det gør sku ondt!

Angelspot skriver:

Jeg er ked af at høre om jeres guldklumps handicap. Det er et hårdt slag først at få at vide at ens barn har et handicap for derefter at skulle tage stilling til operationer i så tidlig en alder. Jeg føler med jer 

Jeg tænker lige umiddelbart i din situation at din kæreste har fået sig et chok. Det er ikke nemt at modtage sådan en besked, heller ikke selvom man får tid til at vænne sig til det. Mange ender med depressioner og fortryder valget om barnet. Det er helt normalt. Det er en sorgproces der skal bearbejdes, hvilket tager meget lang tid for nogle. Jeg vil tro din kæreste er ved at bearbejde oplysningerne og følelserne på sin egen måde, hvilket også er hårdt for ham. Det kræver meget støtte, der er hårdt for et forhold, både mor og far. Og man bearbejder det på hver sin måde.

Jeg kan kun give et råd, det er at tage hånd om følelserne og få snakket med andre i samme situation, ellers kan du føle du står med alle følelser og alt ansvar selv. Det har du heller ikke godt af.

Jeg tænker på jer og du er meget velkommen til at skrive en PB, da jeg har en bonusdatter der er handicappet  

du har nok helt ret i det du skriver

føler mig i hvert fald meget alene mht til det at have nogle at snakke med i samme situation som en selv

LevisMor skriver:

Bliver selv ked af at læse at han ikke gider sønnen pga det, kan godt forstå du er ked af det...

Synes du skal fortælle ham hvordan du har det og finde ud af hvor i står, for det kan ikke passe han skal være så led når man allermest har brug for hinandens støtte...

Håber det kommer til at gå godt

vi har snakket rigtig meget om hvordan hinanden har det og hva vi skal blive bedre til.. han lover hver gang at han nok skal tage ham lidt mere så han også bliver knyttet til ham.. men næste dag lader ahn lidt som ingenting og så kan vi starte forfra igen

det er hårdt og det gør mere og mere ondt indeni..

Åh

Anonym skriver:

vi har snakket rigtig meget om hvordan hinanden har det og hva vi skal blive bedre til.. han lover hver gang at han nok skal tage ham lidt mere så han også bliver knyttet til ham.. men næste dag lader ahn lidt som ingenting og så kan vi starte forfra igen

det er hårdt og det gør mere og mere ondt indeni..

Når du begynder at få det værre og værre for hver dag der går, synes jeg ikke han er det værd, også selvom det er hårdt så må man nogle gange indse at det bare ikke bliver bedre...

LevisMor skriver:

Når du begynder at få det værre og værre for hver dag der går, synes jeg ikke han er det værd, også selvom det er hårdt så må man nogle gange indse at det bare ikke bliver bedre...

det er bare ikk nemt at tage det sidste skridt

Min kæreste havde det på samme måde med vores søn fordi han var/er så sensetiv og bare græd og græd.
Det var super hårdt, men det handlede jo om at han ikke magtede det hele og intet levede op til hans for stilling om at blive far. Det var et tab for ham og han følte sig utilstrækkelig.'
Nu er vores søn 20 mdr og hans far elsker ham overalt på jorden.
Det med at de glæder sig til de bliver ældre er også meget normalt, de kæreste er bare ærlig omkring det

Det gør det ikke nemmer for dig og det er super hårdt, men tror det er en meget normal reaktion

du har nok helt ret i det du skriver

føler mig i hvert fald meget alene mht til det at have nogle at snakke med i samme situation som en selv

fejl

Angelspot skriver:

Jeg er ked af at høre om jeres guldklumps handicap. Det er et hårdt slag først at få at vide at ens barn har et handicap for derefter at skulle tage stilling til operationer i så tidlig en alder. Jeg føler med jer 

Jeg tænker lige umiddelbart i din situation at din kæreste har fået sig et chok. Det er ikke nemt at modtage sådan en besked, heller ikke selvom man får tid til at vænne sig til det. Mange ender med depressioner og fortryder valget om barnet. Det er helt normalt. Det er en sorgproces der skal bearbejdes, hvilket tager meget lang tid for nogle. Jeg vil tro din kæreste er ved at bearbejde oplysningerne og følelserne på sin egen måde, hvilket også er hårdt for ham. Det kræver meget støtte, der er hårdt for et forhold, både mor og far. Og man bearbejder det på hver sin måde.

Jeg kan kun give et råd, det er at tage hånd om følelserne og få snakket med andre i samme situation, ellers kan du føle du står med alle følelser og alt ansvar selv. Det har du heller ikke godt af.

Jeg tænker på jer og du er meget velkommen til at skrive en PB, da jeg har en bonusdatter der er handicappet  

Enig

Anonym skriver:

det er bare ikk nemt at tage det sidste skridt

Det er det ikke nej

Du ved hvad der er bedst at gøre

Anonym skriver:

jaa det er lige hva det gør!

vi fik en lille søn den 3 december, som der desværre har en hjertefejl!han kommer til at behøve 2 operationer

og ikke nok med det så har jeg idag via en meget laaaaang samtale med kæresten om vores forhold fået hevet ud af ham at han faktisk fortryder vores lille guldklump pga hans hjertefelj

har længe mistænkt at han fortrød ham pga af han ikke involvere sig i den lille eller overhoved gider at tage over bare en lille halv time hvis jeg har brug for søvn...

ved ikk om jeg kan elske en mand som fortryder vores søn pga af en hjertefejl

og han giver også udtryk for at han hellere vil involvere sig når den lille bliver en størrelse hvor han kan lege med ham... det kan sku da ikk være rigtigt! er meget rasende indeni

 

 ved ikk helt hvordan jeg skal forholde mig til situationen... nogle bud?

Ej sikke noget være noget, jeg håber operationerne går godt.

Hvis min mand havde sagt det, som din har gjort, så ville jeg havde smidt ham ud eller ogå havde jeg pakket min og min baby's ting og så var vi smuttet. Det havde jeg ikke kunne acceptere, det var da noget forfærdelig noget at sige.