Barnevognsfobi!

Frøken J. skriver:

Jeg har det på samme måde! Og ville gerne ud noget oftere, på udflugt ind til byen osv., men jeg tør ikke. Det er virkelig ubehageligt

Jamen det er så fjollet. For når jeg så endelig har klaret sådan en tur, så er jeg vildt stolt af mig selv, og føler mig lidt sej, haha

Tja måske jeg bare skulle tage afsted, min datter får kun flaske for tiden, da hun nægter grøden, så det gør det jo også lidt nemmere..

Maja_4000 skriver:

Er det bare sådan nogle vildt gamle busser eller ?
Skriv til busselskabet og brok dig .. Hvis tilstrækkeligt mange brokker sig , skifter de måske busserne ud

De fleste er nye og uden trapper, men der er lige et par stykker med, og det er tilfældigvis lige dem der kører den rute jeg skal med! Så i dag går jeg en omvej ud til et stort kryds, hvor risikoen for at fange en bus med trapper er mindre :/

Frøken J. skriver:

Ja, sådan en har jeg! Nej, det er måske lidt forkert ordvalg, for jeg har jo ikke som sådan en fobi for barnevogne, men jeg har en fobi for at tage bussen med den alene. Hvordan fa... kommer jeg over den?

Jeg har det ok med det, hvis jeg følges med en jeg kender, som kan hjælpe mig, men hvis jeg er alene, er jeg et nervevrag! Og ryster som espeløv når bussen nærmer sig i det fjerne. Det er faktisk et problem!

Hvad er jeg bange for? Det med at komme ind og ud af bussen, det med at folk af en eller anden årsag nærer et indædt had mod mødre med barnevogne og derfor er pisse uhøflige.. Det med at skulle stå og låse hjulene på min Trille, når buschaufføren sætter i fart med det samme, og det er svært at holde balancen..

Har taget bussen alene med vognen EN gang, og det var en mega fiasko! Stort set alle bybusser i Århus er uden trapper, stort set. Godt nok er der stadig højt op, fordi buschaufførerne ikke gider lige sænke bussen, men stadig. Men den ene gang var det - SELVFØLGELIG - en bus med trapper!

Der stor 4 unge mennesker, 2 af dem stærke fyre, og jeg spurgte om de ville hjælpe mig ind. Ingen tvivl om de hørte mig, men de ignorerede mig hver og én og skyndte sig ind! Så kom der heldigvis en flink mand inde fra bussen og hjalp, men flink som han var, var han desværre ikke lige så god til det, for han løftede vognen så højt, at jeg måtte støtte med strakte arme for den ikke tippede helt vildt. Og så var der bare ikke meget plads at stille vognen ind på, fordi der var en stang i vejen. Det var heldigvis nemmere ud. der kom en flink pige og hjalp...

Men den dårlige oplevelse har forstærket min busangst så meget, at jeg endte med at gå de 5 kilometer hjem den dag, trods tunge indkøbsposer på vognen og jeg skulle HELE vejen op af Randersvej (laaaang bakke på 2,5 kilometer).

I dag gør jeg min anden debut i bussen, da jeg skal til 8 ugers undersøgelse, og er lige ved at skide i bukserne er skræk.

Hvordan kommer jeg lige over den her fobi? Det kan jo ikke hjælpe noget!

Det bliver nemmere jo flere gange du gør det! Og sæt et stort smil på og spørg om der ikke er nogen der vil hjælpe, det hjælper altså. Det er bare så irriterende at det skal være nødvendigt at spørge om hjælp. Og så kan de der buschauffører da bare lige tage sig sammen og sænke bussen, man kan jo ligesom ikke hoppe op i bussen med en barnevogn forrest. Bare tag det stille og roligt og lad være med at stresse.God fornøjelse, you can do it

Sender dig et kæmpe kram! Kan inke hjælpe dig på nogen brugbar måde - for jeg lider af det samme.... Og er aldrig kommet over det. Det startede da vi skulle have taget den der hælprøve og jeg stortudende måtte ringe til mine forældre og spørgr om de godt gad køre os på skejby (...de bor næsten to timers kørsel væk på dette tidspunkt...) Der efter gik jeg alle steder hen hvis der ikke var nogen til at tage bussen sammen med mig. Altså... Vist et lidt åndssvagt indlæg, for det er da virkelig ikke til nogen hjælp. Sorry

Åha... Jeg kender det bare alt for godt, det der med fobier med barnevognen.... Ikke lige med bussen, men bare det at tage nogen steder efter jeg har fået barn - alene... Ligesom dig, når man er sammen med nogen er det ingen problem, men når jeg skal alene afsted er jeg lige ved at blive hjemme.... Men en dag sagde jeg simpelthen til mig selv, at Villads overhovedet ikke skulle sætte en stopper for mit udeliv.... Så jeg tog mig sammen og kørte i ønskebørn! Og det gik bare rigtig godt.... Og bagefter spurgte jeg mig selv om hvad det egentlig var at jeg var bange for, hvilket jeg ikke kunne svare på...! Så mit råd er, spring ud i det... Hvad er det værste der kan gå galt
Ved ikke om det kan hjælpe dig, men du skal vide at du ikke er alene om det

Maja_4000 skriver:

Det er fordi du bor på "landet" I Kalundborg og omegn er de også meeeget flinkere end de er i Roskilde

hehe ja det tror jeg er rigtigt

Frøken J. skriver:

Hvor er du heldig! Det er slet ikke det jeg har oplevet de gange jeg har taget bussen (har jo så taget den flere gange med fx min kæreste). Er du fra Århus? Synes godt nok ikke der er meget hjælp og venlighed at hente her :/

nej jeg bor på landet på vestsjælland

Frøken J. skriver:

Ja, sådan en har jeg! Nej, det er måske lidt forkert ordvalg, for jeg har jo ikke som sådan en fobi for barnevogne, men jeg har en fobi for at tage bussen med den alene. Hvordan fa... kommer jeg over den?

