Barnevognsfobi!

Frøken J. skriver:

Ja, sådan en har jeg! Nej, det er måske lidt forkert ordvalg, for jeg har jo ikke som sådan en fobi for barnevogne, men jeg har en fobi for at tage bussen med den alene. Hvordan fa... kommer jeg over den?

Jeg har det ok med det, hvis jeg følges med en jeg kender, som kan hjælpe mig, men hvis jeg er alene, er jeg et nervevrag! Og ryster som espeløv når bussen nærmer sig i det fjerne. Det er faktisk et problem!

Hvad er jeg bange for? Det med at komme ind og ud af bussen, det med at folk af en eller anden årsag nærer et indædt had mod mødre med barnevogne og derfor er pisse uhøflige.. Det med at skulle stå og låse hjulene på min Trille, når buschaufføren sætter i fart med det samme, og det er svært at holde balancen..

Har taget bussen alene med vognen EN gang, og det var en mega fiasko! Stort set alle bybusser i Århus er uden trapper, stort set. Godt nok er der stadig højt op, fordi buschaufførerne ikke gider lige sænke bussen, men stadig. Men den ene gang var det - SELVFØLGELIG - en bus med trapper!

Der stor 4 unge mennesker, 2 af dem stærke fyre, og jeg spurgte om de ville hjælpe mig ind. Ingen tvivl om de hørte mig, men de ignorerede mig hver og én og skyndte sig ind! Så kom der heldigvis en flink mand inde fra bussen og hjalp, men flink som han var, var han desværre ikke lige så god til det, for han løftede vognen så højt, at jeg måtte støtte med strakte arme for den ikke tippede helt vildt. Og så var der bare ikke meget plads at stille vognen ind på, fordi der var en stang i vejen. Det var heldigvis nemmere ud. der kom en flink pige og hjalp...

Men den dårlige oplevelse har forstærket min busangst så meget, at jeg endte med at gå de 5 kilometer hjem den dag, trods tunge indkøbsposer på vognen og jeg skulle HELE vejen op af Randersvej (laaaang bakke på 2,5 kilometer).

I dag gør jeg min anden debut i bussen, da jeg skal til 8 ugers undersøgelse, og er lige ved at skide i bukserne er skræk.

Hvordan kommer jeg lige over den her fobi? Det kan jo ikke hjælpe noget!

Angst skal bekæmpes med det man er angst for! Så den eneste løsning er, at du tager bussen alene med barnevogn igen og igen! Så finder du/din hjerne ud af, at der ikke sker noget ved det!

Undgår du det derimod konsekvent, vil angsten sandsynligvis blive værre og værre.

Og så er samtaleterapi også en mulighed! En som kan give dig nogle kognitive redskaber til at håndtere angsten, når du skal forsøge at bekæmpe den, så det ikke bliver en alt for uoverskuelig opgave!

Jeg har selv prøvet det. Jeg var været ung pige i huset/au pair pige og det var i en lille by langt ude på landet. Skulle jeg noget var det med bus og den gang fandtes der også kun de gamle busser med trapper og gelænder i midten. Den gang var jeg kun lige fyldt 18 og var en kæmpe undskyldning for mig selv. Og jeg hadet det også. Havde det som dig gik i panik når jeg kunne se bUdsen. De enkelte få gange der kom en af de lave busser kunne jeg ånde en smule op trods de heller aldrig gad at sænke dem. Men jeg lærte det altså langsomt ved at blive ved. Jeg havde ingen udvej hvis jeg ville se andet end de 25 huse der lå omkring der hvor de boede, for der var 16 km til nærmeste by. Og langsomt blev man mere og mere ok med det. Du bliver nødt til at blive ved at hoppe ud i det og hver gang sige andre kan så selvfølgelig kan du også. Du er s.... god til det har styr på det og fu.. De andre og især dem der ikke vil hjælpe. Det skal nok komme - du kan godt 

