Her virker skæld ud fint. Men jeg har altså også den onde strenge hekse-mor stemme på så jeg utroligt myndigt og cruella-del-ville-agtigt løfter pegefingeren og siger højt og klart "Richard, NEJ". Og hvis han ikke stopper omgående tager jeg ham og løfter ham et andet sted hen som er længst muligt væk fra der hvor han er (ex fra stuen til køkkenet). Det gentager jeg så hvis nødvendigt. Det har altid virket på Kirstine, og da hun blev gammel nok var det bare nødvendigt at løfte pegefingeren og kigge på den "stramme" måde så stoppede hun.
Når jeg siger det til Richard nu (altså: Richard, NEJ), så for han et helt lille chok i hans lille krop (jaaa mega synd, men hvad skal man gøre) og sætter sig og kravler væk/går igang med noget andet. Jeg råber ikke af ham, jeg er bare iskold og hård i stemmen. Altså jeg MENER det virkeligt. Men jeg har altid synes det var så skønt med Kirstine at det var nok at sige nej een gang, frem for at være en af de forældre der i 30 min meget pædagogisk stod og forhandlede med deres 3 årige om det nu var en god ide at de raserede potteplanterne eller skreg som sindsyge fordi de ville have slik i Bilka. Så er det dælme nemmere (også især for ungen) at de ved at når cruella-stemmen kommer på så kan jeg lige så godt give op. Så tager konflikten 2 sekunder og alle kan ånde lettede op bagefter og gå videre.
Jeg siger Richards navn. Og det er fordi jeg vil have at han ved at det er ham der gør noget forkert. Altså, at han ved at når jeg siger "Richard" med cruella stemmen så er det fordi at nu er det nok. Jeg synes ikke bare at man skal stå og sige nej uden at barnet ved helt præcist hvem og hvad det drejer sig om. Men det er der jo MANGE teorier om som kan være lige gode.
Jeg gider ikke skælde ud. Jeg HADER at skælde ud. ØV hvor er det træls. Vi har en "man må ikke råbe" regel herhjemme, for jeg synes det er SÅ synd for ungerne når de voksne står og råber børnene i hovedet, det er jo et totalt overgreb. De få gange det er sket (for selvfølgelig ER det sket) så er jeg altid gået hen til Kirstine og sagt "undskyld fordi jeg råbte" bagefter. Det er min egen lommefilosofi, men synes den virker. Jeg er selv blevet råbt af som barn og det gider jeg bare ikke. Plus jeg synes at de unger jeg kender i familien der bliver råbt af når de får skæld ud, de er blevet "immune" over for det, altså de hører slet ikke efter. Så er et enkelt og effektivt NEJ altså bare meget bedre.
Jeg bruger ikke "Richard, NEJ" hvis det er fordi han kravler ud på badeværelset og det må han ikke, eller hvis det er fordi at han smider med mad eller lign. Kun når jeg seriøst mener at nu er han uartig (altså ikke når han blot er på afveje).
Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, Carina. Men jeg synes da at I skal sætte hårdt ind over for hans biden. Det er da ikke ok!
Til sidst kan jeg fortælle at Richard også griner når Mikkel skælder ham ud. Men det er fordi at Mikkel simpelthen ikke kan holde masken og hans ansigt ser helt fordrejet ud af halvt alvorligt og halvt grin. Richard ser det tydeligt og griner med. Det er fordi Mikkel ikke mener det med hjertet. Altså han er ikke en ægte ond cruella når han siger nej.
Anmeld