Jeg har det ok med det, hvis jeg følges med en jeg kender, som kan hjælpe mig, men hvis jeg er alene, er jeg et nervevrag! Og ryster som espeløv når bussen nærmer sig i det fjerne. Det er faktisk et problem!

Hvad er jeg bange for? Det med at komme ind og ud af bussen, det med at folk af en eller anden årsag nærer et indædt had mod mødre med barnevogne og derfor er pisse uhøflige.. Det med at skulle stå og låse hjulene på min Trille, når buschaufføren sætter i fart med det samme, og det er svært at holde balancen..

Har taget bussen alene med vognen EN gang, og det var en mega fiasko! Stort set alle bybusser i Århus er uden trapper, stort set. Godt nok er der stadig højt op, fordi buschaufførerne ikke gider lige sænke bussen, men stadig. Men den ene gang var det - SELVFØLGELIG - en bus med trapper!

Der stor 4 unge mennesker, 2 af dem stærke fyre, og jeg spurgte om de ville hjælpe mig ind. Ingen tvivl om de hørte mig, men de ignorerede mig hver og én og skyndte sig ind! Så kom der heldigvis en flink mand inde fra bussen og hjalp, men flink som han var, var han desværre ikke lige så god til det, for han løftede vognen så højt, at jeg måtte støtte med strakte arme for den ikke tippede helt vildt. Og så var der bare ikke meget plads at stille vognen ind på, fordi der var en stang i vejen. Det var heldigvis nemmere ud. der kom en flink pige og hjalp...

Men den dårlige oplevelse har forstærket min busangst så meget, at jeg endte med at gå de 5 kilometer hjem den dag, trods tunge indkøbsposer på vognen og jeg skulle HELE vejen op af Randersvej (laaaang bakke på 2,5 kilometer).

I dag gør jeg min anden debut i bussen, da jeg skal til 8 ugers undersøgelse, og er lige ved at skide i bukserne er skræk.

Hvordan kommer jeg lige over den her fobi? Det kan jo ikke hjælpe noget!

puha jeg kan virkelig godt følge dig.... men jeg tror den bedste måde at komme over det på er at kaste sig ud i det igen og igen....

Hvis det stadig er et problem efter i dag så tag evt dn kæreste med, men som "blind passager" (eller en veninde eller noget) - som ikke må hjælpe dig men som bare er med hvis nu alt går galt.

Så kan I tage bussen et stop og så øve af og påstigning og så øve det på en billets tid På den måde får du hurtigere opøvet lidt selvtillid omkring det og så har du en person med til at hjælpe hvis alt går heeeeeelt forfærdeligt galt

Hvad med at bruge en god slynge, fx mei tai...

Jeg bruger stort set ikke vognen til andet end middagsluren, når vi er hjemme

Frøken J. skriver:

Ja, sådan en har jeg! Nej, det er måske lidt forkert ordvalg, for jeg har jo ikke som sådan en fobi for barnevogne, men jeg har en fobi for at tage bussen med den alene. Hvordan fa... kommer jeg over den?

Jeg har det ok med det, hvis jeg følges med en jeg kender, som kan hjælpe mig, men hvis jeg er alene, er jeg et nervevrag! Og ryster som espeløv når bussen nærmer sig i det fjerne. Det er faktisk et problem!

Hvad er jeg bange for? Det med at komme ind og ud af bussen, det med at folk af en eller anden årsag nærer et indædt had mod mødre med barnevogne og derfor er pisse uhøflige.. Det med at skulle stå og låse hjulene på min Trille, når buschaufføren sætter i fart med det samme, og det er svært at holde balancen..

Har taget bussen alene med vognen EN gang, og det var en mega fiasko! Stort set alle bybusser i Århus er uden trapper, stort set. Godt nok er der stadig højt op, fordi buschaufførerne ikke gider lige sænke bussen, men stadig. Men den ene gang var det - SELVFØLGELIG - en bus med trapper!

Der stor 4 unge mennesker, 2 af dem stærke fyre, og jeg spurgte om de ville hjælpe mig ind. Ingen tvivl om de hørte mig, men de ignorerede mig hver og én og skyndte sig ind! Så kom der heldigvis en flink mand inde fra bussen og hjalp, men flink som han var, var han desværre ikke lige så god til det, for han løftede vognen så højt, at jeg måtte støtte med strakte arme for den ikke tippede helt vildt. Og så var der bare ikke meget plads at stille vognen ind på, fordi der var en stang i vejen. Det var heldigvis nemmere ud. der kom en flink pige og hjalp...

Men den dårlige oplevelse har forstærket min busangst så meget, at jeg endte med at gå de 5 kilometer hjem den dag, trods tunge indkøbsposer på vognen og jeg skulle HELE vejen op af Randersvej (laaaang bakke på 2,5 kilometer).

I dag gør jeg min anden debut i bussen, da jeg skal til 8 ugers undersøgelse, og er lige ved at skide i bukserne er skræk.

Hvordan kommer jeg lige over den her fobi? Det kan jo ikke hjælpe noget!

Det skal gøres nogle gange før det går over ..
Man kan ikke flygte fra det , for det vil altid vende tilbage til dig .. Så er det nemmere og sige til sig selv man godt kan .. " Når alle andre kan , hvorfor skulle jeg så ikke kunne "  ...