en omgang. Ang operationen, de eneste råd jeg har, er snak snak snak. Snak med hinanden om det hele, og være forberedet på at din kæreste nok ikke er så villig til at snakke om det. For selvfølgelig bliver det hårdt. En anden ting husk at tage billeder, i bliver glade for dem senere, også af de ting der måske ikke er så rart. Og skriv dagbog, både over dine egne følelser men også forløbet. Og en sidste ting, på facebook er der en lukket gruppe for forældre til hjertbørn, den hedder Hjerteforeningens Børneklub. Her bliver talt om alt og man kan få alle sine spørgsmål ud til andre "erfarne" hjerteforældre

Anonym skriver:

jaa det er lige hva det gør!

vi fik en lille søn den 3 december, som der desværre har en hjertefejl!han kommer til at behøve 2 operationer

og ikke nok med det så har jeg idag via en meget laaaaang samtale med kæresten om vores forhold fået hevet ud af ham at han faktisk fortryder vores lille guldklump pga hans hjertefelj

har længe mistænkt at han fortrød ham pga af han ikke involvere sig i den lille eller overhoved gider at tage over bare en lille halv time hvis jeg har brug for søvn...

ved ikk om jeg kan elske en mand som fortryder vores søn pga af en hjertefejl

og han giver også udtryk for at han hellere vil involvere sig når den lille bliver en størrelse hvor han kan lege med ham... det kan sku da ikk være rigtigt! er meget rasende indeni

 

 ved ikk helt hvordan jeg skal forholde mig til situationen... nogle bud?

Mænd kan også få en fødselsdep/ fødsels reaktion og når I fik en lille dreng der fejler noget - kan det have udløst det... 

Så tror helt klart at han skal have bearbejdet det at have fået et sygt barn. 

At I har en søn med hjertefejl, gør ham jo ikke mindre elskbar af den grund..

Er sikker på at jeres dejlige dreng nok skal klare den, de er nogle små seje nogle - det er værer med forælderne... 

Det er meget svært at være en familie med et Handicappet barn. Rigtig mange familier bryder op og går hvert til sit, fordi mor og far håndterer det at have et handicappet barn forskelligt.

Jeg vil sige, at hvis det 'bare' er det at han fortryder jeres søn, så forstår jeg ham godt. Man kan sagtens fortryde i kærlighed, måske skal du finde ud af hvad det indebærer for ham, at fortryde.?

Hvis I kan være kærester og gode forældre, så bliv sammen. Men det ER svært at være sammen om et Handicappet barn. Så Vælg dine kampe...

Jeg ved ikke om det blev for kryptisk, ellers må du spørge, så jeg kan uddybe.

Held og lykke.

 

Først og fremmest et kæmpe

Er selv mor til et -barn så ved præcis hvordan du/i har det...du er velkommen til at skrive PB hvis du har brug for en at snakke nærmere omkring det med...

 

Det gør mig ondt at høre at jeres søn skal igennem operationer. håber ikke han får brug for flere end de to. kan ikke sætte mig ind i hvor hårdt det må være at være dig i denne tid. hold da op. 

Jeg er utrolig ked af at du samtidig skal kæmpe med din mand og alle de følelser, synes det er nogle urealistiske og uretfærdige følelser din mand har. 

Håber han får øjnene op for det han har. 

Vi alle har fejl, og håber han ser sine. 

Moar'en skriver:

Puha sikke en omgang. Ang operationen, de eneste råd jeg har, er snak snak snak. Snak med hinanden om det hele, og være forberedet på at din kæreste nok ikke er så villig til at snakke om det. For selvfølgelig bliver det hårdt. En anden ting husk at tage billeder, i bliver glade for dem senere, også af de ting der måske ikke er så rart. Og skriv dagbog, både over dine egne følelser men også forløbet. Og en sidste ting, på facebook er der en lukket gruppe for forældre til hjertbørn, den hedder Hjerteforeningens Børneklub. Her bliver talt om alt og man kan få alle sine spørgsmål ud til andre "erfarne" hjerteforældre

billeder har vi taget rigtig mange af da han var indlagt i den tid efter fødslen.. det er også rigtig hårdt at sidde og kigge dem igennem stadig..men når man så kigger på den lille nu  og han så ligger og smiler så smelter man jo helt..og det er jo ikk fordi han ser syg ud mere hovedhoved.. han har endda fået sin sonde ud

vil helt sikkert tage dit råd til mig omkring at skrive dagbog! en rigtig god ide!

kan mærke at jo mere jeg snakker med manden og bare bliver ved og ved jo flere følelser kommer der ud af ham.. så må jo bare blive ved

 

har ansøgt gruppen på facebook nu =) tuuuuusind tak for tippet

Ansemusen skriver:

En efterfødselsreaktion kan vise sig med det samme eller først flere måneder efter fødslen!

