WARNING !!! Den er lang, og uforudsigelig.....
DAG 1. (lørdag) 08.01.11 (40+2)
vi havde tilbragt det meste af eftermiddagen i familiens skød. kærestens niece blev 2 år, og det skulle jo fejres.. jeg var i øvrigt meget knotten den dag fordi at jeg var så misundelig over at Kronprinsesse Mary havde født sine børn FØR MIG, da jeg havde været 200% sikker på at jeg skulle da helt klart komme hende i forkøbet.. og fordi at jeg syntes at det var enormt skod at være gået over tiden...
jeg begyndte at blive meget træt på en underlig måde, jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg ikke opfangede det som signaler, men jeg havde nok bare slået tanken hen at jeg var ved at anlægge mig en lille forkølelse, og så ville fødslen nok komme lidt senere. men vi skulle hjem fra landerslev hvor de bor, min svoger og svigerinde, og vi blev tilbudt af svigermor at blive kørt til toget.
jeg var begyndt at få nogle små smerter i underlivet, men det havde jeg haft lidt i nogen tid og den var ikke så slem, troede det var fordi at jeg havde spist for meget og måske fået en kop lidt for stærk kaffe og at det bare var luft.. og det var der da også en del af.. vi kørte først til farum st. hvor der bare ikke kom noget tog, og jeg fik bare mere og mere ondt i maven. der var et eller andet gøgl med togene at strømmen havde været gået eller noget i den stil så alle togene var bare monster forsinkede.... så hun ville køre os til ballerup.. togene fuckede også der lorte dsb altså.!!! så hun kørte os helt hjem.
og i bilen blev smerterne bare værre og værre, og det værste var at det gjorde enormt meget mere ondt fordi at jeg sad i en meget lille bil på bagsædet og jeg kunne næsten ikke rykke mig så når der så var en af de skide pluk veer som det så nok var, så var jeg bare tvunget til at sidde i samme stilling... og øve vejrtrækninger..
og svigermor ænsede godt hvad der lige foregik på bagsædet der og Morten spurgte om jeg var ok og han tænkte sikkert "er det nu er det nu ??" . men jeg sagde at det var sgu nok ikke slemme nok smerter til at skulle gøre så meget ved dem andet end at holde øje med om de tager til i interval og styrke..
og det gjorde de...
Dag 2 (søndag) 09.01.11 (40+3)
efter en RIMELIG halvtræls nat, med meget svært ved at finde en stilling at sove i der var behagelig og tiltagende plukkeveer, plus at slimproppen røg og jeg var overbevist at nu var der gang i et eller andet.. Så vi besluttede os for bare at blive hjemme den dag og ikke foretage os noget som helst vildt som en lang tur væk hjemmefra eller noget, også fordi at jeg havde plukkeveer/veer og de kom sårn nogenlunde hyppigt.. jeg kan ikke huske præcise intervaller, hvert 8-10 minut eller sådan noget... og så varede de H.h.v 30-60 sek.. de gjorde MEGA FUCKING HAMRENDE NAS og min vejrtrækning gik nogen gange lidt i ged fordi jeg havde svært ved at koncentrere mig om at fokusere på vejrtrækningen og fokuserede desværre alt for meget på smerten. i pauserne var jeg dog alligevel i hopla og havde det fint.. og min søster kom forbi da hun jo skulle med til fødslen og hun havde franskbrød med så vi sad og spiste lidt franskbrød og drak kaffe, selvom jeg måtte rejse mig hvert 5 minut eller sådan noget for at undgå at sidde ned under en ve. jeg skulle helst stå foroverbøjet ind over bordet...
vi kontaktede AOMA omkring kl. 15 hvor jeg lige fortalte hvordan og hvorledes og vi aftalte at jeg bare skulle ringe når det var blevet værre og der var mere regelmæssighed mellem veerne, jeg havde på det tidspunkt en ve hvert 3-5 minut eller sådan noget, og de varede ca et minut hver gang..
vi tog ind til fg kl 18:00 ca.. blev undersøgt og var kun 1 cm åben og manglede 1 cm livmoderhals der skulle udslettes, fik kørt strimmel og det hele så fint ud, dog var mine veer meget uregelmæssige så vi blev sendt hjem igen med beordring på at få sovet og slappet af, og at jeg måtte tage to panodiler hver 6 time til at tage toppen af smerten..