Jeg ved ikke hvad du skal gøre ved din barnevognsfobi, men der er vel ikke rigtig andet for end at springe ud i det. Du har været rigtig uheldig med at starte med en dårlig oplevelse, men du skal vide at der også er rigtig mange gode - så ud og smil til folk og spørg om de ikke lige kan give dig en hånd
Jeg kører rigtig meget i bus i Århus. Det første år med barnevogn, men nu med klapvogn. Jeg har haft så få dårlige oplevelser med at folk ikke ville hjælpe os ind, at jeg slet ikke kan huske nogen... (Til gengæld har jeg oplevet flere gange på det sidste at jeg ikke kunne komme med fordi en mor absolut skulle sidde (!!) ved siden af sin barnevogn men det er en anden sag...)
Jeg har et par gode råd, som måske kan gøre din oplevelse bedre:
*For det første: Vælg et meget brugt busstoppested, så du er sikker på at der er nogen der skal ind sammen med dig. Der går nok lidt tid før du får mod til at stikke hovedet ind i bussen for at spørge om hjælp
*Udse dig det bedste "offer" og spørg ham/hende direkte. Gode "ofre" er: Mænd omkring 40-50 (de vil elske at være stærke og hjælpe en ung pige i nød), men de er desværre ikke typiske i busser. Mænd og kvinder i den alder hvor de højst sandsynlig selv har børn (men ikke medbringer dem den pågældende dag), da de ved hvor dejligt det er at få en hjælpende hånd. Nørden!! Og unge indvandremænd.
*Når du bærer så skal du løfte i håndtaget, og gå først ind i bussen. Man kan selvfølgelig sige at det er strengt at overlade løftearbejdet til den der hjælper, men på denne måde undgår du at din pige kan falde ud af vognen hvis den ender med at tippe lidt, og du kan styre barnevognen og mister ikke kontrollen.
Jeg håber du har mod på at kaste dig ud i det. Og når du så gør, så husk at gøre plads til mig, så du ikke ender med at være den k*lling jeg fortæller historier om under aftensmaden

Pikku Myy skriver:

Jeg ved ikke hvad du skal gøre ved din barnevognsfobi, men der er vel ikke rigtig andet for end at springe ud i det. Du har været rigtig uheldig med at starte med en dårlig oplevelse, men du skal vide at der også er rigtig mange gode - så ud og smil til folk og spørg om de ikke lige kan give dig en hånd
Jeg kører rigtig meget i bus i Århus. Det første år med barnevogn, men nu med klapvogn. Jeg har haft så få dårlige oplevelser med at folk ikke ville hjælpe os ind, at jeg slet ikke kan huske nogen... (Til gengæld har jeg oplevet flere gange på det sidste at jeg ikke kunne komme med fordi en mor absolut skulle sidde (!!) ved siden af sin barnevogn men det er en anden sag...)
Jeg har et par gode råd, som måske kan gøre din oplevelse bedre:
*For det første: Vælg et meget brugt busstoppested, så du er sikker på at der er nogen der skal ind sammen med dig. Der går nok lidt tid før du får mod til at stikke hovedet ind i bussen for at spørge om hjælp
*Udse dig det bedste "offer" og spørg ham/hende direkte. Gode "ofre" er: Mænd omkring 40-50 (de vil elske at være stærke og hjælpe en ung pige i nød), men de er desværre ikke typiske i busser. Mænd og kvinder i den alder hvor de højst sandsynlig selv har børn (men ikke medbringer dem den pågældende dag), da de ved hvor dejligt det er at få en hjælpende hånd. Nørden!! Og unge indvandremænd.
*Når du bærer så skal du løfte i håndtaget, og gå først ind i bussen. Man kan selvfølgelig sige at det er strengt at overlade løftearbejdet til den der hjælper, men på denne måde undgår du at din pige kan falde ud af vognen hvis den ender med at tippe lidt, og du kan styre barnevognen og mister ikke kontrollen.
Jeg håber du har mod på at kaste dig ud i det. Og når du så gør, så husk at gøre plads til mig, så du ikke ender med at være den k*lling jeg fortæller historier om under aftensmaden

Frøken J. skriver:

Ja, sådan en har jeg! Nej, det er måske lidt forkert ordvalg, for jeg har jo ikke som sådan en fobi for barnevogne, men jeg har en fobi for at tage bussen med den alene. Hvordan fa... kommer jeg over den?

