Uhhh, det er ikke sjovt!
Her bed Sofia mig for første gang da hun var 4 mdr gammen, men der var der mere sådan noget ... "jeg-er-ved-at-få-tænder-og-gummerne-klør-bidning", så det sagde jeg ikke rigtig noget til, selvom det nogle gange også gjorde ondt...
...MEN det er som om hun nu ind imellem bruger bid som forsvar, eller hvis hun er utilfreds med noget. Fx gider hun pt ikke at have at vi børster tænder på hende - hun vil selv - men når vi nu gør det alligevel, så drejer hun hovedet og forsøger at få en luns med mor eller far
. Nå vi så siger "Sofia! Man bider ikke" lidt bestemt til hende begynder hun at græde, som om det var hende der var blevet bidt af onde mor eller far. Det er altså lidt komisk
. Jeg forsøger ikke at lade mig mærke med det og forklarer hende at "det gør ondt når man bider" eller lign... men altså - kan jo ikke helt lade være med at trøste hende, når hun sidder der med tudefjæs 
.
Derudover kradser hun også nogle gange... og det har jeg på fornemmelsen er når hun ikke synes min leg er sjov, og jeg kommer tæt på hende med ansigtet. Her griber hun nogle gang ud efter mit ansigt, men altså ikke på den aaaeee, aeee - søde måde. Her tager jeg fat i hendes hånd og siger "Det vil jeg ikke have"/ "Man kradser ikke" eller lign. Hun reagerer som regel igen ved at blive forskrækket eller ked at min reaktion...
Såååå... jeg sidder heller ikke med de helt store guldkorn! Men måske er det når man efterhånden er blevet en så stor dreng/pige, der kan en masse rent fysisk med at bevæge sig, ytre sig med lyde/ kropssprog... og så forstår de dumme voksne alligevel ikke hvad man vil. Mon ikke det aftager lidt i takt med at børnene udvikler et mere aktivt sprog? I vores tilfælde har jeg i hvert fald fornemmelsen af at hun bliver sur over at jeg ikke altid forstår hende godt nok 
.
Anmeld