Dag 3 (mandag) 10.01.11 (40+4)
fik sovet nogenlunde den nat. vågnede et par gange både fordi jeg kampsvedte og self. pga veerne.
ringede til AOMA igen omkring en 10 tiden og gav en status, og den vagthavende jordemoderen i telefonen syntes jeg skulle blive hjemme og bare slappe rigtig godt af i de trygge og vante omgivelser, så kunne jeg ringe ind igen når jeg følte mig utryg ved situationen og så ville de se på det derfra...
omkring kl 14:00 ringede vi så dertil igen.
Der var jeg blevet så træt af det hele og jeg ville bare gerne derind så vi kunne få gjort noget ved det helvede jeg syntes bestemt ikke det var fair at jeg skulle ligge hjemme som førstegangsfødende med hvad vi kunne tage tid på regelmæssige veer og ikke lyde til at have det slemt nok i telefonen når jeg ringede ind.. men jeg fik lov til at kigge ind forbi alligevel og så måtte vi finde ud af noget når jeg var blevet undersøgt... for jeg ville ihvertfald ikke have at de sendte mig hjem igen..
vi kom derind omkring kl 15 morten og jeg.. min søster behøvede ikke tage med da vi mente at der ville sikkert gå længe endnu til jeg skulle føde så vi aftalte bare at snakkes ved når der var nyt, så jeg skulle bare opdatere løbende... jeg ventede ikke særlig længe i venteværelset og jeg kom på en lille stue faktisk den jeg også var inde på dagen før... og fik tjekket mig indvendig.. jeg var åbnet til 3 cm.!!! 3 CM.. hvad fanden i helvede..!!det var jo ikke en skid.. og jeg blev rigtig ked af det, det kunne jm også godt se, og hun sagde at vi skulle gå en tur rundt på sygehuset og så skulle vi bare være tilbage kl 16:30 og så ville jeg blive tjekket igen.. det var en god besked, den ku jeg lide.. vi var også skrup sultne så vi besluttede os for at vandre op i cafeteriet og spise og så vade lidt rundt indtil vi skulle tilbage..
da vi kom tilbage til AOMA kom jeg så ind i venteværelset og sidde, og fik besked på at vi bare skulle sidde der lidt.. det gjorde vi så. og vi blev hentet efter måske 30 minutter og en masse veer senere og kom ind på en anden stue med damme udstyr og blev tjekket indvendigt igen og så fik jeg også kørt en kurve.. jeg var åben til 3½ - 4 cm på gå turen.. rimelig træls at det bare skulle gå så langsomt. men jeg fik lov til at blive fordi at de kunne se på mig at jeg var så forpint at jeg bare trængte til at få noget tryghed og hvile, for det trængte jeg til efter at have været i gang i næsten 3 døgn.. så jeg fik en klyx og et bad.. DEJLIGT, og så fik jeg ellers en super sexy sygehusunderbuks og en smart sygehusskjorte på.. så var jeg klar til kamp.. så lå jeg der og skulle trække vejret i takt med veerne og koncentrere mig om det samtidig med at jeg nu var begyndt at fatte at fødslen faktisk var så småt i gang.. det var virkelig underligt.. men SÅ FEDT.
så kom der en rigtig sød Jm og hentede os og så skulle vi GÅ hen til fødegangen og ind på den VILDESTE fødestue. det var rent luxus, med eget toilet og med et rigtig fedt badekar og en ribbe og sækkestol og fitnessbold og en stor lækker fødebriks, jow jow der var sgu det hele.. endda en lille vugge stod der klar til den lille baby jeg skulle poppe ud snart.. og et fint undersøgelsesbord med varmelampe, ja endda en ghettoblaster var der derinde.. men vi havde sørget for hygge hjemmefra, vi havde taget min bærbar med og der er der ca 5 episoder af Simpsons på eller sådan noget... så der var til MANGE timers underholdning.. og frugt og slik osv osv.. så her skulle der ingen nød lide..