Jeg har det ok med det, hvis jeg følges med en jeg kender, som kan hjælpe mig, men hvis jeg er alene, er jeg et nervevrag! Og ryster som espeløv når bussen nærmer sig i det fjerne. Det er faktisk et problem!

Hvad er jeg bange for? Det med at komme ind og ud af bussen, det med at folk af en eller anden årsag nærer et indædt had mod mødre med barnevogne og derfor er pisse uhøflige.. Det med at skulle stå og låse hjulene på min Trille, når buschaufføren sætter i fart med det samme, og det er svært at holde balancen..

Har taget bussen alene med vognen EN gang, og det var en mega fiasko! Stort set alle bybusser i Århus er uden trapper, stort set. Godt nok er der stadig højt op, fordi buschaufførerne ikke gider lige sænke bussen, men stadig. Men den ene gang var det - SELVFØLGELIG - en bus med trapper!

Der stor 4 unge mennesker, 2 af dem stærke fyre, og jeg spurgte om de ville hjælpe mig ind. Ingen tvivl om de hørte mig, men de ignorerede mig hver og én og skyndte sig ind! Så kom der heldigvis en flink mand inde fra bussen og hjalp, men flink som han var, var han desværre ikke lige så god til det, for han løftede vognen så højt, at jeg måtte støtte med strakte arme for den ikke tippede helt vildt. Og så var der bare ikke meget plads at stille vognen ind på, fordi der var en stang i vejen. Det var heldigvis nemmere ud. der kom en flink pige og hjalp...

Men den dårlige oplevelse har forstærket min busangst så meget, at jeg endte med at gå de 5 kilometer hjem den dag, trods tunge indkøbsposer på vognen og jeg skulle HELE vejen op af Randersvej (laaaang bakke på 2,5 kilometer).

I dag gør jeg min anden debut i bussen, da jeg skal til 8 ugers undersøgelse, og er lige ved at skide i bukserne er skræk.

Hvordan kommer jeg lige over den her fobi? Det kan jo ikke hjælpe noget!

Kender det slt for godt! dengang Mynte var i barnevogn undgik jeg helst bussen!

Og den med Randersvej, jeg har været der! Gik engang hele vejen nede fra byen og hjem til Skejby, bare fordi jeg ikke kunne overskue bussen!

Nu bor jeg heldigvis ved en af endestationerne, så kunne stortset altid komme med. Men kom der en bus med trapper kom jeg sjældent med Forstår ikke at folk ikke vil hjælpe!! Jeg hjælper altid hvis nogen har brug for en hånd!

Men selvom jeg var kommet ind, tænkte jeg hele vejen på hvordan jeg nu skulle komme ud og om jeg kunne! 

 

Jeg kom nok aldrig helt over den forbi, men med tiden hjalp det lidt på det og jeg kom lidt mere ud  

 

Håber din anden bustur gik godt 

Frøken J. skriver:

Ja, sådan en har jeg! Nej, det er måske lidt forkert ordvalg, for jeg har jo ikke som sådan en fobi for barnevogne, men jeg har en fobi for at tage bussen med den alene. Hvordan fa... kommer jeg over den?

Jeg har det ok med det, hvis jeg følges med en jeg kender, som kan hjælpe mig, men hvis jeg er alene, er jeg et nervevrag! Og ryster som espeløv når bussen nærmer sig i det fjerne. Det er faktisk et problem!

Hvad er jeg bange for? Det med at komme ind og ud af bussen, det med at folk af en eller anden årsag nærer et indædt had mod mødre med barnevogne og derfor er pisse uhøflige.. Det med at skulle stå og låse hjulene på min Trille, når buschaufføren sætter i fart med det samme, og det er svært at holde balancen..

Har taget bussen alene med vognen EN gang, og det var en mega fiasko! Stort set alle bybusser i Århus er uden trapper, stort set. Godt nok er der stadig højt op, fordi buschaufførerne ikke gider lige sænke bussen, men stadig. Men den ene gang var det - SELVFØLGELIG - en bus med trapper!

