Her er min - ret så fjollet - FB. Men er SÅ glad for at jeg har den, dajeg ikke kan huske halvdelen nu! Den vil åbenbart ikke have siderne med, så her er linket 
https://www.baby.dk/debat/136122pi1/foedselsberetninger/en-hurtig-foedsel-men-en-lang-historie--fb-af-tristan-3.aspx
Har lige haft skrevet en lang FB, som lige pludselig så bare blev væk 
Men på den igen... En kort version findes i bunden af denne FB 
Var sat til søndag d. 18/9, men den dag kom og gik uden nogle tegn. 
Mandag d. 19 kl 6 vågnede jeg ved, at der skvulpede noget rundt imellem mine ben hver gang, jeg vendte mig. Skiftede bind og lagde mig til at sove igen, for måske var det bare noget mystisk tis? 
Kl 8 vågnede jeg igen, da jeg kunne mærke, at bindet var ret vådt. Var nu ret sikker på, at den var der. Vækkede så Sten og spurgte ham sødt, om han ikke skulle ringe til lægen og høre om noget medicin til hans influenza lign. tegn, fordi så ville jeg lige ringe til FG bagefter. Aldrig har jeg set ham vågne så hurtigt op! 
Sætter mig så halvt op i sengen og ringer til FG kl 8 og fortalte hvordan og hvorledes. Hun spurgte så: Kom det i små skvulp eller i en skylle?
"Nej jeg har kun mærket små skvulp... (Her rejser jeg mig så op fra sengen og PLASK)... Indtil nu! Har vist lige lavet vandskade" Det lød jo bare som en fremgang, så vi skulle snakkes ved lige før middag om, der så kom nogle veer.
Jeg kom i bad, fik hunden afsat i tilfælde af, hvad der lige skete, fik havregryn, fik ringet til min mor, hvor jeg afsluttede samtalen med: "Så jeg vil lige forsøge at sove lidt mere, når jeg har snakket med FG igen."
Kl 11.15 ringede jeg til FG og sagde, at der nu var begyndt at komme stærke mens. smerter, men absolut ikke noget, jeg var utryg ved. Jeg skulle så bare ringe engang ved en 16-17 tiden, og så kunne vi se, om der var kommet lidt mere gang i den. Eller hvis jeg nu blev utryg. Herefter lagde jeg mig ned på sofaen rigtig magelig og hyggede mig... i 2 minutter. Så skal jeg satme love dig for, at der kom veer i den der: "WHAT THE FUCK" -skala! Og oveni en kvalme, der voksede ved hver ve. Tænkte at jeg altså ikke gad at køre 45 km til Herning for så bare at få beskeden: "Ja, du er så knap nok åben. Dig sender vi hjem igen", så jeg VILLE bare holde ud til eftermiddag.
MEN kl 12.15 ringer jeg til FG igen, fordi jeg nu ikke har pause fra smerte. Det eneste, der ændrer sig, er intensiteten. Hun synes, jeg skal komme derop til tjek, og efter en køretur fra helvede, hvor jeg forbander billister og vejvæsnet, kommer vi endelig til Herning 13.15. Og jeg har nu blå mærker på indersiden af lårene, da jeg sidder med en spand imellem benene i tilfælde af opkast. Og mine veer er vel 1 1/2 - 2 min lange og de kommer med 2 minutters mellemrum lige nu.
Jeg har altid sagt, at jeg helst kun skulle have smertelindring og allerhelst ville undgå Epiduralen, men da Sten løb over på min siden af bilen for at give mig en hånd ud, greb jeg fat i ham og hvislede: "Jeg ved godt, hvad jeg tidligere har sagt, men lige så snart jeg kan, så skal jeg hardcore bedøves... Jeg skal have ALT!"
Jeg vralter så ind på hospitalet, og går forbi alle rullestolene og ser Sten gøre tegn til at tage en, men jeg nægter at sidde i sådan en... Herefter går jeg så fem skridt længere og sætter mig i en alm stol i en ve. Da den er ovre stormer jeg hen mod næste stol og har mig en ve, og så stormer jeg hen mod elevatoren, der ifølge min kæreste "er liiiige rundt om hjørnet" IKKE I VE-TEMPO, kan jeg så godt afsløre! Og pludselig drejer jeg fra den oprindelige rute og styrter hen mod endnu en stol og kigger på Sten med store øjne, der kun kan betyde: Jeg føder hernede, hvis jeg ikke får en stol med hjul! Jeg tror, jeg har set sølle ud helt bøjet sammen i stolen, mens jeg pruster endnu en ve væk, for imens Sten henter stolen, går der en kvinde forbi mig, som faktisk vender rundt og ser helt lidende ud, mens hun siger: Har du brug for hjælp? Og dér sidder jeg så midt i en ve af orkanstyrke, men får tvunget et smil frem og siger: "Der er... En... Stol... på vej!"
Mig op i stolen og endelig når vi FG (13.15), hvor jeg bliver vist ind i et rum. Her kommer søde JM Berit og undersøger mig og siger: "Ja, du er jo knap en cm åben..." (
) "... Men vi beholder dig lige til observation herinde, men lader bare være med at skrive dig op, da du jo ikke er i aktiv fødsel, og så kommer jeg herind igen omkring kl 15!"