Jeg blev så sendt på en gå tur igen igen for at få sat skub i de skide veer der.. og så ville jeg blive undersøgt.. det var nok den VÆRSTE gåtur i mit liv det var så hårdt og jeg skulle bare skide noget så grusomt igen pga den der klyx og så væltede vi ellers ind i sådan en form for akut afdeling (der måtte jo ligesom være et lokum) og der stank bare i forvejen af gamle mennesker og sure prutter og tarmslyng og hele lortet så de ville nok ikke kunne lugte at jeg lige listede (læs som næsten løb) ind på det første og det bedste toilet jeg kunde finde og så sagde det ellers bare PRUUUUUUUUUUT hahahahahaha... der var liv og glade dage.. ja lige bortset fra de forpulede veer der bare ikke hjalp mig en skid i den rigtige retning..
og vi gik og gik og gik og gik og jeg fik bare veer efter hvert 10 skridt eller sådan noget.. for fanden i helvede mand.. det tog bare 40 år at komme tilbage til fødegangen, men tilbage kom vi og jeg blev undersøgt indvendig.. 4 cm.!!!!!!
der lå jeg så og havde fået en lækker sækkestol under benene og et dejligt varmt tæppe og en dejlig varmepude til at tage de værste smerter forrest på maven. og senere fik jeg også en dejlig maske med lattergas i til fri afbenyttelse.. det var ren luxus. og jm var simpelthen bare så sød.. men hun havde fri efter nogle timer og så kom der to nye en jm og en jm stud. der var klokken så mange at morten og jeg havde besluttet os for at gå i brædderne, så de kom lige og hilste og så ringede jeg efter dem en gang den nat pga. meget stærke veer og smerter og jeg kunne ikke finde ro, så jeg blev tilbudt morfin, hvilket jeg takkede nej til.. og så tilbød de noget der hed en lille sovecocktail med noget smertestillende og noget søvndyssende.. eller hvad det var, der var en del forskellige piller.. og så fik jeg kørt en strimmel igen for at vise hvordan hjertelyd, fosterbevægelser og ve arbejdet så ud... og så tror jeg også at jeg blev undersøgt og fik beskeden 4½ cm åben.!!!!!!! arrrgghhh...!!!
FUCKING LORT
Dag 4 (tirsdag) d 11.01.11 (40+5)
VILLADS' FØDSELSDAG 
vågnede ved at jeg frøs havde det virkelig dårligt, havde det som om jeg havde de ONDESTE tømmermænd og jeg kunne slet ikke samle mig selv sammen..( jeg havde ligget med min elskede lattergas og brugt den helt forkert hele natten fordi jeg ikke anede hvordan den skulle lyde, fik at vide at den skulle brumme og jeg syntes det var irriterende at den skulle brumme fordi at lyden var så smadder uhyggelig når man blev skæv af den.. så det lærte jeg den nat og så blev jeg også bare såååååååå skæv lige i starten, jeg havde bare brug for det havde jeg.. ) så jeg ringede efter en jm og ind kom der så en ny en IGEN.. det var nr 3.... jeg tænkte bare at det var dog utroligt at jeg skulle nå at møde så mange forskellige kvinder på den stue.. men hun var nu også rigtig flink, jeg så hende dog ikke så meget som de andre hun var der også om netten til engang om formiddagen og så kom der en ny en igen... nr 4..