Der stor 4 unge mennesker, 2 af dem stærke fyre, og jeg spurgte om de ville hjælpe mig ind. Ingen tvivl om de hørte mig, men de ignorerede mig hver og én og skyndte sig ind! Så kom der heldigvis en flink mand inde fra bussen og hjalp, men flink som han var, var han desværre ikke lige så god til det, for han løftede vognen så højt, at jeg måtte støtte med strakte arme for den ikke tippede helt vildt. Og så var der bare ikke meget plads at stille vognen ind på, fordi der var en stang i vejen. Det var heldigvis nemmere ud. der kom en flink pige og hjalp...

Men den dårlige oplevelse har forstærket min busangst så meget, at jeg endte med at gå de 5 kilometer hjem den dag, trods tunge indkøbsposer på vognen og jeg skulle HELE vejen op af Randersvej (laaaang bakke på 2,5 kilometer).

I dag gør jeg min anden debut i bussen, da jeg skal til 8 ugers undersøgelse, og er lige ved at skide i bukserne er skræk.

Hvordan kommer jeg lige over den her fobi? Det kan jo ikke hjælpe noget!

Nu har jeg ikke lige tid til at læse alle svarene, så jeg ved ikke om du er blevet spurgt om dette; men har du overvejet at putte Rose i en slynge/bæresele? På den måde slipper du for den uhandy vogn og du har oven i købet hænderne fri 

Frøken J. skriver:

Ja, sådan en har jeg! Nej, det er måske lidt forkert ordvalg, for jeg har jo ikke som sådan en fobi for barnevogne, men jeg har en fobi for at tage bussen med den alene. Hvordan fa... kommer jeg over den?

Jeg har det ok med det, hvis jeg følges med en jeg kender, som kan hjælpe mig, men hvis jeg er alene, er jeg et nervevrag! Og ryster som espeløv når bussen nærmer sig i det fjerne. Det er faktisk et problem!

Hvad er jeg bange for? Det med at komme ind og ud af bussen, det med at folk af en eller anden årsag nærer et indædt had mod mødre med barnevogne og derfor er pisse uhøflige.. Det med at skulle stå og låse hjulene på min Trille, når buschaufføren sætter i fart med det samme, og det er svært at holde balancen..

Har taget bussen alene med vognen EN gang, og det var en mega fiasko! Stort set alle bybusser i Århus er uden trapper, stort set. Godt nok er der stadig højt op, fordi buschaufførerne ikke gider lige sænke bussen, men stadig. Men den ene gang var det - SELVFØLGELIG - en bus med trapper!

Der stor 4 unge mennesker, 2 af dem stærke fyre, og jeg spurgte om de ville hjælpe mig ind. Ingen tvivl om de hørte mig, men de ignorerede mig hver og én og skyndte sig ind! Så kom der heldigvis en flink mand inde fra bussen og hjalp, men flink som han var, var han desværre ikke lige så god til det, for han løftede vognen så højt, at jeg måtte støtte med strakte arme for den ikke tippede helt vildt. Og så var der bare ikke meget plads at stille vognen ind på, fordi der var en stang i vejen. Det var heldigvis nemmere ud. der kom en flink pige og hjalp...

Men den dårlige oplevelse har forstærket min busangst så meget, at jeg endte med at gå de 5 kilometer hjem den dag, trods tunge indkøbsposer på vognen og jeg skulle HELE vejen op af Randersvej (laaaang bakke på 2,5 kilometer).

I dag gør jeg min anden debut i bussen, da jeg skal til 8 ugers undersøgelse, og er lige ved at skide i bukserne er skræk.

Hvordan kommer jeg lige over den her fobi? Det kan jo ikke hjælpe noget!

Åååårh hvor jeg ved hvordan du har det!!! Jeg turde ikke tage afsted med barnevognen alene før Isabella min. var 5 mrd. tror jeg  Haha, jeg tør stadig ikke tage bussen alene - og tøsen er nu lidt over 1 år. Jeg tager glædeligt en gåtur i stedet for en tur med bussen... Jeg er mere bange for, om der er plads til en barnevogn, for her i Holbæk er de gode til at sænke busserne 

Frøken J. skriver:

Ja, sådan en har jeg! Nej, det er måske lidt forkert ordvalg, for jeg har jo ikke som sådan en fobi for barnevogne, men jeg har en fobi for at tage bussen med den alene. Hvordan fa... kommer jeg over den?