Jeg kender selvfølgelig ikke din mand, og så er det svært at vide, om det er det vi taler om eller om han bare er en idiot (det tror jeg dog sjældent er tilfældet, når man kommer ind til sagens kerne).
Men hvis han ellers altid har været en god mand, som har respekteret dig og behandlet dig godt, været kærlig osv., så tror jeg altså det skyldes jeres søns hjertefejl. Han har måske fået en masse faderfølelser for jeres dreng i løbet af de første 20 dage, og er måske bblevet skræmt af det, fordi det vil gøre alt for ondt, hvis I nu mistede ham. Og så har han trukket sig.

Jeg ved ikke om det ER sådan, men jeg synes helt sikkert I skal tale om det! For situationen er hverken holdbar for ham, dig eller barnet

vi en lang snak med ham omkring det hele sent igår aftes!

og du havde ret! han ER bange for at knytte sig for meget til ham hvis vi nu skulle miste vores guldklump..

det er først efter vi er kommet hjem fra sygehuset at det er gået op for ham sådan helt rigtigt! hva det er der lige sker nu..

men det var rigtig hårdt for ham igår at indrømme det han gjorde og jeg er virkelig stolt af at han fortalte mig det for normalt kan han ikke lide at fortælle om sine følelser..

man bliver sku helt rørt når man for brudt hans facade

Anonym skriver:

vi en lang snak med ham omkring det hele sent igår aftes!

og du havde ret! han ER bange for at knytte sig for meget til ham hvis vi nu skulle miste vores guldklump..

det er først efter vi er kommet hjem fra sygehuset at det er gået op for ham sådan helt rigtigt! hva det er der lige sker nu..

men det var rigtig hårdt for ham igår at indrømme det han gjorde og jeg er virkelig stolt af at han fortalte mig det for normalt kan han ikke lide at fortælle om sine følelser..

man bliver sku helt rørt når man for brudt hans facade

Åhr en fantastisk tilbagemelding! Ikke at han ikke har det godt (men det vidste vi jo godt i forvejen), men fordi han har erkendt det og selv kan se problemet!

Han bliver nødt til at få hjælp nu af en professionel med speciale på området. Kontakt fx Gaia instituttet, som er en sammenslutning af psykoterapeuter uddannet specielt i efterfødselsreaktioner/depressioner!

Det er rigtig vigtigt, at han ikke går med det alene. et er normalt at få det som han har det, specielt, når barnet ikke er raskt! Han behøver ikke at føle sig forkert eller svag, fordi han har brug for hjælp. Der ville jo ikke være terapeuter til den slags, hvis det var unormalt
Det er vigtigt, så han hurtigst muligt igen kan få modet til at knytte bånd til sin søn!

Jeg har selv haft en efterfødselsreaktion, og terapi har været min redning!

Puha det kan jeg godt forstå du bliver rigtig ked af! Men giv ham tid. I reagerer forskelligt. Det er HELT normalt at være ked af at man ikke fik det barn man havde "ønsket sig". Et helt raskt barn. Mange som får børn med handicap skal først sørge over tabet af det barn de ikke fik før de kan knytte sig til det barn de rent faktisk fik. Det lyder rigtig barskt det ved jeg godt.

Og det andet med at han siger at han først vil synes det er sjovt når jeres barn er ældre. Sådan er der MANGE mænd der har det. Inkl min egen. Han syntes da heller ikke vores datter var VILDT spændende mens hun var helt lille. Faktisk havde min mor det på samme måde med min datter. Det var lidt hårdt. Jeg håber I kan finde ud af det og blive sammen for selvfølgelig vil det tære på jeres forhold. Men prøv at giv ham tid og plads til at reagere og giv luft for sine tanker selvom det er hårdt for dig. Har du evt en god veninde du kan læsse af hos???