her besluttede vi så os for at tage fostervandet ad hvor var det en nasty fornemmelse at der bare var noget der sivede ud og det bare ikke var til at stoppe. og jeg lå bare der og ja måtte ligge og flyde i det der klamme fostervand.. jm sagde at det var en træls besked hun måtte gi os, men fostervandet var altså grønt og nu skulle jeg så under skarpt tilsyn og knægten skulle have en diode på hovedet og så kunne jeg altså ikke komme ud og gå en tur for at få endnu mere gang i veerne og for at få ham ned i bækkenet og åbne mig yderligere... øv øv.. og veerne blev da også kraftigere da jeg havde fået taget vandet.. og jeg kunne slet ikke holde ud at være i min egen krop længere. jeg ville bare så fucking gerne have det overstået, men det gjorde bare så ondt så ondt.. jeg kunne slet ikke forestille mig at jeg skulle have STÆRKERE veer, og endda kortere tid imellem dem, så der brød jeg fulstendig sammen da hun sagde at vi var nødt til at sætte skub i den her fødsel, for jeg var ikke åben særlig meget og når jeg ikke måtte gå rundt var den eneste mulighed at give mig noget ve stimulerende.... og jeg havde bare frygtet det drop og jeg kunne slet ikke klare at jeg skulle have mere ondt og hyppigere veer end det jeg allerede havde, såp jeg tudede og tudede, og morten tudede fordi at han bare syntes det var SÅ SYND for hans lille tøsen der bare lå der og kunne intet andet end at have ondt og trække vejret igennem en maske med lattergas... og til min store skræk sagde hun så at den eneste mulighed der var var det der s drop, men at hvis jeg fik en epidural blokade ville det blive så meget bedre for mig at håndtere smerten fordi at jeg så faktisk ikke ville kunne mærke den.. og jeg har aldrig været så meget ude og skide som jeg var lige der.. for jeg skulle ligesom vælge mellem pest eller kolera... pest fordi at jeg havde det SÅ dårligt og hvis ikke jeg fik den skide epidural så ville jeg sikkert dø af smerte.. og kolera fordi at jeg havde forbandet den epidural blokade langt væk fra min fødsel, at den skulle jeg bare klare mig uden og det var farligt osv... Men jeg vendte den og drejede den og snakkede med Morten om det og vi besluttede at det var bedst for Villads snart at komme ud, og hvis jeg ikke ville have mere smerte der kunne mærkes så skulle jeg have den epidural blokade ellers ville jeg ikke åbne mig nok til at kunne føde ham hvis jeg skulle gå uden at få det skide drop.. så jeg måtte med mange tanker for død og ødelæggelse acceptere at jeg nok måtte sige ja tak til epiduralen.. tankte også at det ville være en oplagt mulighed for at få samlet lidt energi til når det virkelig skulle gælde.
så der blev tilkaldt en narkoselæge eller hvad det hedder anæstesi halløjsa, og så fik jeg lagt den, første gang var den ikke helt i orden og hun ville så lave den igen.. THANK GOD for lattergas, ellers tror jeg slet ikke jeg har kunnet sidde med skudt ryg i så længe.. og Morten var også ved at besvime, han HADER nåle og han hader tanken om det, så han blev nødt til at gå udenfor og sidde lidt og komme til sig selv lidt..
stakkels Morten, jeg var sgu helt bekymret for om han var skvattet rundt ude på gangen, men heldigvis var min jordemoder så cool at sige at det sgu var heldigt at vi befandt os på et sygehus.. hehe det beroliger da lidt, men jeg var da lidt bekymret for om hvis han s var skvattet om, at han så ville gå glip af fødslen.. men heldigvis kom han ind af døren igen da epiduralen var begyndt at virke. og jeg var i den 7 himmel... jeg havde hvertfald ekstremt meget overskud, og så lod jeg endda være med at sove, jeg kunne simpelthen ikke sove fordi at jeg konstant tænkte på at nu var det snart nu... nu skulle jeg snart have min lille dreng ud i mine arme.. på dtte tidspunkt var klokken 14:00 tirsdag eftermiddag..