Jeg har det ok med det, hvis jeg følges med en jeg kender, som kan hjælpe mig, men hvis jeg er alene, er jeg et nervevrag! Og ryster som espeløv når bussen nærmer sig i det fjerne. Det er faktisk et problem!

Hvad er jeg bange for? Det med at komme ind og ud af bussen, det med at folk af en eller anden årsag nærer et indædt had mod mødre med barnevogne og derfor er pisse uhøflige.. Det med at skulle stå og låse hjulene på min Trille, når buschaufføren sætter i fart med det samme, og det er svært at holde balancen..

Har taget bussen alene med vognen EN gang, og det var en mega fiasko! Stort set alle bybusser i Århus er uden trapper, stort set. Godt nok er der stadig højt op, fordi buschaufførerne ikke gider lige sænke bussen, men stadig. Men den ene gang var det - SELVFØLGELIG - en bus med trapper!

Der stor 4 unge mennesker, 2 af dem stærke fyre, og jeg spurgte om de ville hjælpe mig ind. Ingen tvivl om de hørte mig, men de ignorerede mig hver og én og skyndte sig ind! Så kom der heldigvis en flink mand inde fra bussen og hjalp, men flink som han var, var han desværre ikke lige så god til det, for han løftede vognen så højt, at jeg måtte støtte med strakte arme for den ikke tippede helt vildt. Og så var der bare ikke meget plads at stille vognen ind på, fordi der var en stang i vejen. Det var heldigvis nemmere ud. der kom en flink pige og hjalp...

Men den dårlige oplevelse har forstærket min busangst så meget, at jeg endte med at gå de 5 kilometer hjem den dag, trods tunge indkøbsposer på vognen og jeg skulle HELE vejen op af Randersvej (laaaang bakke på 2,5 kilometer).

I dag gør jeg min anden debut i bussen, da jeg skal til 8 ugers undersøgelse, og er lige ved at skide i bukserne er skræk.

Hvordan kommer jeg lige over den her fobi? Det kan jo ikke hjælpe noget!

åh jeg er en total kælling når jeg skal med bussen og folk ikke vil flytte sig, Og ja også i S Toget, jeg åbner munden og siger at de skal flytte sig.

og hvis buschaufføren ikke sænker bussen ber jeg ham om at gøre det... 

er det kun når du har barnevognen med eller er det også når du skal alene med? for så kan du evt lige hoppe en tur forbi en hypnotisør eller lign som kan afhjælpe dig med din fobi.. 

du skal bare åbne munden, jeg har kørt med bus i århus mange gange og jeg kender den måde de kører på. og du skal virkelig bare bede chaufføren om at slappe lidt af.. åben munden og vær ikke bange for reaktionen.. 

du kommer over det, men jeg tro at det ville hjælpe at du for det første kaster dig ud i det igen og igen. og at du får noget terapi mht det.. 

Puhha... du får lige en krammer herfra...

Du skal være glad for du ikk har en tvillingbarnevogn.. Den kan dårlig nok komme ind i bussen...  OG folk vader bare ind i den, når de skal forbi...

Skriver lige samlet svar! Man ved jo aldrig hvor længe den lille sover jo

Nå men jeg er ikke bange for at tage bussen alene uden vogn, det er slet ikke det!

Men jeg bevægede mig ud i det, og jeg synes egentlig det gik ok! Da jeg skulle ned i byen stod der en teenagepige og fyldte som ikke flyttede sig. Kunne godt lige være der med vognen, men den stod lidt dumt. Men nu valgte jeg altså ET skridt af gangen og sagde ikke noget. Nu starter vi lige med overhovedet at tage bussen, så kan vi skælde ud senere Gik også fint med ind og ud, selvom bussen ikke blev sænket.

Hjem var også ok! Den første bus var med trapper, og det magtede jeg ikke, så ventede på den næste. Den var så PROPPET til randen med børnehavebørn, men de flyttede sig da for barnevognen, så det var fint nok!

Næste gang med bus bliver nok på fredag, og jeg er allerede nu ved at skide en snemand, men går ud fra eksponering er vejen frem!

Tak for jeres gode svar