ÉN FORBISTRET CM...? Nej nej nej, det kan ikke passe. Hvordan kan man have det så skidt, og så stadig have 9 cm tilbage?
Så snart JM var ude at døren begyndte jeg at smide mit tøj i et Hans og Grethe spor fra sengen til badeværelset, for jeg skulle BARE under bruseren. Derude blev det så galt, at jeg endte med at ligge hen over den store bold helt i stil med den første TDC reklame med der der "nøgne" TDC par.
Kom på en eller anden måde i mit undertøj og trøje igen og lagde mig på sengen igen, mens jeg prustede hver ve væk, men jeg havde jo bare så frygtelig ondt imellem hver ve, og tænkte at godt nok havde jeg aldrig været igennem en fødsel før, men sådan her var jeg sikker på, at en "alm." ve ikke kunne være. Jeg krævede derfor at Sten ringede efter JM igen, men han sagde: "Jamen der er kun 30 min til hun kommer igen, så hold ud." Godt, tænkte jeg, jeg holder ud... Lige indtil 2 veer efter, så fortalte jeg med store bogstaver, at den snor skulle hives i og ind kommer en ny JM, da den anden havde en tvillingefødsel. Hun spurgte lige to gange efter, hvor lang tid jeg havde ligget der (5 kvarter) for jeg var allerede 5 cm åben, og hun kunne da godt forstå, at jeg havde ondt.
Kan huske jeg tænkte: HURRAAAAA JEG SKAL BLIVE 
......... FUCK jeg skal snart føde!
Jeg spurgte efter noget smertestillende, men en hjælper var ved at fylde badekarret og det skulle nok hjælpe. Og GUD hvor var det skønt. Veerne gjorde stadig ondt, og det hjalp ikke på vestormen, men kvalmen var væk og jeg kunne igen koncentrere mig om min vejrtrækning, som jeg sådan blev rost for. Jeg har ikke boblet rundt i 20 minutter, da jeg igen igen sagde til Sten, at han skulle få fat på en eller anden, for jeg havde altså pressetrang, og var bange for at jeg jo nok kun var 6-7 cm åben, og hvad var det nu lige, jeg skulle?
Hjælperen kommer ind igen og spørger til hvordan og hvorledes pressetrangen føltes, for jeg var jo kun lige kommet i badet. Det var åbenbart den rigtige beskrivelse, for hun udbrød: Jamen jeg tror minsandten at du er en superføder. Jeg finder lige en JM
Ind kommer en ny JM (Mette) som så både havde været hende der havde undervist os i fødselsforberedelse OG OG OG har gået i klasse med min kæreste! Nå, men hun undersøger mig så og spørger igen om hvor længe det er siden med de 5 cm... En lille halv time er svaret. "Det er bare fordi du er 10 cm åben nu! Der er en lille hindekant, den fjerner jeg i næste ve"
Så det endte med, at jeg helst ville føde i vandet, nu det var så rart, men jeg kunne simpelthen ikke mærke min krop rigtigt. Hun blev ved med at sige: Du presser ikke helt rigtigt, og her får en fødende altså lyst til at gribe fat i hendes krave og råbe: SKAL VI LIGE BYTTE PLADS ET ØJEBLIK, SÅ DU KAN VISE MIG DET?!
Op på briksen med mig, og hun havde tilsyneladende på et tidspunkt sagt: "Det varer ikke så længe", men i min bobbel havde jeg intet hørt og tænkte, at her kunne jeg jo ligge til juleaften, men jeg hørte så tilgengæld, at hun sagde: "Kan godt forstå, det gør ondt, Mette. Han fylder det hele hernede, og hvis du ikke presser rigtigt nu, så klipper jeg dig, så vi kan få ham ud"
Jeg tænkte, at jeg på ingen måde kunne overskue at blive klippet i, da det føltes som om, at jeg jo allerede var ordnet af en fjerkræssaks forneden, så da veeren kom tog Sten hans hovede helt ned til mit og sagde: "nu presser du satme! PRES PRES PRES" og I kan tro, den ikke fik for lidt. Pludselig lød der et PLASK af et vandfald, der fik alle til at flytte sig og i løbet af ingen tid, lå der pludselig denne utrolig smukke dreng på mit bryst.
Far Stens øjne var skjult af en milliard glædestårer, han slet ikke kunne få væk 
Og Mor Mette var bare så satans overrasket over, at han pludselig bare var lige der, at jeg bare smilede til, kiggede på og nussede dette lille vidunder, vi har været så heldige, har valgt os som forældre. Var ellers sikker på, at jeg ville ende med at voldtude, men var simpelthen for overvældet! Vi kiggede på hinanden og sagde: Det ér en Tristan! 
Var ikke bristet, men fik tre små knuder for en form for hudafskrabning eller lign.
Han vejede 3850 og var 54 cm lang, så 100 gram oveni, så havde han haft fuldstændig samme mål, som sin mor
Hvor er det fantastisk at være en familie og være hjemme og skrive starten på ens nye liv sammen - 1. kapitel må være denne FB 
(Den korte version: Fik veer kl 12.15, ankom på FG 13.15. Åbnede mig 10 cm på godt 2 timer og efter ca 45 minutter med presseveer kom vores søn kl 16.29)
Og nu til billeder:
1: Nyfødt
2: Få dage gammel
3: Nu 4 mdr