senere på eftermiddagen efter lidt Simpsons på den bærbare, og noget og drikke og en masse hyggesnak og skift af jordemoder (jordemoder nr 5)begyndte jeg at få presseveer og enormt meget pressetrang, jordemoderen mærkede efter og jeg var kun 5-7 cm åben.. og kun siger jeg sgu fordi at den proces med at åbne mig bare gik SÅ langsomt, ISÆR fordi at man jo har hørt at de sidste cm fra man er 5 cm åben vil ca åbne 1 cm i timen.. det skete så bare ikke i mit tilfælde, selvom jeg fik s drop og vi lavede nogle øvelser hvor jeg skulle vrikke med hofterne og jeg blev rystet med et lagen osv... det hjalp bare ikke.. og det mest fucked up var at når jeg havde veer var jeg åben 5 cm og når jeg slappede af var jeg 7... sådan ca.. det kunne vi jo ikke bruge til noget..
(og da fostervandet var grønt og fordi at jeg nu havde været i gang siden lørdag d 8 januar, så var det altså snart ved at være på tide at få lille manden ud... han havde det heldigvis godt derinde, der var ingen problemer, dog lige et tidspunkt at hans hjertelyd faldt hvor vi måtte få taget en blodprøve fra hans hovede, (der fik vi faktisk allerede hårfarven at vide <3 MØRKEBRUN <3 som jeg havde gættet, men grunden til t hjertelyden faldt var fordi at jeg så havde ligget på ryggen for længe, så sideleje og med en sækkestol mellem benene så var hans hjertelyd perfekt...<3 )
men de der skide presseveer var ved at tage livet af mig og jeg åbnede mig som sagt ikke mere, og gud hjælpe mig om ikke da hn en time senere mærkede efter og sagde.. det var lige godt mærkeligt.. 6 cm åben og hun kunne ikke rigtig gjreje hvordan han lå med hovedet ned i bækkenet, så nu begyndte hun at snakke om at der faktisk ikke rigtig var nogen mulighed for at jeg ville kunne føde ham vaginalt, og at vi nok måtte få arrangeret at jeg kunne få et kejsersnit og gerne hurtigt, fordi jeg måtte IKKE få noget der stoppede veerne, ikke når jeg havde været i fødsel så længe, det kunne ende fatalt for den lille hvis jeg fik det, så jeg skulle gispe smerten væk.. jeg har aldrig nogensinde haft det så elendigt som jeg havde det der, jeg var sønderknust at og møg hamrende træt og kunne slet ikke overskue at skulle tage stilling til at få et kejsersnit, men det var så heldigvis heller ikke mig der skulle træffe beslutningen, det gjorde jordemoderen sammen med den chefjordemoderen og det blev så lavet til akut situation..
det var så nederen at ligge der,, måtte bare ligge og hive under en ve i lattergassen og lige efter veen kom der en presseve, og jeg måtte jo ikke presse, jeg SKREG OG SKREG det gjorde SÅ ondt og jeg kunne slet ikke styre min vejrtrækning fordi at jeg bare havde så mange veer... vi var oppe på 7 veer på 10 minutter og så med presseveer ind imellem, så jeg tror i en time der eller halvanden der lå jeg og var konstant i smerte..
min jordemoder tilbød mig at få en podendus blokade som ville tage det værste af pressetrangen og den sagde jeg ja til, den pressetrang skulle bare væk, den kunne jeg slet ikke håndtere når jeg vidste at det ville skade mit barn noget så grusomt hvis jeg gav efter, og jeg kunne bare ikke holde tårene tilbage da jeg bare var så ulykkelig over at jeg lige pludselig ikke havde kontrol over noget som helst... jeg fik den der podendus blokade delvist... jeg fik kun 3 stik i stedet for 4, og det var fordi at jeg sugede mig SÅ skæv i lattergassen under det at jeg mistede synet i en periode og så begyndte jeg bare at stortude og hulke og hyle.. jeg har ALDRIG nogensinde hylet så meget som jeg gjorde der,, og da jeg kom til mig selv kunne jeg bare se Morten sidde der ved siden af mig og tørre den ene tåre væk efter den anden. han syntes jo det var så synd for mig at jeg skulle igennem så meget smerte... men jeg kan ikke huske om den der podendus hjalp jeg kan bare huske en masse smerte og jeg kun kunne tænke på at jeg skulle huske at gispe og trække vejret igennem masken og ikke mase min søn ud igennem et for lille bækken. og for helvede jeg ville så meget hellere have hugget en arm af uden bedøvelse, end at skulle gennemgå den tur igen...
