Anonym skriver:
Og en god tanke, tak for svar 
Jeg er ikke i rummet når han opfører sig sådan, jeg putter ham som jeg altid gør og så går jeg, ligesom jeg plejer. Men når han hopper rundt og hviner derinde, så går jeg ind og putter ham igen og giver ham sutten og siger godnat. Og så går jeg. I starten var jeg derinde, fordi jeg ville hjælpe ham til at falde til ro, men lige meget om jeg er der eller ej, så er det sådan i en times tid, til to.
Til sidst, ender det med han blir ked af det og så kan jeg arbejde med det, for så er han til at hjælpe til ro. Men er bare så ærgelig over at han skal have mellem en og to timer hvor han er sådan helt oppe og køre. Synes det er synd for ham 
Altså, min dreng er 18 mdr og har også sommetider en fix idé om sine sovevaner. Men vi går først ind til ham når han på egen hånd bliver ked, hvis han bare jubler, hviner og vi kan høre sutter og bamser blive kastet, holder vi os væk.
Når han så bliver trist (du ved, snøft moar, snøft snøft) går vi ind til ham, samler alle hans ting sammen, putter ham med sut og bamse og går igen. Vi siger ingenting, går bare.
Græder han så, holder vi fast i at vi er gået, men går ind til ham umiddelbart efter og venter med at gå til han er faldet til ro. Men han bliver aldrig pillet ud af sengen, når vi først har sagt godnat. Når vi kan høre på hans vejrtrækning at han slapper af, går vi igen. Græder han igen, lader vi der gå lidt længere tid end den første og så fremdeles. Hvis det gav mening?
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg har en meget smart lille dreng, kan han mærke mit træthed, min tvivl eller min frustration kan han holde sig oppe på den utryghed det giver ham.