så begyndte mine øjne ellers at hvile på døren ind til min fødestue, og jeg kiggede altid hver gang jeg troede jeg hørte at den åbnede sig, i håb om at det var en portør der kom og tog mig over på operationsstuen.. vi fik besked på at der var en kvinde der var derinde nu og hun havde været der i ca 20 min og de var lige straks færdige med hende.. men selvom jeg lå der med en masse smerter og bare gerne ville have ham ud.. husker jeg at jeg sagde at jeg har sgu ventet på den lille i 9 mdr. jeg tror godt jeg ville kunne vente i ½ - 1 time mere på at få ham at se.. jeg havde åbenbart ekstremt meget tålmodighed.. hvilket den dag i dag kommer virkelig meget bag på mig, for havde jeg været ved mine fulde fem og skulle sidde og vente på at få ham ud havde jeg været noget så utålmodig.. så ved jeg selvfølgelig ikke om det var pga ALT den bedøvelse jeg fik, der gjorde at jeg havde enormt meget tålmodighed under hele forløbet faktisk..
og så begyndte jeg at tænke "hvad fanden gør jeg når jeg skal køre over på operationsstuen med de der presseveer og pressetrangen UDEN min lattergas, så jeg lå og forberedte mig på at få forberedt mig på at blive hentet samtidig med at skulle koncentrere mig om at gispe i pressefasen.... det var ikke så let for mig...
så kom han endelig.. portøren, ham der kørte mig væk fra den trygge fødestue hen til operationsstuen.. den skræmmende operationsstue... og hvor var der mange mennesker derinde.. jeg kan slet ikke huske halvdelen af dem.. der vrimlede med folk med huer og handsker og masker og kitler på.. ja selv Morten havde fået sådan noget sterilt tøj på.. han så så fin ud i det, og så var det ovenikøbet for småt... hehe..
men de var bare rigtig søde alle sammen og de kom alle sammen og hilste pænt på og fortalte hvad de hed og hvad de var af stilling...
jeg blev smidt over på operationsbordet og fik sat en masse forskellige dimser og fik lagt et drop til så jeg havde i begge hænder plus at jeg fik sat sådan nogle pulsmålere og hjertemålere på.. og hov fik jeg sagt at jeg havde fået de der lækre støttestrømper på... soooo sexy.. så der lå jeg på operationsbordet med støttestrømper bar røv og en skjorte jeg kunne svømme i, spændt på om jeg kunne mærke at de skar mig op og moslede rundt...
Morten sad ved siden af mig og var lige så nervøs som jeg var.. jeg tror bare han havde det en del bedre med at skulle sidde ved siden af mig og vide at han snart ville få vores søn i sine arme... end jeg havde det, for jeg vidste slet ikke hvad der ventede mig. jeg har aldrig lagt på et operationsbord før i mit liv og jeg var død nervøs... men snart... snart var der en forløsning... og jeg kunne slet ikke vente med at få vores lille Villads i vores arme... jeg kunne mærke at de smurte min mave to gange og så spurgte kirurgen om mit personnummer og mit fulde navn. og imens jeg sagde det nev hun mig åbenbart meget hårdt med et pincet, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne mærke... og så begyndte operationen,, jeg kunne mærke at de begyndte at trykke på mig og hive i mig.. det føltes vildt voldsomt, men jeg følte mig som om jeg vejede 1000 kilo og så var jeg jo fuldt bedøvet fra brystet og ned til fødderne, dem kunne jeg godt mærke under hele operationen... jeg har engang hørt noget sige at det føltes som om at der er nogen der vasker op inde i maven på en. og det kan jeg da kun nikke genkendende til..
lige pludselig kan jeg høre et vræl... DET VAR MIN DRENG DER KOM UD....... lille Villads... <3 <3 hold da op hvor var det stort.. og han sagde lyd med det samme... så dygtig altså... <3
Morten havde fået lov til at ta' sit kamera med og han gik lige rundt og knipsede et par billeder af knægten.. det er jeg virkelig glad for, for det eneste jeg kunne se var et grønt klæde som dækkede foran mit bryst og ned så jeg ikke kunne se selve operationen..
så tænkte jeg,, ENDELIG så skal jeg bare lige lukkes sammen og så kan jeg få min dreng i armene.. men nææææh nej.!!! for de havde sgu lige fundet en cyste på min venstre æggestok.. det man kalder en tvilling... det kan være celler der har dannet hår hud og knogler og tænder osv. og det kan være at det var en rigtig tvilling altså en tvilling til mig som i et tidligt stadie i min mors graviditet med mig så ikke blev til mere og satte sig fast på mig og dannede så denne her cyste som de skulle fjerne før jeg skulle nogen som helst andre steder..
held i uheld.. ikke fordi at det var en ondartet cyste.. hvilket jeg er glad for... men fordi at den kunne have forvoldt mig megen smerte senere hen i mit liv måske.. så jeg skulle opereres igen ...
det tog så lige 1 - 1½ time ekstra.. men nu var fokus jo så på sønnike og hold da op hvor var morten bare stolt... jeg har aldrig set ham smile så meget som det han gjorde den dag... og morten sad så med ham imens jeg blev opereret og jeg fik ham da også lige op ved siden af mit hovede på hovedet hvor han bare sendte mig det største smil, der smeltede mit hjerte for ham og så har det slet ikke ødelagt noget med hensyn til mit forhold til Villads at jeg fik ham ved kejsersnit.. så kan jeg se på det på denne måde,, jeg slap for at få klemt mit røvhul fladt og til ukendelighed, og jeg slap for at flække forneden, hvilket var min største frygt for selve fødslen ud over smerten...
efter operationen kom den samme portør og hentede os igen og vi skulle så op på opvågningen, og jeg kan huske at jeg glædede mig til at få min søn i armene, men jeg glædede mig også til at få noget at drikke... jeg havde jo fået besked på da de besluttede aks at jeg ikke måtte drikke noget, så det var virkelig noget jeg så frem til, og måske også en yoghurt... men allermest at hilse på min søn og kysse ham og ae hans fine bløde babyhud.. han var allerede kort tid efter fødslen meget flot og lyserrød, og han har også bare været en smuk baby lige siden han kom ud... <3 ham har vi fanme lavet godt Morten og jeg..
KÆRLIGHEDSBARN
der gik en time mens jeg lå på opvågningen. på det tidspunkt var klokken vel 24 om natten, og morten måtte gå helt væk fra opvågningen for at ringe til de forskellige der skulle ringes til... sådan noget bøvl... men det måtte man jo respektere at man altså må vente med at ringe til familien til man er kommet på barselsgangen ell, patient hotellet...
kl 1 om natten blev vi så kørt på patienthotellet. barselsgangen var fuldt booket, og vi kunne få ringet til familien selvom klokken var lort om natten... men vi fik kun fat på nogle få af dem så resten måtte få en sms... lidt øv.. men ja sådan er det jo..
nu er vi en familie på en mor, en far, en lille Villads og en dejlig hund... det er fantastisk og jeg vil slet ikke have det anderledes... vi er en FAMILIE.. jeg har min egen familie... det er SÅ vildt... og FANTASTISK...
